Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 13. august 2020

Pigen som ikke var der af Nick Clausen

"En dag forsvinder en ung pige ved navn Rebecca sporløst. Politiet er på bar bund. Forældrene er sønderknust.
Andy, Rebeccas storebror, får kontakt med en død pige igennem bøgerne på biblioteket. Samtidig begynder han at lede efter Rebecca på egen hånd. Han finder snart ud af at et overnaturligt væsen har bortført Rebecca; et væsen, som langsomt suger livskraften ud af sine ofre.
Med hjælp fra den døde pige i bøgerne kommer Andy langsomt på sporet af sin lillesøster. Men kan han nå at finde Rebecca i tide? Og har væsnet, som holder hende fanget, bare tænkt sig at overgive hende uden kamp?"


[Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet]

Andy og Rebekka er på vej hjem fra skole. Andy skal ind på biblioteket for at finde en bog, men Rebekka vil ikke med ind. Da Andy kommer ud igen er hun væk, og Andy bliver mere og mere panisk, da han ikke kan finde hende. Han bliver sikker på, at hun er blevet bortført i en gul varevogn som nær var ved at køre ham ned, men politiet og forældrene tror ikke rigtig på ham. Andy giver dog ikke op, og på biblioteket får han nyt i sagen. Gennem biblioteksbøgerne møder han spøgelset Lisa, som giver ham nye ledetråde, og så går jagten ind på den gule varevogn.

Nick Clausen er en dygtig fortæller, og han har endnu en gang skruret en spændende historie sammen. Pigen som ikke var der er både skræmmende og underholdende. Uhyggen bliver ganske langsomt opbygget og det er meget effektiv. Samtidig er det en rigtig velskrevet bog og det er en rigtig pageturner man får i hænderne. 

Vi følger skiftevis Andy og Rebekkas synsvinkel og det fungere rigtig godt. Andy går rundt med en meget stor skyldfølelse over Rebekkas forsvinden og er opsat på at finde hende igen. Rebekka er fanget hos det mærkelige væsen og håber i startet på at hun nok skal blive fundet. Men som tiden går og ingen hjælp dukker op, bliver hun klar over at hun må hjælpe sig selv. Men det er ikke helt nemt at undslippe Wendigoens kløer. 
Jeg kunne rigtig godt lide sammenspillet mellem de to søskende, som er virkelig godt beskrevet. Selvom de driller hinanden er det tydeligt at de ikke kan undvære hinanden, og at de vil gøre alt for hinanden. Jeg kunne også godt lide relationen mellem Andy og Lisa. Det giver et interessant tvist på historien. Andy og Rebekkas mor bliver til gengæld virkelig skræmmende i sorgen over Rebekkas forsvinden, og det var nogle hårde scener at komme igennem. 

Med Pigen som ikke var der vender vi tilbage til det overnaturlige væsen wendigo, som forfatteren også skrev om i Menneskekød (de to bøger har dog ikke noget med hinanden at gøre, så vidt jeg ved). Wendigoen er et interessant og uhyggeligt væsen, og i denne roman får vi et lidt andet indblik i den. I Pigen som ikke var der, spiser wendigoen ikke menneskød, men kidnapper i stedet for piger, som skal være erstatning for Ellis. Hvem Ellis har været giver bogen aldrig rigtig svar på, men det er i hvert fald én person, som wendigoen har en stor tilknytning til. Wendigoen brænder Rebekkas fødder og drypper en væske i hendes øjne, der forringer hendes syn. Det gør den for at, forhindre hende i at undslippe. Alt i alt er denne her wendigo mindst lige så skræmmende som den man møder i Menneskekød, hvis da ikke mere skræmmende, når man ser hvor langt wendigoen vil gå for at få sin Ellis.

Jeg vil anbefale Pigen som ikke var der til dem, der godt kan lide en velskrevet roman fyldt med uhygge, monstre, søskendekærlighed og håb. 
Bonus til alle læseheste er, at Andy elsker at læse, så der er også en god omgang bibliotekskærlighed i romanen, hvilket kun er et ekstra plus.


4/5 stjerner

Titel: Pigen som ikke var der
Forfatter: Nick Clausen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 2019
ISBN: 9788793456556
Sideantal: 270

Ingen kommentarer:

Send en kommentar