Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 13. maj 2025

Drone af Marke A. Hansen

"Vi er her ikke frivilligt. Vi er her ikke mod vores vilje. Valg er ligesom ikke en del af konceptet.
Det er ikke antallet af døde, der skaber vores værdi. Det er måden, vi gør det på.

En mission til en afsidesliggende måne går galt, og dronen B3 bliver taget til fange af fjenden. Men alt er ikke, som han forventer. Hans fangevogtere er næsten... venlige?
For B3, som er vant til et liv opfyldt af hensynsløs vold, hvor ethvert antræk til ulydighed straffes omgående, er det rent ud sagt forvirrende.
Snart må B3 træffe et valg. Er han et monster - eller et menneske?"


B3 er en dræberdrone i Den Interstellare Unions Droneregiment, der bliver sendt på mission til en ukendt måne. Missionen fejler, og B3 bliver taget til fange af fjenden, som er lo-tech udkantere. De holder ham skjult i en kælder, og han bliver overrasket over, at nogle af udkanterne behandler ham med venlighed. B3's forsvunden vækker uro hos Unionen, og de igangsætter en eftersøgning.

Jeg var godt underholdt af Drone, som er skrevet i et ligefremt sprog, som bliver holdt i en frisk tone, hvor der er plads til både humor og råhed. 

Størstedelen af handlingen foregår i den kælder, hvor B3 bliver fanget, og det var både godt og mindre godt for min læseoplevelse. Det gode var at det gav én et dybt indblik i B3's indre liv og tanker. Da han er en dræberdrone, er det ikke hensigtsmæssigt, at han har følelser eller gør sig tanker om de missioner og den verden han lever i. Han skal bare gøre, hvad han får besked på uden at stille spørgsmål. Men når man er fanget i en kælder uden særlig meget at lave, og når man også bliver mødt af venlighed fra fjenden, som man ikke havde forventet, ja så sætter det tanker i gang. Og det er dem vi som læsere får lov til at dykke ned i sammen med B3. Forfatteren beskriver B3's tanker og følelser virkelig troværdigt og levende. Han fremstår meget levende og helstøbt for én.
  
Det mindre gode, var at jeg savnede et større indblik i den verden, som B3 befinder sig i, og de mennesker B3 møder. Da vi kun følger B3 ved vi kun, hvad han ved, og det er ikke er så meget. De få actionscener, der er med er velfortalte og medrivende, og deraf havde jeg måske forventet et lidt større fremdrift i handlingen end jeg egentlig fik. Så jeg begyndte, at blive lidt utålmodig efter at forlade den kælder, for jeg savnede, at der skete noget mere. Men selvom jeg endte med at blive lidt utålmodig til sidst, så var jeg stadig godt underholdt af romanen. 

Drone er Marke A. Hansens debut, og det er en rigtig god debut, der er både spændende og velskrevet. Den næste bog i serien er allerede udkommet, og den glæder jeg mig til at læse. Bogen er henvendt et young adult publikum, som godt kan lide science fiction med et eksistentielt budskab.  


3/5 stjerner

Titel: Drone
Forfatter: Marke A. Hansen
Serie: Drone #1
Sprog: dansk
Forlag: WGPress
Udgivet: 26. august 2024
ISBN: 9788794338158 
Sideantal: 225

Ingen kommentarer:

Send en kommentar