Daniel er forsvundet - og tiden er ved at rinde ud. Febrilsk sætter Europa alt ind på at finde ham, men det er ikke nemt, for hun har stort set intet at gå efter.
Og som om det ikke er nok rejser Disciplinærudvalgets efterfølgende rapport om sagen langt flere spørgsmål end den afklarer. Spørgsmål som Europa ikke kan lade stå uafklarede hen..."
En gang macchiato altid macchiato er tredje og sidste del i trilogien om Europas eventyr som mareridtsjæger. Bogen tager tråden direkte op fra den sidste bog, og man følger Europas desperate eftersøgning efter Daniel, som er forsvundet. Jeg bliver nødt til at spoile handlingen lidt, for ellers kan jeg ikke skrive om det, som jeg gerne vil. Så dette er din advarsel til at stoppe med at læse nu, hvis du ikke vil vide mere...
De har held med at finde Daniel igen, men han er mærket af sit fangeskab og det eksperiment, han er blevet udsat for. Han kan nemlig ikke se de frygtede natteravne længere, og kan han så overhovedet forsætte arbejdet som mareridtsjæger? Der bliver lavet en rapport over hele forløbet med Daniels kidnapning, men den er yderst mangelfuld, og Daniel mangler svar. Han flytter ind i Europas lejlighed, da han mangler et sted at bo, og de indgår hurtigt i en kærlighedsrelation. Og det er måske her at det kammer lidt over for mig. For deres kærlighedsrelation fylder så utrolig meget (især i starten), og det skaber lidt en skævvridning i plottet for mig. For hele opklaringsdelen med den mangelfulde rapport bliver skubbet i baggrund i et godt stykke tid, og mareridtsravnene og jægerdelen, som jeg fandt det mest interessante er nærmest ikke eksisterende i handlingen. Jeg havde håbet at netop mareridtsravnene ville få en større rolle i denne bog, og at deres lore ville blive mere udfoldet, for det savnede jeg i de to første bøger. Men det skete bare aldrig.
Der er en lang opbygning til opklaring af mysteriet om rapporten (fordi vi lige skal igennem hele kærlighedsdelen), og så skal jeg da lige love for at går mega stærkt til sidst med at få samlet alle trådene. Der kunne man godt have udfoldet historien på nogle flere sider, så det ikke blev så forhastet.
En gang macchiato altid macchiato er ikke den stærkeste bog i trilogien, men jeg var stadig fint underholdt. Jeg ville nok have foretrukken flere mareridtsravne og et dybere indblik i det at være mareridtsjæger, og så behøvede kærlighedsplottet ikke at fylde så meget for min skyld.
En gang macchiato altid macchiato er cosy fantasy, som har en meget afslappet skrivestil, og hvor vi ikke er oppe på den store klinge i forhold til, hvad der er på spil. Så hvis du er til bøger, der har humor og action, men hvor du ikke behøver at regulere dit blodtryk er denne trilogi lige noget for dig.
2/5 stjerner
Titel: En gang macchiato altid macchiato
Forfatter: Sarah Feddersen Thomsen
Serie: Natteravn #3
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 31. marts 2025
ISBN: 9788758849973
Sideantal: 280