Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 19. marts 2020

Currently reading #19 - minireadathon i weekenden


Jeg har åbenbart ikke lavet et currently reading indlæg siden d. 21. november sidste år, så man kan vist roligt sige at det er på tide med et nyt. Jeg holder nemlig meget af at lave disse indlæg, så for fremtiden vil jeg forsøge at lave dem lidt hyppigere (måske én i måneden?).
Oprindeligt skulle jeg her i weekenden have fejret min kusines kobberbryllup, men det er blevet udsat på ubestemt tid, så jeg vil derfor dyrke mit hjemmebibliotek, og bruge en stor del af weekenden på et minireadathon. Hvis det bliver godt vejr, kan det være jeg smutter en tur i haven med en god lydbog, for ukrudtet bliver jo ved med at gro.
Så efter jeg er færdig med at arbejde om fredagen vil jeg derfor indrette et (eller flere) læsehjørner, hvor jeg vil dykke ned i disse bøger, som er udvalgt fra min marts læseliste:

  • The Lunatic Cafe (Anita Blake, Vampire Hunter #4) af Laurell K. Hamilton (392 sider). Jeg glæder mig altid til at begrave tænderne i det næste Anita Blake eventyr (og jeg er håbløst bagefter - det er en lang serie). Så jeg satser på at få læst en hel del i løbet af weekenden.
  • Eksploderende skadedyr (Roland Triel #5) af Dennis Jürgensen (527 sider). Jeg er kommet til den næstsidste roman i forfatterens krimiserie, og jeg vil meget gerne bliver færdig med serien her i foråret. Derudover synes jeg også at Dennis Jürgensens sprog er meget letlæst og levende, og jeg kan derfor hurtig sluge nogle kapitler.
  • Siege and Storm (The Shadow and Bone Trilogy #2) af Leigh Bardugo (435 sider). Jeg ved ikke om jeg kan nå at læse tre bøger i weekenden. Men hvis jeg kan vil jeg gerne læse Siege and Storm, da jeg har lumske planer om at få læst serien inden den kommer som tv-serie.
Jeg regner med at opdatere på Instagram, så hvis du er interesseret så hold øje med @pthoustrup.

Har du nogen læseplaner for weekenden?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar