Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 8. maj 2016

The Faust Act af Kieron Gillen og Jamie McKelvie


The Faust Act er første bind i The Wicked + The Divine serie. Jeg vidste ikke rigtig noget om denne tegneserie før jeg lånte den med hjem fra biblioteket.

For hvert 90 år bliver 12 guder genfødt som mennesker (de har dog stadig overnaturlige kræfter). De bliver tilbedt som musikguder, men de bliver også frygtet og udsat for had. De har to år på jorden, og så dør de, for selv guder lever ikke evigt.
Vi følger teenageren Laura, der tilbeder guderne. Hun tager til alle de koncerter hun kan, og hun brænder for at komme tæt på guderne. Hendes ønske bliver opfyldt, men slet ikke som hun havde håbet. For selv om guderne (for det meste) ligner almindelige mennesker er de det bestemt ikke. De forsøger at få det meste ud af deres to år, og det er ikke altid til fordel for andre. Fordi de er elsket og hadet kommer de også nemt i problemer, og Laura kommer til at befinde sig i midten af dem.

Præmissen for denne graphic novel var jeg ret vild med. Guder som arrogante popstjerner er en virkelig god ide (og minder mig om vampyren Lestat fra Vampyrkrøniken af Anne Rice, som også på et tidspunkt optrådte og blev tilbedt som musikstjerne). Jeg kunne også godt lide at guderne kom fra forskellige mytologier rundt om i verden. Blandt andet møder vi Lucifer (Satan) fra den kristne tro, gudinden Minerva fra den romerske mytologi, samt den ægyptiske gudinde Sakhmet.

Jeg kunne godt lide tegnestilen. Den var spændende, og farverne var klare og gennemtrængende.
Det eneste der trækker ned for mig var at jeg savnede noget mere uddybende baggrundshistorie, da det til tider var svært at følge med i handlingen, og jeg følte at jeg gik glip af et eller andet. Det var lidt som forfatter og tegner holdt noget tilbage for læseren. Men da først historien rigtig begyndte at flyde blev jeg også fanget af den.

The Faust Act er en virkelig flot graphic novel, der overraskede mig på en positiv måde med dens nærmest eksploderende brug af farver.



3,5/5 stjerner

The Faust Act (The Wicked + The Divine #1) af Kieron Gillen og Jamie McKelvie
Forlag: Image Comics
Udgivet: 2014
144 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar