Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.
Viser opslag med etiketten non-fiktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten non-fiktion. Vis alle opslag

mandag den 15. november 2021

Havfruer – Magiske fakta og fortællinger af Stine Bødker

"Havfruer er de skønneste væsner, du kan forestille dig. Smukke og overjordiske med fortryllende stemmer. Stærke, selvstændige og nogle gange farlige. Men er de naturånder? Fabeldyr? Gudinder? Eller bare hemmelige havdyr? Fortællinger om havfruer går langt tilbage i tiden og findes i mange kulturer. Tanken om at smukke, fortryllende og stærke havkvinder boede i havene har skabt mange eventyr og myter, og selvom der findes mange forskellige havfruer, er de alle magiske og selvstændige væsner."


Jeg har så længe, som jeg kan huske (eller i hvert fald siden jeg så Disney’s Den Lille Havfrue som barn) været fascineret af havfruer. For mig virkede det helt fortryllende at leve i vandet, hvad enten der nu var tale om havvand eller søvand, og så bare svømme lige så stærkt som det var muligt ved hjælp af en skællet fiskehale. Det var i hvert fald den følelse jeg prøvede at manifestere, da jeg gik til svømning som barn og teenager. 
Men altså havfruer og havfruehistorier har altid virket tillokkende på mig, og derfor blev jeg rigtig glad, da jeg fandt Stine Bødkers bog Havfruer – Magiske fakta og fortællinger på biblioteket. 

Havfruer – Magiske fakta og fortællinger er en fagbog henvendt til børn, som blander fakta med myter og fortællinger om havfruer. Bogen starter helt traditionelt med hvad en havfrue er og hvordan hun ser ud, som er vigtig at få på plads, fordi der er faktisk rigtig mange forskellige måder en havfrue kan se ud på, alt afhængig, hvor du er i verden, og hvilke havfruefortællinger du er vokset op med. Dernæst dykker bogen ned i hvor havfruerne bor, hvilke redskaber de benytter sig af, deres magiske evner, og hvad man skal gøre, hvis man møder en havfrue. Der er også et kapitel om andre havvæsner, såsom havmænd, havhekse og havuhyrer. 
Alle faktaene bliver blandet med kort fortalte myter og sagn fra forskellige områder i verden. Det er en rigtig fin balance mellem fakta og myter, som jeg tror, vil tiltale målgruppen. 

Jeg kunne selv godt have tænkt mig, at bogen var længere, men det er, fordi jeg finder emnet så fascinerende, og bare gerne vil have endnu mere. Og jeg vil gerne have mere af Emil Landgreens eventyrlig smukke illustrationer. Havfruer – Magiske fakta og fortællinger  er nemlig gennemillustreret med hans flotte streg. Illustrationer er detaljerede og farverige med en overvægt af blå, grønne og pink/lilla nuancer, som jo hører sig til. De er ganske simple magiske ligesom de væsner, der bliver portrætterede. 

Havfruer – Magiske fakta og fortællinger er en virkelig smuk og lærerig bog, som nok skal fange både store og små havfrueelskere. 


4/5 stjerner

Titel: Havfruer – Magiske fakta og fortællinger
Forfatter: Stine Bødker // Illustrator: Emil Landgreen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Gads Børnebøger
Udgivet: 14. september 2021
ISBN: 9788762734388
Sideantal: 40

tirsdag den 8. juni 2021

De udøde af Johan Egerkrans

"Hungrende efter blod og livskraft rejser de udøde sig fra deres grave."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Alvilda]

Det er ikke en hemmelighed at jeg er en stor fan af horror og gysergenren, så da jeg opdagede at Johan Egerkrans havde udgivet en fagbog med titlen De udøde var jeg selvfølgelig nødt til at læse den.

Johan Egerkrans starter bogen med en indledning, hvor han blandt andet kommer ind på, hvad en udød er, hvordan udøde kan opstå, samt hvordan man kan beskytte sig imod dem. Resten er bogen er et opslagsværk med 41 forskellige udøde inddelt efter verdensdel. Det er virkelig fascinerende læsning, og også en kende uhyggeligt, for der er nogle virkelig skrækindjagende udøde, gengangere og levende døde i denne bog.

Vampyren har altid været min favorit udød, men jeg har også en forkærlighed for zombier. Begge væsner bliver beskrevet i denne bog, men også væsner som succubus, banshee og churel bliver beskrevet. Der var flere af de forskellige udøde, som jeg kendte i forvejen, men der var også nogle, som jeg enten kun kendte lidt til, og nogle som jeg slet ikke havde hørt om før. Forfatteren har trukket på de forskellige landes folkeovertro til at skrive beskrivelserne. 
Bogen gav mig lyst til at lære mere om de forskellige væsner, og så er det jo meget godt at forfatteren har inkluderet en litteraturliste sidst i bogen.

Johan Egerkrans har kreeret nogle utrolig smukke illustrationer til hver af de udøde. De er nogle små kunstværker, som jeg kunne bruge timer på at kigge på. Jeg holder virkelig meget af Egerkrans' streg, som jeg synes er meget udtryksfuld, og som fanger essensen af de udøde og deres skræmmende væsen.
Bogen er i et utrolig lækker kvalitet, og det er en bog, som jeg vil læse igen og igen.



4/5 stjerner

Titel: De udøde // Originaltitel: De odöda
Forfatter: Johan Egerkrans
Serie: -
Originalsprog: svensk // læst på dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2019
ISBN: 9788741506647
Sideantal: 125

søndag den 23. maj 2021

Nordiske Guder af Johan Egerkrans

"En verden født af is og ild. Ni riger, hvor jætter, monstre og guder lever i verdenstræets skygge. En storslået kamp mod en uundgåelig skæbne."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Alvilda]

Jeg har vist nævnt det et par gange før her på bloggen, men jeg elsker at læse om den nordiske mytologi, hvad enten det er skønlitteratur eller faglitteratur. Denne gang har jeg fået fat i et faglitterært værk, som også kan bruges som et opslagsværk. 

Johan Egerkrans har både skrevet og illustreret Nordiske Guder, som er inddelt i fire dele: "Skabelsen", "Guder og gudinder", "Jætter, væsner og vidundere" og "Ragnarok". Første del er beskrivelsen af verdens skabelse, herefter følger en række introduktioner til vigtigste aser og asynjer. Derefter er vi kommet til de vigtigste jætter og andre relevante væsner, og bogen slutter pasende af med verdenens undergang. 
De mange introduktioner bliver krydret med de kendte myter, således at man eksempelvis under afsnittet om Tyr kan læse, hvordan han mistede sin arm til Fenrisulven. Det fungerer virkelig godt, og giver en fin afveksling mellem fakta og fortælling. Det er selvfølgelig ikke alle myter og aser og asynjer, der er med, for så ville bogen være en del længere. I stedet for har forfatteren udvalgt de vigtigste og måske også mest kendte af myterne, mens der både er plads til kendte og mindre kendte aser og asynjer. Johan Egerkrans holder sig tæt op ad de oprindelige myter, og for videre læsning kan man tjekke hans litteraturliste ud bagerst i bogen. 

Illustrationerne er utrolig smukke og stemningsfulde. Johan Egerkrans' streg passer virkelig godt til de barske, blodige og til tider humoristiske myter. 
Sproget er også virkelig godt, og får myterne til at fremstå levende. 

Jeg vil anbefale Nordiske Guder til alle, der er interesseret i den nordiske mytologi. Det er en lækker og inspirerende udgave, som er en fryd at studere. 



4/5 stjerner

Titel: Nordiske Guder // Originaltitel: Nordiska gudar
Forfatter: Johan Egerkrans
Serie: -
Originalsprog: svensk // læst på dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2017
ISBN: 9788771658941
Sideantal: 160

torsdag den 28. maj 2020

Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden 2 af Pénélope Bagieu

"Pénélope Bagieu har igen samlet 15 inspirerende kvinders livshistorier. Fra røverdronningen der blev politiker, til barnebruden der blev rapper. Fra bedstemoren der løste mordmysterier til husmoren der forvandlede utopi til virkelighed. 15 forskellige kvinder med vidt forskellige liv, men med én ting til fælles: deres rebelske ånd."


○ Skamløs 1○

Jeg har fået læst Skamløs 2, og den var lige så inspirerende som den første. Jeg håber, at forfatteren laver en treer.

Endnu engang har Pénélope Bagieu fundet frem til 15 forskellige kvinder, hvor hun tegner og fortæller deres livshistorie. Det er med en bred pensel hun har fundet disse kvinder, der stammer fra forskellige verdensdele, tidsaldre og ikke mindst samfundslag. De har også påvirket verden på hver deres måde.
Denne gang var der ikke så mange af kvinderne, som jeg kendte på forhånd. Det synes jeg var fedt, fordi jeg således lærte nogle nye inspirerende kvinder at kende. De få kvinder, jeg allerede kendte lærte jeg noget nyt om, hvilket jo også er helt vildt dejligt.

Ligesom i det første bind fortæller Pénélope Bagieu kort om kvindernes livshistorie og hvilke bedrifter de er kendte for. Historierne skal ses som en appetitvækker og et springbræt til at lære endnu mere om disse talentfulde og passionerede kvinder.
Tegnestilen er enkel og holdt i afdæmpede farver, men er både udtryksfuld, smuk og stemningsfuld. Til tider er dog meget tekst presset ind på siderne, hvilket selvfølgelig kan være nødvendig for at fortælle historierne, men jeg synes nogle steder at teksten var lidt for dominerende og derved fjernede fokus fra den flotte billedside. Når det nu er sagt, er Pénélope Bagieu virkelig god til at portrættere kvinders historie, og der er både humor og bid i fortællingerne.

Skamløs 2 er en underholdende og livsbekræftende graphic novel. De 15 kvinders liv og kampe er både tankevækkende og inspirerende. Jeg vil varmt anbefale Skamløs serien til alle. De fortjener at bliver læst, og det gerne flere gange.


4,5/5 stjerner

Titel: Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden 2 // Originaltitel: Culottées - Des femmes qui ne font que ce qu'elles veulent 2
Forfatter: Pénélope Bagieu
Serie: Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden #2
Orginalsprog: fransk / læst på dansk
Forlag: Cobolt
Udgivet: 7. november 2019 (denne udgave) // oprindelig udgivet 26. januar 2017
ISBN: 9788770857888
Sideantal: 168

tirsdag den 19. maj 2020

107 danske Pippi-piger af Merete van den Berg

"Mød 107 danske kvinder fra før og nu – foregangskvinder, frontkvinder, videnskabskvinder, dronninger og mønsterbrydere.

Denne bog er tilegnet den lille dagdrømmer indeni, der vil noget mere og større. Lad dig inspirere af fortællinger om modige kvinder, der turde og ville. Fra Karen Blixen til Anja Andersen, fra Grevinde Danner til Anne Linnet, fra Liva Weel til Mø og mange, mange flere.

Nogle tog magten og stod frem. Andre tog særlige initiativer. Enkelte er foregangskvinder, der flyttede verden. Fælles for dem er, at de har sagt til sig selv: ”det er det her, jeg vil”, og så har de gjort det på deres helt egen måde. Ligesom Pippi. Både baglæns og forlæns."



[Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren]

Jeg har med stor fornøjelse læst både Godnathistorier for rebelske piger og Skamløs, som handler om piger og kvinder, der har forandret verden. Og selv om jeg både er blevet klogere og inspireret har jeg til tider savnet et dansk islæt. For vi både har og har haft piger og kvinder, der har udfordret deres samtid, roller og historien. Heldigvis udkom forfatteren Merete van den Berg sidste år med fagbogen 107 danske Pippi-piger, som netop giver 107 portrætter af danske piger og kvinder, der har været med til at ændre verden på den ene eller anden måde.

Hvert portræt består af et billede, et citat af eller om personen og en lille tekst, der beskriver hvordan personen har forandret verden. Portrætterne dækker både meget kendte kvinder såsom Tove Ditlevsen, Dronning Margrethe, Helle Thorning-Schmodt og Karen Blixen. Men der er også plads til mindre kendte som Karin Michaëlis, Franciska Clausen, Birgitte Thott og Hanna Adler. Bogen slutter af med en Pippi-kontrakt, hvor man kan skrive under på, at man vil lave noget, som man brænder for. Der er også mulighed for at indsætte billeder af ens egne heltinder.
Jeg synes, at der er en rigtig fin balance mellem de kendte og de mindre kendte kvinder. Der er også en stor brede i, hvad kvinder har beskæftiget sig med samt hvordan de har forandret verden, hvilket jeg igen synes er meget fedt. Og som viser at lige meget, hvor du kommer fra, kan du forandre verden (i større eller mindre skala), hvis du tør tage springet og forfølge dine drømme. Man kan i hvert fald ikke blive andet end inspireret, når man læser alle disse kvindeskæbner. Og det er kvindeskæbner på både godt og ondt og i medgang og modgang.

107 danske Pippi-piger skal ikke ses som en fuldstændig biografi om de enkle kvinder, men derimod snarere tjene som inspiration til at man selv undersøger disse fascinerende kvinder nærmere. Det synes jeg lykkes virkelig godt. Den vækkede min nysgerrighed til selv at gå på jagt i mange af disse enestående kvinders liv. Jeg synes at det er fantastisk, når en bog vækker min lyst til at lære mere.

107 danske Pippi-piger henvender sig til de 12-14 årige, men jeg vil sig at alle burde læse den. Det er en vigtig bog, der kaster lys over nogle af de inspirerende kvinder, som lever eller har levet i Danmark, og som har gjort en forskel på netop deres område. Flere bøger af den slags, tak.
107 danske Pippi-piger får min varmeste anbefaling og er en oplagt gaveidé til bogreolen.


4/5 stjerner

Titel: 107 danske Pippi-piger
Forfatter: Merete van den Berg
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: People's Press
Udgivet: 2019
ISBN: 9788770361293
Sideantal: 250

torsdag den 26. september 2019

Kvinder i kamp: 150 års kamp for frihed, lighed, søsterskab! af Marta Breen

"For 150 år siden levede kvinder og mænd helt forskellige liv. Kvinder måtte ikke stemme ved valg eller tjene deres egne penge. De havde heller ikke retten over deres egen krop. Det var først, da kvinderne begyndte at organisere sig, at der skete ændringer."


Efter at have læst Skamløs tidligere i år, fik jeg lyst til at læse noget lignede og gerne i tegneserieformat. Og det var her i min søgning at jeg (gen)opdagede Kvinder i kamp: 150 års kamp for frihed, lighed, søsterskab! skrevet af Marta Breen og illustreret af Jenny Jordahl. Jeg havde set den før på SoMe, men havde glemt den lidt igen i alle de bøger og tegneserier jeg dagligt bliver bombarberet med. Men jeg kom i tanke den igen og bestilte den derfor straks hjem fra biblioteket.

Kvinder i kamp handler om nogle af kvindebevægelsens mange dramatiske kampe for retfærdighed og ligestilling. Heriblandt er retten til at få en uddannelse, retten til at stemme og retten til at bestemme over egen krop. Historisk strækker tegneseriens sig fra kvindekampen under slaveriet i 1700-tallet og frem til Malalas kamp for at gå i skole og kunne tale frit. Undervejs har den forskellige nedslag i kvindekampens historie, hvor den også fremhæver nogle af de kvinder der stod i fronten.
Illustrationerne er holdt i farvetemaer som skifter for hvert afsnit, hvilket jeg synes var en virkelig god detalje og det fungere rigtig godt under læsningen. Illustrationerne er måske en kende enkle i det til tider, men det er smagssag. Ellers synes jeg at det er en meget flot og gennemført udgivelse.

Kvinder i kamp er en fremragende tegneserie, der gav mig lyst til at fordybe mig endnu mere i kvindekampens historie og ikke mindst de kvinder, som har haft en meget fremtrædende rolle. Det er tankevækkende og inspirerende tegneserie, der omhandler en vigtig del af vores historie. Jeg vil anbefale den til alle, der ønsker at læse en feministisk og historisk tegneserie.


4/5 stjerner

Titel: Kvinder i kamp: 150 års kamp for frihed, lighed, søsterskab! // Originaltitel: Kvinner i kamp - 150 år med likhet, frihet, søsterskap
Forfatter: Marta Breen // Illustrator: Jenny Jordahl
Serie: -
Originalsprog: norsk // læst på dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2018
ISBN: 9788702271393
Sideantal: 212

tirsdag den 4. juni 2019

Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden af Pénélope Bagieu

"»Skammer De Dem ikke, unge dame?« Amerikansk politi til Annette Kellerman i 1907, da hun blev arresteret for at vise sig på en offentlig strand ‘kun’ iført badedragt. 

Skamløs fortæller 15 kvinders livshistorier. Fra dem vi alle kender, til dem vi alle burde kende. Forskellige kvinder fra forskellige tidsaldre med vidt forskellige liv, men med én ting til fælles: deres rebelske ånd. Skamløst hævede de deres stemmer mod samfundets normer, overvældende modgang og overmagt. Og ændrede verdenshistorien. 
Med unik humor og brillante tegninger profilerer den franske tegneserieskaber Pénélope Bagieu 15 af historiens mest rebelske kvinder. Fra Christine Jorgensen til Tove Jansson. Fra Joséphine Baker til Agnodike. Deres historier vil med garanti inspirere nye generationer af skamløse kvinder."


Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden er en tegneserie, der har været svært at undgå. Jeg har set den mange gange på Instagram og så havde jeg også en god kollega, der anbefalede den til mig. Og jeg er så glad for, at jeg har fået den læst, for den er virkelig god.

I Skamløs møder vi 15 meget forskellige kvinder, der alle på den ene eller anden måde har påvirket deres samfund og verdenshistorien. Nogle af kvinderne kendte jeg i forvejen såsom Tove Jansson og Joséphine Barker, men de fleste var faktisk helt nye bekendtskaber, og det var jeg rigtig glad for. Derved kommer der mere opmærksomhed på de mere ukendte kvinder, hvilket de helt klart fortjener, og jeg er samtidig blevet klogere på nogle helt fantastiske kvinders livshistorie.

Pénélope Bagieu tegner og fortæller på en helt unik måde, som jeg var meget fascineret af. Hvert portræt er skarpt fortalt og tegningerne veksler mellem en sort/hvid streg og farvelægning af nogle af panelerne. Hvert portræt afsluttes med en dobbeltside farvelagt illustration. Det er en virkelig gennemført, flot og lækker udgivelse, som jeg helt sikkert skal have købt til mig selv på et tidspunkt.

Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden er helt fantastisk læsning. Jeg blev helt opslugt af de 15 kvinders livshistorie, som var virkelig inspirerende. Jeg vil anbefale den til alle, der elsker at læse om enestående kvinder. Skamløs er første bind af to, så jeg glæder mig virkelig meget til at læse videre, når andet bind forhåbentlig snart bliver oversat.


4,5/5 stjerner

Titel: Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden // Originaltitel: Culottées 1 - Des femmes qui ne font que ce qu'elles veulent
Forfatter: Pénélope Bagieu
Serie: Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden #1
Orginalsprog: fransk / læst på dansk
Forlag: Cobolt
Udgivet: 13. november 2018
ISBN: 9788770857420
Sideantal: 144

torsdag den 18. april 2019

Godnathistorier for rebelske piger 2 af Elena Favilli og Francesca Cavallo

"100 nye fortællinger om exceptionelle kvinder."




Godnathistorier for rebelske piger 2 rummer ligesom sin forgænger 100 nye eventyr om 100 betydningsfulde kvinder. 

Bogen inddeles med et forord af forfatterne, der kort beskriver den første bogs succes og baggrunden bag. Derefter følger de 100 portrætter og den slutter af med muligheden for at man kan skrive sit eget eventyr, en ordliste samt et index over kvinderne.

Hvert portræt fylder to siger, hvor den ene side fortæller om kvinden, mens den modsatte side har et maleri/illustration af kvinden samt et citat. Igen synes jeg at eventyrrammen fungere fint, for så kan man, hvis man har lyst, læse et eventyr hver dag eller eventuelt flere, hvis man ikke kan stoppe igen.
Jeg synes dog (og dette galte også for den første bog) at sproget til tider kan være meget staccato i det. Der er ikke meget plads til at fortælle en livshistorie, og det er heller ikke det der er meningen med bogen, men det bliver altså lidt for springende og nogle gange for usammenhængende visse steder efter min smag. 

Igen er der stor bredde i hvilke exceptionelle piger og kvinder der er udvalgt. Der er både dronninger, aktivister, ballerinaer, jurister, pirater, IT-specialister, forfattere, sangere, astronauter, opfindere og alt indimellem. Ligesom sidst er nogle mere kendte end andre, men så kan man jo bruge bogen til at gå på udforskning og blive klogere. Det blev jeg i hvert fald, da jeg læste bogen. Nogle af de kvinder jeg manglede i den første bog, såsom Beyoncé, var heldigvis med i denne bog sammen, hvilket jeg var glad for. 

Det jeg bedst kunne lide ved bogen var de utrolig smukke portrætter og illustrationer af pigerne og kvinderne. De var fantastiske, og det kunne være fedt, hvis man kunne købe dem som postkorts eller lignede, så man kunne hænge dem op på væggen eller stille dem frem på reolen.

Godnathistorier for rebelske piger 2 er en bog jeg anbefale til alle. Det er en vigtig bog, som fortjener at bliver læst.


3,5/5 stjerner

Titel: Godnathistorier for rebelske piger 2 / Originaltitel: Good Night Stories for Rebel Girls 2
Forfatter: Elena Favilli og Francesca Cavallo
Serie: Godnathistorier for rebelske piger #2
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: People's Press
Udgivet: 19. oktober 2018 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2017
ISBN: 9788772007403
Sideantal: 216

tirsdag den 11. september 2018

Anbefaling #6 - Gå tur: Om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden

"Hver dag går forfatter Anna Skyggebjerg en tur. 10.000 skridt, mindst. Ikke fordi hun ikke kan andet. Løbe, for eksempel. Men fordi det at gå tur er en aktivitet, der rækker langt ud over blot det at sætte den ene fod foran den anden. I sin gennemresearchede bog Gå tur formidler Skyggebjerg, hvordan gåturen ikke blot øger vores fysiske og psykiske velbefindende og styrker vores relationer, men i sin yderste konsekvens er en revolutionær praksis. Bogen trækker på såvel ældgammel filosofi som moderne forskning, kædet sammen af gribende beskrivelser af vigtige gåture i forfatterens eget liv – fra de ugentlige lørdagsture hånd i hånd med hendes far, da hun var lille, over alene-ture, ture med veninder, ture til refleksion – og til en tur med hendes voksne datter, mens hun skriver bogen."


Siden Gå tur: Om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden af Anna Skyggebjerg blev udgivet i starten af året, har jeg med jævne mellemrum skuet til den på biblioteket. I august fik jeg endelig lånt den med hjem, og jeg læste den på ganske få timer.

Grunden til at jeg gerne ville læse bogen, var i håb om at den kunne inspirer mig til at gå noget mere både i hverdagen og weekenden. Jeg elsker nemlig at gå ture, enten med en lydbog i ørene eller bare lyttende til naturens og omgivelserne egne lyde. Når jeg er på besøg hos mine forældre, låner jeg også min mors hund, for vi elsker nemlig at gå ture sammen. Nogle gange har jeg også held til at lokke mine forældre eller brødre med på en lille gåtur, men oftest er det bare mig og hunden.
Jeg går også en del i løbet af min arbejdsdag, men det er desværre ikke altid, at jeg får gået så meget efter arbejde. Her må jeg erkende at sofaen nogle gange har en alt for stor tiltrækningskraft. Og det er noget jeg gerne vil lave om på, og her håber jeg, at Gå tur kan hjælpe til.

Gå tur er en relativ kort bog med korte kapitler, der gør at man kan læse den på ganske kort tid, hvis det er det man har lyst tid. Gå tur er også utrolig velskrevet, som jo også er en klar fordel. Skyggebjerg tager fat i flere forskellige tænkere og forfattere, som der alle har skrevet tekster eller bøger om at gå eller som har en mening om gåture. Det hele bliver krydret med inspirerende citater af eksempelvis Friedrich Nietzsche:
"Alle virkeligt store tanker er udtænkt gående."
Skyggebjerg kommer også ind på fordelene ved at gå, heriblandt de sundhedsmæssige fordele som dækker over både de fysiske og mentale fordele. Jeg vil ikke liste alle fordelene her, men der er helt klart flere fordele end ulemper. Bogen kommer faktisk ikke ind på om der er nogle ulemper ved at gå. Og det tror, jeg heller ikke rigtig der er, da vi som mennesker er blevet skabt til at bruge vores krop. Vi er blevet skabt til at gå. Det eneste jeg lige kan komme i tanke om er vabler, som i sig selv kan være ret irriterende og en kilde til smerte.

Jeg vil gerne indarbejde gåturen i min dagligdag både fordi det er sundt, men også fordi det vil give mig et naturligt pusterum i en travl hverdag, hvor jeg stiller høje forventninger til mig selv. Jeg elsker nemlig at mærke trætheden i benene efter en lang gåtur, og jeg føler mig så meget klare i hovedet efter en frisk gåtur. Det bedste er at man kun behøver at bruge 30 min på det. Jeg foretrækker de lidt længere ture, men det kommer selvfølgelig både an på vejret og hvor meget tid, jeg har til rådighed.

Jeg synes, at jeg er blevet dejligt inspireret af Gå tur, og jeg har efter endt læsning fået endnu mere lyst til at gå ture. Nu er det vigtigste (og måske det sværeste?) for mig at få gjort gåturene til en god vane, så vanen kan hjælpe mig med at bekæmpe sofaens magt.

Gå tur: Om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden er en skøn lille bog om glæden ved at gå. Jeg har fået lyst til at gå lange, korte og midtimellem ture og til at tage et mentalt pusterum i hverdagen. Derudover er jeg også blevet inspireret til at læse, hvad andre forfattere har skrevet om at gå ture. Jeg vil gerne anbefale Gå tur til dem som allerede nyder at gå og til dem som har lyst til gå noget mere. Den er en rigtig fin inspirationskilde.

fredag den 15. juni 2018

Godnathistorier for rebelske piger af Elena Favilli og Francesca Cavallo

"100 fortællinger om 100 exeptionelle kvinder fra hele verden, der har drømt stort og har bidraget til at gøre verden til et bedre sted."


Jeg vil starte med at sige at denne bog har et virkelig godt koncept og at den fortjener at blive læst alene på den baggrund. Der er brug for endnu flere bøger om exceptionelle kvinder for både børn og voksne.

Bogen består af 100 små eventyr om kvinder, der har udøvet store bedrifter. Der er historier om kvinder der har sat deres præg på verdenshistorien, litteraturhistorien, sportsverden og alt der imellem. Der var for mig både kendte og ukendte kvinder med fra hele verden. Det er korte uddrag fra disse kvinders liv, der fortælles, så forfatterne har selvfølgelig været nødt til at være omhyggelige med, hvad de vælger at fortælle fra disse kvinders liv.
De fleste gange synes jeg at de har ramt plet og fortalte nogle rigtig gode historier fra disse kvinders liv, men der er også et par gange, hvor jeg undrede mig over at forfatterne havde valgt at inddrage visse oplysninger. Det skete eksempelvis ved eventyret om Zaha Hadid, der var arkitekt, hvor jeg undrede mig over de oplysninger forfatterne havde valgt at inddrage. Hvorfor fortælle om en episode, hvor Hadid skal rejse med fly, som oplever en kort forsinkelse (hvad der sker), hvor Hadid straks forlanger at blive overflyttet til et andet fly og får sin vilje selvom det giver en gene for personalet og de andre passagerer. Jeg synes det sender lidt uheldigt et billede om at man har ret til specialbehandling bare fordi man er kendt. og hvis man ikke får det man selv synes man har krav på, har man lov til at skabe sig indtil man får det. Efter min mening skulle forfatterne havde valgt at fokuser på hendes karriere i stedet for.
Sproget til tider var lidt kluntet at læse og nogle af ordene var måske mere henvendt til voksne end børn, men det kan være at noget er gået tabt i oversættelsen. Ellers synes jeg at eventyrformen virkede ganske godt som rammefortælling.

Det var jeg var mest vild med i denne bog, var alle de virkelig smukke og forskellige tegnede portrætter af kvinderne. De var så fantastiske, at jeg kunne kigge på dem i timevis. Og jeg håber at man en dag kan købe postkort eller lignede med disse portrætter, så jeg kan hænge dem op på min væg og blive inspireret af dem.
For Godnathistorier for rebelske piger er en bog skabt til at inspirere én til at forfølge ens egne drømme. Og det gør den. Den vækkede min lyst til at lære mere om flere af kvinderne, både dem jeg kendte i forvejen, men også nogle af de ukendte. Så på det område ramte bogen mig ganske godt.
Jeg synes dog at der manglede exceptionelle kvinder som Beyonce, J. K. Rowling og Moder Teresa, men jeg kan da håber på at de er med i den næste bog.

Man kan ikke komme udenom at Godnathistorier for rebelske piger er en virkelig flot bog om exceptionelle kvinder, der fortjener at bliver læst af alle.


3/5 stjerner

Titel: Godnathistorier for rebelske piger - 100 fortællinger om exceptionelle kvinder / Originaltitlel: Good Night Stories for Rebel Girls: 100 Tales of Extraordinary Women
Forfatter: Elena Favilli & Francesca Cavallo
Serie: Good Night Stories for Rebel Girls #1
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: People's Press
Udgivet: 12. oktober 2017 (denne udgave) / oprindelig udgivet 1. december 2016
ISBN: 9788771808407
Sideantal: 212

tirsdag den 20. juni 2017

Denne dag, et liv: En Astrid Lindgren-biografi af Jens Andersen

"'Jeg lever løs og synes, at man skal behandle hver dag, som om den var den eneste, man har,' sagde Astrid Lindgren. Hun døde som 94-årig i 2002.
Ordene 'Denne dag, et liv' mødte hun første gang som ung oprørsk pige i 1925. De fulgte hende gennem livet, i kærligheden og i kunsten som et mantra, som en form for ledetråd i menneskets uforskammet korte liv: Grib det, nyd det, brug det!
Den kunst forstod Astrid Lindgren, hvad enten hun befandt sig i skriveproces, legede heks med sine små slægtninge, kæmpede for børnebogens status, for unges rettigheder, eller som ældre trådte i karakter som miljøaktivist, fredsforkæmper og filantrop.


"Skal man være lykkelig, så må det komme inde fra én selv og ikke fra et andet menneske."

Tilbage i januar var Jens Andersen på min arbejdsplads for at holde foredrag om bogen Denne dag, et liv og det betød ca. 2 timers foredrag om den kære Astrid Lindgren liv og skriverier.
Jeg havde i flere måneder taget tilløb til at få læst Denne dag, et liv, men det var aldrig rigtig blevet til noget. Jeg læser nemlig sjældent biografier, jeg foretrækker nok fiktionens verden.
Men jeg har altid holdt af Astrid Lindgrens bøger, og nu kom Jens Andersen jo, så det var min motivation til at tage mig sammen og læst bogen. Og så er den også blevet rost til skyerne og er utrolig populær. Så en eftermiddag satte jeg mig ned i min lænestol og begyndte at læse Denne dag, et liv. Og sikke et liv Astrid Lindgren har levet! Jeg har ikke kendt meget til Astrids liv, og jeg havde nok ubevidst forventet et stille og roligt liv. Men jeg kunne da ikke have taget mere fejl. Astrids liv byder både på store glæder og store sorger. Hun har haft forhold til gifte mænd (de var på vej til at blive skilt) og hun har fået et barn uden for ægteskab, som hun var nødt til at sende til Danmark, hvor det skulle bo hos en plejemor. Og der gik faktisk en del år før at Astrid kunne hente sin søn hjem igen.

Denne dag, et liv er ikke kun et portræt af Astrid som forfatter, det er et portræt af Astrid som menneske både i de gode tider, men bestemt også de svære. Vi møder Astrid i stort set alle aspekter af hendes liv. Hendes karriere indenfor forlagsbranchen, hendes politiske karriere, hendes liv som datter, mor og kone, hvor hun helt klart vejede morrollen højest og så selvfølgelig hendes forfatterliv. Og dette giver et helskabt billede af en kvinde, hvis fortryllende børnebøger jeg nødigt ville havde været foruden. Faktisk kan jeg slet ikke forstille mig en barndom uden Pippi, Emil og Ronja, både i bogformat, men nok mere i film/tv format, for det er her jeg mindes, at jeg mødte dem først. Og jeg ser dem da stadig, når de en gang imellem bliver gensendt på tv.

Denne dag, et liv er utrolig velskrevet og meget levende fortalt. Jeg følte at jeg kendte Astrid personligt, selvom jeg desværre aldrig har mødt hende. Astrid har levet et spændende liv og Andersen får det formidlet med stor respekt. Han er velformuleret og nærværende. Biografien indeholder billeder, både private og mere officielle af Astrid, hendes familie og bøger. Derudover er uddrag fra breve hun har skrevet, uddrag fra nogle af hendes kendte børnebøger og så bliver der selvfølgelig også fortalt, hvor hun fik hendes ideer fra. Her spiller hendes børn en stor rolle. Jeg kunne fortælle meget mere om Astrids liv, men jeg synes at du selv skal læse den. Der venter dig noget af et eventyr.
"Først og fremmest vil jeg være sammen med mine børn. Dernæst vil jeg være sammen med mine venner. Og derudover vil jeg være sammen med mig selv. Helt og aldeles mig selv. Mennesket har et skrøbeligt, sølle værn mod, hvad livet kan finde på at slå til med, hvis han eller hun ikke har lært at være alene. Det er næsten det vigtigste af alt."
Hvis du ligesom mig ikke læser særlig mange biografier, kan jeg anbefale dig at starte med Denne dag, et liv. For her er du i trygge hænder hos en formilder der kan sit kram. Og hos en kvinde, der har præget mange børn og voksnes liv og som bliver ved med at gøre det i dag 15 år efter hendes død.
Og hvis du læser mange biografier og har lyst til en fortælling om en enestående kvindes fortryllende liv skal du læse Denne dag, et liv.


4/5 stjerner

Titel: Denne dag, et liv: En Astrid Lindgren-biografi
Forfatter: Jens Andersen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2014
ISBN: 9788702151268
Sideantal: 434 sider

lørdag den 3. juni 2017

Kvinder og kujoner af Mathilde Anhøj

"Kvinder og kujoner er Mathilde Anhøjs personlige beretning om de fiktive kvinder, hun har set op til gennem sin opvækst, og om de konsekvenser, det har haft for hende. Det er fortællingen om alt det, hun har lært af Snehvide, Askepot, Carrie Bradshaw, Samantha Jones, Hannah Horvath og Meredith Grey - på godt og ondt."


Første gang jeg stødte på Mathilde Anhøjs Kvinder og kunjoner var igennem en kollega. Hun havde lige læst den og anbefalede at jeg gjorde det samme. Hun havde fortalt at den handlede om Disney-prinsesser og Sex and the City, og da jeg er rimelig stor Disney fan og også kan lide SATC, blev jeg da nødt til at tjekke den ud. Og det blev til en ganske interessant læseoplevelse, hvor jeg blev både bekræftet og forarget.

Kvinder og kujoner er Anhøjs meget personlig beretning af hendes møder med nogle af de mest betydningsfulde amerikanske TV-serier, Sex and the City, Girls, Grey's Anatomy. Og så selvfølgelig barndommens Disney-film med tilhørende Disney-prinsesser. Hun starter med Disney-prinsesserne, forsætter til SATC, dernæst kommer Girls og Grey's Anatomy under behandling, hvorefter Anhøj slutter af hvor hun startede, nemlig hos Disney-prinsesserne og de tilhørende onde dronninger eller hekse. Undervejs analyserer hun på hvad hun har lært af de pågældende kvinder og hvordan de har haft indflydelse på hendes liv. Det er ganske spændende læsning, og jeg kunne da også nikke godkendende eller se logikken i størstedelen af pointerne. Jeg har desværre hverken set Girls eller Grey's Anatomy (det kan være at jeg gør det på et tidspunkt), men jeg følte heller ikke at jeg savnede eller manglede noget for Anhøj redegjorde for sine analyser og pointer meget godt uden at man sad tilbage med et stort spørgsmål, fordi man endnu ikke har set nogle af de populære serier.
"Der er de karakterer, som har gjort mig mere modig - karakterer som har inspireret mig til at gøre oprør mod min tyranniske forfængelighed, og som har vist mig, hvor meget frihed der er at vinde, hvis man kan overvinde sin frygt for, hvad andre (og særligt mænd) tænker. Så er der de andre - kujonerne. Dem, der har bekræftet mig i, at en kvinde skal passe på, at hun ikke fremstår for ivrig eller for frembrusende - særligt i mødet med mænd. Udfordringen består i at vælge den rigtige kvindetype at se op til."
Anhøj kommer ind på mange forskellige interessante emner heriblandt kønsroller, kropsidealer, venskaber, tab, sorg, kærlighed, slut-shaming eller bare shaming generelt. Så der er nok at dykke ned i.
Anhøj tager udgangspunkt i sig selv og hendes eget liv og oplevelser, og det gør det som sagt en meget personlig læseoplevelse, men til tider bliver det lidt for meget navlepilleri efter min mening. Men på den anden side passer det meget godt til den meget personligs fortællerstil. Det er et spørgsmål om smag og behag. Men sproget er meget letlæst og flydende, og det gør at man kan læse den på ganske få timer.

Anhøj beskæftiger sig især to forskellige kvindetyper, og det kan måske blive lidt firkantet i min optik, især hvis man føler man befinder sig midt imellem de to typer eller hvis man skifter imellem de to alt efter situation. Men det hele bliver jo sat lidt på spidsen for at kunne opnå større gennemslagskraft.
Jeg fandt det er også lidt provokerende at vi stadig hænger fast de samme kønsroller eller syn på vores køn. Mænd må gerne være seksuelle væsner og vise det, mens kvinder skal gemme deres seksualitet væk ellers risikerer de at blive slut-shamet af både mænd og andre kvinder. Det er meget trist, når nu vi skriver 2017, men jeg er bange for at vi stadig har en pæn kamp foran os. Og derfor er det også vigtig at det bliver italesat ligesom det sker i denne bog.

Kvinder og kujoner er en meget personlig beretning, men også meget interessant at læse. Stilen gør at det nok ikke er alle der vil tage den ned fra hylden og læse den, men den giver stof til eftertanke og kommer ind på nogle interessante emner, som vi alle burde beskæftige os mindst én gang i løbet af vores liv og gerne mere. Det var især det sidste kapitel om hekse og prinsesser (fra Disney universet) jeg fandt virkelig spændende, og som jeg gerne have set udfoldet meget mere. Men alt i alt er Kvinder og kujoner meget interessant læsning.


3/5 stjerner

Titel: Kvinder og kujoner
Forfatter: Mathilde Anhøj
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Tiderne Skifter
Udgivet: 2016
ISBN: 9788779737891
Sideantal: 221

torsdag den 26. januar 2017

Mand og kat af Nils Uddenberg

"Mand og kat er historien om, hvordan den svenske psykiater Nils Uddenberg mod sin vilje blev katteejer. 
Med humor og selvironi fortæller han, hvordan en herreløs hunkat stille og roligt erobrerede hans hjerte og tilførte hans liv noget, han ikke anede manglede. Han filosoferer over kattens - og menneskets - væsen og gør sig kloge tanker om livet, litteraturen og videnskaben. 
Mand og kat er en varm og humoristisk kærlighedshistorie."

Mand og kat er historien om en kat der langsomt kryber ind i hjertet på en mand (og hans kone) der er opsat på at han bestemt ikke skal være katteejer. Men det bliver han, og han bliver katteejer med stort K.

Jeg har længe spekuleret på, hvordan jeg skulle anmelde denne lille bog. For på den ene side vil jeg meget gerne holde af den, for den handler om en kat (og jeg ELSKER katte), men det gjorde jeg bare ikke. Det er en ok bog, men heller ikke mere. Men jeg havde bare håbet på at jeg ville synes bedre om den. Og det var nok der jeg gik galt i byen. Jeg havde næsten ingen forventninger til denne bog, men de var åbentbart stadig for høje.

Jeg fandt hverken Mand og kat særlig humoristisk eller særlig hjertevarm. Humor kan diskuteres, for det kan være meget forskelligt hvad man finder sjovt. Jeg kunne godt lide Mis, den virker som en dejlig kat, og hvis det bare var en historie kun om Mis og katte generelt, havde jeg nok holdt mere af den. Men forfatteren tager meget af sig selv i den og derudover meget andet, som ikke havde Mis eller andre katte i fokus, og de passager fandt jeg bare jævnt kedelige. Det var bare nogle jeg gerne ville have overstået, så jeg kunne vende tilbage til det jeg fandt mest interessant, nemlig Mis.

Sproget var også for simpelt for min smag. Det var ikke noget der satte spor i mig, eller som holdt mig fanget. Tilgengæld synes jeg at illustrationerne var kære og velvalgte. De fortalte nogle gange mere historie end ordene gjorde.

Mand og kat er en ok historie, og det er den, fordi jeg aldrig rigtig blev fanget af den, og fordi jeg fandt den kedelig flere steder (når fokus ikke 100 procent var på katte, hvor jeg synes bogen var mest interessant). Det var ikke den hjertevarme og livsbekræftende historie jeg som katteelsker havde håbet på. Jeg tror derimod, at den hurtigt vil gå i glemmebogen for mig.


2/5 stjerner

Mand og kat af Nils Uddenberg / Originaltitel: Gubbe och katt
Originalsprog: svensk / læst på dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 30. september 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2012
ISBN: 9788711563960
151 sider