Jeg har længe tænkt over, at jeg skal skære lidt ned på mine bogindkøb. Jeg har allerede rigtig mange ulæste bøger stående, og jeg vil gerne arbejde på at bringe antallet ned. Jeg kommer nok aldrig ned i 0 ulæste bøger, men det er skam heller ikke planen. Jeg kommer heller ikke til at lave et book buying ban for det ved jeg, at jeg ikke kan overholde. Jeg vil bare meget gerne formindske min fysiske tbr, for jeg har tendens til at købe bøger, jeg gerne vil læse, stille dem ind i reolen for så at glemme alt om dem igen. Og det vil jeg meget gerne ændre på.
Jeg havde derfor tænkt, at jeg skulle læse 3 af mine bøger, før jeg måtte købe 1 ny. Serier jeg er bagefter i er undtaget, for der vil jeg gerne have dem i samme udgave, som de andre, og vil derfor ikke risikere at man ikke kan få den rigtige udgave længere.
Og i starten af måneden overholdte jeg faktisk denne 3-for-1 regel, men så kom der lige et ophørsudsalg, som fik mig af sporet. Jeg vidste godt, at det ville blive svært, men jeg har ikke mistet modet eller lysten endnu, og starter derfor på en frisk her i februar måned.
Men først er det tid til at kigge på de 13 bøger, som fandt vej til mine reoler.
De to bøger jeg købte efter at have læst 6 af mine bøger var Lost in the Moment and Found af Seanan McGuire, som er den ottende og nyeste bog i Wayward Children serien, og den eneste jeg mangler at læse for at komme up to date.
Den anden bog jeg købte var The Daughters of Izdihar af Hadeer Elsbai, som en af mine ynglings booktuber anbefalede. Det er fantasy og sapphic og måske var det noget med vampyrer(?), men det kan jeg ikke rigtig huske længere.
Fra ophørsudsalget købte jeg fire bøger på engelsk.
Jeg har tidligere læst Ocean Vuongs digtsamling på dansk, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve kræfter med en af hans romaner. Det blev On Earth We´re Briefly Gorgeous af den simple grund at den stod på hylden.
The Wicked Fate af Kalynn Bayron er anden og sidste del af This Poison Heart, og da jeg allerede har etteren stående, kunne jeg ikke modstå fristelsen.
Jeg har hørt virkelig meget om Bunny af Mona Awad. Både godt og mindre godt. 13 Ways of Looking at a Fat Girl af samme forfatter har jeg aldrig hørt om, men jeg vil gerne prøve kræfter med dem begge.
Jeg køber ikke særlig tit faglitteratur, men jeg vil virkelig gerne lære mere om naturen, så derfor er det blevet til en god stak udsalgsbøger, som kan gøre mig klogere på blomster, svampe, fugle, insekter samt selve meningen med livet :)
Flere af dem er opslagsværker, og i en størrelse så de kan komme med i tasken.
Bøgerne som skal gøre mig klogere er:
Vilde blomster i Danmark og Nordeuropa af Andrew Cleave
Svampe i Danmark og Nordeuropa af Josephine Bacon
Fugle i Danmark og Nordeuropa af Peter Goodfellow
Meningen med livet af Anders Kofoed
Små dyr i skoven af Lars-Henrik Olsen
Insekter og andre smådyr i haven af Susanne Harding
Sommerfugle i Danmark af Susanne Harding
Ingen kommentarer:
Send en kommentar