torsdag den 3. oktober 2024

Der er mere macchiato hvor den kommer fra af Sarah Feddersen Thomsen

"Europa mærkede gråden brænde i halsen og slog en hånd for munden mens hun klemte øjnene hårdt i. Hun sank anstrengt. Daniel var ikke død. Det var han ikke! Han havde lovet at de ville ses igen. Han havde lovet! 
Europa har fået sine erindringer tilbage, og pludselig er der rigtig meget som giver mening. Men der er også meget som ikke gør. For hvorfor har kasernens ledelse føjet hendes vrangforestillinger i så ekstrem en grad? Og, ikke mindst, hvorfor valgte Daniel at tage livet af sig selv? 
Hvis han altså virkelig er død? 
Europa tvivler efterhånden på sin egen tilregnelighed. For var Daniel der overhovedet da hun så ham, eller var det blot hendes fantasi?"



En macchiato kommer sjældent alene endte på en vild cliffhanger, som 2'eren, Der er mere macchiato hvor den kommer fra, heldigvis følger lige i sporet på. Europa har fået sin hukommelse igen. Hun er skabt til at være mareridtsjæger og ikke kontormedarbejder. Hun forstår dog ikke, hvorfor kasernens ledelse har valgt at føje hendes vrangforestillinger så voldsomt. Der er noget der ikke passer, og er Daniel rent faktisk død? Europa bliver mere og mere involveret i mysteriet, og hun ved snart ikke, hvem hun kan stole på.

Romanen fortsætter i samme spor som dens forgænger. Den er en blanding af cosy fantasy og cosy crime. Jeg kunne godt lide at vi fik lidt mere at vide om mareridtsravnene, men jeg synes stadigvæk at det er for lidt. Fantasydelen måtte godt have noget fyldt mere end det gjorde. Jeg kunne til gengæld rigtig godt lide mysteriedelen, som jeg synes fungerede fint. 

Dramaet mellem Europa og Lucilla (Europas nye makker) var jeg ikke særlig vild med. Jeg synes, at de begge opførte sig umoden og uprofessionelt, og det blev mere drama for dramaets skyld, hvilket var en skam, for deres dynamik havde bestemt potentiale (som man også får glimt af undervejs).
 
Romanen ender ligeledes på en ond cliffhanger, og jeg bliver nødt til at læse videre i serien, når den næste bog udkommer.
Der er mere macchiato hvor den kommer fra er en letlæselig, hyggelig og underholdende historie, som man kan sluge på en aften eller to. 


3,5/5 stjerner

Titel: Der er mere macchiato hvor den kommer fra
Forfatter: Sarah Feddersen Thomsen
Serie: Natteravn #2
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 14. juni 2024
ISBN: 9788758849966
Sideantal: 300

Ingen kommentarer:

Send en kommentar