torsdag den 17. august 2023

Kastanjemanden af Søren Sveistrup

"I en forstad gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand.

Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. En mand har tilstået drabet på pigen, og sagen er for længst opklaret.

Kort efter findes endnu en kvinde myrdet. Sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor fra pigen. Thulin og Hess fornemmer en sammenhæng mellem sagen om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken?

Thulin og Hess kæmper mod uret, for de frygter, at morderen er på en mission, der endnu ikke er afsluttet."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag]

Naia Thulin arbejder i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Københavns Politi. Hun bliver sat til at opklare et brutalt mord på en kvinde, der har fået skåret den ene hånd af. Sagen virker ligetil, men en kastanjemand fundet i nærheden sætter sagen i et helt andet lys, og som har forbindelse til en meget omtalt sag et år tidligere. Thulin får følgeskab af Mark Hess, som er faldet i unåde hos Europol, og som nu skal være på en tænkepause i afdelingen. De to må arbejde hårdt og mod tiden for at opklare sagen, før morderen slår til igen. 

Både Hess og Thulin er lidt stereotype i det, da Hess har rod i arbejdslivet, mens Thulin har rod i privatlivet. Men heldigvis er ingen af dem rigtig fordrukken, så det er da et plus. Jeg vil gerne på et tidpunkt læse om en opklarer, der rent faktisk har et fungerende privatliv, men måske er det utopi i krimigenren på dette tidspunkt?
Og jeg bliver nødt til at påpege at hvis det havde været en mand, der havde sex med en halvvågen kvinde, fordi det havde han lige lyst til, så havde den ikke gået. Men når det er en kvinde, så er det åbenbart ok? Jeg forstår ikke nødvendigheden af den scene mellem Naia og hendes "kæreste", og det gav mig et virkelig forkert førstehåndsindtryk af en af Thulin. 
Når det er sagt er det interessant at følge med i deres opklaringsarbejde, og de supplerer hinanden utrolig godt. De fremstår også som levende personer på både godt og ondt, men jeg var nok bare mere interesseret i opklaringsarbejdet end deres personlige problemer.

Romanen er skrevet i et let og flydende sprog med mange korte kapitler. Det gør den meget læsevenlig, og man kan altid lige tage et kapitel mere. Spændingsniveauet er i top, og man er godt underholdt hele vejen igennem (hvis man da må sige det om en blodig krimi). Forfatteren forstår at skue et fængende plot sammen, kaste mange bolde op i luften og ikke mindst gribe dem alle sammen igen. 
Skrivestilen er meget filmisk, og man kan tydelig se forfatterens baggrund som manuskriptforfatter. Det er forståeligt at Netflix har oversat romanen til en tv-serie.

Kastanjemanden er en medrivende pageturner, som får læseren til at sidde fastlimet til siderne. Er man i humør til en spændende krimi, kan denne være et godt bud.


4/5 stjerner

Titel: Kastanjemanden
Forfatter: Søren Sveistrup
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Politiken
Udgivet: 6. juni 2018
ISBN: 9788740024494
Sideantal: 523

Ingen kommentarer:

Send en kommentar