Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 16. juli 2019

Auto-Buy Authors - Top Ten Tuesday #1


Jeg har længe haft lyst til at prøve kræfter med Top Ten Tuesday som jeg blandt andet har set hos Regitze, men jeg er altid kommet fra det igen. Hver tirsdag har sit eget emne, som man kan sammensætte sin liste efter. Det er That Artsy Reader Girl der står bag og man kan både se nye og gamle emner.

Denne uges emne er auto-buy forfattere, som er forfattere du køber nærmest på autopilot af den ene eller anden grund. Jeg har en del auto-buy forfattere, også flere end der kunne være på denne liste, men her er et udvalg. Listen er ikke i prioriteret rækkefølge.

_______________


Laurell K. Hamilton
Laurell K. Hamilton er en af mine absolut yndlingsforfattere, og det har hun været lige siden jeg stødte på hendes forfatterskab tilbage i 3.g. Jeg har derfor alle hendes bøger, og jeg køber/bestiller så snart hun kommer med en ny titel. Jeg har ikke læst alle hendes bøger endnu, men jeg glæder mig til at få dem læst.


Stephen King
Stephen King er også en af mine yndlingsforfattere, og det har han været siden folkeskolen. Jeg har ikke købt alt af ham, for manden skriver og udgiver godt nok meget. Men jeg har planer om at få læst alt af ham på et tidspunkt, og jeg bliver altid meget begejstret hver gang der kommer en ny bog fra hans hånd, og mange af dem køber jeg da også.


Dennis Jürgensen
Jeg har de fleste af Dennis Jürgensens bøger, og jeg er i gang med at købe dem jeg stadig mangler, hvilket er lidt af en udfordring, da et par stykker af dem er udsolgt fra forlaget. Jeg har dog læst alle hans bøger på nær de sidste to udgivne i hans krimiserie. Dem har jeg til gengæld stående klar på hylden.


Jay Kristoff
Så snart jeg ser Jay Kristoffs navn, så køber jeg bogen. Så enkelt er det. Jeg behøver hverken at vide noget om handlingen eller noget som helst andet. Det er nok med hans navn. For længe siden forudbestilte jeg Darkdawn som udkommer til september i år, samt hans nye vampyrroman, som først udkommer næste år. Jeg glæder mig virkelig meget til begge bøger, men der er godt nok længe til.


Victoria Schwab/V. E. Schwab
Jeg begyndte at købe forfatterens bøger længe før jeg rent faktisk havde læst noget af hende. Jeg havde bare hørt så meget godt om bøgerne, at jeg bare måtte prøve dem. Men jeg har endnu ikke fået læst dem alle endnu, faktisk har jeg kun læst én af dem, men jeg bliver ved at købe hendes bøger.
Det skal dog siges at jeg ikke har købt alt hvad hun har skrevet, jeg har hoppet over nogle af hendes børnebøger og har heller ikke fået fat i hendes tegneserie endnu, men den regner jeg dog at anskaffe på et tidspunkt.


Mira Grant/Seanan McGuire
Jeg stiftede bekendtskab med Mira Grant for efterhånden en del år siden, hvor jeg læste hendes zombieroman Feed. Men der gik faktisk endnu længere tid før jeg fandt ud af at det var et pseudonym for Seanan McGuire. Under begge navne er hun en af mine yndlingsforfattere. Under Mira Grant skriver hun mere horror/science fiction orienteret bøger, mens Seanan McGuire er mere fantasy. Jeg har købt alle Mira Grants bøger (i hvert fald dem jeg kan få fat i) og jeg har også en del af Seanan McGuires bøger, men mangler dog stadig nogle af dem der er dele af serier. Dem jeg skal nok få fat i på et eller andet tidspunkt.


Malene Sølvsten
Jeg har læst nøjagtig én af Malene Sølvstens romaner nemlig Ravnenes Hvisken 1, men jeg ejer alle de bøger hun har udgivet, og jeg skal helt sikkert også have fat i den hun pt. skriver på. Jeg har sat Ravnenes Hvisken 2 på min tbr for i år, og regner med at få den læst i august, så jeg kan komme videre i serien.


Brandon Sanderson
Jeg blev opmærksom på Brandon Sandersons navn gennem Mistborn, der har fået stor ros. (Jeg har endnu ikke læst den, for det er en moppedreng, men jeg har den dog trods alt stående på reolen). Jeg har indtil videre kun læst én af hans serier, men jeg har de fleste andre stående, og han er også en forfatter, som jeg holder øje med hver gang der er noget nyt på vej.


Amelia Atwater-Rhodes
Jeg stødte første gang på Amelia Atwater-Rhodes i folkeskolens ældste klasser. Hendes to første romaner var blevet oversat til dansk, men resten var desværre ikke, så derfor begyndte jeg at læse dem på engelsk. Nogle kunne jeg låne på biblioteket, men det var desværre ikke alle der kunne skaffes. Da jeg samtidig var meget glad for hendes bøger begyndte jeg at købe dem igennem min lokale boghandel. Amelia Atwater-Rhodes blev således min første rigtige auto-buy forfatter. Jeg mangler hendes nyeste serie, men ellers har jeg alle hendes bøger.


Laini Taylor
Jeg har kun læst to af Laini Taylors bøger, men jeg har de fleste stående, og så snart den næste bog udkommer køber jeg den. Jeg elsker hendes skrivestil, og det er en af grundene til at jeg køber hendes bøger.

Har du nogle auto-buy forfattere?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar