onsdag den 16. februar 2022

Bare Alice af Luna Harley

"Alice er ikke Alice. Olivia er ikke Olivia. De er Alice og Olivia.
Indtil Olivia begynder at interessere sig for drenge. Og Alice ikke gør. Indtil Alice møder pigen i båsen. Og Olivia ikke gør.
Alice kan ikke være lesbisk. For Olivia er ikke lesbisk. Det vil ødelægge alt. Derfor må Olivia aldrig nogensinde finde ud af det."


Alice er 17 år og går i 2.g sammen med bedsteveninden Olivia. De to har altid hængt sammen som ærtehalm, og det har været de to mod resten af verden. Men tingene er ved at ændre sig. Olivia er rigtig glad for drenge, mens Alice ikke kunne være mere ligeglad med dem. Hun er derimod meget fascineret af den mystiske Tora. Der går rigtig mange rygter om Tora, som gør at hun bliver holdt udenfor fællesskabet.

Jeg kan rigtig godt lide Bare Alice. Jeg synes det er en stærk roman om venskab og at finde sig selv og sin egen identitet og seksualitet. Det er en fortælling om at turde løsrive sig fra nogen, man har kendt det meste af sit liv, og som har betydet altverden for én. Men samtidig er det også en fortælling om at holde fast i venskabet, selvom begge partner har udviklet sig. 
Bogen består af et nutidsspor samt dagbogsoptagelser fra Alice, som hun har skrevet i alderen 11-17 år. Dette fungerer rigtig godt, for det giver et godt indblik i hendes barndom og ungdom, og man kommer ligeså langsomt ind under huden på hende. Hun har bestemt ikke haft en let barndom/ungdom og det er tydeligt at se, hvorfor og hvordan Olivia bliver hendes faste holdepunkt midt i alt kaosset. Det er en god kontrast til nutidssporet, hvor Alice har svært ved at fortælle om og inddrage Olivia i hendes liv og tanker, især Alices spirende seksualitet. Man føler virkelig med Alice i hendes kamp om at finde sig selv og stå ved den person hun er.

Min eneste anke ved Bare Alice er, at jeg desværre aldrig rigtig blev helt solgt på Alice og Toras forhold. Jeg kom aldrig rigtig til at forstå Alices fascination og optagethed af Tora. Måske hænger det sammen med at Tora ved romanens slutning stadig var lidt af en gåde for mig. Jovist vi havde fået svar på, hvad hendes mørke fortid var, men der manglede et eller andet mere, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Måske var det nogle flere scener, hvor Alice og Tora lærte hinanden bedre at kende? Jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg manglede et eller andet til at deres forhold kunne slå benene væk under mig.

Bare Alice er en velskrevet og velfortalt ya-roman om at finde sig selv og turde stå ved sig selv. Den handler om ondskabsfulde rygter og svigt. Om venskab, forelskelse, kærlighed og seksualitet. Det er en god roman, og jeg glæder mig til at læse mere fra forfatterens hånd.


4/5 stjerner

Titel: Bare Alice
Forfatter: Luna Harley
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Klippe
Udgivet: 6. november 2021
ISBN: 9788797302644
Sideantal: 260

Ingen kommentarer:

Send en kommentar