Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.
Viser opslag med etiketten stephen king projekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stephen king projekt. Vis alle opslag

torsdag den 26. marts 2026

The Bachman Books af Richard Bachman

"THE LONG WALK: A chilling look at the ultra-conservative America of the future where a gruelling 450-mile marathon is the ultimate sports competition.

ROADWORK: An immovable man refuses to surrender to the irresistible force of progress.

THE RUNNING MAN: TV's future-favourite game show, where contestants are hunted to death in the attempt to win a $1 billion jackpot."


The Bachman Books består af 3 (kort)romaner, som Stephen King har skrevet under pseudonymet Richard Bachman. De tre romaner er The Long Walk, Road Work og The Running Man. 
_____

I The Long Walk er 100 unge drenge/teenagere blevet udtrukket til en konkurrence, hvor de skal gå indtil der kun er 1 tilbage som bliver kåret som vinder. Hvis de stopper med at gå eller går for langsomt får de en advarsel. En advarsel bliver neutraliseret efter en time. Får de tre advarsler inden for en time bliver de skudt. Hovedpersonen er den 16-årige Ray Garraty, som er fuld af optimisme i startet af løbet. Han drømmer om en bedre fremtid, som vinderen vil få. Han danner venskab med nogle af de andre drenge, men de bliver sat under pres, da de andre drenge begynder at dø.
Det er en nervepirrende historie om spirende venskaber, der bliver sat under et umenneskeligt pres. King er rigtig god til at beskrive menneskelige relationer, og det kommer i høj grad til udtryk i denne roman. Det er helt klart en roman, som jeg kunne finde på at genlæse en gang i fremtiden.
_____

Mine største problemer med Road Work var nok, at jeg fandt den utrolig kedelig, og at fremdriften i plottet var nærmest ikke eksisterende. Den handler om en mand, der får taget alt fra sig. Han bliver derefter gal og sætter sig for at ødelægge alt på sin vej for at få en eller anden form for hævn. Selvom præmissen lyder ok spændende, så kedede jeg mig som sagt det meste af tiden og fandt hovedpersonen utålelig. Jeg kommer helt sikkert ikke til at genlæse den igen.
_____

I The Running Man er vi i en nær fremtid, hvor Ben Richards melder sig til et gameshow, hvor han kan vinde mange penge, hvis han overlever. Han har desperat brug for pengene, da hans lille datter er meget syg og har brug for medicin for at overleve. Tingene går dog slet ikke som forventet, og snart er han på vild flugt samtidig med, at han planlægger en grusom hævn. 
Dette er den mest actionfyldte historie i samlingen. Selvom jeg måske ikke var så vild med hovedpersonen, er det en interessant og ganske underholdende historie.
_____

The Long Walk er helt klart min absolutte favorit af de tre og også størstedel af grunden til at denne bog får 4 stjerner. The Running Man kommer ind på en 2. plads, mens Road Work efter min mening er virkelig dårlig, og lander derfor som en bundskraber.


4/5 stjerner

Titel: The Bachman Books
Forfatter: Richard Bachman
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Hodder & Stoughton
Udgivet: 20. december 2012 (denne udgave) / oprindelig udgivet 1. januar 1986
ISBN: 978144723533
Sideantal: 978

fredag den 26. august 2022

The Stand af Stephen King

"First come the days of the plague. Then come the dreams. Dreams that warn of the coming of the dark man. The apostate of death, his worn-down boot heels tramping the night roads. The warlord of the charnel house and Prince of Evil. His time is at hand. His empire grows in the west and the Apocalypse looms."


Det har taget mig et godt stykke tid, at skrive denne anmeldelse. Jeg blev nemlig færdig med bogen tilbage i december 2021, og herefter har den lagt som en kladde, uden jeg har tilknyttet særlig mange ord til før nu (august 2022). 
Det er ikke fordi bogen er dårlig, for det er den bestemt ikke, men måske mere fordi jeg ikke lige vidste, hvordan jeg skulle gribe den an. The Stand er trods alt et værk på 1325 sider, og jeg kan under ingen omstændigheder dække det hele eller for den sags skyld bare halvdelen af hvad der står på de sider. Og så har min dårlige samvittighed bare blevet ved med at udskyde anmeldelsen. Men nu skal det altså være, og jeg vil forsøge at gøre mit bedste.

En ekstrem smitsom og dødelig influenzavirus undslipper ved et uheld det amerikanske laboratorie, hvor det er blevet udviklet som biologisk våben. Dens dødelighed er vurderet til at være på 99.4 %. Virussen spreder sig gennem USA stater (og resten af verden), og først tror man blot at det er en slem forkølelse, men snart begynder samfundet, som vi kender det, at kollapse og ligene fylder bogstaveligt talt i gaderne. En gruppe mennesker viser sig at være immune, og de begynder lige så langsomt at samle sig i to store grupper under de to ledere Mother Abagail, der er udvalgt af Gud, og Randall Flagg, som også går under betegnelse "The Dark Man" (så kan man jo snildt gætte hvilken side, han er på). Det bliver en kamp mellem det gode og det onde om verdens fremtid.

The Stand er en virkelig god apokalyptisk/postapokalyptisk roman. Kings beskrivelser af, hvordan sygdommen spreder sig, og ikke mindst hvordan samfundet begynder at bryde sammen på flere planer, er noget af det stærkeste jeg længe har læst i genren. Det var virkelig skræmmende, og nok heller ikke helt urealistisk, når det kommer til stykket. Der er visse steder, hvor handlingen bliver en lille smule langtrukken efter min smag, men alt i alt er det en virkelig spændende og medrivende roman. 
Selvom det er en postapokalyptisk roman, er der også plads til nogle overnaturlige evner, som jeg synes passer meget godt ind.

Som i enhver anden Stephen King murstensroman, er der et væld af karakterer med. Nogle står tydeligere frem for mig end andre, men det er også forskelligt, hvor meget plads de har fået hver især, samt hvor uforglemmelige deres personlighed er. Jeg kan rigtig godt lide at vi følger både "de gode" og "de onde". Det giver et rigtig godt indblik i deres forskellige mål og agendaer, og så er det bare mere interessant, når man får lov til af få flere synsvinkler.  

The Stand er en velskrevet, skræmmende og tankevækkende roman, som jeg varmt kan anbefale. Den kræver en indsats, når det kommer til sideantal, men den er i den grad det værd!


4/5 stjerner

Titel: The Stand
Forfatter: Stephen King
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Hodder & Stoughton
Udgivet: 12. maj 2011 (denne udgave) / oprindelig udgivet 3. oktober 1978
ISBN: 9781444720730
Sideantal: 1325

torsdag den 10. juni 2021

Night Shift af Stephen King

"As you read, the clutching fingers of terror brush lightly across the nape of the neck, reach round from behind to clutch and lock themselves, white-knuckled, around the throat.

This is the horror of ordinary people and everyday objects that become strangely altered; a world where nothing is ever quite what it seems, where the familiar and the friendly lure and deceive. A world where madness and blind panic become the only reality."


Night Shift er Stephen Kings første novellesamling, der består af 20 noveller. Flere af novellerne har tidligere været udgivet i forskellige magasiner, men er for første gang samlet i bog. 
De fleste af novellerne bevæger sig inden for horrorgenren. De er ikke alle overnaturlige, men de fleste har en følelse af rædsel over sig, som i større eller mindre grad kommer til udtryk i novellens handling eller atmosfære. 

Jeg holder af mange af Kings romaner, og det er nok også dem hans forfatterskab er mest kendt for, men efter min mening er han også utrolig god til at skrive noveller, som har noget på hjerte. Det er ikke alle noveller i Night Shift, som er helt vellykket efter min mening, men de udgør heldigvis kun et fåtal. De fleste af novellerne er virkelig gode, og nogle af dem er små mesterværker.

Jerusalem's Lot og One for the Road er begge med i min udgave af 'Salems Lot. Jerusalem's Lot foregår i 1850 og er bygget op af breve og dagbogsfortegnelser, og minder derfor meget om Dracula, der brugte samme fortælleteknik. Novellen har også lidt af den samme følelse som Dracula, men handler om dæmoner i stedet for vampyrer. One for the Road handler derimod om vampyrer og foregår nogle år efter handlingen i 'Salems Lot. Det er en meget stemningsfuld gyser.  

Graveyard Shift er ligeledes en meget vellykket novelle, der har fokus på hvad der kan ske når evolutionen går amok. Det er ikke altid helt kønt, og jeg er meget glad for, at jeg ikke har en kælder. 
I Am The Doorway blander effektiv horror og science fiction og det er ikke en novelle man skal læse, hvis man lider af trypofobi. Den fik de små hår til at rejse sig i nakken.

The Mangler tager fat i den klassiske fortælling om dæmonbesættelse og giver den et spændende tvist. 
The Boogeyman har en meget usympatisk fortæller, som frit dømmer andre, men som ikke kan se sine egne fejl. Den har en meget fed og overraskende slutning, som jeg elsker.

The Ledge har ikke et overnaturlig element, men er derimod en fortælling om mennesker, der er modbydelige mod hinanden på grund af ære og penge. Men det gør den bestemt ikke mindre god.
Har du nogensinde prøvet at kvitte en dårlig vane? Vores hovedperson i Quitters, Inc. forsøger at droppe rygning og får alternativ hjælp hos et meget specielt firma, som jeg måske ikke vil anbefale, medmindre man er en meget viljestærk person. 

Children of the Corn er et bevis på at børn kan danne grobund for en meget uhyggelig historie. Tilsæt endeløse majsmarker og en et væsen, der lurer i mørket, og du har en klassiker indenfor horrorgenren.. Den er i hvert fald en af mine. 

Dette var nogle af mine favoritter i novellesamlingen, men desværre var der også nogle noveller, der ikke sagde mig så meget. 

Night Surf føles ufærdig på en eller anden måde. Den fortæller historien om en sygdom, der hærger og slår de fleste ihjel, hvor vi følger en gruppe unge mennesker, der indtil videre har undsluppet. Men den fangede desværre aldrig rigtig min interesse. Den var for rodet og fragmentarisk.  
The Last Rung on the Ladder er som sådan ikke dårlig, men den passede overhovedet ikke ind i denne samling. Det var bare en historie, som jeg skulle have overstået så hurtigt som muligt. 

Night Shift er en velskrevet novellesamling fuld af fortællerglæde og overskud. Jeg kan varmt anbefale den, hvis du kan lide uhyggelige og tankevækkende historier.


4/5 stjerner

Titel: Night Shift
Forfatter: Stephen King
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Hodder
Udgivet: 10. januar 2008 (denne udgave) // oprindelig udgivet februar 1978
ISBN: 9780340952672
Sideantal: 488

søndag den 16. maj 2021

Mit Store Stephen King Projekt #1


Jeg startede mit Store Stephen King Projekt for et år og et par dage siden, og derfor er det vist på tide med en lille opdatering. Den har ligget som kladde længe, men nu har jeg endelig fået den skrevet færdig.
Jeg har endnu ikke fundet en skabelon for disse opsummeringer, så det kan være at de ændrer sig hen ad vejen. 
Jeg har læst de fire første bøger, og det er dem jeg kort vil nævne her. Der er også link til mine anmeldelser af bøgerne, hvis du vil vide lidt mere. 

__________


Carrie var den første roman, som Stephen King fik udgivet tilbage i 1974. Han havde tidligere fået udgivet nogle noveller, men det var Carrie, der for alvor satte skub i hans forfatterkarriere. Carrie var ellers lige ved ikke at blive udgivet. Den begyndte som en novelle, men den virkede ikke rigtig for King. Men heldigvis opfordrede Kings kone, Tabitha, ham til at skrive videre og resten er historie.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang læste Carrie, men det har måske været i de ældste klasser i folkeskolen eller i gymnasiet. Det er bestemt ikke min yndlingsroman af King og den har også sine fejl, men den kan alligevel et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte min finger på. 
Min anmeldelse kan læses her

__________


Den næste roman, som King fik udgivet var 'Salem's Lot, som blev udgivet i 1975. Det er en historie, der inspireret af tanken om, hvad nu hvis Dracula havde slået sig ned i en lille soveby i USA langt væk fra storbyen. Det er der efter min mening, kommet en virkelig spændende vampyrfortælling ud af. Det er også den første roman, hvor en af Kings foretrukne hovedpersoner, en forfatter, er hovedfortælleren. Det er også en historie, der tager et kig på de småbyer (gerne i Maine), som tit figurerer i Kings fortællinger.
'Salem's Lot er en af mine yndlings vampyrromaner, som jeg har læst et par gange efterhånden, og min anmeldelse af den kan læses lige her.


Ondskabens hotel blev udgivet i 1977, og er nok en af Kings mest kendte romaner (den påstand står på min egen regning, men det er det indtryk jeg har fået). 
Det er endnu en roman, der har fokus på en forfatter, Jack Torrance samt hans kone Wendy og deres søn Danny. Og så er der Hotel Overlook, der er noget helt for sig.
Jeg har læst romanen flere gange end jeg lige kan huske, og jeg er stadig lige vild med den. Den er med til at bevise at King kan have fokus på familie, indre dæmoner, og at han kan skrive det virkelig uhyggeligt. 
Min anmeldelse af Ondskabens hotel kan læses her

__________


Amok er den første roman, som King fik udgivet under sit pseudonym, Richard Bachman. Amok eller Rage, som den hedder på engelsk, bliver ikke længere trykt i USA, da den handler om skoleskyderi, og King har derfor valgt at den ikke længere skal være tilgængelig. (Den kan dog stadig findes visse steder).
Jeg har læst den en gang, længe før jeg startede dette projekt op, og den har ikke efterladt et stort indtryk (men jeg kunne huske enkle dele af handlingen). Jeg genlæste den sidste år, og det bliver ikke en bog, jeg kommer til at læse igen. Den var bare ikke noget for mig.
Anmeldelsen kan læses her.

torsdag den 24. september 2020

Amok af Richard Bachman

"I Amok fortæller Richard Bachman, alias Stephen King, en barsk, men uhyggelig sandsynlig historie om en teenage dreng, der gør op med sine omgivelser. Det hele er bare blevet for meget: forældrene, skolen, lærerne, kammeraterne. Han tager sin fars pistol og går hen mod skolen - men ved egentlig ikke rigtig, hvad han vil. Måske bare, at nogen hører på ham."


Amok er den første roman som Stephen King udgav under pseudonymet Richard Bachman.

Amok handler om teenageren Charlie Decker, der tager sin fars pistol med i skolen, hvor hanskyder et par lærere og tager sine klassekammerater som gidsler. Herefter begynder nogle timer, hvor politi, skolepsykologen og rektoren forsøger at få Charlie til at overgive sig, men Charlie leger med dem og truer med at dræbe nogle af gidslerne, hvis de ikke gør som han siger. Klasselokalet begynder langsomt at blive til en psykoterapitime, mens både Charlie og klassekammeraterne begynder at åbne op for fortiden.

Jeg læste denne korte roman for flere år siden, og jeg kunne huske lidt af den (blandt andet morens puslespil stod tydelig frem for mig). Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg synes om den første gang jeg læste den, men ved denne genlæsning må jeg indrømme, at jeg desværre hverken var helt fanget af historien eller karakterne.  

Charlie er vores hovedperson og jo længere vi kommer ind i historien, jo mere får vi at vide om ham. Fortællingen skifter nemlig mellem hans nutid og fortid, hvor vi blandt andet udforsker hans forhold til forældrene og skolekammeraterne. Forholdet til faren er især helt forfærdelig. Langsomt finder vi også ud af, hvorfor han har taget en pistol med i skole. Jeg synes at det fungerede fint med at skifte mellem fortid og nutid.
Vi får også til at vide mere om Charlies klassekammerater, men jeg fandt dem bare ikke særlig interessante. Jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg skal synes om Charlie. Hans forhold til faren fandt jeg interessant, men hans forhold til klassekammeraterne og deres indbyrdes forhold til hinanden sagde mig bare ikke noget. Jeg manglede simpelthen, at der var noget mere på spil. 

Slutningen var en overraskelse, som jeg ikke havde set komme. Det var jeg glad for, for generelt fandt jeg historien ok, men heller ikke mere end det. Jeg kan godt se hvad Bachman/King ville med bogen, men Amok var bare ikke en bog for mig.

__________


2/5 stjerner

Titel: Amok // Originaltitel: The Rage
Forfatter: Richard Bachman
Serie: -
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Forlaget Artia
Udgivet: 1995 (denne udgave) // oprindelig udgivet 6. september 1977
ISBN: 9788789918440
Sideantal: 165

tirsdag den 15. september 2020

'Salem's Lot af Stephen King

"'Salem's Lot is a small New England town with the usual quota of gossips, drinkers, weirdos and respectable folk. Of course there are tales of strange happenings—but not more than in any other town its size.
Ben Mears, a moderately successful writer, returns to the Lot to write a novel based on his early years, and to exorcise the terrors that have haunted him since childhood. The event he witnessed in the house now rented by a new resident. A newcomer with a strange allure. A man who causes Ben some unease as things start to happen: a child disappears, a dog is brutally killed—nothing unusual, except the list starts to grow.
Soon surprise will turn to bewilderment, bewilderment to confusion and finally to terror..."


Jeg har været fan af vampyrfortællinger lige så længe jeg kan huske. Jeg har altid fundet vampyrer utrolig fascinerende, og jeg elsker når forfattere og filmskaber tager livstag med disse udøde skabninger. Nogle er selvfølgelig mere vellykket end andre, men står der vampyr i titel eller beskrivelse, er der stor sandsynlighed for, at jeg tjekker romanen/filmen ud på et tidspunkt.

Stephen King har også taget livtag med vampyrgenren, og det skete faktisk allerede i hans anden roman 'Salem's Lot.
Forfatteren Ben Mears er vendt tilbage til den lille og stille by Jerusalem's Lot ('Salem's Lot), hvor han boede et par år som barn. Han har planer om at skrive om det forladte Marsten House, der har lagt baggrund for mange af hans barndomsmareridt. En aften forsvinder en ung dreng på vej hen til en ven, og snart derefter begynder folk at blive syge, nogle dør mens andre forsvinder. Folk begynder at høre mærkelige lyde i natten, og Ben begynder at kredse sig ind på sandheden bag den mystiske sygdom og forsvindingerne. 

Kendetegnende for mange af Stephen Kings romaner starter historien stille og roligt ud, mens stemningen og følelsen af gru og uhygge langsomt bliver bygget op indtil den får fuld hammer hen mod klimaks. Det er en meget effektiv spændingsopbygning, og man sidder da også på kanten af stolen flere gange under læsningen. Vi kommer til at kende byen og dens indbyggere på gode godt og ondt inden den falder fra hinanden, og ingen skriver små provinsbyer som King. Han er en mester indenfor det (foruden at være en mester indenfor horrorgenren). 
'Salem's Lot er en by, hvor udviklingen er stort set stoppet. Der er ikke de store fremtidsudsigter, men alligevel går hverdagen videre. Men det er også en by, der er fyldt med nostalgi, om det så er Ben Mears eller Stephen Kings egen der er spil. Og så er der selvfølgelig det forladte hus på bakken, der med døde øjne stirrer ud over resten af byen. Marsten House er et billede på det klassiske hjemsøgte hus, og King udnytter det effektivt. 

Vi møder rigtig mange karakterer i 'Salem's Lot, da vi møder en stor del af byens indbyggere. Nogle kommer vi til at kende bedre end andre, da vi bruger mere tid på dem, såsom Ben Mears, Susan Norton, Matt Burke, Mark Petrie, Father Callahan og Dr Cody, der forsøger at bekæmpe vampyrmesteren og hans hjælpere. Der er god karakterbeskrivelse og -udvikling på de fleste af dem, og jeg kom til at holde af de fleste af dem (og frygte for deres liv, som man skal, når man læser en King gyser).

'Salem's Lot er en velskrevet og velfortalt roman, som jeg vil anbefale til alle, der elsker en fantastisk historie. Det er en fortælling hvor vampyrerne har tænder og klør, hvor de går efter deres kære, og hvor ingen kan vide sig sikker. Men det er ikke blot en vampyrfortælling. Det er også en fortælling om en lille provinsby og dens indbyggere. En fortælling om at tro på sig selv og andre, og en fortælling om at kæmpe mod en ondskab, der kan bære ansigtet af én man holder af. 



4/5 stjerner

Titel: 'Salem's Lot
Forfatter: Stephen King
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Hodder & Stoughton
Udgivet: 10. november 2011 // oprindelig udgivet 17. oktober 1975
ISBN: 9781444708141
Sideantal: 751

torsdag den 14. maj 2020

Mit Store Stephen King Projekt


Stephen King har været en af mine yndlingsforfattere siden jeg første gang stødte på ham. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg stødte på ham første gang, men i 2002 begyndte jeg, at føre en læsejournal, hvor jeg skrev ned hvilke bøger jeg læste i hvilken måned, og jeg kan se, at jeg læste Varulvens år i december. Jeg kan sagtnes have læst ham tidligere, men det fortaber sig desværre i min hukommelse tåger.

Hvad der står hugget i sten, er at jeg har læst, genlæst og købt hans bøger lige siden. Men jeg har desværre ikke læst alle hans bøger endnu, og det vil jeg gerne gøre noget ved. Jeg har derfor lavet en liste i min bullet journal der pt. rummer 74 af hans udgivelser. Listen rummer både romaner, fagbøger, novellesamlinger og de romaner han udgav under pseudonymet Richard Bachman.

Jeg satser på at læse dem i den rækkefølge, som de er blevet udgivet og derefter lave små opsummeringer her på bloggen, når jeg har læst 5 udgivelser eller deromkring. Der vil højst sandsynligt også komme anmeldelser.

Jeg har ikke sat nogen slutdato på dette projekt, for jeg regner med at det kommer til at tage et godt stykke tid at tygge mig igennem alle bøgerne, og jeg har så mange andre læseprojekter, som jeg også gerne vil igennem, så det bliver lidt af en balancegang at få tid til det hele. Men det skal nok gå, og jeg er begejstret for det her projekt. Det bliver fedt!

tirsdag den 11. februar 2020

Ondskabens hotel af Stephen King

"Danny Torrance er kun lige blevet fem år, men ifølge gamle mr. Hallorann skinner han af synsk højspænding. Og da Dannys far bliver opsynsmand på det vintertomme Hotel Overlook i Colorados bjerg, løber hans synske evner løbsk. Mens vinteren tætnes og sne afskærmer familien fra omverdenen, udvikler det tilsyneladende tomme Hotel Overlook sit eget liv. Hvem er kvinden på værelse 217, og de maskerede gæster der kører op og ned med elevatoren, hvad med dem?
Danny fornemmer, at der gemmer sig en ondskab et sted i Hotel Overlooks 110 tomme værelser - en ondskab, der kun har ventet på familien Torrance."


Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange jeg har læst Ondskabens hotel. Det skal i hvert fald tælles på mere end én hånd. Det er en af mine yndlings Stephen King romaner, og det er altid en helt særlig oplevelse at sætte sig ned og læse den endnu en gang. Og det var helt sikkert også denne gang. Det har været et par år siden, jeg læste den sidste gang, og jeg kunne mærke at det var ved at være på tide at dykke ned i Hotel Overlooks skræmmende univers.

Ondskabens hotel handler om den lille familie Torrance, der består af far Jack, mor Wendy og søn Danny. Jack er en tørlagt alkoholiker med et voldsomt temperament. Jobbet som opsynsmand på Hotel Overlook er hans sidste chance for at komme på ret køl igen. Han går også med en forfatterspire i maven, og håber på at få skrevet et skuespil færdig i løbet af vinteren.
Wendy arbejder hårdt på at holde den lille familie sammen, og hun håber på at en vinter i bjergene vil være godt for familien.
Danny elsker sine forældre af hele sit lille hjerte, og håber også at vinteren bliver god for dem. Desværre kommer det ikke til at som planlagt. Danny har nemlig overnaturlige evner og han fornemmer hurtigt at Hotel Overlook gemmer på nogle frygtelige og bloddryppende hemmeligheder.

Først og fremmest vil jeg sige at jeg finder Ondskabens hotel skræmmende læsning, hvilket også er en af grundende til at jeg bliver ved at vende tilbage til den. Der er nogle virkelig uhyggelige scener med, som kan give grobund for nogle yderst uhyggelige drømme. Uhyggen er af den slags, der kommer snigende, men man kan altid fornemme at ligge og lurer på én. Stemingen er til tider meget intens, og man venter bare på af den næste rædsel dukker op. Det der gør Ondskabens hotel ekstra skræmmende er at der også er tid til de lykkelige øjeblikke for den lille familie. Et øjeblik hvor alt uhyggen kommer på afstand, og man når lige at tænke at, nu går det den rigtige vej, men det er ikke længe man snyde sig selv med disse tanker.
En anden ting, jeg rigtig godt kan lide er den følelse af isolation, man får, når man læser romanen. Det var rigtig godt beskrevet, og det er medvirkende til at skabe den uhyggelig stemning.
Alt i alt er det en rigtig velskrevet roman og en meget effektiv og uhyggelig gyserroman.

Ondskabens hotel er med mine øjne en Stephen King klassiker. Stephen King er en eminent historiefortæller, og her fortæller han en historie om en familie, der er i opløsning og tilsat en ordentlig omgang overnaturlig uhygge, der nok skal give søvnløse nætter.
En stor anbefaling herfra.


5/5 stjerner

Titel: Ondskabens hotel / Originaltitel: The Shining
Forfatter: Stephen King
Serie: The Shining #1
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivet: 30. november 2017 (denne udgave) / oprindelig udgivet 28. januar 1977
ISBN: 9788740045932
Sideantal: 545

torsdag den 7. juni 2018

Carrie af Stephen King

"Carrie White er ikke nogen helt almindelig pige. Hun besidder telekinetiske evner. Mens hun kæmper med at forstå omfanget af sin paranormalle kunnen, udsættes hun for massiv mobning af sine klassekammerater på den lokale high school. Men da Tommy Ross inviterer hende til skolens afslutningsbal, går en drøm i opfyldelse for Carrie; måske er det første skridt mod at blive accepteret af de andre på skolen, som tidligere kun har haft hån tilovers for hende. Men tingene er heller ikke denne aften, som de ser ud på overfladen, og Carrie tvinges til at udøve sine frygtelige evner over den by, der foragter hende ..."


[Dolores Claiborne, Dyrekirkegården og Misery er anmeldereksemplarer fra Hr. Ferdinand]

En af de bøger jeg læste under forårets Readathon var Carrie af Stephen King. Jeg har læst den før, både på dansk og på engelsk, men det er ved at være nogle år siden. Så da jeg opdagede at Hr. Ferdinand havde valgt at genudgive nogle af Stephen Kings ældre bøger. Carrie var den første bog, som King fik udgivet, men var faktisk den fjerde han skrev, og den blev startskuddet for hans karriere, som en af de mest kendte forfattere i nyere tid. Han er nok mest kendt som horrorforfatter, men han har faktisk skrevet romaner og noveller i mange forskellige genrer. Så der er lidt for enhver smag, hvis man vælger at kaste sig over Kings forfatterskab.

Carrie handler om en ung pige ved samme dag, som har det svært både i skolen og derhjemme. I skolen bliver hun mobbet af de andre piger, fordi de synes hun er mærkelig og anderledes. Derhjemme er Carrie underlagt moderens strenge hånd og skarpe tunge. Moderen er stærk religiøs og vil gøre alt for at Carrie følger dydens meget smalle sti.
Efter en forfærdelig oplevelse i pigernes omklædningsrum finder Carrie ud af at hun har telekinetiske evner, som hun lige så stille og roligt begynder at træne dem. Carrie bliver inviteret til skolens afslutningsbal af en af de populære drenge, Tommy Ross, og Carrie begynder at tro at hendes liv er ved at vende sig til det bedre. Men desværre er der nogle, der har tænkt sig at tage en frygtelig hævn over Carrie og snart bryder helvede løs.
"Folk forbedrer sig ikke. De bliver bare klogere. Når du bliver klogere, holder du ikke op med at rive vingerne af fluerne, du får bare lettere ved at begrunde det."

Carrie er krydret med uddrag fra avisartikler og fra fagbøger, som er med til at understøtte og belyse dele af historien. Jeg synes, det fungere rigtig godt og er med til at opbygge spændingen.
Jeg vil dog sige at det er en skam at denne danske udgave ikke har gjort disse uddrag i kursiv eller i en anden skrifttype, da de flyder sammen med den almindelige tekst.

Noget af det jeg fandt mest skræmmende ved Carrie var helt klart hovedpersonens mor Margaret White og dennes religiøse vanvid, og hvilken barndom og ungdom som Carrie har haft, og hvordan det har påvirket Carrie. Selvfølgelig er der også nogle scener, hvor det hele kulminere, der er pænt skræmmende eller i hvert fald meget blodige. Men Margaret White er klart den mest skræmmende.

Carrie er ikke min ynglingsroman af Stephen King og det er heller ikke hans bedste efter min mening, men Carrie har alligevel en helt særlig plads hos mig, fordi den var med til at starte en af mine ynglingsforfatteres lange karriere.
Så hvis du gerne vil se, hvordan det hele startede, så kast dig endelig over Carrie. Jeg kan kun anbefale det. Den er godt lille sommergys, der nok skal give dig en kuldegysning eller to.
"Monstre findes, og det gør spøgelser også. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder."


3,5/5 stjerner

Titel: Carrie
Forfatter: Stephen King
Serie: -
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivet: 15. marts 2018 (denne udgave) / oprindelig udgivet 5. april 1974
ISBN: 9788740047509
Sideantal: 197