[Alle bøger undtagen Evigheden er anmeldereksemplarer // Forlaget Klippe // Calibat // Byens Forlag // Straarup & Co // Petunia]
Eva Munk brænder for Young Adult litteraturen og debuterede i 2020 med YA romanen Mellem træernes grene. Efterfølgende har hun udgivet Du kommer med natten, Dicte var her, Genlyd, bidraget til forskellige novelleantologier, samt Grøn Klode trilogien Stormflod, Tørke og Nordlys (som udkom d. 22. april i år).
Mellem skriveriet arbejder Eva i forlagsbranchen, underviser forfatterspirer og afholder booktalks.
Hvilken af dine egne karakterer vil være din bff (best friend forever), og hvorfor?
Jeg synes, at dette er et utrolig svært spørgsmål. Det er som at vælge sine yndlingsbøger 😉 Men hvis jeg virkelig skulle, så ender valget nok med Dicte. Der er bare noget over hende, som virkelig taler til mig. Hun er kreativt tænkende, poetisk og fuld af følelser. Samtidig er hun hengiven og giver alt. Der er så meget uperfekt i hende, samtidig med at hun indeholder så mange gode kvaliteter. Der vil helt sikkert altid være en plads til Dicte i mit hjerte. Og nå ja, vi ville kunne nørde Lana Del Rey i utallige timer.
Andre karakterer, der kommer højt op på listen, er Mathias (Mellem træernes grene), fordi han har en helt særlig ro og eftertænksomhed, som slet ikke findes i denne verden.
Hvilken af dine egne karakterer vil du ikke kunne være i samme rum med, og hvorfor?
Jeg tror, at en middag med Dictes mor ville være … ja, en smule anstrengende. Derudover er der en karakter fra en endnu ikke udgivet bog, hvor man i hvert fald ikke skal joke om noget som helst. Men det kan jeg ikke sige mere om endnu.
Hvilken af dine egne karakterer vil du redde ud af en brændende bygning?
Dem alle sammen <3
Undtagen Tenna (Grøn Klode), for hun ville klart have fundet en løsning, inden jeg overhovedet kom i gang ;)
Hvad inspirerede dig til at skrive Grøn Klode trilogien?
I Danmarks vådeste februar nogensinde var det utrolig nemt at få ideen til Tennas fortælling. Ligesom hende var mit Helly Hansen-sæt også limet fast til kroppen hele den måned. Samtidig rullede bølgerne ind over Australien, og denne kontrast gjorde et stort indtryk på mig. Så dukkede Tennas højtråbende stemme op – på den allerbedste måde.
Hvis historie har været sværeste at skrive, og hvorfor?
Pelle – helt klart. Han havde med sin eftertænksomhed brug for lidt ekstra tid til at komme til tasterne. Hans stemme var så derimod utrolig klar, da han begyndte at forme sig på papiret.
Hvis du skulle beskrive Tenna, Pelle og A.K. med tre ord hver, hvilke ville du så bruge?
Tenna: In the feels, stædig, kærlig
Pelle: Eftertænksom, uselvisk, determineret
A.K.: Hengiven, alt eller intet-vibe, humoristisk
Tenna, Pelle og A.K. har forskellige tilgange i deres kamp for miljøet. Hvorfor har du valgt det?
Tenna og Pelle har i den grad taget stilling. Tenna er meget in the feels i sin klimakamp, og sådan er hun. Hun græder og bliver vred og viser det meget udadtil. Hun sætter tingene i gang på ingen tid og er virkelig en drivkraft i sig selv, hvilket bliver en vigtig enhed i Grøn Klode.
Pelle er mere eftertænksom og ikke så udtryksfuld i forhold til sine følelser, men derfor er han mindst lige så passioneret som Tenna. Han undersøger og researcher og tænker over hver enkel ting, inden han gør noget. Hans familie har altid levet bæredygtigt og gjort det til en bevidst livsstil.
A.K. er den, der endnu ikke har taget stilling og er ved det. Hendes familie har levet bæredygtigt, uden at hun overhovedet har lagt mærke til det. Hun er stadig ved at finde sin vej – både i sin egen udvikling, men også i klimakampen. Og den historie var virkelig vigtig at få med, for ikke alle har taget stilling til klimakampen endnu, og det er også okay. Der er også mange andre ting, der sker, når man er ung – så derfor kommer tingene lige så langsomt ad gangen.
Hvad er det vigtigste man kan gøre for klimaet ifølge dig?
At tage stilling. At lidt også har ret!
Would you rather - 6 hurtige på falderebet:
Samle skrald op i skoven eller på stranden?
Overalt! Dog finder jeg det mest ved stranden. Folk er blevet bedre i skoven, synes jeg. Eller også har jeg bare været heldig på det sidste.
Bo ved havet eller i skoven?
Ved havet – der er en helt særlig ro, og havet ændrer udseende hver dag. Og lyden af bølgerne er bare ren ro, der altid får skuldrene til at sænke sig.
Rejse med tog eller med fly?
Tog er vildt hyggeligt – særligt hvis det også er på Interrail, som jeg har gjort meget. Man ser så meget på vejen, og der er en charme over at besøge forskellige togstationer. Og endnu en perk: man kan læse samtidig uden at blive køresyg. Det gælder i hvert fald for mig. Det er derfor jeg foretrækker tog frem for bus.
Skrive YA bøger eller tweens bøger?
YA-bøger. Helt sikkert! Selvom jeg også holder meget af tween, no doubt.
Læse papirbøger eller e-bøger?
Papirbøger!
Høre Little Mix eller Spice Girls?
Det ondeste spørgsmål ever. Det må jeg altså have lidt mere tid til at tænke over 😉
Find Eva her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar