Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 21. marts 2019

Zombie Lejrskolen af Nicole Boyle Rødtnes

"Manden hopper op og ned foran træet. For hver gang han hopper, falder hans tarm længere og længere ud af maven på ham. Den hænger og dingler som en navlestreng.

Da Esra og Noam tager af sted på lejrskole, tror de bare, det bliver en tur ligesom alle de andre. Men så bryder zombie-virussen ud, og intet vil nogensinde blive det samme."


Jeg har altid været meget fascineret af zombier, og her derfor igennem mange år slugt romaner, tegneserier, film og tv-serier om disse væsner. Forfattere og filmskabere har heldigvis mange forskellige bud på hvad zombier er, hvordan de opfører sig og ikke mindst hvordan de er opstået, hvilket gør at det altid er interessant at begynde på en ny bog eller film. Der er selvfølgelig nogle elementer, der går igen og som er genkendelig for zombiegenren (ligesom det er tilfældet hos vampyrmyten), men der er bestemt også plads til nye ideer. De bøger, tegneserier, film og tv-serier jeg har læst og set henvender sig oftest til voksne eller unge, og de kan være meget blodige i det.
Men der er faktisk også skrevet en del bøger til børn, og her kommer forfatteren Nicole Boyle Rødtnes på banen, fordi hun har skrevet en længere serie om netop zombier, og de mennesker, der forsøger at overleve efter zombieapokalypsen har lagt store dele af verden øde. Jeg har nemlig sat mig for at læse hele serien i kronologisk rækkefølge (såfremt at bøgerne er udgivet), og jeg starter derfor med Zombie Lejrskolen.

Zombie Lejrskolen består af to bind, hvor det første er Lærernes angreb og det andet er Flugten til camp A. I de to bind følger vi skiftevis de to søskende Noam og Esra, hvor de kæmper for at overleve og for at finde sikkerhed.
Det hele starter egentlig relativt fredelig med at de to søskende er på lejrskole med deres klasse. Noam kommer godt nok op at toppes med Mac, og bliver derefter bedt om at gå en tur i skoven med en lærer, så han kan køle lidt ned igen. I skoven møder de en mand, der er meget slemt såret, og som har tarme hængende ud af maven. Manden angriber dem, og så begynder det hele at rulle fra deraf. For manden er selvfølgelig en zombie, og zombieapokalypsen er gået i gang. Snart må Noam og Esra sammen med deres klassekammerater kæmpe for liv og finde et sikkert sted væk fra de blodtørstige zombier.

Både Lærernes angreb og Flugten til camp A er forholdsvis korte bøger, men jeg skal da lige love for at sker mange ting på siderne. Hvert kapitel afsluttes med en cliffhanger, så det er svært at stoppe med at læse, når man først er gået i gang, da man bare må vide, hvad der kommer til at ske på næste side. Bøgerne har også nogle fede sort/hvide illustrationer, som understreger historien og stemingen helt perfekt.
Det er nogle spændende bøger med et godt fortæller flow, men de er også meget bloddryppende og uhyggelige til tider. Så hvis blod, afrevne lemmer og gys ikke er noget for én bør man nok springe over dem, eller eventuelt sove med lyset tændt.
Hvis vi et øjeblik ser bort fra zombierne, som vores hovedpersoner skal forsvare sig imod (og den bedste måde er at ødelægge hjernen), bliver vores hovedpersoner også tvunget til at træffe nogle hårde valg, som kommer til at påvirke dem på den ene eller den anden måde. Så det er faktisk nogle ret barske børnebøger, men dem har vi skam også behov for at læse.

Hvis man elsker splatter, horror og zombier, ja så burde man læser Zombie Lejrskolen. Den næste serie i serien jeg kaster mig over bliver Zombie Zoo. Det skal nok blive spændende.



3/5 stjerner

Titel: Lærernes angreb
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Zombie Lejrskolen #1
Sprog: dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2017
ISBN: 9788771656565
Sideantal: 81

3/5 stjerner

Titel: Flugten til camp A
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Zombie Lejrskolen #2
Sprog: dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2017
ISBN: 9788771656589
Sideantal: 89

Ingen kommentarer:

Send en kommentar