Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 30. maj 2021

Der var engang i en mørk skov af Chris Riddell

"Lille Grønhætte er på vej til fest gennem den store, mørke skov. Men når hun nogensinde frem, hvis hun også skal tage sig af et udyr med hjertesorger, tre gnavne bjørne og en nærsynet heks?"


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine]

Jeg stødte første gang på Chris Riddell, da jeg for efterhånden mange år siden lånte Hvad Dysterskoven gemte på mit skolebibliotek. Den var skrevet af Paul Stewart og illustreret af Chris Riddell. Jeg var rigtig glad for historien, og jeg var vild med illustrationerne. Sidenhen har jeg læst mange af de ting, som Chris Riddell står bag enten som forfatter eller som illustrator. Så selvfølgelig var jeg også nødt til at læse Der var engang i en mørk skov, som er en billedbog for 4 år og op.  

Her møder vi den Lille Grønhætte, ikke at forveksle med den Lille Rødhætte, som også kort dukker op i historien. Den Lille Grønhætte har fået en invitation til fest hos Rapunzel, og på vej gennem skoven møder hun mange kendte figurer fra eventyrets verden. Det er en lang tur, og undervejs får hun også mulighed for at hjælpe nogle af dem, mens nogle af dem også hjælper hende.

Jeg kan rigtig godt lide eventyrgenren og jeg kan rigtig godt lide, når forfattere leger med genren, men jeg er bestemt heller ikke blind for de problemer, der er ved for eksempel Brødrene Grimms eventyr. For der er en hel del problemer med dem blandt andet når det kommer til emner som samtykke og kvindehad, som det er vigtigt at være opmærksom på, hvis man læser eventyrerne. Dette var lidt af et sidespor, men jeg havde behov for at nævne det, især fordi Der var engang i en mørk skov inviterer både til at man læser de originale eventyr samt at man snakker om dem.

Historien er rigtig fin og har nogle sjove idéer, men der hvor jeg bliver fuldstændig solgt er Chris Riddells illustrationer. Jeg elsker hans stil, som både er detaljerig og finurlig. Illustrationerne er virkelig flotte, der er mange af dem, og så er farverne også vild lækre. 

Der var engang i en mørk skov er en god historie til målgruppen med nogle utrolig smukke illustrationer.



3/5 stjerner

Titel: Der var engang i en mørk skov // Originaltitel: Once upon a Wild Wood
Forfatter: Chris Riddell
Serie: -
Sprog: dansk // Originalsprog: engelsk
Forlag: Forlaget Turbine
Udgivet: 27. september 2018
ISBN: 9788740651485
Sideantal: 32

torsdag den 27. maj 2021

Come Tumbling Down af Seanan McGuire

"When Jack left Eleanor West's School for Wayward Children she was carrying the body of her deliciously deranged sister - whom she had recently murdered in a fit of righteous justice - back to their home on the Moors.

But death in their adopted world isn't always as permanent as it is here, and when Jack is herself carried back into the school, it becomes clear that something has happened to her. Something terrible. Something of which only the maddest of scientists could conceive. Something only her friends are equipped to help her overcome.

Eleanor West's "No Quests" rule is about to be broken."



Come Tumbling Down er femte bind i serien Wayward Children, og denne gang vender vi atter tilbage til the Moors, for Jack og Jills historie er endnu ikke slut. 

Til at starte med var jeg glad for, at vi endnu en gang skulle møde Jack og Jill, som var bipersoner i Every Heart a Doorway og hovedpersoner i Down Among the Sticks and Bones. Jeg blev dog også i første omgang revet med af historien, men efter af have tænkt lidt over den i et par uger, må jeg indrømme at Come Tumbling Down ikke er det stærkeste bind i serien, hvilket er en skam. 

Jill er besat af at blive en vampyr, men da hendes krop allerede er død en gang, kan det ikke lade sig gøre. Hun stjæler derfor Jacks krop ved hjælp af en form for kropsbytte. Det vil Jack selvfølgelig ikke finde sig i, så sammen med kæresten Alexis vender hun tilbage til skolen, hvor de håber på at få hjælp fra nogle af eleverne. De rejser tilbage til the Moors, hvor de kæmper mod tiden for at stoppe Jill i at blive til en vampyr.

Umiddelbart lyder det som en historie, som jeg vil elske, da jeg elsker vampyrer, gotiske atmosfærer, gale videnskabsmænd/kvinder og uhygge. Og der er da også rigtig mange ting, som jeg rigtig godt kan lide ved romanen. Jeg kunne rigtig godt lide, at vi opdagede mere af the Moors. Selvom det er et uhyggeligt sted, er det også sådan et sted, som jeg ville elske at udforske (selvfølgelig pænt bevæbnet og ikke nødvendigvis efter mørkets frembrud). Desværre dukkede vampyren først op til sidst, hvilket var ærgerligt. Jeg ville godt have haft noget mere vampyraction tidligere.
Bogen er ret kort, hvilket ikke er en kritik, men der var lidt for mange karaktere med i forhold til længde, så historien fremstod lidt rodet og til tider lidt forhastet. Desuden klarede Jack tingene selv, så der var faktisk ikke rigtig brug for de andre. 

Jeg kunne godt lide Jacks indre kamp om at blive et "godt" monster. Det var interessant læsning. Hendes forhold til Alexis var også rigtig sødt. De andre karakterer er også gode, men de havde som sagt ikke så meget at lave.

Skrivestilen er som altid helt fænomenal. Sproget er smukt og stemningsfuld. Det er en af grundene til at forfatteren er en af mine yndlings. 
Så selvom Come Tumbling Down ikke er min yndlings i serien eller den bedste for den sags skyld, var jeg stadig underholdt, og jeg er glad for at have læst den. 


3/5 stjerner

Titel: Come Tumbling Down
Forfatter: Seanan McGuire
Serie: Wayward Children #5
Sprog: engelsk
Forlag: Tor.com
Udgivet: 7. januar 2020
ISBN: 9780765399311
Sideantal: 206

tirsdag den 25. maj 2021

I krig af Jeanette Sigtenborg Rasmussen

"Krigen hærger prinsesse Elenas hjemland. Hendes højeste ønske er at kæmpe ved fronten ligesom sin bror, men hun er tvunget til at blive i sikkerhed bag slottets mure. Alting ændrer sig dog, da den gamle fortælling om en mystisk, hætteklædt ridder måske viser sig ikke kun at være en legende. Pludselig befinder Elena sig midt i krigens kaos, men er hun parat til krigens grusomheder og de konsekvenser, der følger med hendes valg?"


Danvang er i krig med nabolandet Nordan. Prinsesse Elena ønsker at hjælpe til i krigen, men det vil hendes far ikke høre tale om. Han ønsker, at hun skal lære at være en fin dame, og i stedet for er det Elenas bror, Nicholas, der skal afsted til fronten. 
En gammel legende fortæller om en mystisk ridder, Legendens ridder, der kan ændre krigens udfald, og bag en skjult mur finder Elena et sværd og rustning.

I krig foregår i en middelalder inspireret univers, hvor Elena ønsker at være noget andet end hvad der normalt bliver forventet af en prinsesse. Hun er meget motiveret af at gøre, hvad hun synes er rigtig, og det er at forsvare sit land. Det var et rigtig fint karaktertræk, som jeg godt kunne lide ved hende. Hun følger sit hjerte. Jeg synes dog, hun var lidt naiv til tider, men hun har selvfølgelig også levet et meget beskyttet liv bag slottets mure. Det var lidt vildt, at hun tog afsted uden at kunne helt basale overlevelsesting såsom, hvordan man laver et bål. 

Romanen måtte godt have været lidt længere for min skyld, for karakternes motiver virker til tider lidt overfladiske, og jeg ville gerne at forfatteren lige havde gået et spadestik dybere. Nu er det heldigvis den første bog i en trilogi, så derfor håber jeg, at der er plads til lidt mere karakterudvikling i de næste bøger, så læseren derved kan lære dem bedre at kende.
Universet virker også spændende, så det vil jeg også gerne have mere af i de næste bøger.

Der er et fint flow i fortællingen, sproget er godt og som sagt er den ikke særlig lang. Der er en del action og kampscener, som er med til at holde spændingsniveauet oppe. 

I krig er en fin fantasydebut, og jeg glæder mig til at læse de næste bøger i trilogien.
__________


3/5 stjerner

Titel: I krig
Forfatter: Jeanette Sigtenborg Rasmussen
Serie: Legendens ridder
Sprog: dansk
Forlag: Straarup & Co
Udgivet: 18. februar 2021
ISBN: 9788775490981
Sideantal: 197

søndag den 23. maj 2021

Nordiske Guder af Johan Egerkrans

"En verden født af is og ild. Ni riger, hvor jætter, monstre og guder lever i verdenstræets skygge. En storslået kamp mod en uundgåelig skæbne."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Alvilda]

Jeg har vist nævnt det et par gange før her på bloggen, men jeg elsker at læse om den nordiske mytologi, hvad enten det er skønlitteratur eller faglitteratur. Denne gang har jeg fået fat i et faglitterært værk, som også kan bruges som et opslagsværk. 

Johan Egerkrans har både skrevet og illustreret Nordiske Guder, som er inddelt i fire dele: "Skabelsen", "Guder og gudinder", "Jætter, væsner og vidundere" og "Ragnarok". Første del er beskrivelsen af verdens skabelse, herefter følger en række introduktioner til vigtigste aser og asynjer. Derefter er vi kommet til de vigtigste jætter og andre relevante væsner, og bogen slutter pasende af med verdenens undergang. 
De mange introduktioner bliver krydret med de kendte myter, således at man eksempelvis under afsnittet om Tyr kan læse, hvordan han mistede sin arm til Fenrisulven. Det fungerer virkelig godt, og giver en fin afveksling mellem fakta og fortælling. Det er selvfølgelig ikke alle myter og aser og asynjer, der er med, for så ville bogen være en del længere. I stedet for har forfatteren udvalgt de vigtigste og måske også mest kendte af myterne, mens der både er plads til kendte og mindre kendte aser og asynjer. Johan Egerkrans holder sig tæt op ad de oprindelige myter, og for videre læsning kan man tjekke hans litteraturliste ud bagerst i bogen. 

Illustrationerne er utrolig smukke og stemningsfulde. Johan Egerkrans' streg passer virkelig godt til de barske, blodige og til tider humoristiske myter. 
Sproget er også virkelig godt, og får myterne til at fremstå levende. 

Jeg vil anbefale Nordiske Guder til alle, der er interesseret i den nordiske mytologi. Det er en lækker og inspirerende udgave, som er en fryd at studere. 



4/5 stjerner

Titel: Nordiske Guder // Originaltitel: Nordiska gudar
Forfatter: Johan Egerkrans
Serie: -
Originalsprog: svensk // læst på dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2017
ISBN: 9788771658941
Sideantal: 160

torsdag den 20. maj 2021

Arven fra fortiden af Nathali & Bettina Liane

"Et nyt skoleår begynder på det magiske skib Galathea, hvor Aia sammen med sin tvillingebror, Peter, har påbegyndt sin uddannelse som vogter af den forunderlige verden Igdrafell. Men Aia og Peters fortid og familiebaggrund truer med at indhente dem. Deres afdøde far, der skulle have været leder af de onde Morkinskinna, hvis han ikke var omkommet i en ulykke, har efterladt dem noget, som de for alt i verden må finde, inden det er for sent. Problemet er bare, at de ikke aner, hvad det er."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine]


Arven fra fortiden er andet bind i Awen serien, hvor vi følger Aias eventyr på det magiske skib Galathea. Sammen med tvillingebroren Peter er Aia i gang med at uddanne sig til vogter, der skal beskytte Igdrafell mod de onde Morkinskinna. 
Aia og Peter er nu startet på deres andet år på Galathea, og ligesom det første år, bliver det ikke et stille og roligt skoleår for dem og deres venner. De finder ud af at deres afdøde far har efterladt dem et hemmeligt våben, som det er utrolig vigtig for dem at få fat i. 

Jeg var meget glad for Kaldet fra Galathea, da jeg læste den sidste år, så jeg var naturligvis meget spændt på om 2'eren kunne leve op til mine skyhøje forventninger. Og det kunne den!

Arven fra fortiden er en meget stærk fortsættelse, hvor jeg var fanget fra første side. Aia er igen vores gennemgående hovedperson på nær enkle afstikkere til Morkinskinna familien og Peters dagbog.
Det fungerer virkelig godt, og jeg var rigtig glad for at vi også vi et bedre indblik i Peters tanker og følelser. Aia og Peter har en interessant søskenderelation, der både har opture, men så sandelige også en del nedture, hvor de både har hemmeligheder for hinanden, er misundelige eller føler sig svigtet af den anden. Vi får også mere at vide om deres Morkinskinna familie, hvilket også var meget spændende.
Romanen har nogle rigtig gode karakterbeskrivelser, og generelt er universet befolket af nogle interessante og troværdige personligheder. 

Galathea skibet er jo nærmest en karakter i sig selv, og jeg kunne rigtig godt lide, at vi fik et endnu dybere indblik i den magiske uddannelse, som eleverne skal gennemgå. Jeg finder det virkelig fascinerende, og jeg er glad for den store detaljerigdom, som forfatterene har lagt i deres univers. Vi kommer også et smut ind under nogle af de slør, som beskytter den magiske verden, og igen var det noget der fungerede rigtig godt. 

Arven fra fortiden er en eventyrlig og fantasifuld fortælling. Den er velskrevet og ikke til at lægge fra sig, når man først er begyndt. Vi kommer hele følelsesregisteret rundt, og forfatterene tager fat i nogle altid relevante emner som familie, venskaber, ensomhed, kærlighed, sorg og at føle sig overset. 

Awen er en virkelig stærk fantasyserie, som bare bliver ved med at overraske mig. Slutningen var decideret ond, så nu er jeg lidt bange for at læse videre i serien, når den næste bog udkommer, men jeg ved også, at jeg ikke kan lade være. 



4,5/5 stjerner

Titel: Arven fra fortiden
Forfatter: Nathali & Bettina Liane
Serie: Awen #2
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Turbine
Udgivet: 27. april 2021
ISBN: 9788740670745
Sideantal: 574

tirsdag den 18. maj 2021

Låsen & Vogteren af Louise Haiberg

"Alina er sidste led i en lang række af kvinder som er skæbnebestemt til at regere en mørk verden hvor deres tilstedeværelse ikke er ønsket. Derfor beslutter hun sig for at rejse langt væk, men én gang om året er hun nødt til at vende tilbage for at sikre sig at alt er som det skal være.

Dax er udpeget til at passe på Alina, men det er svært når hun hverken ønsker hans tilstedeværelse eller stoler på ham.

Noget går galt, og nu må Dax og Alina på en farefuld rejse gennem et rige som kun ønsker at se Alina død."


Alina ønsker at leve et helt almindeligt liv i menneskenes verden. Det er desværre ikke helt let, da hun er Låsen, der ved hjælp af magi holder frygtelige monstre afskåret fra menneskenes verden. Dette er monstrene selvfølgelig ikke særlig glade for. Derfor har hun en Vogter, Dax, der selv er et monster, men som beskytter hende mod de monstre, der ønsker at dræbe hende. Men kan Alina overhovedet stole på Dax? Da magien, der adskiller verdenerne, begynder at fejle, må Alina og Dax stå sammen og finde en løsning.

Det der først tiltrak mig ved Låsen & Vogteren, var at det er en fantasy standalone. Det er typisk noget, man skal lede lidt efter, når det kommer til fantasy, for serier er det helt store hit. Og selvom jeg elsker fantasyserier, er det rart at læse en standalone en gang imellem. 

Låsen & Vogteren starter stærkt ud. Jeg blev virkelig fanget af prologen. Den sugede mig ind i historien. Tempoet er relativt højt hele vejen igennem, men desværre er der også en del gentagelser i plottet, som jeg fandt unødvendig. Det rev mig simpelthen ud af historien, og det var en skam. 

Jeg kan godt lide at fortællersynsvinklen skifter mellem Alina og Dax. Det fungerede rigtig godt. Dax er nok min favorit af de to. Han har nogle spændende moralske overvejelser, mens der er nogle af Alinas valg, som jeg simpelthen ikke forstår. Hun undergår heller ikke særlig meget karakterudvikling i løbet af historien, og det bliver desværre lidt for overfladisk til min smag.

Sproget er letlæst og generelt fint, men der var nogle steder, jeg studsede over. Blandt andet ordet "nullernaller" - det er bare et virkelig dumt ord. Der var også et par steder, hvor Alina siger/tænker at hun skal stoppe med at opføre sig som en tøs. Kan vi ikke snart stoppe med det, tak.

Worldbuildingen kunne jeg til gengæld godt lide. De forskellige monstre er godt beskrevet, og jeg kunne også lide ideen om at en person er en lås/nøgle til at holde grufulde monstre fanget. 

Låsen & Vogteren er en action fyldt fortælling, hvor der er mere fokus på kærlighedsplottet end på fantasydelen. Jeg savnede selv et større fantasyfokus, samt en slutning, som jeg ikke havde gættet fra starten, men ellers var jeg fint underholdt. 


3/5 stjerner

Titel: Låsen & Vogteren
Forfatter: Louise Haiberg
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 21. januar 2021
ISBN: 9788758841229
Sideantal: 399

søndag den 16. maj 2021

Mit Store Stephen King Projekt #1


Jeg startede mit Store Stephen King Projekt for et år og et par dage siden, og derfor er det vist på tide med en lille opdatering. Den har ligget som kladde længe, men nu har jeg endelig fået den skrevet færdig.
Jeg har endnu ikke fundet en skabelon for disse opsummeringer, så det kan være at de ændrer sig hen ad vejen. 
Jeg har læst de fire første bøger, og det er dem jeg kort vil nævne her. Der er også link til mine anmeldelser af bøgerne, hvis du vil vide lidt mere. 

__________


Carrie var den første roman, som Stephen King fik udgivet tilbage i 1974. Han havde tidligere fået udgivet nogle noveller, men det var Carrie, der for alvor satte skub i hans forfatterkarriere. Carrie var ellers lige ved ikke at blive udgivet. Den begyndte som en novelle, men den virkede ikke rigtig for King. Men heldigvis opfordrede Kings kone, Tabitha, ham til at skrive videre og resten er historie.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang læste Carrie, men det har måske været i de ældste klasser i folkeskolen eller i gymnasiet. Det er bestemt ikke min yndlingsroman af King og den har også sine fejl, men den kan alligevel et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte min finger på. 
Min anmeldelse kan læses her

__________


Den næste roman, som King fik udgivet var 'Salem's Lot, som blev udgivet i 1975. Det er en historie, der inspireret af tanken om, hvad nu hvis Dracula havde slået sig ned i en lille soveby i USA langt væk fra storbyen. Det er der efter min mening, kommet en virkelig spændende vampyrfortælling ud af. Det er også den første roman, hvor en af Kings foretrukne hovedpersoner, en forfatter, er hovedfortælleren. Det er også en historie, der tager et kig på de småbyer (gerne i Maine), som tit figurerer i Kings fortællinger.
'Salem's Lot er en af mine yndlings vampyrromaner, som jeg har læst et par gange efterhånden, og min anmeldelse af den kan læses lige her.


Ondskabens hotel blev udgivet i 1977, og er nok en af Kings mest kendte romaner (den påstand står på min egen regning, men det er det indtryk jeg har fået). 
Det er endnu en roman, der har fokus på en forfatter, Jack Torrance samt hans kone Wendy og deres søn Danny. Og så er der Hotel Overlook, der er noget helt for sig.
Jeg har læst romanen flere gange end jeg lige kan huske, og jeg er stadig lige vild med den. Den er med til at bevise at King kan have fokus på familie, indre dæmoner, og at han kan skrive det virkelig uhyggeligt. 
Min anmeldelse af Ondskabens hotel kan læses her

__________


Amok er den første roman, som King fik udgivet under sit pseudonym, Richard Bachman. Amok eller Rage, som den hedder på engelsk, bliver ikke længere trykt i USA, da den handler om skoleskyderi, og King har derfor valgt at den ikke længere skal være tilgængelig. (Den kan dog stadig findes visse steder).
Jeg har læst den en gang, længe før jeg startede dette projekt op, og den har ikke efterladt et stort indtryk (men jeg kunne huske enkle dele af handlingen). Jeg genlæste den sidste år, og det bliver ikke en bog, jeg kommer til at læse igen. Den var bare ikke noget for mig.
Anmeldelsen kan læses her.

torsdag den 13. maj 2021

Ursiderne af Nanna Foss

"Nasrin er vant til at være alene, især efter morens død.

Da en gruppe teenagere dukker op og fortæller hende, at de kan rejse i tiden, afviser hun dem først. Men én af dem er ham, som reddede hendes liv for syv år siden. Bortset fra at han er blind. Så det kan ikke være ham. Eller hvad?

Det går op for Nasrin, at de svar, hun søger, måske findes i den fortid, hun vil gøre alt for at glemme."


[Ursiderne er et anmeldereksemplar fra Gyldendal]

○ LeoniderneGeminiderne

Ursiderne er det tredje bind i Spektrum serien, og denne gang er hovedpersonen Nasrin.
Da jeg første gang (tilbage i 2017) fandt ud af at Nasrin skulle være hovedpersonen i Ursiderne var jeg både spændt og måske en smule nervøs for, hvordan det ville komme til at gå.
Ursiderne er nemlig første gang vi møder Nasrin (undtaget den allersidste side i Geminiderne, og små hints undervejs). Så som læser, kendte vi hende overhovedet ikke, og hun var ikke en del af den gruppe vi fik etableret i de to første bøger. Men jeg havde intet at bekymre mig over, for Nanna Foss har endnu en gang skrevet en virkelig spændende og gennemført roman, hvor forskellige plottråde føres sammen og hvor der dannes utallige nye tråde. 

Nasrin lever et ensomt liv, og det har hun efterhånden affundet sig med. Hendes mor døde, da hun var barn, hendes far arbejder hele tiden for at holde sorgen på afstand, hun har ingen venner, og der er kun Maj (morens gamle veninde), der forsøger at holde fast. 
En dag møder Nasrin vores gruppe af tidsrejsende, og hun bliver forbrændt af tidsrejsekompasset. Nasrin er til at starte ikke så vild med at blive en del af gruppen, indtil hun får den idé, at hun kan rejse tilbage i tiden for at forsøge at redde morens liv. Og til det får hun brug for at samarbejde med de andre...

Nasrin er en meget interessant karakter. Hun bærer rundt på en stor sorg og utrolig meget vrede. Jeg kunne rigtig godt lide at hun ikke stiller folk spørgsmål, da spørgsmål er en krog, der trækker folk tættere på, og hun vil gerne holde dem på afstand. (Jeg tror, hun stiller et eller to spørgsmål i løbet af hele bogen).
Jeg kunne rigtig godt lide Nanna Foss' beskrivelser af sorg, samt den berøringsangst rigtig mange føler, når det kommer til andres sorg. Beskrivelserne af den vrede, som Nasrin føler er også rigtig godt beskrevet og meget troværdigt og relaterbart. De stærke følelser spiller også rigtig godt sammen med samt påvirker hendes evner, og det er genialt. Jeg elskede også de grafiske sider. De var meget effektive og bidrog rigtig godt til historien.

Da dette er Nasrins bog, er det selvfølgelig hende vi følger, og selvom hun er en spændende person, må jeg indrømme, at jeg til tider savnede de andre fra gruppen, og den specielle dynamik der er til stede, når de er samlet. Til gengæld lærte vi Adriana en smule bedre at kende, hvilket var virkelig godt, og jeg håber så meget at hun får sin egen bog!

Ursiderne er en særdeles velskrevet og spændende roman med den ondeste cliffhanger slutning - tak for det, Nanna. 
Den får min varmeste anbefaling.


5/5 stjerner

Titel: Ursiderne
Forfatter: Nanna Foss
Serie: Spektrum #3
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 8. oktober 2020 (denne udgave) // oprindelig udgivet 16. september 2017
ISBN: 9788702308167
Sideantal: 443

tirsdag den 11. maj 2021

9 fra de ni verdener af Rick Riordan

"Hvor godt kender du det univers, som Magnus Chase og hans venner rejser rundt i? Tag med på en fantastisk tur gennem de ni verdener, hvor Magnus' venner fortæller om mærkelige og farlige (men ret sjove) udfordringer, og bliv klogere på et univers, der både får dig til at grine og gyse."



9 fra de ni verdener er en samling af ni korte noveller fortalt af Magnus Chases venner.
Novellerne kommer rundt i de ni forskellige verdener fra den nordiske mytologi. Den røde tråd igennem alle novellerne er sjovt nok guden Thor. Han har sat sig for at registrere ti millioner skridt på sin FitnessKnut. Gør han det, kan han vinde en gæsteoptræden i sin yndlings tv-serie. Thor er derfor med i hver eneste historie i en større eller mindre cameorolle.
Hovedpersonerne i novellerne er henholdsvis Odin, Amir Fadlan, Blitzen, Hearthstone, Samirah al-Abbas, Thomas 'TJ' Jefferson Jr., Mallory Keen, Halvfødt Gunderson og Alex Fierro.
Det var meget interessant at få et indblik i alle disse karakterer og deres tanker og følelser. Historierne er meget korte, så det kan selvfølgelig ikke blive til det helt store, men det var nu alligevel rart med et lille indblik.

Min eneste, men også største kritik af bogen, var manglen på Magnus. Han bliver nævnt nogle gange undervejs, men han er ikke med i selve historierne. Fokusset er selvfølgelig også på Magnus' venner, men jeg savnede ham så meget. Han er en af de største grunde til at jeg elsker universet, og at han ikke var med, var lidt af en skuffelse. Forstå mig ret - de andre karakterer er også herlige, men det havde været rart med en Magnus cameo i bare en af historierne.

Hver novelle indledes med illustrationer af den pågældende verden samt af novellens hovedperson, på nær den novelle der foregår i Midgård og er fortalt af Amir Fadlan. Hvorfor der ikke er nogle illustrationer her ved jeg ikke, men jeg synes det er virkelig irriterende at de mangler.
Illustrationerne er nemlig virkelig fine, og jeg elsker farvevalget. Jeg er måske ikke altid enig i hvordan karakterne ser ud. De passer i hvert fald ikke altid til min indre biograf, men det er jo også nærmest en umulig opgave for en kunstner. Og selvom jeg ikke altid er enig, er jeg glad for at de er med. 

Som altid skriver Rick Riordan helt fantastisk. Sproget er fuld af den velkendte humor fra den oprindelige trilogi, og som læser flyver man igennem siderne. 
9 fra de ni verdener er et fint indblik i den nordiske mytologi (frit genfortalt af Rick Riordan), men jeg vil anbefale at du læser trilogien først for at få mest ud af novellerne.


4/5 stjerner

Titel: 9 fra de ni verdener // Originaltitel: 9 From the Nine Worlds
Forfatter: Rick Riordan
Serie: Magnus Chase og de nordiske guder
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Carlsen
Udgivet: 5. juni 2019 (denne udgave) // oprindelig udgivet 2. oktober 2018
ISBN: 9788711907115
Sideantal: 168

søndag den 9. maj 2021

Nye bøger #71 - tilføjelser i april


Jeg fik slet ikke købt nogle bøger i løbet af april (jeg regner dog med at tage revanche i løbet af maj). Til gengæld modtog jeg to bøger og vandt en tredje i en konkurrence, og tusind tak for det. 


Fra Turbine modtog jeg Arven fra fortiden, som er anden bog i serien Awen skrevet af Nathali og Bettina Liane. Jeg har læst den, og den var virkelig god. Jeg glæder mig rigtig meget til den næste bog (selvom der nok kommer til at gå lidt tid før den udkommer).


Jeg fik De kroniske syge - 25 fortællinger om at være ung med kronisk sygdom af en veninde, og den glæder jeg mig til at læse.


Jeg vandt Kraften af Naomi Alderman i en konkurrence som Forlaget Alhambra kørte på deres Instagram. Det var en mega dejlig overraskelse, og jeg er meget spændt på at læse den.

Har du tilføjet nogle spændende bøger til din reol for nylig?

torsdag den 6. maj 2021

Stormflod af Eva Munk

"14-årige Tenna går i 8. klasse og bor i en lille by i Vestjylland. Hun samler tit skrald på stranden, fordi hun hader at se, hvordan mennesket ødelægger naturen.
En dag opdager hun gruppen @grønklode, hvor hun møder Pelle og A.K., der går lige så meget op i miljøet som hende selv. Sammen dedikerer de al deres tid til at sprede budskabet om en bedre verden. Men vejen mod en grøn klode er svær, og nogle gange er Tenna ved at miste modet ..."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren]

Tenna brænder for miljøet, og vil gerne gøre endnu mere for kloden, men hun føler sig meget alene i sin kamp. Klassekammeraterne forstå hende ikke, hun er vokset fra barndomsvennen Theis, og selvom moren gerne vil hjælpe, har hun ikke rigtig tid, da hun arbejder rigtig meget. En dag opdager Tenna @grønklode på Instagram, og her finder hun endelig et fællesskab, som går op i miljøet, og hvor hun kan være sig selv.

Tenna er en spændende hovedperson, som virkelig går op i miljø og klima. Det er nemt at mærke hendes passion og gå-på-lyst til at ændre verden en skraldepose ad gangen. Samtidig rammer hendes ensomhed også lige i hjertet. Det er så tydeligt, at hun er alene indtil hun møder folkene bag @grønklode. Den klimafrygt hun til tider bliver overmandet af, er også rigtig godt beskrevet, og noget som flere kan relatere sig til. Jeg kan i hvert fald. 
Det er dejligt at læse, hvordan Tenna bliver mere selvsikker, da hun møder og bliver venner med Pelle, A.K. og de andre @grønklode folk, som støtter og tror på hende. 
Jeg kunne også rigtig godt lide at moren støttede op omkring Tennas passion. Hun kunne ikke altid være der selv på grund af arbejde, men det var rart at læse om en forælder, der sætter sig ind i deres børns interesser. Storebroren Andreas var også et sjovt indslag.

Stormflod er en yderst relevant og spændende roman. Den tager fat i nogle vigtige temaer som klima og miljø, men derudover den tager også fat i emner som venskab, identitet, ensomhed, mobning og håb. Det er dejligt at læse om en ung pige, der brænder for en sag og som gør en forskel. Det er meget nemt at leve sig ind i Tennas historie.
Romanen er velskrevet og letlæst. Jeg kunne godt lide at den gjorde brug af sms'er og andre tekstbeskeder. Skrifttypen kan måske virke lidt lille, når man tænker på målgruppen, men det er også min eneste kritik.  

Stormflod er en rigtig god bog til tweens, og en roman som jeg varmt kan anbefale. Den har fokus på miljø og klima, hvilket stadig er en nichegenre indenfor skønlitteraturen, men det ænder sig forhåbentlig i løbet af de næste par år. Der er i hvert fald meget at tage fat på.
Jeg glæder mig rigtig meget til at læse den næste bog i trilogien, som gerne skulle udkomme i løbet af i år.



4/5 stjerner

Titel: Stormflod
Forfatter: Eva Munk
Serie: Grøn Klode #1
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Klippe
Udgivet: 14. november 2020
ISBN: 9788797117057
Sideantal: 131

tirsdag den 4. maj 2021

Tilbage til Izola af Christina Bonde

"Falkiens undergang er endelig, og hjemme får Izola mistanke om at Mais søster, Anne, skjuler en hemmelighed som involverer hende i eventyret. Med hjælp fra brandmanden Mathias kæmper Izola sig tilbage til øen for at finde Jorian og redde dem som har overlevet rigets udslettelse. Men hun er ikke forberedt på konsekvensen af søjlernes fald.
I den tilisede, døde verden venter skræmmende modstand som sender Izola ud på en farefuld færd. Hun må indgå en ny forening for at overleve, og samtidig lærer hun mere om sig selv og sine evner.
Helpi har givet Izola en værdifuld gave, og da morfar bekræfter skelsættende opdagelser som forbinder fortiden med hoppens magi, finder Izola endelig sit kald ..."



Tilbage til Izola er tredje og sidste bind i trilogien om Izola. Jeg læste den første bog i 2018 og den anden bog i 2019, og jeg kunne derfor ikke huske alle ting, som var sket i de forgående bøger. Heldigvis kunne jeg nemt komme ind i historien, men desværre var der flere ting, som jeg ikke var særlig vild med, og som trak min læseoplevelse ned.

Falkien er gået under, og Izola er endt tilbage i vores verden, hvor hun forsøger desperat at komme tilbage til Jorian og de andre. Det lykkes til sidst, men øen er fuldstændig forandret. Den er dækket af sne og is, de fleste dyr er uddøde, og beboerne kæmper for at overleve i den barske verden, mens en farlig sygdom hærger, som gør de uheldige til blodtørste zombielignende væsner. 

Lad os starte med de ting, som jeg godt kunne lide. Jeg elsker når en fantasyroman har kort, og Tilbage til Izola har nogle flotte kort, som passer til historiens plot og derfor ændrer sig undervejs.
Jeg kan også godt lide Christina Bondes skrivestil, som er letlæst og flydende. Den gjorde i hvert fald, at jeg kunne læse bogen på ganske kort tid.
Jeg kunne også godt lide sideplottet med sygdommen, der ændrer upirerne, men jeg synes bare ikke at det blev udfoldet nok, og kuren var lidt for åbenlyst og letkøbt.

Jeg kunne simpelthen ikke snuppe Jorian. Hold kæft, hvor var han en kæmpe nar. Nu kan jeg ikke helt huske, hvordan han var i de første to bøger, men han var helt forfærdelig her. Jeg fatter ikke, hvorfor Izola gider være sammen med ham, og finder sig i alt hans lort. Dette fik mig så efterfølgende til at synes mindre om Izola, for seriøst! Drop ham!
Der kommer også et ret stor afsløring om Izola hen mod slutningen af bogen, som jeg ville have fundet interessant, hvis det var kommet tidligere i historien. Nu fandt jeg det bare unødvendigt og spild af tid, fordi dets potentiale aldrig rigtig blev udfriet efter min mening.  
Jeg forstår stadig ikke hvorfor Mathias var med i bogen. Det var så mærkeligt, når man finder ud af, hvem han er.
Der var også et seksuelt overgreb, som gjorde mig mega sur og næsten fik mig til at stoppe med at læse, for det var så unødvendigt, forbryderen gik fri og det bliver overhovedet ikke omtalt igen (hverken af Izola eller den det sker imod). Det føles som om det kun var med for chokværdi.

Tilbage til Izola var desværre ikke en bog for mig. Den havde en del potentiale, som bare ikke rigtig blev opfyldt efter min mening.


2/5 stjerner

Titel: Tilbage til Izola
Forfatter: Christina Bonde
Serie: Izola #3
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 19. november 2019
ISBN: 9788758836690
Sideantal: 336

søndag den 2. maj 2021

April 2021


[Stormflod er et anmeldereksemplar fra forfatteren // Ursiderne er et anmeldereksemplar fra forlaget // Arven fra fortiden er et anmeldereksemplar fra forlaget]

April startede ud med påskeferie og hygge med min familie. Derefter bød den på mere hjemmearbejde, men sidst i måneden åbnede bibliotekerne næsten normalt op igen, som for mig betød, at jeg var mere på biblioteket end jeg har været de sidste par måneder. 
Jeg var også nogle ture i haven, og er så klar på mere (så længe det ikke regner).
Den sidste weekend i april deltog jeg i ReopenReadathon og Deweys Readathon, og det var så dejligt at bruge en weekend på at læse.
_________

April var en fantastisk læsemåned, hvad angår antal læste bøger og antal læste sider.
Jeg fik læst 31 bøger på i alt 7.700 sider. 2 af bøgerne blev hørt som lydbøger. 
Jeg fik også færdiglæst 6 serier, og kom videre eller begyndte på hele 10 serier

Den længste bog jeg læste var Inkdeath på 699 sider. Den korteste var Myrer60 sider.

Jeg læste rigtig mange gode bøger i løbet af måneden, hvilket var utrolig dejligt. Jeg vil derfor gerne kort fremhæve UlvevilderenThe Female of the SpeciesTi knive i hjertetMyrerStormflodArven fra fortidenOrgasmebogen og Ursiderne.

Jeg var desværre knap så begejstret for Slægternes fejde eller Tilbage til Izola. Jeg synes at serierne startede stærke ud, men slutningerne var ikke noget for mig.
_________

Mine planer for maj er havearbejde, læsning, blogarbejde samt at Marie Kondo'e mit hus (eller i hvert fald nogle af mine værelser). De sidste par måneder har jeg løbende ryddet op og ud i mine ting, og det vil jeg gerne gøre i større stil her i maj (og eventuel juni). Det er sådan en rar følelse, at få ryddet op i mine ting og få sørget for at de har en fast plads. 


Læste bøger:
Katherine Rundell: Ulvevilderen 
Mindy McGinnis: The Female of the Species 
Line Wenzel: Slægternes fejde (Mindelandet #3) 
Sarah Andersen: Adulthood Is a Myth (Sarah's Scribbles #1) 
Sarah Andersen: Big Mushy Happy Lump (Sarah's Scribbles #2) 
Sarah Andersen: Herding Cats (Sarah's Scribbles #3) 
StineStregen: Venner for altid ... agtigt (Myntes Dagbog #4) 
Nora Dåsnes: Ti knive i hjertet 
Mikael Schneider: Op af stolen!: gode råd til at undgå stillesidning 
Kazu Kibuishi: Elverprinsen (Amulet #5) 
Jane Ibsen Piper: Den lille guide til minimalisme 
Jeff Lemire & Dustin Nguyen: Machine Moon (Descender #2) 
Jeff Lemire & Dustin Nguyen: Singularities (Descender #3) 
Christian Engkilde: Vulkanvinter (Pandora #1) 
Cornelia Funke: Inkspell (Inkworld #2) (lydbog)
Kenneth Bøgh Andersen: Det endelige opgør (Antboy vender tilbage 3)
StineStregen: Corona 13. marts - 11. juli
Hans Joachim Offenberg: Myrer (Tænkepauser #11)
Rick Riordan: 9 fra de ni verdener (Magnus Chase og de nordiske guder)
Seanan McGuire: Come Tumbling Down (Wayward Children #5)
Eva Munk: Stormflod (Grøn Klode #1) (anmeldereksemplar)
Christina Bonde: Tilbage til Izola (Izola #3)
Nanna Foss: Ursiderne (Spektrum #3) (anmeldereksemplar)
Amanda Lovelace: The Princess Saves Herself in this One (Women Are Some Kind of Magic #1)
Amanda Lovelace: The Witch Doesn't Burn in This One (Women Are Some Kind of Magic #2)
Amanda Lovelace: The Mermaid's Voice Returns in This One (Women Are Some Kind of Magic #3)
Peter Seeberg: Rejsen til Ribe
Cornelia Funke: Inkdeath (Inkworld #3) (lydbog) 
Nathali & Bettina Liane: Arven fra fortiden (Awen #2) (anmeldereksemplar)
Kristine Tiedt: Orgasmebogen - En tegneserie om sex og lyst 199 2020 29 
Jeanette Sigtenborg Rasmussen: I krig (Legendens ridder #1)