Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 12. april 2020

Draugen af Åsa Larsson & Ingela Korsell

"For længe siden forudsagde orakelkortene, at der ville ske en katastrofe for ravnebrødrene. Nu ser det ud til, at spådommen går i opfyldelse. På søndag skal Viggo og Alrik flytte fra Mariefred og fra Anders og Laylah. Det hele er Iris' skyld, synes Viggo. Men der bliver alligevel tændt et lille lys i mørket, da han kommer på sporet af koden, der kan læse bibliotekets gåde. Kan han og de andre nå at redde Mariefred og verden, inden Sortheksen får adgang til biblioteket og vækker draugen?"


⚬ Nidstangen ⚬ Grimmen ⚬ Mylingen ⚬ Bjæren ⚬ Gespenst ⚬ Nøkken ⚬ Pestmageren 
⚬ Hvidslangen ⚬ Maren

Draugen er den sidste bog i den episke serie om Alrik og Viggo, og det var både en slutning jeg havde glædet mig til at læse, samtidig med at jeg frygtede den en smule. For om noget har forfatterne virkelig fået bygget en stemning op til det endelige opgør mellem det gode og det onde.

Sortheksen har fået fat på hemmeligheden, der kan åbne det magiske bibliotek for hende, og hun planlægger derfor at vække det frygtelige monster, Draugen, der sover under biblioteket.
I sidste bog blev det besluttet at Alrik og Viggo skulle skilles fra hinanden og at de ikke længere måtte blive boende hos deres plejeforældre eller i Mariefred. Vores helte er derfor ude på dybt vand, og de er slet ikke sikre på at de kan stoppe sortheksen i tide. Katastrofen truer Mariefred, men Alrik og Viggo er jo ikke dem, der giver op, når tingene virkelig brænder på.

Alting er sat på spidsen her i Draugen, og jeg synes at forfatterene kommer rigtig godt i mål. Det er en meget tilfredsstillende slutning, hvor den endelige kamp er virkelig nervepirrende, men også en smule trist. Det er ikke let at overvinde ondskaben, og man kan være nødt til at bringe ofre undervejs, og det må jeg sige at de to drenge har gjort. Det er en stærk slutning.

Som altid var det en velskrevet, letlæst og spændende læseoplevelse, hvor man virkelig sidder på kanten af sofaen, mens man læser.
Jeg var dog skuffet over en lille ting. Det viste sig i sidste bog at sortheksen ikke har arbejdet helt alene. Hun har nemlig haft en "kollega" hele vejen igennem, og det blev afsløret, hvem det var her i Draugen. Jeg ville gerne have set at denne afsløring var kommet i et tidligere bind, da det bare virkede lidt forhastet her, da der skete så meget andet. Det er en lille detalje, men jeg synes, at det ville have givet et andet flow i historien.

Det er ikke alle bøger, som jeg fandt lige vellykket i Pax serien, men som et hele har serien været gennemført og underholdende. Så har man nogle børn, der elsker fantasy og lidt gys, kan jeg varmt anbefale denne serie.


4,5/5 stjerner


Titel: Draugen // Originaltitel: Draugen
Forfattere: Åsa Larsson & Ingela Korsell // Illustrator: Henrik Jonsson
Serie: PAX #10
Originalsprog: svensk / læst på dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2018
ISBN: 9788771058574
Sideantal: 278

Ingen kommentarer:

Send en kommentar