Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.
Viser opslag med etiketten humor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten humor. Vis alle opslag

tirsdag den 24. marts 2026

Isabella Nagg and the Pot of Basil af Oliver Darkshire

"Books can change lives. Magic books can change everything.

In a tiny, miserable farm on the edge of the tiny, miserable village of East Grasby, Isabella Nagg is trying to get on with her equally tiny and miserable existence. Dividing her time between enduring her feckless husband, inadequately caring for the farm's strange collection of animals, cooking up 'scrunge', and crooning over her treasured pot of basil, Isabella can't help but think that there might be something more to life. So, while she's initially aghast when Mr. Nagg comes home with a spell book purloined from the local wizard, she soon starts to think: what harm could a little magic do?

As Isabella embarks on a journey of self-discovery with a grouchy cat-like companion, Darkshire's imagination runs wild, plunging readers into a delightfully deranged world full of enchantment, folklore, and an entrepreneurial villain running a magical Ponzi scheme."


Jeg er ikke den største fan af cosy fantasy fortællinger af den simple grund, at jeg synes, der er for lidt på spil for karakterne og dermed mig som læser. Og måske bliver det hele bare lidt for hyggeligt uden der sker det store...
Så derfor blev jeg alligevel overrasket over, at jeg endte med at synes ret godt om Isabella Nagg and the Pot of Basil. Jeg tror helt klart at det var humoren, der faldt i min smag, og så kunne jeg rigtig godt lide relationen mellem Isabella Nagg og Grimalkin (en kattelignede familiar, men som ikke er en kat).

Isabella Nagg er gift med Mr. Nagg og de har aldrig næret varme følelser for hinanden. Deres ægteskab er knap et praktisk ét, for Mr. Nagg forsøger jævnligt at undgå Mrs. Nagg, og Mrs. Nagg har det bedst når Mr. Nagg ikke laver ulykker eller går i vejen. En dag stjæler Mr. Nagg dog en troldmands grimoire, og det sætter gang i en hel masse hændelser. Samtidig er goblinerne begyndt at røre på sig og tilbyde deres uimodståelige frugt, men alle ved, at man aldrig må spise frugt fra en goblin. Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen, da jeg synes, at man selv skal opleve det her skøre eventyr.

Som sagt kunne jeg rigtig godt lide relationen mellem Isabella Nagg og Grimalkin samt bogens humoristiske skrivestil, og det var helt klart de to ting, som bar fortællingen for mig. Grimalkin har bare en skøn og sarkatisk personlighed, som den tit lader kommer til udtryk og den spiller rigtig godt op ad Isabella Naggs mere fornuftige og ingen-slinger-i-valsen-personlighed. Humoren er også skæv, skør og uventet og rammer derfor meget ofte plet for mig. Bogen inkluderede også nogle sider fra de forskellige grimoirer, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. 
Selvom plottet er fint, rammer jeg stadig ind i, at jeg synes, at der er for lidt på spil, og "skurkene" eller hvad vi nu skal kalde dem, er lidt for svage i det. De er ikke særlig interessante som skurke eller udfordringer, som vores hovedperson skal overvinde, men kan derimod ses som nogle skæve indslag, som gør et eller andet. 

Cosy fantasy bliver måske aldrig rigtig min kop te, men jeg var alligevel godt underholdt af Isabella Nagg and the Pot of Basil, som var fuld af humor og nogle skæve karakterer. Kommer jeg til at læse 2'eren når den engang udkommer - måske...?


3,5/5 stjerner

Titel: Isabella Nagg and the Pot of Basil
Forfatter: Oliver Darkshire
Serie: Household Gramarye #1
Sprog: engelsk
Forlag: Hodderscape
Udgivet: 1. januar 2025
ISBN: 9781399743839
Sideantal: 249

tirsdag den 8. august 2023

Ved verdens ende af C.C. Thybro

"En fordel, man har imod zombierne, er deres elendige balance. Jeg bruger kosteskaftet til at vælte dem omkuld med. Så kan jeg stikke af, hvis jeg ikke kan overskue at svinge brækjernet, til kraniet knuses, og hjernen splatter ud på jorden. Når de holder op med at bevæge sig, ligner zombierne helt almindelige mennesker, hvis lig er blevet maltrakteret. Nogle dage kan jeg bare ikke slå ihjel, heller ikke selvom jeg burde; en dobbeltdød zombie, er en god zombie, og måske et menneske der har fået fred."


Efter en virus har gjort de fleste mennesker til kødædende zombier, forsøger vores hovedperson, en unavngiven kvinde, at overleve i en farlig verden. Hun traver rundt et sted på Midtsjælland, indtil hun en dag finder en hest, som har været indespærret, og er temmelig sky. De to bliver et umage rejsepar, og vores hovedperson knytter sig hesten, først ganske ufrivillig, men sidenhen med stor passion. Sammen oplever de nogle gode stunder, men også nogle meget farlige, for det er trods alt en zombiehærget verden de befinder sig i.

Jeg havde ikke lige forventet at Ved verdens ende, var så humoristisk, som den var. Det er trods alt en zombieroman, og selvom der er flere horrorelementer, er der også meget humor, både af den lette og af den mere sorte slags. Det fungerer virkelig godt, og jeg er godt underholdt igennem hele romanen. 

De mennesker, som hovedpersonen møder undervejs, er måske lidt for stereotype efter min smag. Jonas ender i hvert fald hurtig med at bliver creepy kultleder uden for mange nuancer. Jeg savnede, at bikarakterne havde mere personlighed, for de var lidt for todimensionelle og flade.  
Til gengæld har hovedpersonen og hesten rigtig meget personlighed. Hovedpersonen er autist, og har det svært med at interagere med andre mennesker. Hun er helt klart mere et heste-menneske end et menneske-menneske. Forfatteren formår at beskrive deres forhold og hvordan det bølger frem og tilbage rigtig godt, selvom det for størstedelen er envejskommunikation fra hovedpersonens side. Man får også et godt indblik i den store ensomhed hun føler, men som hun ikke helt vil stå ved.

Jeg kan godt lide uhyggelige zombiebøger med streg under det uhyggelige, og selvom der var uhyggelige scener, er det ikke den mest uhyggelige zombiebog jeg har læst. Dertil var der for meget humor. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lige zombiegrisene, som jeg dog synes var alt, alt for lidt med. De var ellers en sej tilføjelse til universet, og forfatteren måtte godt have udnyttet dem mere.

Ved verdens ende er en god og underholdende tilføjelse til zombiegenren, som er spændende fra start til slut.


3,5/5 stjerner

Titel: Ved verdens ende
Forfatter: C.C. Thybro
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Leitura
Udgivet: 4. november 2022
ISBN: 9788794310970
Sideantal: 289

onsdag den 15. december 2021

En monstervild ide & En blodig weekend af Thomas Brunstrøm & Sophie Souid

"Tvillingerne Hans og Grete (nej, ikke dem fra eventyret) skal være alene hjemme, mens deres forældre er på ferie. De skal se masser af Netflix og være på YouTube, købe pizzaer og gøre præcis, hvad de har lyst til. Eller det tror de i hvert fald, men så rammer sandheden dem: De får en lang liste med pligter, deres mærkelige bedstefar kommer for at passe dem, forældrene har fyldt køleskabet med MEGET sund mad og værst af alt: Der er slukket for internettet!
Hans og Grete er nødt til at lægge en plan, som kan redde ugen. En plan, som involverer naboens wi-fi, alle deres lommepenge og en robot. Men intet går som planlagt. Slet intet."


[Bøgerne er anmeldereksemplarer fra Carlsen]

Thomas Brunstrøm og Sophie Souid har slået sig sammen og skrevet en ny serie for børn, hvoraf de første to bøger, En monstervild ide og En blodig weekend er udkommet.
Thomas Brunstrøm er kendt for Sallys far bøgerne, mens Sophie Souid har skrevet serien Alf & Bjørn redder verden, som jeg har anmeldt her, her og her. 

To på ti som den nye serie hedder, handler om de to tvillinger Hans og Grete på ti år. De er ikke Hans og Grete fra eventyret, men derimod fra Buddinge (det er meget vigtigt at lave denne adskillelse). 
I En monstervild ide skal Hans og Gretes mor og far på kæresteferie, og Hans og Grete regner med at de kan slappe af hele ugen.. Men virkeligheden ser dog helt anderledes ud, for moren har lavet en lang liste med opgaver til dem og faren har ændret wi-fi-koden. Derudover kommer bedstefaren på besøg for at passe dem. Grete får den geniale ide at Hans skal bygge en robot, der skal klare alle deres opgave. Men tingene går selvfølgelig ikke helt som de forventer.
I En blodig weekend skal Hans og Grete egentlig koncentrere sig om at skrive en præsentation til skolen, og det er meget vigtig, for hvis de klarer det godt får de en belønning af forældrene. Men deres bedstefar har brug for hjælp. En vampyr er nemlig efter ham, og han kan ikke klare den alene, så Hans og Grete må udtænke en vild plan for at redde bedstefarens hals.

Hans og Grete er nogle herlige børn. Grete er stærk, fyldt med ideer, og overmodig det meste af tiden. Hans er en lidt mere forsigtig type, der er virkelig god til at opfinde ting og bygge maskiner, som dog ikke altid virker helt efter hensigten. 
Bedstefaren er også helt fantastisk. Han har nogle (læs mange) problemer med huskeren, og så fortæller han de vildeste historier, som man ikke helt ved er fuldstændig sande. Og så er der Frank, som også bidrager til mange af løjerne. 

Brunstrøm & Souid har skabt nogle virkelig skønne karakterer og nogle virkelig sjove og skøre historier. Der er fart over feltet, og man keder sig ikke et eneste sekund. Bøgerne er velskrevet og humoren er helt i top. Kim Dalsgaard har illustreret bøgerne, og han har en virkelig fed streg, som understreger historierne.
Bøgerne kan både læses højt fra ca. 7 år og selvlæses fra ca. 9 år, og jeg er sikker på at både forældre og børn ville have en fest.
En monstervild ide og En blodig weekend får en varm anbefaling herfra, og jeg håber, at den næste bog snart udkommer, for jeg er klar til et nyt eventyr med Hans og Grete (fra Buddinge!).


4/5 stjerner

Titel: En monstervild ide
Forfatter: Thomas Brunstrøm & Sophie Souid
Serie: To på ti #1
Sprog: dansk
Forlag: Carlsen
Udgivet: 2021
ISBN: 9788711998236
Sideantal: 104


4/5 stjerner

Titel: En blodig weekend
Forfatter: Thomas Brunstrøm & Sophie Souid
Serie: To på ti #2
Sprog: dansk
Forlag: Carlsen
Udgivet: 2021
ISBN: 9788711998250
Sideantal: 112

mandag den 29. november 2021

Rumvæsner, zombier, hekse og sværdkamp


På det seneste har jeg læst en lille stak engelske tegneserier for børn og unge, som jeg vil anmelde samlet her. Der er lidt for enhver smag, hvis man godt kan lide science fiction, zombier, hekse, varulve, magi, eventyr og humor.


Den første tegneserie er Long Distance af Whitney Gardner, som jeg først troede var en realistisk tegneserie, men som endte med at have flere science fiction elementer, som jeg ikke lige have set komme. 
Vega er flyttet til en ny by med sine fædre, hvilket har betydet at hun har været nødt til at forlade hendes bedste (og eneste) ven Halley. Vega er overbevidst om at hun aldrig får en ny ven igen. Hendes forældre sender hende på en sommerlejr for, at hun kan vende sig til sit nye liv og få nye venner. Hun gør ikke det store forsøg på at få nye venner i starten, men da der begynder at ske flere og flere mærkelige ting i lejren, slår hun sig sammen med nogle af de andre, og begynder at undersøge, hvad der er på færde.


Tegnestilen er en lille smule for enkel efter min smag. Den er fin, men jeg blev desværre ikke særlig overvældet af den. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide budskabet i historien. Det er en nemlig en rigtig sød historie om at få nye venner, og om at blive venner med folk man ikke lige havde regnet med kunne blive ens venner. Long Distance er en rigtig sød og hyggelig historie, og jeg kunne rigtig godt lide science fiction elementerne, som blev blandet ind i den realistiske historie på en troværdig måde.


Den næste tegneserie er Ever After af Olivia Vieweg, og her var det forsiden, der lokkede mig til at samle den op.
Ever After handler om pigerne Vivi og Eva, som lever i en verden, hvor zombier vandrer rundt. Vivi kæmper med sorgen og skylden over at miste hendes lillesøster til zombierne. 
Eva arbejder på zombiehegnet rundt om byen, men en dag, hvor Vivi skal hjælpe til går det galt og en zombie trænger ind og inficerer en tredje pige. Eva bliver tvunget til at slå pigen ihjel. Eva er også blevet såret af zombien, men skjuler det for de andre. Både Vivi og Eva ender med at forlade byen, og de slå sig sammen for at kunne overleve udenfor murene.


Jeg kunne godt lide tegnestilen i Ever After, men det var stort set også det eneste, som tiltalte mig. Jeg synes historien er alt for rodet, og jeg kunne ikke rigtig finde et formål med den. Jeg fandt den ikke underholdende eller oplysende. Jeg synes derimod, at den var lidt kedelig. Nu har jeg også læst rigtig mange zombiehistorie, men jeg synes ikke at denne tegneserie gav noget nyt til genren. Den er blot ok. Men hvis du ikke har læst særlig mange zombiehistorie, kan det være at du får mere ud af den end jeg gjorde.


Mooncakes af Suzanne Walker og Wendy Xu er en graphic novel jeg har set rigtig mange gange på Instagram i år. Derfor besluttede jeg mig for at bestille den fra biblioteket, og selv prøve kræfter med den. Vi møder Nova, som er en ung heks, der bor sammen med sine bedstemødre. En aften i skoven møder hun barndomsvennen Tam, der er en varulv. Tam kæmper mod en dæmon, der har besat en hest, og de to slår sig sammen for at bekæmpe den, og dem der står bag. Det viser sig dog ikke til at være helt nemt, men heldigvis har de hinanden.


Det ville være løgn, hvis jeg ikke sagde, at jeg havde ret høje forventninger til Mooncakes. For det havde jeg, men desværre blev de aldrig rigtig indfriet. Jeg kunne godt lide tegnestilen, som var farverig og magisystemet som var interessant, men historien lod en del tilbage at ønske. Den var ikke særlig stærk, og jeg hadede at Nova og Tams forhold nærmest udviklede sig udenfor siderne. Deres forhold udviklede sig utrolig stærkt, og jeg følte, at jeg gik glip af en hel masse, hvilket gjorde, at jeg ikke rigtig knyttede mig til dem. Når det er sagt, havde den flere elementer, som jeg godt kunne lide, så det er en god graphic novel. Jeg havde blot forventet noget mere. 


Jeg har gemt det bedste til sidst, for jeg elskede simpelthen Dungeon Critters af Natalie Riess og Sara Goetter.
Vi møder en flok venner, der er meget forskellige, som sammen drager ud på forskellige vilde eventyr, hvor de altid ender med at kæmpe mod onde kræfter. Men da den ene bliver anklaget for mord, kan det være enden på deres venskab.


Dungeon and Dragons inspirationen var meget stærk og tydelig. Tegnestilen var fed, fantasifuld og farverig. Jeg elskede karakterne, deres venskab, deres eventyr, magien, dialogen og humoren. Det hele spillede bare så godt sammen, og skabte en virkelig god og rørende historie. Jeg håber, så meget at der kommer en 2ér på et tidspunkt, for jeg er slet ikke færdig med hverken karakterne eller universet.

torsdag den 28. januar 2021

Udød af Ruben Greis

"Splejsen Tom har ikke noget kørende for sig; hverken i high school, blandt vennerne eller hjemme. Og hans nye sommerferiejob som rengøringsassistent på et forskningsinstitut er ingen undtagelse.
Da en dødbringende virus slipper løs på arbejdspladsen, ser han dog en mulighed for at blive dagens mand. De smittede minder nemlig påfaldende meget om zombierne, han kender fra film og spil.
Men hvor langt hen ad vejen holder ligheden?
Og hvad sker der, når ligheden holder op?"


[Anmeldereksemplar fra Calibat]

Tom er den spagfærdige helt, der endelig får lov til at vise sit værd i løbet af en blodig zombiekrise. Tom bruger sommerferien på at se gyserfilm og spille gyserspil sammen med vennerne, samt arbejdet som rengøringsassistent på hjerneforskningscentret Riverside Insitut. En aften på arbejde går det dog helt galt, da en dødbringende virus breder sig igennem centret, og gør de ramte til bidegale zombielignende væsner. Nu må Tom bruge sin store viden om zombier, og sammen med andre overlevende kæmpe for at forblive levende.

Jeg elsker zombiehistorier, så jeg glædede mig rigtig meget til at læse Udød. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Udød er en virkelig underholdende zombiehistorie. Ikke særlig uhyggelig, selvom der er både meget hjernemasse og masser af blod, men til gengæld er den mega sjov. Jeg slugte den på én aften, for det var virkelig en pageturner. 

Tom er en herlig gut at følge. Han er ikke en traditionel helt, men det er det, der gør ham sej som karakter. Det er dog ikke altid helt nemt at være ham, da han ofte føler sig som det tredje hjul, og folk ikke altid vil lytte til eller tro på ham, selvom det kan potentielt redde deres liv. Heldigvis giver zombiekrisen Tom noget streetcred, og han begynder også at sige fra overfor nogle af de folk, der træder på ham. 
Paquita er en også en karakter, som vi kommer til at kende bedre, jo længere handlingen skrider frem. Hun er rapkæftet og handlekraftig, men gemmer på mere bag den hårde facade. Jeg kunne virkelig godt lide at hun ikke fandt sig i noget som helst fra hverken døde eller levende. 
De andre karakterne fra persongalleriet er måske nogle gange lidt karikerede, men det gør ikke så meget, for underholdningen er i top. Det fungerer rigtig fint, fordi man ved, at det ikke er alle, der overlever i et zombieroman. De har en rolle at spille, og de udfylder den fint. 

Sprogtonen er meget frisk, og der bliver leveret mange oneliners. Som jeg skrev tidligere er der masser af humor, og jeg kunne heller ikke lade være med at grine flere gange undervejs. Forfatteren bruger et meget filmisk billedsprog, som gør det let at forestille sig de forskellige karakterer og scener i ens indre biograf. Man kan også tydeligt mærke at forfatteren både kender og elsker zombiegenren. Han har ikke noget imod at lege med genren og tilføje noget nyt blod til de udødes rækker, hvilket jeg synes er meget fedt. 

Udød er en virkelig underholdende og meget charmerende tilføjelse til zombiegenren. Så elsker du en god blanding af zombier, action, oneliners og splat kan jeg varmt anbefale den. 



4/5 stjerner

Titel: Udød
Forfatter: Ruben Gries
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Calibat
Udgivet: Oktober 2020
ISBN: 9788793728622
Sideantal: 368

søndag den 1. december 2019

Opgøret med julemanden af Sophie Souid

"Julen er den bedste tid på året for Alf og Bjørn. Men ikke i år. Alt er havnet på julemandens uartigliste. Det MÅ være en fejl. Men hvordan beviser de det? Først skal de finde julemanden, og da de endelig når til Nordpolen, opdager de, at det er meget værre, end de troede."


[Opgøret med julemanden er et anmeldereksemplar fra Sophie Souid]

Opgøret med julemanden er tredje bog i serien Alf & Bjørn redder verden. I den første bog Død over Tandfeen kæmper Alf & Bjørn mod en korrupt tandfe. I den anden bog Jagten på Ole Lukøje, drømmer de om at kunne sove igen. Og nu er turen så kommet til myten over alle, nemlig selveste Julemanden!

Det er den 1. december og Alf glæder sig til at julehygge for vildt. Der er bare lige det problem at Alf er kommet på julemandens uartigliste, men Alf føler bare ikke, at han har været rigtig uartig, i hvert fald ikke nok til at han skulle komme på uartiglisten. Alf er også mere uheldig end normalt, og det siger en hel del, for Alf er virkelig ikke en heldig dreng. Bjørn vil ikke finde sig i disse uretfærdigheder, der bliver begået mod hans lillebror, og de to brødre udtænker flere planer om hvordan de kan komme i kontakt med julemanden, så der kan blive rettet op på sagerne igen og det kan blive en god jul for alle.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det med glæde igen. Jeg elsker det familie- og søskendesammenhold, som forfatteren beskriver i denne serie. Det er helt fantastisk at læse om, og skulle man selv få børn engang, ville jeg ønske at de fik et så godt forhold til hinanden som Bjørn og Alf har.
Jeg elsker også hvordan Sophie Souid juleficere sproget gennem hele historien. Det giver sproget et særpræg, som jeg ikke har set så meget før. Forfatteren rammer den helt rigtig balance, så det er virkelig sjovt at læse, og jeg kunne ikke lade være med at klukke undervejs. Der er så meget sproglig opfindsomhed og veloplagthed, at det er en fryd at læse bogen. Humoren rammer også lige i plet i julehjertet, og selvom det ser lidt sort ud med julehyggen i starten bliver man i virkelig godt julehumør af at læse bogen.
Igen er det Maria Buchmann, der har illustreret bogen, og hun gør et virkelig godt arbejde med at understrege bogens lidt gakkede humor. Tekst og billeder spiller virkelig godt sammen og får skabt et smukt lille juleeventyr.

Opgøret med julemanden er en virkelig underholdende julehistorie med drillenisser, sukkerstokke, og hvordan man finder julehyggen igen. De to gæve brødre er et yderst hyggeligt bekendtskab, og bogen sprudler af både juleglæde, familiesammenhold og fjollerier. Opgøret med julemanden er velegnet til højtlæsning fra 7 år og op. Hele serien er en fantastisk julegave til familiens små læseheste, og den får min varmeste juleanbefaling.


4/5 stjerner

Titel: Opgøret med julemanden
Forfatter: Sophie Souid // Ilustrationer: Maria Buchmann
Serie: Alf og Bjørn redder verden #3
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 1. oktober 2019
ISBN: 9788702289268
Sideantal: 149

tirsdag den 12. november 2019

Jagten på Ole Lukøje af Sophie Souid

"Alf og Bjørn har fået en lillesøster – der ikke vil sove. Så nu er der ingen i familien, der får sovet. Bjørn er alvorligt bange for, at de er kommet i bad standing hos Ole Lukøje og er havnet på en uartigliste, fordi de spiller for meget iPad. Det er dog ikke kun hjemme hos Alf og Bjørn, at den er gal. Det er, som om solen aldrig går ned, og det er også alt for varmt. Så de to drenge beslutter sig for at løse mysteriet og finde Ole Lukøje."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter Sophie Souid]

Jagten på Ole Lukøje er anden bog i serien om Alf og Bjørn redder verden, hvor første bog var Død over Tandfeen, og hvis du endnu ikke har læst den højt for dine børn (eller bare for dig selv), så er det bare med at komme i gang.

Siden sidst har Alf og Bjørn fået en lillesøster, og det har i den grad vendt op og ned på den lille familie. Der er ingen der rigtig kan sove mere og da slet ikke lillesøster, samtidig med at det føles som om at solen aldrig rigtig går ned. Derudover har Alf og Bjørns forældre aflyst sommerferien, fordi de simpelthen er for trætte. Alf og Bjørn skal derfor holde sommerferie hos deres overbo Ingeborg, og det er de ikke helt tilfredse med. Bjørn er overbevist om at Ole Lukøje har set sig sur på familien, og at det er derfor at ingen af dem kan sove. Snart sætter brødrene jagten ind på Ole Lukøje, så de kan komme til at sove igen.

Hvor var det skønt at være tilbage i Alf og Bjørns sjove og underholdende univers. De to brødre er simpelthen så herlige et bekendtskab. Jeg kunne rigtig godt lide at brødrenes indbyrdes rolle skiftede undervejs i fortællingen, og det derfor var lillebror Alf der skulle redde storebror Bjørn i denne omgang. Det gør deres forhold mere troværdig og spændende at følge med i.
Nu har de så også fået en lillesøster, som var med på eventyret, så jeg er spændt på hvilken rolle hun kommer til at spille i de næste par bøger.

Sophie Souid har skrevet en meget veloplagt og humorist historie om søskendekærlighed. Der er eventyr for alle pengene, og plottet er spændende og så godt skruet sammen, at man ikke slipper bogen før den sidste side er læst.
Jeg synes også, at det er fedt at forfatteren tager fat i kendte børneskikkelser såsom Tandfeen, Ole Lukøje og Natravnen (og selveste Julemanden i den tredje bog), og giver dem et lille twist og derved gør de kendte karakterer til sine egne.
Maria Buchmann har igen været fremme med pennen og har lavet nogle virkelig fine og skønne illustrationer, der understøtter romanens handling noget så godt.

Serien om brødrene Alf og Bjørn er både oplagt som højtlæsning for hele familien, men bestemt også som selvlæsning. Mangler du en sjov og underholdende fortælling for hele familien så slå straks kløerne i Jagten på Ole Lukøje, for så er du og din familie garanteret et godt grin.


4/5 stjerner

Titel: Jagten på Ole Lukøje
Forfatter: Sophie Souid // Ilustrationer: Maria Buchmann
Serie: Alf og Bjørn redder verden #2
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 8. maj 2019
ISBN: 9788702280128
Sideantal: 144

torsdag den 13. juni 2019

Anbefaling #8 - Sådan overlever du livet af Maren Uthaug


Så det er blevet tid til endnu en anbefaling, og denne gang har jeg kastet min kærlighed på Sådan overlever du livet - 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed af Maren Uthaug, som jeg meget gerne ville have læst, da jeg selv var teenager. Men selvom man ikke er teenager mere, er den stadig meget sjov og helt klar værd at læse.

Maren Uthaug kommer i bogen med 100 gode råd til teenagere om livet. Det er korte og kontante råd om alle mulige forskellige emner såsom: "Bliv et bedre menneske", "Lad være med at lave underlige fotofjæs", "Hold fridag fra at hade dine søskende", "Du får, hvad du giver" og "Din barndom er snart forbi. Det er slut med at tro på nisser og eventyr og på, at verden kun er et godt sted". Man kan altså finde råd til lidt af hvert i denne bog.

Uthaugs streg er letgenkendelig og fuld af humor og knivskarpe pointer. Hendes tegnede alter ego viger i denne omgang pladsen som hovedperson og indtager i stedet for en birolle som mor til to teenagere. Nemlig en ung dreng, der aldrig lægger sin kasket fra sig og en pige, der altid har sine høretelefoner med sig. Disse to teenagere bliver således udsat for de 100 gode råd, og det er bare mega sjovt. Uthaug har ingen løftede fingre, for en del af livet er at begå fejltagelser. En anden pointe er at der skal være balance i livet, og det kan man finde i striberne flere gange undervejs.

Sådan overlever du livet - 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed er en virkelig underholdende bog, som alle bør læse uanset alder. Den er fuld af varme og humor, og man bliver i virkelig godt humør af at læse den. Hvis man mangler en gave til en fødselsdag eller lignede, så er Sådan overlever du livet et rigtig godt bud.
Og måske er der ét råd eller 10 som man kan tage til sig og forsøge at efterleve.


torsdag den 21. februar 2019

Død over Tandfeen af Sophie Souid

"'Ej, hvor er det tarveligt,' græd Alf og viste en rusten tokrone frem i håndfladen. 'Min fortand var så fin og hvid! Hvorfor gav Tandfeen mig så kun en tokrone?' 'Det er et godt spørgsmål, Alf,' svarede Bjørn og sank ned på sengen ved siden af sin lillebror. 'Men der er ingen, der skal snyde min lillebror - og slet ikke Tandfeen!'
Sådan starter Alf og Bjørns mission: at finde Tandfeen og afkræve hende et svar. Men det skal blive langt sværere, end de tror - og da de endelig finder Tandfeen, viser det sig, at hun har fundet en fed fidus, så hun kan tjene styrtende på børns tænder. Og hun har ikke i sinde at overgive sig så let..."


Bogen Død over Tandfeen er, foruden den fede titel, første bind i serien om Alf og Bjørn redder verden. Den er Sophie Souids debut og illustreret af Maria Buchmann
"Det var Alfs første rokketand. Han havde rokket og revet og til sidst flået i den stakkels tand. For at hjælpe processen lidt på vej, altså. Og selv med blødende gummer og ømt tandkød strålede Alf som en julestjerne i december og drejede beundrende tanden mellem fingrene. For Alf ville bare passe ind og og ligne de andre fra Ringvejens Lilleskole. Men det gjorde Alf ikke. Ingen af delene faktisk."
 Alf har endelig fået sin første rokketand og har lagt hans flotte fortand under puden, så den er klar til Tandfeens besøg. Men Tandfeen snyder Alf, for han får nemlig kun 2 kr. for den og den er helt klart 20 kr. værd. Og han kan jo heller ikke vise en sølle 2 kr. frem for klassen, når han skulle have haft 20 kr. Storebror Bjørn vil ikke finde sig at lillebroren blive snydt. Hans retfærdighedsfølelse er nemlig meget stor. Så Alf og Bjørn beslutter sig for at finde Tandfeen og få de 20 kr. som hun skylder Alf. Men hvordan finder man lige Tandfeen, når det nu kun er børn, der tror på hende?

Jeg hørte første gang om Død over Tandfeen, da jeg var til en forlagsdag igennem mit arbejde. Her havde Gyldendal inviteret Sophie Souid og hun fortalt meget levende og humoristisk om bogen og læste også fra den. Så jeg var selvfølgelig nødt til at læse den. Og jeg var solgt fra starten af.

Jeg var fuldstændig vild med de to brødre Alf og Bjørn. Det er tydeligt at de elsker hinanden og at Bjørn vil gøre alt for at hjælpe sin bror med at opnå retfærdighed. Bjørn har nemlig lidt af et heltekompleks ifølge Alf og det han har fået ved at læse for mange fantasy bøger. Alf og Bjørn er et virkelig godt makkerpar, der finder på mange skøre påfund i deres jagt efter Tandfeen.
Tandfeen er også en karakter for sig selv. Jeg vil ikke sige hvad hun bruger børnenes tænder til, men det er altså en virkelig sjov idé.

Sophie Souid har skrevet en mega sjov, spændende velskrevet historie, der egner sig godt til både højtlæsning og selvlæsning. Maria Buchmanns illustrationer er fulde af stemning og indkapsler Alf og Bjørns vanvittige eventyr helt perfekt og det hele går op i en højere enhed.

Jeg vil anbefale Død over Tandfeen til alle børn, der enten har eller har haft rokketænder samt deres forældre. Man kommer i hvert fald til at se på Tandfeen med andre øjne efter endt læsning.
Jeg glæder mig i hvert fald meget til at læse næste bind om Alf og Bjørns eventyr. Jeg er sikker på at det nok skal blive en vild omgang.


4/5 stjerner

Titel: Død over Tandfeen
Forfatter: Sophie Souid / Illustrationer: Maria Buchmann
Serie: Alf & Bjørn redder verden 1
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2018
ISBN: 9788702262995
Sideantal: 108

torsdag den 10. januar 2019

De dødes skib af Rick Riordan

"Ragnarok står for døren, og Magnus Chase sejler ud for at redde verden. Lige så snart isen smelter, drager de dødes her i krig anført af Loke, så det er ikke en lille, ubetydelig modstander, Magnus er oppe imod. Men er det nogensinde det...?
Med sig har han sit trofaste følge, der vil kæmpe til det sidste, selv om det kan koste dem alt. Men det er ikke nemt, når besætningen på skibet er ved at flå hovederne af hinanden, når fjenderne lurer til lands, til vands og i luften, og når verdens skæbne står og falder med Magnus' temmelig begrænsende talegaver.

Det bliver en farlig, kold og uhyggelig tur til det iskolde nord, hvor de dødes skib afventer forårets komme."


[Anmeldereksemplar fra Carlsen]



Kære Magnus Chase.
Jeg vil gerne erklære min uforbeholdne kærlighed til dig, dine venner, dine eventyr og din absurd sjove humor, der har fået mig til at flække flere gange imens jeg læste De dødes skib. Jeg er lidt trist over at dine eventyr nu er ovre, men jeg kan vel altid krydser fingre for at din forfatterfar Rick Riordan skifter mening og skriver nye eventyr om dig eller at du får en gæsterolle i en anden serie. Det har du i hvert fald fortjent.
Med venlig hilsen en ivrig læser

"Dybest set handler alle de gamle historier om nogen, der slår nogle andre ihjel for at stjæle deres ting. Så det var sikkert sådan, det skete. Det gjorde mig stolt af at være viking."
De dødes skib er tredje og sidste bind i serien om Magnus Chase og de Nordiske Guder. Loke er undsluppet og i gang med at opruste sin hær, for at kunne drage i krig mod aserne og derved udløse Ragnarok, der vil slå størstedelen af guderne, jætterne og menneskene ihjel. Det lyder jo ikke så sjovt, så derfor drager Magnus og hans trofaste venner Alex, Blitzen, Heartstone, Samirah, TJ, Mallory, Halvfødt og ej at forglemme det magiske og syngende Sommersværd Søren. Det bliver bestemt ikke kedeligt, og de møder både guder, jætter, en ringdrage og ravne på deres vej.

De dødes skib er en helt vildt underholdende historie, som jeg slugte på nærmest ingen tid. Flowet i fortællingen er helt fænomenalt. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe mig selv, da jeg først kom i gang så fanget var jeg at den utrolig spændende historie. Den er virkelig velfortalt, fuld af humor og dejlige karakterer.
Magnus er nok en af mine yndlingskarakterer og jeg er også rigtig glad for Alex, som jeg synes virkelig fik lov til at udfolde sig i denne bog. Noget af det fedeste i bogen, udover det spændende plot, er karakternes indbyrdes venskaber, og hvordan de hjælper og støtter hinanden samtidig med at de i al venskabelig prikker til hinanden. Især Alex er rigtig god til at prikke til Magnus. Jeg kunne også rigtig godt lide at flere af karakterne fik lov til at møde deres guddommelig ophav for det kom der nogle gode scener ud af. Det var også fedt at at flere af dem blev stillet over for prøvelser, hvor de fik mulighed for at bevise dem selv og deres mod ved at overvinde prøvelserne.
De dødes skib får også et ekstra plus for at nævne en sang fra min yndlings Disney film Den lille havfrue. Det var et episk øjeblik i blandt mange.

Lige siden jeg fik læst Erik Menneskesøn op første gang, har jeg været fascineret af den nordiske mytologi, og jeg har læst mange bøger om emnet både faglitteratur og skønlitterære genfortællinger. Nogle har selvfølgelig været mere vellykket end andre, og Rick Riordans udgave hører bestemt til den første del. Det er utrolig godt fundet på at lave Odin om til en selvhjælpsmand, der er vild med PowerPoint præsentationer, og Thor om til en, der binger Netflex, mister sin hammer jævnt tit og fiser mere end godt år. Riordan har holdt fast ved mange af asernes og jætternes genkendelig karakteristikker samtidig med at han har tilført dem noget nyt samt gjort dem mere moderne. Nøjagtig det samme har han gjort ved de gamle myter, som Magnus og hans venner enten får fortalt af hovedpersonerne selv eller oplever i en ny kontekst. Det er altså lidt af genistreg efter min mening, og er med til at gøre at serien skiller sig ud blandt mange andre gode serier.

De dødes skib er en helt perfekt afslutning på en fed serie. Jeg kan ikke forstille at den skulle ende anderledes, og jeg fik svar på alle mine spørgsmål. Hvis du endnu ikke har læst Magnus Chases eventyr så vil jeg anbefale dig at komme igang med det samme for der venter dig nogle helt eventyrlig gode historier.


5/5 stjerner

Titel: De dødes skib
Forfatter: Rick Riordan
Serie: Magnus Chase og de Nordiske Guder #3
Sprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Carlsen
Udgivet: 10. april 2018 (denne udgave) / oprindelig udgivet 3. oktober 2017
ISBN: 9788711696828
Sideantal: 496

mandag den 5. november 2018

Sadly Never After af Skottie Young

"What started as a normal, everyday, child-sucked-into-a-magical-land-to-fulfill-an-inane-quest has changed Fairyland forever. In the continuation of SKOTTIE YOUNG'S saccharine fantasy-satire, Gertrude hands over the spotlight to Larry, Duncan Dragon, and some of Fairyland's other supporting cast, misfits, and forgotten threats."




Under efterårets readathon fik jeg endelig læst det fjerde og sidste bind i I Hate Fairyland med titlen Sadley Never After. Det udkom i september, hvor jeg forudbestilte det og så har jeg ellers ventet på at det blev readathon tid, så jeg kunne læse det. Det blev til en lidt blandet læseoplevelse.

Jeg var rigtig glad for at være tilbage i universet, som jeg synes er fedt gennemført og interessant at læse om. Derudover endte Good Girl med en cliffhanger, så jeg var selvfølgelig nødt til at vide, hvad der ville komme til at ske. Det starter også mægtig godt ud. Gertrude er endt i helvede og må lide alverdens pinsler for at bøde for sin opførsel i livet. Imens er der en ny ondskab der truer med at udslette Fairyland og alle dens beboer. Den eneste der kan stoppe denne trussel? 10 point, hvis du kan gætte den udvalgte...

Det var en lidt bittersød oplevelse at læse det sidste bind i I Hate Fairyland serien, for på den ene side bliver der bygget så meget op til en episk afslutning på hele sagaen, som ikke helt bliver opfyldt efter min mening. Vi bruger nemlig rigtig meget tid og sider på bikarakterer og dermed ikke nok tid på Gertrude efter min mening. Det er jo det sidste album og derfor havde jeg forventet at hun ville være med på flere sider. Det bliver også lidt meget superhelteagtig efter at Gertrude for givet flere kræfter af et magisk råd, så hun kan banke den nye ondskab. Jeg havde nok håbet på en lidt anden løsning, der havde passet mere til Gertrudes karakter. Hele historien går lidt for hurtig efter min mening og man kunne måske have dvælet lidt mere undervejs. Når det nu er sagt kunne historien heller ikke have sluttet på en anden måde end den nu engang gjorde. Det er en slutning, der passer helt perfekt til historien og karaktererne.

Tegnestilen er som altid virkelig farvestrålende og en stor fornøjelse for øjnene. Det er stadig noget af det jeg bedst kan lide ved serien. Det er som at være fanget inde i en farvestålende slikbutik, hvor du gerne vil spise alt slikket, men samtidig ved at det højst sandsynligt vil være en meget dårlig ide.

Sadley Never After var et bittersødt farvel til Fairyland, men det var heller ikke et farvel jeg ville have undværet. Jeg har læst rygter om at forfatteren måske vender tilbage til Fairyland på et tidspunkt. Hvis det viser sig at blive sandt håber jeg at det bliver en spin-off fortælling med eksempelvis Duncan Dragon, og ikke Gertrude, da jeg føler at hendes historie har nået sin naturlige slutning og det vil være synd af ændre slutningen at Sadley Never After, som stod så stærk efter endt læsning.


3,5/5 stjerner

Titel: Sadly Never After
Forfatter: Skottie Young
Serie: I Hate Fairyland #4
Sprog: engelsk
Forlag: Image Comics
Udgivet: 28. august 2018
ISBN: 9781534306806
Sideantal: 120

torsdag den 6. september 2018

Good Girl af Skottie Young

"Gert finally realizes that being such a murderous maniac might be the reason she's not been able to find her way out of the candy-coated world of Fairyland that has been her nightmare for over forty years. She sets off on a new quest to redeem herself and tries to earn her way back home with good deeds and kindness and love and whatever other mushy, touchy-feely things she can manage."



Gertrude, også kendt som Gert, er stadig fanget i regnbuelandet kendt som Fairyland, og hun har efter lidt refleksion (så meget som hun nu er i stand til) kommet til den konklusion at grunden til, at hun ikke kan finde vejen ud af Fairyland er fordi hun simpelthen er en morderisk galning. Derfor beslutter Gert sig for at hun nu vil til at gøre gode gerning og hjælpe folk i stedet for at myrde dem i håbet om, at hun så endelig vil kunne komme hjem. Lad os bare sige at det er virkeligt underholdende at læse om Gerts forsøg på at være god.


Det bedste ved Good Girl:
  • Vi nu igen tilbage til en lang sammenhængende historie, i stedet for de korte historier som i Fluff My Life, som jeg fandt en smule fragmenteret, og som lagde lidt af en dæmper på min læseoplevelse.
  • Historien er virkelig medrivende og spændende. 
  • Gert tager til en messe - Dungeon Festexpocon - hvor hun møder sin største helt Gwag the Barbarian (jeg kan løfte sløret for at det ikke går helt som Gert havde håbet på). På messen møder Gert også Maddie, som er fan af Gert (muligvis også hendes eneste fan). Maddie rejser med Gert og Larry, og da det viser sig at Maddie er virkelig lærenem, bliver det for alvor sjovt.
  • Når Gert forsøger at gøre gode gerninger.
  • Labyrinten og ikke mindst Gerts ansigtsudtryk.
  • Jeg er simpelthen stadig helt vild med tegnestilen og farverne. Det er som at bo inde i en meget voldelig regnbue, hvis sådan noget var muligt.
  • Jeg grinte flere gange undervejs.
  • Den virkelig fede cliffhanger. Jeg glæder mig så meget til at læse næste bind.

Det knap så gode ved Good Girl:
  • Vi får at se, hvordan Larrys liv kunne have været, hvis han ikke havde mødt Gert, og selvom det var en fin ide, blev der efter min mening brugt alt for mange sider på det, og til sidst blev det lidt kedeligt, og satte tempoet på historien ned.
Alt i alt var Good Girl en rigtig god læseoplevelse, og jeg er spændt på hvilke eventyr Gert og Larry for rodet sig ud i næste gang. Jeg har forudbestilt det næste bind og fået besked på at den er på vej til mig, så jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom det er lidt svært i øjeblikket :)


4/5 stjerner

Titel: Good Girl
Forfatter: Skottie Young
Serie: I Hate Fairyland Vol. 3
Sprog: engelsk
Forlag: Image Comics
Udgivet: 24. oktober 2017
ISBN: 9781534303300
Sideantal: 128

torsdag den 30. august 2018

Bad Guys: Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) af Aaron Blabey

"Vores onde venner begyndte et nyt og bedre liv, da de reddede 200 hunde fra et hundeinternat. Og nu er det tid til en ny redningsaktion rettet mod de 10.000 fjerklædte fanger, der er stoppet ind i bittesmå bure på hønsefarmen Solsiden.
Hønsene sidder der døgnet rundt uden sol og uden plads til at lege, og nu skal de befries med hjælp fra edderkoppen Behårede Benny. De skal bare lige hacke sig ind i hønsefarmens computer først ..."



Så er Bad Guys tilbage igen med en om muligt endnu vildere plan om at gøre gode gerninger end i den første bog.
Denne gang har Hr. Ulv lagt en plan om at redde 10.000 høns fra hønsefarmen Solsiden. De fire gutter kan dog ikke udføre planen alene, da de skal forbi indbrudssikrede mure, laserstråler og ikke mindst barske vagter, så derfor henter de endnu en "god" fyr med et dårligt rygte ind, for at hjælpe dem med deres storstilede plan.

Humoren er stadig helt i top samt tilpas gakket, og der er fuld fart over handlingen så man er fanget fra første side. Den er meget letlæst, og handlingen bliver understøttet af de sjove sort og hvide illustrationer.

Det var et ekstra plus at vi fik en ny bad guy på scenen, og det var megasjovt at de andre bad guys, undtagen Hr. Ulv, var bange for ham. Især Mister Haj gik helt i selvsving, når tarantellen Benny var i nærheden, og det var han temmelig tit, da han er en meget venlig edderkop, der dog lider lidt af et hackerproblem. Han kan simpelthen ikke lade være med at hacke sig ind i ting, som han burde holde sig fra. Så Benny var en god tilføjelse, og jeg håber at han er med i de efterfølgende bind.

Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) er fin underholdning med en uventet cliffhanger til sidst, så jeg håber de næste bind bliver oversat på et tidspunkt. Bad Guys serien er helt perfekt til børn, der har mistet deres læselyst, idet den er letlæst, den har en god balance mellem tekst og tegning og så er den sprængfuld af humor og action.


3/5 stjerner

Titel: Bad Guys: Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) / Originaltitel: The Bad Guys: Episode 2
Forfatter: Aaron Blabey
Serie: Bad Guys - Episode 2
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 6. marts 2018 (denne udgave) / oprindelig udgivet 1. november 2015
ISBN: 9788740041378
Sideantal: 190

tirsdag den 28. august 2018

Fluff My Life af Skottie Young

"All hail Gertrude, the new Queen of Fairyland. After thirty years of wreaking havoc across this magical world to find her way back home, she must now overcome her biggest challenge yet... ruling the place she hates most. Join Gert as she continues her never-ending quest to get the FLUFF out of Fairyland."




Gertrude er stadig fanget i det syrede Fairyland, mens hun mere og mere desperat forsøger at finde en vej ud. Og hun var tæt på at komme tilbage til sin egen virkelighed i bind 1. Desværre ødelægger Gertrude det for sig selv, da hun i hævnlyst myrder dronning Cloudia. Reglerne er nemlig sådan, at den der myrder den pågældende konge eller dronning skal tage dennes plads og blive den nye regent af Fairyland. Så Gertrude kommer til at regere over den verden hun hader af et ondt hjerte og alle de stakkels indbyggere går en grum tid i møde med Gertrude som dronning. Men det ender selvfølgelig ikke her og snart er Gertrude atter på jagt efter vejen hjem sammen med hendes trofaste følgesvend Larry. Undervejs får hun nye "venner" og fjender, nok mest fjender, hvis vi skal være helt ærlige.


Efter at have læst I Hate Fairyland Volume One - Madly Ever After, som var et helt fantastisk første bind fyldt med vold og humor, var mine forventninger til det næste bind i serien, forståeligt nok skyhøje, og dermed ikke helt nemt at få indfriet. Og det blev de da heller ikke helt. Forstå mig ret - Fluff My Life er stadig en virkelig fed efterfølger, men jeg må sige at historie er en kende mere rodet i dette bind end den var i det første. Og det trækker læseoplevelsen en smule ned for mig. Forfatteren havde simpelthen for mange bolde i luften på samme tid, for mange små sidehistorier, der stak i mange forskellige retninger, og det føltes derfor ikke som et helstøbt historieforløb som bind 1, men derimod mere fragmenteret.

Tegnestilen bevarer niveauet fra bind 1 og er så fuld af farver og groteske situationer, at det er en fryd at fordybe sig i den. Den er også på sin vis meget candyflossagtig og det er nærmest som at åbne dørene til en meget farvestålende slikbutik (dog en meget voldelig en af slagsen). Tegnestilen skifter også på et tidspunkt for at passe til en af historierne, og det fungerer bare virkelig godt.


Jeg har læst Fluff My Life to gange indtil videre, første gang i 2017 et par måneder efter den var udkommet og igen her i 2018 og jeg kan konstatere, at jeg synes bedre om Fluff My Life ved den genlæsningen. Fluff My Life er den svære to'er, der ikke helt lever op til det første bind, men det er stadig et helt fantastisk univers med utrolige karakterer, som jeg glæder mig til at læse videre i. Jeg er fan!


4/5 stjerner

Titel: Fluff My Life
Forfatter: Skottie Young
Serie: I Hate Fairyland Vol. 2
Sprog: engelsk
Forlag: Image Comics
Udgivet: 13. december 2016
ISBN: 9781632158871
Sideantal: 128

søndag den 19. august 2018

Anbefaling #5 - Weird Things Customers Say In Bookshops


Jeg kan ikke længere huske, hvornår jeg først opdagede disse to bøger.  Ligesom jeg heller ikke kan huske, hvornår jeg opdagede forfatterens YouTube kanal. Men det er i hvert fald ved at være nogle år siden. Jeg ser med jævne mellemrum Jen Campbells videoer, og jeg er især glad for hendes eventyranbefalinger, hvad enten det er fagbøger om emnet eller skønlitterære genfortællinger. Jeg har fundet en del nye favoritter blandt hendes anbefalinger.
Som forfatter skriver Jen Campbell poesi, billedbøger, noveller, en fagbog og så de to bøger Weird Things Customers Say In Bookshops og More Weird Things Customers Say In Bookshops, som denne anbefaling skal handle om.

Før Jen Campbell begyndte at arbejde som freelance og fuldtidsforfatter, arbejdede hun i 10 år i en boghandel. Og det er arbejdet i en boghandel, eller nærmere bestemt nogle af de sjove eller mærkelige forespørgsler eller kommentarer man kan få i løbet af en arbejdsdag, der har inspireret hende til at indsamle og nedskrive nogle af dem. Det har så i sidste ende ført til Weird Things Customers Say In Bookshops og efterfølgeren More Weird Things Customers Say In Bookshops.

Jeg kan så meget relatere til nogle af disse citater. Jeg arbejder selv på et bibliotek, og der får man også indimellem nogle meget sjove eller mærkelig forespørgsler på bogtitler eller forfattere. Man skal nogle gange ud på en lille skattejagt for at finde den ønskede bog.
Jeg er også flere gange blevet spurgt om jeg har læst alle bøgerne i biblioteket. Nogle gange har det være for sjovt og med et glimt i øjet, mens andre gange er spørgsmålet blevet stillet i ramme alvor og spørgeren er blevet småfornærmet, når jeg har sagt nej.

Weird Things Customers Say In Bookshops og More Weird Things Customers Say In Bookshops er to fornøjelige korte bøger, der er hurtige at læse. Nogle af citaterne/udsagnene er sjovere end andre, men det er jo også en sag om smag og behag, når det kommer til hvad man finder humoristisk, som jeg synes kan være en svær følelse at ramme i litteratur.

Jeg har i hvert fald været godt underholdt, mens jeg læste disse to bøger, hvor jeg kunne more mig over de sjove og mærkelige ting, man kan blive spurgt om, når man arbejder i en boghandel.
Jeg vil anbefale bøgerne, hvis du her lidt tid inden aftensmad, eller bare vil have dig et godt grin, for så kan disse bøger være noget for dig. Jeg vil lige til sidst igen anbefale forfatterens youtube kanal, hvor du kan finde anbefalinger på mange spændende og gode bøger, høre mere om Jens arbejde som forfatter samt meget, meget mere. Den flyder nemlig over med kærlighed til bøger og det skrevne ord.