Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 29. oktober 2024

End of Year Book Tag


Det er utrolig længe siden, jeg har besvaret et tag, hvilket er lidt underligt, når jeg nu elsker at se andre besvare tags. Måske er det noget jeg skal arbejde lidt mere målrettet på at få tilbage til bloggen...
Anyway jeg har set End of Year Book Tag hos Steph Loves og fik lyst til at besvare den.


Are there any books you started this year that you need to finish?
Jeg skal have læst Demon Copperhead færdig, som jeg begyndte som lydbog for omkring en måneds tid siden, men som jeg ikke er blevet færdig med. Jeg overvejer at skifte til den fysiske udgave (lydbogsudgaven er fin, den skulle bare retur før jeg nåede at blive færdig).
Derudover er jeg også begyndt på den danske oversættelse af Stormfront af Jim Butcher, som jeg håber at blive færdig med i løbet af november.


Do you have an autumnal book to transition into the end of the year?
Incubus Dreams af Laurell K. Hamilton foregår i oktober, så den er et oplagt valg. Jeg når ikke at læse den i oktober, men jeg håber på at få den læst i november.
Dertil vil jeg også gerne læse Empire of the Vampire af Jay Kristoff, som jeg har hørt har vintervibes. 


Is there a new release you're still waiting for?
Altså både Maren Uthaug og Boris Hansen udkommer med henholdsvis 88% og Den dag historierne ender på BogForum og de er sikre køb, og de skal også læses inden året er omme.
Ellers venter jeg spændt på Nanna Foss' næste bog, som udkommer til januar næste år.


What are three books you want to read before the end of the year?
Udover dem jeg allerede har nævnt, håber jeg på at læst nogle anmeldereksemplarer, men vil ikke lige ligge mig fast på nogle bestemte (er lidt af en moodreader).
Men jeg kunne godt tænke mig at komme videre i min Sarah J. Maas genlæsning af ACOTAR, hvor jeg er nået til den tredje bog. 
Jeg overvejer også at læse noget mere T. Kingfisher, for det jeg har læst so far har været virkelig godt.
Ellers overvejer jeg også at komme videre i mit Stephen King projekt.


Is there a book you think could still shock you and become your favourite book of the year?
Ja, de fleste af de bøger, som jeg har nævnt kan sagtnes stjæle den plads.


Have you already started making reading plans for next year?
Ja, det er jeg. 
Jeg vil gerne færdiglæse nogle flere af mine serier, for jeg er utrolig god til at starte på serier, men knap så god til at læse videre/færdiglæse dem.
Jeg har også nogle murstensromaner, som jeg gerne vil i gang med, så måske skal jeg lave en læseudfordring med fokus på det.
Jeg vil også gerne i bund med mine anmeldereksemplarer, så den læseudfordring skal nok have den højeste prioritet.

Har du nogle bøger, som du gerne vil læse inden året er omme? 

tirsdag den 22. oktober 2024

Løb som floden af Shelley Read

"1948, Iola, Colorado. Som eneste kvinde i en familie af vanskelige mænd står 17-årige Victoria Nash for husholdningen på den ferskenfarm, der har været i slægtens eje i generationer. Et tilfældigt møde med den omflakkende Wilson Moon bliver skæbnesvangert, og Victoria ser sig snart tvunget til at forlade det eneste liv, hun nogensinde har kendt. 
Hun tager flugten op i bjergene, hvor hun må kæmpe indædt for at overleve i vildmarkens rå skønhed. Men med årstidernes skiften mærker hun også forandringer i sig selv, og langsomt finder hun styrken til at genvinde, hvad der er gået tabt."


Året er 1948 og den 17-årige Victoria "Torie" Nash bor sammen med sin far, bror og onkel på en ferskenfarm i Iola. En dag møder hun en gådefuld unge mand ved navn Wilson Moon, og dette møde kommer til at ændre begges liv. De forelsker sig og bliver elskere, men bliver revet fra hinanden, og Torie må flygte op i bjergene med det liv hun bærer i sit mave. Det bliver en kamp for overlevelse, og Torie bliver nødsaget til at træffe en skæbnesvanger beslutning.  

Jeg har haft et godt øje til Løb som floden nærmest lige siden den udkom på dansk sidste år, men det er først nu i år, at jeg endelig har fået den læst. Og det viste sig at være en rigtig god læseoplevelse.

Bogen har en smuk melankolsk stemning, der siver ind i siderne. Det er på en måde en stille og langsom roman, selvom Torie kommer ud for nogle livsomvæltende ting. Den giver et utroligt indblik i hendes kamp for at overleve og finde sin egen vej gennem livet på trods af at hun bærer på en stor sorg.

Det er også en historisk roman, som foregår i årene 1948 til 1971, og som giver indblik i det lille samfund, Iola, hvor folk, der er mørke i huden er ildeset og hvor kønsrollerne er yderst traditionelle. Romanen kaster også et blik på noget af den udvikling, som sker i løbet af årene, men først og fremmest er det en roman, der har fokus på de menneskelige relationer både de nemme, men især de svære. Torie har det i hvert fald ikke helt let med de mænd, som hun er i familie med, men hun får opbygget nogle smukke venskaber, selvom hun ikke kan dele sin største hemmelighed med nogen.

Løb som floden er en hjertegribende og barsk roman, som jeg varmt kan anbefale.


4/5 stjerner

Titel: Løb som floden // Originaltitel: Go As a River
Forfatter: Shelley Read
Serie: -
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivet: 1. juni 2023 (denne udgave) // oprindelig udgivet 7. marts 2023
ISBN: 9788740082494
Sideantal: 360

torsdag den 17. oktober 2024

Varme hænder af Stine Askov

"Camilla træffer et livsvalg, da hun siger op som børnehavepædagog for i stedet at blive handicaphjælper. Efter i årevis at have givet omsorg til mange børn med store og små udfordringer og vist hensyn til deres forældre er hun blevet træt. Hun responderer på en stillingsannonce på "verdens nemmeste job". Den kendte forfatter Mathilde har en fysisk funktionsnedsættelse og søger en hjælper til at køre hende til kulturelle aktiviteter, assistere med husligt arbejde og sætte hår. Men det job, der umiddelbart lyder som et både inspirerende og mere roligt arbejdsliv for Camilla, viser sig hurtigt at udfordre hende på uventede måder."


Camilla har arbejdet mange år som børnehavepædagog, men efter en oplevelse i børnehaven, søger hun arbejde som handicaphjælper for den kendte forfatter, Mathilde, som bliver beskrevet som "verdens nemmeste job". Det viser sig dog hurtigt at jobbet er meget mere udfordrende end Camilla nogensinde havde forventet.

Varme hænder var en klaustrofobisk læseoplevelse, som sugede mig ind i Camillas og Mathildes dysfunktionelle relation. Romanen sætter fokus på de følelser, der kan være forbundet med at drage professionel omsorg for andre. Den giver ligeledes et indblik i hvordan det kan opleves at modtage omsorg fra en anden person, der får penge for det. Jeg blev suget ind i romanen, som bare blev vildere og vildere jo længere ind i den jeg kom. 

Camilla er jeg-fortælleren, som har lidt et knæk som børnehavepædagog, men som slet ikke er færdig med at give omsorg til andre. Hun er en der sætter andre først, og har for vane at glemme sig selv (og også hendes familie). Man oplever også Mathildes verden (selvfølgelig set igennem Camillas verden).
Men hold nu op, hvor var både Camilla og Mathilde utålelige personer på hver deres måde, men jeg var alligevel draget af deres dynamik og relation til hinanden. Det var virkelig et giftigt afhængighedsforhold, men også fascinerende at læse om. Jeg vil med vilje ikke gå for meget ind i deres relation, for jeg synes at man selv skal læse op opleve det.

Varme hænder er en fascinerende og tankevækkende roman, som giver et nuanceret indblik i de dilemmaer, der er ved at være professionel omsorgsperson. Jeg kan varmt anbefale den.


4/5 stjerner

Titel: Varme hænder
Forfatter: Stine Askov
Serie: -
Sprog: dansk 
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 3. april 2024
ISBN: 9788702395815
Sideantal: 322

torsdag den 10. oktober 2024

Nye bøger #107 - tilføjelser i september


[Indeholder anmeldereksemplar]

Septembers bookhaul er årets største indtil videre med 25 nye bøger til reolerne. Det havde jeg regnet med, da september også bød på Fantasyfestivalen, hvor jeg fik slæbt 19 bøger med mig hjem. De kan ses her (og på billedet nederst).

Resten af bøgerne består af et anmeldereksemplar samt bøger fra FairyLoot og Illumicrate. 


Politikens Forlag har sendt mig Ild, som er skrevet af Iben Mondrup og illustreret af Kristian Eskild Jensen. Jeg har bladret den igennem, og den ser meget indbydende ud, så jeg glæder mig til at prøve kræfter med den.


Månedens bog fra FairyLoot er The Gods Below af Andrea Stewart, som jeg ikke har hørt om før, men som altid er der kælet for detaljerne.
Månedens bog fra Illumicrate er A Dark and Drowning Tide af Allison Saft, som jeg har hørt om, og som jeg også har på min tbr. Den glæder jeg rigtig meget til at læse.


Tidligere på året bestilte jeg 3 speciel editions af T. Kingfisher (som er en af mine nye yndlingsforfattere) fra Illumicrate. De er utrolig smukke, og jeg glæder mig til at sætte tænderne i dem.
Bøgerne er The Twisted OnesThe Hollow Places samt A House with Good Bones. (Jeg købte også A House with Good Bones som paperback på Fantasyfestivalen, fordi jeg havde glemt at den var med i sættet :/ Jeg har læst bogen, og den er så fed, så paperbackudgaven bliver givet videre).  

tirsdag den 8. oktober 2024

Sanjategnet af Majbrit Ravnholt Cramer

"Om halsen bærer Bue en nøgle af ben. Et sanjategn, der i hans verden viser, at evnen har afsløret sig i ham. Men han forstår ikke at styre sine kræfter og kommer ved et uheld til at dræbe sin onkel.

I nutidens Danmark er en seriemorder på fri fod. En såkaldt copycat, der benytter samme fremgangsmåde som en seriemorder tilbage i 1800-tallet. Fælles for ofrene er, at de alle kort før deres død har påstået at være udødelige. Ligene bliver desuden altid fundet med et sanjategn om halsen.

I Den Gamle By i Århus mener museumsdirektøren, at nutidens morder er den samme som dengang. En udødelig, der slår andre udødelige ihjel.
Agnete, hvis far er et af ofrene, ved ikke, hvad hun skal tro. Snart må hun dog sande, at Den Gamle By i Århus ikke er, hvad den giver sig ud for at være. Museets hemmeligheder snævrer sig ind omkring hende, og inden længe kastes hun ud i et kapløb mod tiden for at standse morderen."


Agnete er flyttet tilbage til Aarhus, hvor hun har fået nyt job, men hun har også et ønske om at finde ud af, hvad der er sket med hendes far, som er blevet dræbt af en seriemorder. Men det er bestemt ikke ufarligt at begynde at grave efter sandheden. 
Drengen Bue, som lever i et parallelunivers, der har en forbindelse til Danmark, er kommet i vanskeligheder på grund af sine ukontrollerede sanjakræfter. Snart begynder deres to skæbner at vikle sig ind i hinanden.

Jeg blev draget af Sanjategnets utrolig flotte forside (som også vandt Årets Dansk Fantasyforside), og jeg blev fanget af den medrivende fortælling. Vi følger skiftevis Agnete og Bue, som lever i hvert deres verden, men jo mere historien udfolder sig, jo tættere kommer de to verdener på hinanden og jo flere brikker bliver der føjet til plottets puslespil.
Skiftet mellem de to verdener, fortid, nutid, samt mellem virkelighed og fantasy fungerer rigtig godt.

Jeg kunne også rigtig godt lide blandingen af fantasy, krimi og historisk roman. Det fungerer godt, og de forskellige elementer fra genrene komplementerer hinanden uden at overdøve hinanden.
Romanen er ligeledes velskrevet og medrivende, og man flyver nærmest igennem den. Der er mange plottråde, cliffhangers samt plottwists, der gør at man mange gange sidder yderst på stolen under læsningen.

Jeg kunne godt lide Agnete og Bue som fortællere. De er meget forskellige, men har begge noget dragende over sig.
Det ville dog have klædt nogle af de andre karaktere at blive udfoldet noget mere. Nogle af dem var lidt flade i det, hvilket var en skam. Jeg fandt også bogens ene sexscene en kende malplaceret. De skal forestille at være på vagt og vente på det endelig opgør, men selvfølgelig kan de da lige nå at have sex. Jeg forstår ikke helt at man kan være i mood til det under en sådan situation, men det kan være at det bare er mig. 

Sanjategnet er en standalone fantasyroman, og det håber jeg den bliver ved med at være, da historien blev afsluttet på den helt rigtige måde. Og det siger jeg på trods af, at jeg fandt sanjakræfterne og hele Bues verden meget spændende.

Har du lyst til at prøve kræfter med en unik og velfortalt roman, der mixer forskellige tider og genrer, kan jeg varmt anbefale Sanjategnet.


3,5/5 stjerner

Titel: Sanjategnet
Forfatter: Majbrit Ravnholt Cramer
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Facet
Udgivet: 7. februar 2024
ISBN: 9788794202138
Sideantal: 353

torsdag den 3. oktober 2024

Der er mere macchiato hvor den kommer fra af Sarah Feddersen Thomsen

"Europa mærkede gråden brænde i halsen og slog en hånd for munden mens hun klemte øjnene hårdt i. Hun sank anstrengt. Daniel var ikke død. Det var han ikke! Han havde lovet at de ville ses igen. Han havde lovet! 
Europa har fået sine erindringer tilbage, og pludselig er der rigtig meget som giver mening. Men der er også meget som ikke gør. For hvorfor har kasernens ledelse føjet hendes vrangforestillinger i så ekstrem en grad? Og, ikke mindst, hvorfor valgte Daniel at tage livet af sig selv? 
Hvis han altså virkelig er død? 
Europa tvivler efterhånden på sin egen tilregnelighed. For var Daniel der overhovedet da hun så ham, eller var det blot hendes fantasi?"



En macchiato kommer sjældent alene endte på en vild cliffhanger, som 2'eren, Der er mere macchiato hvor den kommer fra, heldigvis følger lige i sporet på. Europa har fået sin hukommelse igen. Hun er skabt til at være mareridtsjæger og ikke kontormedarbejder. Hun forstår dog ikke, hvorfor kasernens ledelse har valgt at føje hendes vrangforestillinger så voldsomt. Der er noget der ikke passer, og er Daniel rent faktisk død? Europa bliver mere og mere involveret i mysteriet, og hun ved snart ikke, hvem hun kan stole på.

Romanen fortsætter i samme spor som dens forgænger. Den er en blanding af cosy fantasy og cosy crime. Jeg kunne godt lide at vi fik lidt mere at vide om mareridtsravnene, men jeg synes stadigvæk at det er for lidt. Fantasydelen måtte godt have noget fyldt mere end det gjorde. Jeg kunne til gengæld rigtig godt lide mysteriedelen, som jeg synes fungerede fint. 

Dramaet mellem Europa og Lucilla (Europas nye makker) var jeg ikke særlig vild med. Jeg synes, at de begge opførte sig umoden og uprofessionelt, og det blev mere drama for dramaets skyld, hvilket var en skam, for deres dynamik havde bestemt potentiale (som man også får glimt af undervejs).
 
Romanen ender ligeledes på en ond cliffhanger, og jeg bliver nødt til at læse videre i serien, når den næste bog udkommer.
Der er mere macchiato hvor den kommer fra er en letlæselig, hyggelig og underholdende historie, som man kan sluge på en aften eller to. 


3,5/5 stjerner

Titel: Der er mere macchiato hvor den kommer fra
Forfatter: Sarah Feddersen Thomsen
Serie: Natteravn #2
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 14. juni 2024
ISBN: 9788758849966
Sideantal: 300

tirsdag den 1. oktober 2024

September 2024


September har på en gang gået utrolig hurtigt og utrolig langsomt. 
Jeg har haft travlt på arbejde med mange forskellige ting. 
Jeg har nået knap så meget derhjemme, men er til gengæld startet på en akvarel og tegnekursus, som jeg ser som et kunstnerisk frirum.
Månedens højdepunkt var Fantasyfestivalen, som jeg har skrevet om her.
_________

I september læste jeg 28 bøger, hvoraf 3 af dem blev hørt som lydbøger. I alt blev det til 6.119 sider.

Månedens længste bog var The Reappearance of Rachel Price 448 sider, mens den korteste bog var Katten, der ville skide på det hele 33 sider.

September bød på rigtige mange fantastiske læseoplevelser, heriblandt: The Reappearance of Rachel PriceForglemmigejA House with Good BonesKør din plov over de dødes knoglerTombThe Trees Grew Because I Bled ThereUnderskudKatlaFrankensteinWaves samt Alley. Jeg har læst rigtig meget horror og spænding, og det var vist det rigtige valg.

Varme hænder var overraskende og interessant, men også en frustrerende læseoplevelse.

Desværre var jeg ikke så vild med digtsamlingen Nivå Bugt Strandenge. Der var kun 1 digt, der satte sig fast, men det var til gengæld virkelig god.


Serier i september: 
Færdiglæste serier:


Igangværende serier: (som enten forfatteren skriver videre på eller som er afsluttet)
Ninja Mille og Morfar 1 af René Toft


DNF:


Anmeldelser i september:

_________

Jeg har lyst til at forpuppe mig lidt i oktober, så jeg satser på nogle stille og rolige dage, eftermiddage og aftner, hvor jeg kan hygge mig med læsning, skrive anmeldelser, gå nogle lange ture, se horrorfilm og bare nyde at det bliver mere og mere efterår.


Læste bøger:
Holly Jackson: The Reappearance of Rachel Price (lydbog)
Nina Bunjevac: Bezimena - En moderne fortolkning af myten om Artemis og Siproites
Ditte Alexandra Winther-Lindqvist: Omsorg
Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler
Stine Askov: Varme hænder
Shelley Read: Løb som floden (lydbog)
Junji Ito: Tomb
Teddy Vork: Forglemmigej (anmeldereksemplar)
Eric LaRocca: The Trees Grew Because I Bled There: Collected Stories
Emma Holten: Underskud
Kevin Panetta & Savanna Ganucheau: Bloom
Henrik Marstal: Rock
Junji Ito: The Liminal Zone
Junji Ito: Black Paradox
Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler (lydbog)
Emil Blichfeldt & Tom Kristensen: Katla
Junji Ito: Frankenstein
T. Kingfisher: A House with Good Bones 
Ingrid Chabbert: Waves
Junji Ito: Lovesickness 
Caroline Albertine Minor: Nivå Bugt Strandenge
Camilla Wandahl & Bjørk Matias Friis: Arl møder Prik (anmeldereksemplar)
René Toft: Robotben på afveje (Ninja Mille og Morfar #1) (anmeldereksemplar)
Emil Blichfeldt & Tom Kristensen: Katten, der ville skide på det hele (anmeldereksemplar)
Eva Munk: Helt okay (anmeldereksemplar)
Eva Munk: Dårlig jul (anmeldereksemplar) 
Junji Ito: Alley 
Carsten Andersen: Ulighed