Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 17. marts 2020

Hvidslangen af Åsa Larsson & Ingela Korsell

"Et lille barn forsvinder på Himmelbakken. Barnet er som opslugt af jorden, og Iris er også sporløst forsvundet. Kan der være en sammenhæng mellem de to forsvindinger? Alrik og Viggo får hjælp fra en uventet kant, men hvordan skal de kunne redde en, der er faldet i kløerne på Sortheksen? Samtidig dybt under Mariefred vågner en urgammel ondskab langsomt til live."


⚬ Nidstangen ⚬ Grimmen ⚬ Mylingen ⚬ Bjæren ⚬ Gespenst ⚬ Nøkken ⚬ Pestmageren 

Hvidslangen er det ottende bind om Alrik og Viggo og alle de farer og mystiske ting de møder i Mariefred.

Handlingen fortsætter direkte fra hvor Pestmageren sluttede. Iris er blevet taget til fange af Sortheksen, mens Alrik, Viggo & co. tror, at hun har forladt byen. Sortheksen vil bruge Iris til at få adgang til det magiske bibliotek under Estrid og Magnars hus. Imens er ofrene for Mariefredpesten ved at komme sig, og man har fundet den egentlig synder, som selvfølelig ikke var Iris. Der er derimod et nyt monster på spil, som trækker en lille pige ned under jorden uden at efterlade spor.
Alrik og Viggo springer selvfølelig straks på sagen for at finde ud af, hvilket monster det drejer sig om.

Som i alle de andre bind er spændingen i top fra start til slut. Jeg kan lide scenerne mellem Iris og Sortheksen, for Iris er stadig handlekraftig selvom hun er taget til fange og er bange. Man får også mere at vide om Iris fortid, som jeg både synes var rart og på tide i og med vi efterhånden er en del bind inde i serien. Og da Iris altid har været lidt mystisk er det rart at få løftet sløret en smule, så man som læser bedre kan forstå og måske sympatisere med nogle af hendes handlinger.
Scenerne med Estrid og den tiltagefangede imp var også ret sjove, og med til at få lidt humor ind i mellem de mere uhyggelige scener med Sortheksen.

En ting, som jeg godt kunne lide ved dette bind var at det blev understreget at ikke alle monstre nødvendigvis er onde. Det synes jeg er en meget vigtig pointe om at man ikke kan dømme folk på deres udseende.
En anden ting jeg synes godt om, var at Sortheksens rigtige identitet endelig blev afsløret for Alrik og Viggo, for det var godt nok på tide, og noget som forfatterene måske har trukket lidt for meget i langdrag, da vi som læsere har vidst det et pænt stykke tid. Så det er rart at vores hovedpersoner også ved det nu og kan handle på det.

Noget steder kan Hvidslangen godt virke som lidt af et fyldbind, mens læseren venter på det endelige opgør, men spændingen og gyset er heldigvis stadig i top. Og er man nået så langt i serien, skal man selvfølgelig også have dette bind med.


3,5/5 stjerner

Titel: Hvidslangen // Originaltitel: Vitormen
Forfattere: Åsa Larsson & Ingela Korsell // Illustrator: Henrik Jonsson
Serie: PAX #8
Originalsprog: svensk // læst på dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 1. august 2017
ISBN: 9788771058536
Sideantal: 225

Ingen kommentarer:

Send en kommentar