Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 3. september 2017

September 2017 tbr


Det er ingen hemmelighed at jeg har mange ulæste bøger stående på mine reoler, som i ubegribeligt mange ulæste bøger. Jeg har faktisk ikke tal på hvor mange, og det har jeg ikke haft i et par år. Tidligere har det aldrig rigtig gået mig på, fordi de ulæste bøger repræsenterede uopdagede, spændende eventyr, som jeg ville opdage på et tidspunkt. Og sådan har jeg det stadigvæk. Jeg har en intention om at læse alle mine bøger - det er jo derfor jeg købte dem i sin tid om det så var for 5 år siden eller i sidste uge. Og jeg holder nok ikke lige op med at købe bøger i den nærmeste fremtid.

Men nu er jeg begyndt at mærke på mig selv, at jeg trænger til at læse flere af mine bøger. Jeg er også blevet meget inspireret af BooksandLalas Book Unhauls, hvor hun rydder op i sit tbrskab. Irene fra Boghunden har også lavet et ligende projekt. Jeg tror dog ikke, jeg kommer til at give mine bøger væk, medmindre jeg absolut hader den enkelte bog og mener at de kan finde et bedre hjem et andet sted.


I de første otte måneder af 2017 har jeg læst 185 bøger. Det giver et ca. gennemsnit på 23 bøger om måneden. Så jeg kunne godt lave min tbr stor, men jeg kender mig selv, og jeg er en stemningslæser/lystlæser så jeg vælger (næsten altid) bøger alt efter mit humør, hvilket til dagligt for det meste er ganske fint, men knap så anvendelig når man skal lave en tbr, netop fordi min lyst til at læse en bestemt bog kan skifte fra dag til dag. Så for ikke at dræbe min lyst til dette projekt før det overhovedet er kommet igang, har jeg besluttet mig for at min september tbr skal bestå af fem bøger. Det er ikke særligt ambitiøst til at starte med, men det kan forhåbentlig holde mig ved ilden uden at jeg bliver træt af det hele og dropper det halvvejs, hvilket jeg helst vil undgå.
(Jeg har stadig min udfordring om at læse en klassiker og en murstensroman om måneden, og den får stadig en særskilt tbr.)

Jeg må sige at det var en smule svært at begrænse mig til kun fem bøger, for da jeg var ved at udvælge de fem bøger blev andre bøger ved med at dukke op og sige: "Jamen, du vil jo også gerne læse mig!", men efter lidt betænkningstid faldt valget på disse fem:



  • The Raven Boys (The Raven Cycle #1) af Maggie Stiefvater (409): Jeg har tidligere læst bøger af Stiefvater, og var rigtig glad for hendes skrivestil. The Raven Cycle er blevet rost til skyerne af de fleste og jeg har længe haft lyst til at læse den. Turbine udgiver bogen på dansk til oktober, og jeg vil gerne have læst den før. Jeg købte den bog i maj 2016, så den har stået ulæst i lidt over ét år.

  • The Hate U Give af Angie Thomas (451): Denne bog er blevet utrolig meget hyped overalt. Jeg er ikke altid så god til at læse bøger, der får rigtig meget opmærksomhed, fordi jeg for det meste er bange for at mine forventninger er for høje og jeg derfor kun kan blive skuffet. Men jeg har undgået det meste med denne bog, så alt skulle være godt. Gyldendal udgiver den på dansk her lige om lidt. Jeg har faktisk lige købt denne bog, så det er ikke fordi den har stået på reolen særlig længe.

  • A Darker Shade of Magic (Shades of Magic #1) af V.E. Schwab (400): Igen en bog jeg længe har haft lyst til at læse, men som jeg havde udskudt fordi alle bind i trilogien ikke var udkommet på det tidspunkt. Men det er de nu, så jeg har ikke længere en dårlig undskyldning at gemme mig bag. Jeg købte den tilbage i maj 2015, så den har hygget sig på mine reoler i lidt over to år.

  • Three Dark Crowns (Three Dark Crowns #1) af Kendare Blake (403): Denne lyder som en virkelig spændende start på en ny fantasy serie, og jeg har faktisk ikke haft den så længe endda. Jeg købte den tilbage i april i år, men bog nr. to udkommer her i september så vidt jeg husker, og jeg vil gerne læse bog 1 inden da.

  • Den dag jeg glemmer af Adam Silvera (319): Jeg har endnu ikke læst noget af Silvera selvom om jeg ejer to af hans bøger (hvor denne er den ene) og jeg har stor lyst til at læse hans nye bog, der også udkommer her i september. Bagsidenteksten lyder meget interessant, så jeg er meget spændt på om jeg kan lide den. Jeg har haft den siden Bogbloggertræf sidste år.


Jeg glæder mig meget til at læse disse fem bøger på i alt 1.982 sider. Og det bliver nærmest endnu mere spændende om jeg kan holde mig til denne tbr og får dem alle læst inden måneden er omme. Det må vi får at se.

Har du planlagt noget spændende at læse i september?

2 kommentarer:

  1. Spændende projekt. Jeg glæder mig til at læse hvordan det kommer til at gå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Er selv også ret spændt på det ;)

      Slet