Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 30. juni 2020

Blind dating


Jeg kan rigtig godt lide at lave tbr lister, men som jeg har nævnt før, er jeg ikke altid så god til at følge dem. Men det skal selvfølgelig ikke stoppe mig.
Ligeledes har jeg i et stykke tid har haft lyst til at prøve noget andet med min tbr, men jeg vidste ikke helt hvad det skulle være. Men så kom jeg i tanke om alle de sorte stofposer, som jeg har modtaget i FairyLoot bokse gennem tiderne, og som jeg bare har haft pakket ned i nogle bokse. Dem kunne jeg da bruge til noget sjovt.

Jeg udvalgte derfor 25 bøger fra mine reoler, som jeg puttede ind i hver deres pose, hvorefter jeg lukkede dem. Jeg skrev derefter 25 små sedler med numre, som jeg bandt fast til hver sin pose. Det hele blev gjort helt tilfældigt, og jeg har ingen anelse om hvilken bog der er i hvilken pose. Jeg kan faktisk heller ikke rigtig huske alle de bøger, som jeg har udvalgt, så det meget spændende, når jeg skal åbne en pose. 

Ideen er at jeg i løbet af juli måned, skal tage på blind date med bøgerne. Jeg vil bruge en random number generator som udvælger hvilke bøger jeg skal læse. Når jeg så har færdiglæst én bog, vælger jeg en ny. Jeg kommer nok til at læse et par stykker af gangen for det plejer jeg. Jeg krydser fingre for, at jeg når at læse de fleste af dem, men jeg er lidt spændt, da der er nogle moppedrenge imellem.

Hvis det går godt, kan jeg nemt forestille mig at gentage konceptet på et senere tidspunkt.


søndag den 28. juni 2020

The Final Empire af Brandon Sanderson

"For a thousand years the ash fell. For a thousand years, the Skaa slaved in misery and lived in fear. For a thousand years, the Lord Ruler reigned with absolute power and ultimate terror, divinely invincible. Every attempted revolt has failed miserably.

Yet somehow hope survives. A new kind of uprising is being planned, one that depends on the cunning of a brilliant criminal mastermind and the courage of an unlikely heroine, a Skaa street urchin, who must learn to master Allomancy, the power of a mistborn."


Jeg har haft The Final Empire stående på bogreolen siden november 2013, og nu har jeg endelig fået den læst. Og hold nu op, hvor var den god!

Vi er i en verden, hvor det onde vandt for 1000 år siden. Det har ført til at Skaa folket lever som slaver og bliver undertrykt og misbrugt af de adelige. Imellem de adelige er der også magtkampe, hvor de mest magtfulde huse ønsker at bevare deres magt, og de mindre magtfulde huse ønsker at få mere magt og indflydelse. Over dem alle sidder the Lord Ruler, som alle frygter og som styrer landet med en hård hånd.
Siden the Lord Ruler tog magten for 1000 år siden har the Skaa forsøgt at gøre oprør, men de er altid blevet slået tilbage. Men nu er et nyt håb begyndt at spire.

The Final Empire er virkelig en fantastisk roman. Jeg blev helt opslugt af den. Den har både et spændende magisystem, venskaber, humor, intriger og et stort anlagt kup for at vælte den regerende magt.

Magisystemet bliver kaldet for Allomancy, og de der besidder denne form for magi kan brænde forskellige former for metaller og derved beherske forskellige kræfter. Det er for det meste de adelige, der har disse evner, men de dukker også op i Skaa folket. Typisk fordi en Skaa kvinde er blevet voldtaget af en af de adelige (og ikke slået ihjel bagefter, som ellers er normen). De fleste kan brænde et metal og derved besidde en bestem kraft og bliver derfor kaldt Misting, mens dem der kan brænde alle metallerne kaldes for Mistborn. Disse er sjældne.
Jeg synes, at det er et rigtig interessant magisystem. Jeg kunne godt lide at man kunne løbe tør for metaller, og derfor enten havde brug for at indtage nogle flere metaller eller vente på at kroppen opbyggede nye depoter. Det giver en rigtig spændende dynamik i blandt andet slåskampene, for hvem har mest metal tilbage og hvem forstår at bruge det bedst. Samtidig er det også meget anderledes fra andre magisystemer, jeg tidligere har læst om, og det synes jeg er fedt.

The Final Empire er også fuld af interessante karakterer. Vi følger hovedsagligt Vin, som er en ung teenager, der ikke har haft et nemt liv. Hun er hele sit korte liv igennem blevet svigtet af dem, der stod hendes nærmest, så foruden traumer bærer hun også rundt på en stor mistro til andre. Hun møder vores anden primære hovedperson Kelsier, der står i spidsen for Skaa oprøret. Han er en meget karismatisk personlighed, der ligeledes har gået nogle grumme ting igennem, men har bevaret en stor optimisme og et godt humør. Han opdager at Vin er en Mistborn, ligesom ham selv, og tager hende derfor under sine vinger. Sammen kommer de til at stå i spidsen for oprøret mod the Lord Ruler. Vi møder mange flere karakterer og jeg kunne især godt lide sammenspillet i kup gruppen. De var sgu en herlig flok.

Jeg tror, at det der holder mig tilbage fra at læse Brandon Sandersons bøger er, at de fleste er murstensromaner på 600+ sider. Og selvom jeg elsker at læse lange romaner, skal jeg altid lige give mig selv et ekstra mentalt skub for at komme i gang. Det burde bare ikke være nødvendigt, for efter at have læst et par stykker af hans bøger, ved jeg nu at hans skrivestil er utrolig let at komme ind i. Den er fængende og hans plots er medrivende.
Det samme gør sig gældende for The Final Empire, som er en af mine nye fantasy favoritter. Jeg glæder mig utrolig meget til at læse videre i serien, og jeg håber at de næste bøger kan opfylde mine høje forventninger.



5/5 stjerner

Titel: The Final Empire
Forfatter: Brandon Sanderson
Serie: Mistborn #1
Sprog: engelsk
Forlag: Gollancz
Udgivet: 1. oktober 2009 (denne udgave) // oprindelig udgivet 17. juli 2006
ISBN: 9780575089914
Sideantal: 647

torsdag den 25. juni 2020

The Painted Man af Peter V. Brett

"As darkness falls after sunset, the corelings rise—demons who possess supernatural powers and burn with a consuming hatred of humanity. For hundreds of years the demons have terrorized the night, slowly culling the human herd that shelters behind magical wards—symbols of power whose origins are lost in myth and whose protection is terrifyingly fragile. It was not always this way. Once, men and women battled the corelings on equal terms, but those days are gone. Night by night the demons grow stronger, while human numbers dwindle under their relentless assault. Now, with hope for the future fading, three young survivors of vicious demon attacks will dare the impossible, stepping beyond the crumbling safety of the wards to risk everything in a desperate quest to regain the secrets of the past. Together, they will stand against the night."


Hver nat når mørket falder på, stiger en række dæmoner op fra The Core for at terrorisere menneskene. Det eneste der beskytter menneskerne er en række magiske symboler, der holder dæmonerne væk. Hvis symbolerne ikke er tegnet op ordentlig eller hvis de bliver ødelagte kan dæmonerne trænge igennem barrieren og såre og dræbe menneskene. I The Painted Man følger vi tre hovedpersoner, der som børn har overlevet grumme dæmonangreb, der har påvirket dem radikalt.

The Painted Man er desværre endnu en bog, der har fået lov til at stå ulæst på min reol alt for længe. Og det er virkelig en skam, for det er en virkelig solid fantasyroman, der er utrolig medrivende og meget spændende.
Vi følger som sagt tre forskellige hovedpersoner fra de er børn til de bliver voksne. Arlan som drømmer om at tage kampen op mod dæmonerne og finde de tabte kampsymboler, Leesha som bliver urtesamler og healer samt Rojer, der arbejder som gøgler og har et helt særligt talent. Jeg kan rigtig godt lide dette trekløver, som skiftes til at fortælle deres historier, indtil de mødes i den sidste tredjedel af bogen. Det fungerer rigtig godt. Da vi følger dem fra barnsben får vi rigtig meget karakterudvikling, hvilket jeg virkelig godt kunne lide, for de er nogle spændende karakterer, der både oplever godt og ondt. Jeg synes, man kommer godt ind under huden på dem, og får en stor forståelse for deres følelser, tanker og motivationer.

Universet er meget dystert og mørkt. Man får et godt indtryk af at der bliver færre og færre mennesker, og at de er trængte af dæmonerne. De fleste har accepteret denne skæbne, men der er enkle, der ikke vil lade sig styre af frygt og derfor tager kampen op.
Jeg synes at magisystemet var meget interessant. Der er nogle virkelig gode beskrivelser af, hvordan symbolerne virker, og hvordan de ser ud.
Jeg var også vild med alle beskrivelserne af dæmonerne. Der findes flere forskellige slags som stendæmoner, luftdæmoner, ilddæmoner, og hver har de deres egne styrker og svagheder. Men som altid er det ikke kun dæmonerne, der er en trussel mod menneskerne. Andre mennesker kan være en endnu større trussel. Forfatteren har gjort universet meget troværdigt og det er simpelthen bare fedt at læse og leve sig ind i.

Elsker du fantasy, vil jeg anbefale dig at læse The Painted Man. Det er en fantastisk og velskrevet roman, og jeg glæder mig utrolig meget til at læse videre i serien.



5/5 stjerner

Titel: Peter V. Brett
Forfatter: The Painted Man
Serie: Demon Cycle #1
Sprog: engelsk
Forlag: Voyager
Udgivet: 1. januar 2013 // oprindelig udgivet september 2008
ISBN: 9780007492541)
Sideantal: 544

tirsdag den 23. juni 2020

Illumicrate #14 - Monstrous Maj 2020


Min maj Illumicrate boks kom ret hurtigt, hvilket jo er virkelig dejlig.
Temaet denne gang var Monstrous, og det er igen et bredt tema, som kan gå mange veje.


Det første i boksen var disse shiny klistermærker som forestiller forskellige mytologiske væsner. Jeg synes at de er fine, og kommer nok til at bruge dem i min bullet journal på et tidspunkt.
@lioninthetrees står bag designet.


Den næste ting var denne dåse indeholdende chokolade, så man kan lave varm chokolade. Det skal jeg helt sikkert prøve til efteråret.
@thetealeafcompany står bag.


Boksen indeholdte også post-its som var inspireret af The Witcher. Jeg kan altid bruge flere post-its, så det er jo meget fint at få en stak med en monsterjæger og hans bard.
Designeren er @thousandwrecks.


Endelig har jeg fået noget merch inspireret af Studio Ghibli. Denne mobilstander i træ har et billede af Howl's Moving Castle indgraveret, og jeg er vild med den.
Designeren er @fableandblack.


Jeg elsker bogposer, og der var sørme en med denne gang. Den er i en form for lædermateriale, og jeg er rart vild med farverne og designet.
@pauhami står bag.


Så er vi kommet til månedens bog, og det var rent faktisk en bog, som jeg har stødt på. Det var nemlig Mark Lawrences nye roman The Girl and the Stars. Jeg har ikke sat mig ind i handlingen, da jeg gerne vil overraskes. Mark Lawrence er en forfatter, som jeg længe har villet læse, så måske skulle jeg starte med denne.


Jeg synes denne boks var bedre end den sidste. Der var nogle ret lækre ting med, som jeg helt sikker får brugt på et tidspunkt. Jeg er meget spændt på deres næste boks.

søndag den 21. juni 2020

FairyLoot #34 - Memories April 2020


Der er stadigvæk store forsinkelser på FairyLoot bokse, og her i juni modtog jeg så min april boks.
Temaet denne gang var Memories, som jo er et rart bredt tema, så jeg var spændt på indholdet. Og jeg blev ikke skuffet.


Den første ting, jeg fiskede op var denne virkelig lækre mulepose. Den er inspireret af Throne of Glass af Sarah J. Maas med et citat fra bogen. Kvaliteten er virkelig god. Jeg er vild med farverne og designet. Den er simpelthen lækker, og jeg glæder mig til at tage den i brug.
Designeren er @fantasticalfeminism.


Den næste ting var denne "falske" bog, som er volume III i deres serie. Jeg bruger de to andre til blandt andet bogmærker, og da de er ved at være fyldte, kom denne lige i rette tid. Jeg er vild med designet og alle detaljerne.
Designeren er @noverantal.


Der var også et lille banner til pins, hvilket også kom i rette tid, da den jeg har, er ved at være overfyldt. Designet er enkelt og inspireret af The Beautiful af Renee Ahdieh.
@dustandpages står bag.


Jeg tror ikke, at jeg kommer til at bruge disse små sticky taps. De er formet som emojis og er lavet i papir. Jeg foretrækker dem, der er mere plastik i det, da de simpelthen holder bedre.
Det er FairyLoot der står bag.


Der var også en lille pin med (den røg straks på mit nye pin banner). Jeg kan godt lide designet med alle dens krummelurer.
Den er designet af @thatslovelydearshop.


Den sidste ting inden tarotkort og månedens bog var en rulle washi tape, der er inspireret af Daugther of Smoke and Bone serien af Laini Taylor. Den røg straks hen til resten af min samling af washi tape.
@tillanddill står bag.


Månedens tarotkort er inspireret af karakterer fra Throne of Glass af Sarah J. Maas. (Jeg må virkelig se at få læst den serie).
Designeren er @gabriella.bujdoso.


Månedens bog var Incendiary af Zoraida Córdova, og det er igen en bog, som jeg intet har hørt om, så jeg glæder mig til at blive klogere. Som altid var der også et brev fra forfatteren med artwork på bagsiden.


Alt i alt synes jeg det var en god boks, og jeg kommer til at bruge det meste af dens indhold. Og forhåbentlig får jeg også læst bogen på et tidspunkt.

torsdag den 18. juni 2020

En lykkelig slutning af Maren Uthaug

"Vi møder bedemanden Nicholas, som nedstammer fra syv generationer af bedemænd. Han er begyndt at opdage en ny side af sig selv. Nysgerrigt søger han tilbage i familiehistorien. Han kan ikke være den eneste, der har haft et problem med lig. Hvorfor tiltaler de ham pludselig sådan?"


I december 2018 læste jeg Hvor der er fugle, som var Maren Uthaugs anden romanudgivelse. Jeg havde ikke læst noget af hende før, men havde fået den anbefalet af en kollega, og selvom det ikke var en genre, jeg normalt læser meget i, var jeg interesseret. Jeg var fanget fra side 1 og læste romanen i et hug.
Jeg så derfor set frem til at læse Maren Uthaugs næste udgivelse, En lykkelig slutning, der udkom sidste år. Igen fik jeg anbefalet den af den samme kollega.
Denne her gang valgte jeg at høre den som lydbog på eReolen, og det kan bestemt anbefales, da oplæseren Thomas Jacob Clausen gør et rigtig godt job.

En lykkelig slutning er en slægtsfortælling, hvor vi følger syv generationer af bedemænd, der næsten alle hedder Christian, lige på nær Nicolas og hans mor. Nicolas er den syvende generation af bedemænd i familien. Det er igennem Nicolas at vi får slægtshistorien fortalt. Han har i sin tid selv fået den fortalt af hans morfar Christian 5. Roman veksler således mellem fortid og nutid og vi kommer igennem ca. 150-200 års slægtshistorie og kulturhistorie.

Nicolas har ikke fået slægtsnavnet Christian, hvilket leder ham til at tro, at han er noget særligt, og at han skiller sig ud fra de andre i slægten. Men det viser sig ikke at passe. For alle i familien, især de mandelig arvinger udvikler afvigende personligstræk af den ene eller anden art. Kvinderne slipper for det meste let hen over denne familieforbandelse, men det er kun fordi, de fleste ikke lever længe nok til at blive voksne. Denne afvigelse viser sig som en rød ring omkring iris. Vi kommer således både omkring medlidenhedsdrab, spøgelser, dyremishandling og nekrofili. Fælles for medlemmerne i familien er at de har en forholdsvis naturlig omgang med døden eller i hvert fald en trang til at tage sig af de døde.
Det kan til tider blive temmelig morbid, og roman er bestemt ikke for sarte sjæle. Men samtidig er den vanvittig fascinerende, og jeg kunne hele tiden lige snuppe et kapitel mere. Man tror, at det ikke kan blive vildere, men det kan det godt og det gør det. Der er virkelig nogle vilde scener indimellem, og Maren Uthaug er en så fantastisk fortæller, at man bliver fuldstændig opslugt af hendes ord.

Det kan tydeligt mærkes at der er lagt rigtig meget research arbejde i En lykkelig slutning. Vi kommer en tur rundt i København i 1800-tallet og frem og får et indblik i nogle af de store sygdomme, der har plaget verden som kolera, den spanske syge og polio. Vi kommer også tæt på forskellige traditioner, ritualer og overtro, der har været forbundet døden og begravelsen. Det er utrolig spændende læsning.

En lykkelig slutning er en original slægtsfortælling, hvor døden i alle dens facetter er i fokus. Det er virkelig en yderst fascinerende roman. Jeg er meget spændt på, hvilket emne Maren Uthaug springer på i sin næste bog.



4/5 stjerner

Titel: En lykkelig slutning
Forfatter: Maren Uthaug
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 1. november 2019
ISBN: 9788711904039
Sideantal: 382

tirsdag den 16. juni 2020

En af os dræber af Karen M. McManus

"Det er et år siden, Simon døde, og et år siden, at Bayview-firkløveret blev renset for alle anklager, og i tiden der er gået, har der ikke manglet nye sladderapps på Bayview High. Men ingen har kendt folks hemmeligheder lige så godt som Simon.
Indtil nu.
Denne gang er det ikke en app. Det er en leg. Sandhed eller konsekvens.
Phoebe er det første offer. Hvis du vælger ikke at lege med, afslører gamemasteren en hemmelighed. Og Phoebes er mørk.
Maeve er den næste, og hun burde vide bedre: Vælg altid 'konsekvens'.
Da det bliver Knox' tur, er konsekvenserne blevet dødelige.
Simon er væk, men nogen er fast besluttet på at føre hans arv videre. Og denne gang er der et helt nye spilleregler."




Jeg læste One of Us is Lying for to år siden, og det var en rigtig underholdende ya thriller. Ligeledes i 2018 hørte jeg Karen M. McManus på Bogforum fortælle lidt om hendes planer for en toer, så da En af os dræber udkom i januar i år var mine forventninger temmelig høje. Og de blev da også indfriet - det meste af vejen.

Der er gået et år siden Simon døde, og Bayview High School var på den anden side på grund af hans saftige sladder og tilsyneladende mord. Bayview-firkløveret bestående af Bronwyn, Nate, Addy og Cooper blev frikendt fra alle anklager, og der faldt nogenlunde ro på hele sagen.
Men det er kun indtil eleverne begynder at modtage beskeder fra en Ukendt, der vil lege Sandhed eller Konsekvens. Snart viser det sig dog at det bestemt ikke er en leg.

Denne gang følger vi Maeve (Bronwyns lillesøster), Phoebe og Knox, som skifter til at fortælle historien. De bliver alle involveret i Sandhed eller Konsekvens, der får personlige omkostninger for dem. Maeve bliver samtidig besat efter at finde ud af, hvem der står bag og hun får både inddraget bedsteven Knox og ny ven Phoebe.

I og med vi har et skifte i hovedpersoner, var jeg spændt på om hvor godt det ville virke. Om jeg ville finde dem lige så interessante som Bayview-firkløveret som vi fulgte i den første bog eller ej. Og ja, jeg synes at karakterne er ganske interessante. Det var selvfølgelig også rart at få et indblik i hvad karakterne fra den første bog laver nu.

Spændingsniveauet er i top det meste af vejen, og man gætter flittig med i hvem der står bag Sandhed eller Konsekvens og hvorfor. Det er en meget fængende roman, der er svær at ligge fra sig, når man først er kommet i gang.
Der er en del intriger (hvilket var meget fedt), men der er også rigtig mange sidehandlinger og bipersoner, som nogle gange fylder lidt for meget og som stjæler fokus fra hovedplottet.
Jeg kunne godt lide at den tog fat i hvordan det kan være at være ung i disse dage med mobning (både fysisk og digital), familieproblemer og -hemmeligheder, had, venskaber og forelskelse. Jeg synes at forfatteren rammer rigtig godt på disse punkter.

Og så kom slutningen eller nærmere bestemt det sidste kapitel, som jeg stadig ikke rigtig ved, hvad jeg synes om. Lige op til slutningen, synes jeg at det var en rigtig fed bog, og det synes som sådan at den stadig er, men der er noget, der skuer lidt for mig. Der kommer en stor afsløring, som jeg ikke vil nævne her på grund af spoilers. Jeg har ikke noget imod selve afsløringen, men mere noget imod, hvordan den bliver behandlet. Der kommer nemlig ikke nogle konsekvenser for den pågældende person, i hvert fald hører vi ikke om det, og det synes jeg er lidt misvisende, da hele Sandhed og Konsekvens startede på grund af en handling, som ikke fik nogle konsekvenser, for den person, der udførte den. Og det virker bare lidt forkert og den mister lidt på den morale, den forsøger at fortælle. Når det nu er sagt, er det stadig en god bog, og jeg vil helt klart anbefale den til dem, der gerne vil have nervepirrende roman med en overraskende slutning.

En af os dræber er en velskrevet ya thriller/krimi, hvor der er smæk på handlingen. Den er fuld af drama og herlige personligheder, som vil fange én ind i sit net.


3,5/5 stjerner

Titel: En af os dræber // Originaltitel: One of Us is Next
Forfatter: Karen M. McManus
Serie: En af os lyver #2
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: CarlsenPuls
Udgivet: 21. januar 2020 // oprindelig udgivet 7. januar 2020
ISBN: 9788711910313
Sideantal: 381

søndag den 14. juni 2020

Nye bøger #60 - tilføjelser i maj


[Indeholder anmeldereksemplarer]

I løbet af maj måned modtog jeg tre anmeldereksemplarer, købte ti bøger og fik en bog i gave. I alt blev til 14 bøger, som er det højeste antal bøger i de sidste par måneder,

Som altid vil jeg starte med anmeldereksemplarerne.


Fra det nye forlag Gutkind modtag jeg tre anmeldereksemplarer, som jeg er vild spændt på at få læst. Den første jeg modtog, var Vi er fem af Matias Faldbakken, dernæst fik jeg Stine Pilgaards Meter i sekundet og til sidst modtog jeg Tour de Chambre af Tine Høeg.


Fra Illumicrate modtog jeg månedens bog for april som var Dangerous Remedy af Kat Dunn. Jeg havde også bestilt deres særudgave af Aurora Burning af Amie Kaufman & Jay Kristoff.
I FairyLoot modtog jeg Bone Crier's Moon af Kathryn Purdie, som var månedens bog for marts.


I Rema 1000 havde de Vandreture i Danmark til en flad hund, og da jeg gerne vil begynde at vandre sådan for alvor, røg den i indkøbskurven.


En ven skrev til mig for et stykke tid siden om jeg ikke ville have Borne af Jeff Vandermeer, da den ikke lige var noget for hende. Jeg sagde selvfølgelig ja tak, og glæder mig til at få den læst.


Sidst på måneden benyttede jeg mig af DreamLitts tilbud og derfor røg der seks bøger hjem til mig.
Jeg har glædet mig utrolig meget til at læse A. Silvestri nye bog Tre, så den skulle jeg selvfølgelig med. Derudover bestilte jeg Jacob Hedegaard Pedersens fantasyroman Kriger.


De næste bøger jeg købte var de sidste to bøger i Hugh Howeys trilogi. Jeg læste bog 1 Blår for nogle del år siden og har ventet på at sætte tænderne i Skift og Støv.


De sidste bøger jeg købte var Trine V. Ipsens fantasyserie Under skoven danser vi og Bag masken, som jeg har haft lyst til at læse siden jeg hørte hende på BogForum sidste år.


Jeg går med planer om at købe en del bøger i løbet af juni og evt. juli, men tror lige jeg skal have lavet en liste først, for at holde styr på dem alle. Vi må se, hvad det ender med.

torsdag den 11. juni 2020

Kaldet fra Galathea af Nathali Liane & Bettina Liane

"Aias liv ændrer sig for altid, da hun finder en forladt kuffert på sit dørtrin. Kufferten fører Aia og hendes tvillingebror, Peter, til det mystiske skib Galathea, der kan sejle mellem magiske verdener. På skibet bliver Aia og andre jævnaldrende uddannede som vogtere af den forunderlige verden Igdrafell. Truslen lurer nemlig altid i form af en gruppe ved navn Morkinskinna. Med kraften over blod og knogler vil de dræbe vogterne og udslette Igdrafell. Aia og Peter giver sig i kast med deres træning som vogtere, men da Aia opdager sandheden om sit ophav, sættes hun for alvor på prøve.
På Galathea trænes hun i at kæmpe mod mørket, men kan hun mon overvinde mørket i sig selv?"



[Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine]

Kaldet fra Galathea er første bind i en ny dansk fantasyserie skrevet af Nathali og Bettina Liane, og jeg var meget spændt på at læse den.

Vi følger Aia Kollgard og hendes tvillingebror Peter. Deres familie har stor magt, men Aia og Peter (samt deres mor og lillesøster) er familiens sorte får og bliver ikke behandlet særlig godt. Men en dag ankommer en magisk kuffert, der fører tvillingerne til Galathea. Galathea er et skoleskib, der sejler rundt i et parallelunivers ved navn Igdrafell. De er blevet udvalgt til at lære forskellige former for magi, så de en dag kan bliver vogtere, og beskytte både den almindelige verden og Igdrafell mod onde kræfter. Men livet på det magiske skib er ikke helt nemt for især Aia.

Kaldet fra Galathea er en helt igennem magisk læseoplevelse. Bogen er så rig på beskrivelser, at det er næsten som at være der selv. Jeg elskede alle beskrivelser af de forskellige undervisningstimer og de forskellige former for magi. Jeg elskede også alle beskrivelserne af Galathea, der nærmest er en karakter for sig selv. Galathea var virkelig et fedt sted at udforske, og jeg glæder mig til at lære mere i de næste bind.
Forfatterne trækker elementer og inspiration fra mange forskellige områder for at skabe deres univers, heriblandt nordisk mytologi, shamanisme, keltisk folklore og naturtro. Dette potpourri giver et virkelig unikt og fascinerende univers, som er helt sin eget. Man kan virkelig mærke at forfatterne har lagt mange kræfter i at skabe universet og gøre det utroligt troværdigt. Jeg var helt opslugt af det, og jeg synes at det er virkelige gennemført og fantasifuldt. Det er helt klart et univers, som jeg ville besøge, hvis det var muligt.

Jeg synes at handlingen er spændende og har et godt flow det meste af vejen. Der er rigtig mange temaer, der dukker op undervejs heriblandt magi, venskaber, mobning, familie, intriger, hemmeligheder, fordomme, magt, identitet og selvfølgelig kampen mellem det gode og det onde. Der er heldigvis også en del grå områder og karakter indimellem, som jeg synes var et godt træk.
Så er der selvfølgelig karakterne, hvor vi især lære Aia at kende. Hun er en karakter med styrker og fejl, hvilket gør hende meget menneskelig, og hun får både venner og fjender undervejs.
I starten af bogen virkede Aia og Peter meget tætte, men det ændrede sig en kende, da de kommer til Galathea. Der kommer en form for kile imellem dem, og især Peter virker meget alene på forskellige tidspunkter. Jeg savnede deres tætte sammenhold, men det ændrer sig heldigvis undervejs.

Kaldet fra Galathea er en velskrevet og stemningsfuld debut. Den var virkelig en fornøjelse at læse, og jeg vil anbefale den til alle fantasyelskere. Jeg glæder mig så meget til at læse den næste bog.


4/5 stjerner

Titel: Kaldet fra Galathea
Forfattere: Nathali Liane & Bettina Liane
Serie: Awen #1
Sprog: dansk
Forlag: Turbine
Udgivet: 6. september 2019
ISBN: 9788740657081
Sideantal: 558

tirsdag den 9. juni 2020

De tolv af Justin Cronin

"I De tolv fortsætter historien om regeringseksperimentet, der gik galt og resulterede i, at tolv dødsdømte fanger udviklede sig til blodtørstige dræbermaskiner og efterlod deres ofre som vampyrer. En gruppe overlevende kæmper nu for at holde sig i live og vil forsøge at finde de oprindelige tolv inficerede. Men de har slet ikke forstået omfanget af den katastrofe, de står midt i, for deres fjende har helt nye planer."


○ Den første 

De tolv er anden bog i Justin Cronins undergangstrilogi. Jeg var vild med Den første, så jeg var rigtig spændt på om fortsættelsen kunne leve op til min hype.

Verden går under i en hær af blodtørstige viraler (en slags vampyrer), der bliver kontrolleret af De tolv. De tolv var dødsdømte mordere, som under nogle eksperimenter blev forvandlet til udødelige og blodtørstige dræbermaskiner. Amerika er nu et land i forfald med små samfund af mennesker, der forsøger at overlever den natlige rædsel. Der er dog også nogle mennesker som kæmper imod viralerne, såsom Peter og Alicia, som vi også fulgte i den første bog. Der er selvfølgelig også den mystiske Amy, der spiller en helt særlig rolle i at overvinde De tolv.

Ligesom Den første springer De tolv i tid og sted. Vi hopper mellem romanens nutid, som er år 97 (5 år efter handlingen i Den første) og år 0, hvor verden gik under. Romanen tager også en enkel smuttur til år 79, som har stor personlig betydning for nogle af karakterne. Bagerst i romanen er der en oversigt over de vigtigste karakterer og hvilket år vi møder dem i. Det er meget rart, da der er mange karaktere med i denne murstensroman.
Der er også rigtig mange handlingstråde, der væver sig ind og ud af hinanden, men det er ikke svært at følge med. Tværtimod er de mange handlingstråde og karakterer med til at gøre De tolv til en virkelig spændende fortælling. Jeg er også vild med at vi får mere at vide om, hvad der skete i tiden omkring år 0. Cronin forstår virkelig at udvide sit univers på en virkelig god måde.

Cronin skriver virkelig godt og er fortræffelig til at beskrive de forskellige miljøer og de mange menneskeskæbner, som vi møder og enten kommer til at holde af eller hade. For som i de fleste dystopiske/postapokalyptiske kan mennesker være den største trussel mod mennesker. Der er også en del action- og spændingsscener, som holdt mig klinet til siderne.

De tolv er en virkelig god toer, der formår at udvide universet, hvad både angår handling og karakterer, og som levere et stramt og nervepirrende plot. Det er en virkelig episk serie, og jeg glæder mig så meget til at læse den tredje og sidste bog.


4/5 stjerner

Titel: De tolv // Originaltitel: The Twelve
Forfatter: Justin Cronin
Serie: The Passage #2
Orginalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet: 31. oktober 2012 (denne udgave) / oprindelig udgivet 16. oktober 2012
ISBN: 9788711438589
Sideantal: 751

søndag den 7. juni 2020

Juni læseliste


Jeg har en del bøger, som jeg gerne vil læse i løbet af juni og har derfor lavet en lille tbr liste, som skal holder mig til ilden, især da syv af mine bøger er på 500+ sider. Krydser fingre for at det virker.
  • Spejlbyen af Justin Cronin (837 sider). Spejlbyen er sidste bog i The Passage trilogien, og jeg glæder mig så meget til at læse afslutningen på denne vampyrdommedagsfortælling. 
  • Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen (512 sider). Jeg har fulgt forfatteren på Instagram i et godt stykke tid efterhånden, og nu er det altså på tide, at jeg får læst hendes bog.
  • En fortælling om sangfugle og slanger af Suzanne Collins (542 sider). Jeg er både spændt og nervøs for denne bog, men før jeg begynder på den skal jeg lige have genlæst de to sidste i den oprindelige trilogi.
  • Catching Fire af Suzanne Collins (391 sider). Er nok min yndlingsbog i trilogien.
  • Mockingjay af Suzanne Collins (392 sider). Er en af mine yndlingstrilogier.
  • Skovrå af Astrid B. Z. Madsen (238 sider). Fandt denne på biblioteket og fik lyst til at tjekke den ud.
  • Kold karantæne af David Koepp (287 sider). Jeg er rigtig spændt på denne her.
  • The Well of Ascension af Brandon Sanderson (781 sider). Dette er den næste bog, der skal læses til Cosmerereadakong. Jeg var virkelig glad for den første bog, så det håber jeg også at jeg bliver for denne. 
  • Blackout af Mira Grant (637 sider). Jeg er i gang med at genlæse denne serie, som er en af mine yndlings, og er kommet til den tredje bog.
  • Rise af Mira Grant (819 sider). En række noveller, der foregår i Newsflesh universet.
  • Feedback af Mira Grant (525 sider). Den fjerde bog i Newsflesh serien, der følger en helt ny gruppe af karakterer, og som foregår på nogenlunde samme tid som Feed (den første bog i serien). 
Jeg er virkelig spændt på om jeg når at komme igennem dem alle, især nu, hvor min arbejdsdag bliver mere og mere normal. Men jeg vil i hvert fald gøre en indsats.

torsdag den 4. juni 2020

Dødt kød - dag 3 af Nick Clausen

"De døde er vågnet. Drevet af en umættelig sult. På evig jagt efter frisk kød. Smitten spreder sig som pesten. Intet står imellem de udøde og menneskeheden. Er det for sent at redde verden fra katastrofen?"


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet]

Dødt kød - dag 1Dødt kød - dag 2

Med Dødt kød - dag 3 begynder zombiesnebolden for alvor at rulle, og jeg elsker det!

Bogen starter med at vi møder William, der arbejder på sygehuset som portør. Han er nede i kælderen, hvor han går forbi en lukket dør. Dørhåndtaget bevæger sig op og ned og William tror at nogle er blevet låst derinde, så han åbner døren. Det er bare ikke mennesker, der gemmer sig bag døren, men derimod to zombier, og hvis I har læst Dødt kød - dag 2 ved I hvem det er. Og så er vi ellers i gang, og jeg skal love for at det bliver en intens dag 3.

Jeg havde virkelig glædet mig til at sætte tænderne i Dødt kød - dag 3, fordi jeg synes at det er et spændende koncept, hvor hver bog fortæller zombie apokalypsen én dag af gangen. Det er ikke noget jeg har set før, og jeg har læst mange zombiehistorier. Samtidig startede vi på dag 1 stille og roligt ud med et afsidesliggende hus, tre unge mennesker og et par zombier, og så har de efterfølgende bøger gjort det større og større. Nu er vi så kommet til dag 3, hvor det for alvor begynder at rulle hurtigt. Denne måde giver en virkelig god og intens spændingsopbygning. Vi får hele tiden et lag mere på historien, et lag mere på karakterne (dem der overlever), og et lag mere på konsekvenserne. For var det allerede for sent at stoppe zombierne på dag 1? Det er jeg i hvert fald meget spændt på at finde ud af.

Jeg var rigtig glad for William. Han var handlekraftig person, som tog zombierne alvorlig fra starten, hvilket jeg var vild med. Der var ikke så meget pis med ham. Dan er også tilbage, og han har virkelig haft nogle hårde dage. Han er også en handlekraftig karakter bare på en anden måde end William. Vi møder også Mille, som også virker ganske interessant. Jeg håber vi lærer hende bedre at kende i den næste bog. Man skal aldrig knytte sig for tæt til karakterer i zombiehistorier, men jeg krydser fingre for at dette trekløver overlever lidt endnu.

Dødt kød - dag 3 er endnu en velskrevet zombiehistorie. Der er endnu mere blod og splat i dette bind, da zombierne for alvor er ved at sprede sig. Der er også godt med gys og spænding fra første side, så man sidder limet til siderne. Elsker man gys og zombier vil jeg helt klart anbefale denne serie.



4,5/5 stjerner

Titel: Dødt kød - dag 3
Forfatter: Nick Clausen
Serie: Dødt kød #3
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 2019
ISBN: 9788793456600
Sideantal: 151

tirsdag den 2. juni 2020

Maj 2020


[Dødt kød - dag 3 er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet]

Første del af maj stod på hjemmearbejde, mens vi i anden halvdel fik lov til at åbne mere op for biblioteket, og selvom jeg har holdt af at arbejde hjemme, har jeg godt nok savnet at være på vagt og iblandt alle bøgerne, og ikke mindst se nogle af mine skønne kollegaer igen (og ikke blot igennem en skærm). Den anden dag fik jeg gået en lang tur med en kollega. Det var super hyggeligt.
Jeg har været på besøg hos mine forældre, hvilket var dejligt.
Jeg har også lavet en del havearbejde, og begyndt at tage tapet ned i stuen.

__________

Maj var en virkelig god læsemåned, hvor jeg fik læst 35 bøger, hvoraf 5 blev hørt sin lydbog. I alt blev det til 8.827 sider, hvilket er et helt vildt tal.
Min læsning bestod af en del genlæsninger af favoritter, men der var skam også plads til nye bekendtskaber.
Jeg havde glemt at tælle en fagbog med i en tidligere måned, så jeg fuldførte faktisk mit ene læsemål, nemlig den om at læse 10 fagbøger i sidste måned. Så yeah sidste måned! Jeg har dog flere fagbøger stående, så jeg regner med at fortsætte. Jeg skal dog i gang med at læse nogle flere klassikere og digtsamlinger.

Den længste bog jeg læste var De Tolv på 751 sider, men den korteste var Den lille gyserbutik og mysteriet om de forsvundne tænder på blot 58.

Jeg fik læst flere rigtig gode bøger i løbet af maj. Nogle af dem var Feed, Deadline, Grimm II, Flugten af DanmarkMotorhjerte og Livet - Illustreret.

Jeg fik også læst Scott Snyders Batman. Jeg havde for nogle år siden læst de første 6 bind, men glemt at læse bind 7 og 8 selvom jeg havde dem på hylden (hvorfor ved jeg ikke). Serien indeholder 10 bind i alt, men bind 7 og 8 var bare ikke særlig gode i forhold til de første bind, og da de ikke findes på et bibliotek her i landet, får jeg ikke læst de to sidste bind, for jeg vil ikke ud og købe dem.

Jeg var meget spændt på at begynde på En lykkelig slutning, som jeg valgte at høre som lydbog. Det var en god oplæser, og jeg var generelt meget fascineret af historien, selvom det virkelig var nogle tabuemner, som forfatteren tog fat på. Det er ikke en bog for alle, men hold kæft hvor er den vild.

__________

I 2020 har jeg sat mig nogle læsemål, hvor jeg gerne vil færdiglæse flere serier, læse flere digte, fagbøger og klassikere. Jeg vil derfor bruge min månedsopsamling på at gøre status over, hvor meget jeg har nået i løbet af måneden. Derudover vil det forhåbentlig gøre, at jeg ikke så let glemmer udfordringerne.

Færdiglæse 10 serier:
5. One Of Us is Lying af Karen M. McManus
6. Women Are Some Kind of Magic af Amanda Lovelace
7. Grimm af Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker (der må gerne komme flere gendigtninger efter min mening)
8. Død verden af Louise Haiberg

Læse 10 digtsamlinger:
4. The Mermaid's Voice Returns in This One af Amanda Lovelace

Læse 10 faglitterære bøger:
11. Pseudoarbejde: Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting af Dennis Nørmark & Anders Fogh Jensen
12. Why You Should Read Children's Books, Even Though You Are So Old and Wise af Katherine Rundell

__________

Jeg har en del læseplaner for juni, og jeg er spændt på, hvor jeg får læst, nu hvor min arbejdsdag bliver mere normal.
Jeg har også en del havearbejde (det er jo højsæson), og så skal jeg også videre med mit tapetprojekt (hurra for lydbøger).


Læste bøger:
Kenneth Bøgh Andersen: Myrekryb og ormehuller - Antboy vender tilbage 1
Scott Snyder: Batman Volume 1: The Court of Owls
Scott Snyder: Batman Volume 2: The City of Owls
Sanne Munk Jensen: En dygtig havfrue
Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker: Grimm - Grumme eventyr genfortalt for gamle og unge
Scott Snyder: Batman Volume 3: Death of the Family
Nick Clausen: Dødt kød - dag 3 (anmeldereksemplar)
Scott Snyder: Batman Volume 4: Zero Year: Secret City
Jim Butcher: Grave Peril (The Dresden Files #3) (lydbog)
Scott Snyder: Batman Volume 5: Zero Year: Dark City
Scott Snyder: Batman, Volume 6: Graveyard Shift
Karen M. McManus: En af os dræber (One of Us Is Lying #2)
Scott Snyder: Batman Volume 7: Endgame
Scott Snyder: Batman Volume 8: Superheavy
Amanda Lovelace: The Mermaid's Voice Returns in This One (Women Are Some Kind of Magic #3)
Stephen King: Carrie
Justin Cronin: De Tolv (The Passage #2) (lydbog)
Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker: Grimm II - Grumme eventyr genfotalt for gamle og unge (Grimm #2)
Maren Uthaug: En lykkelig slutning (lydbog)
Dennis Nørmark & Anders Fogh Jensen: Pseudoarbejde: Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting
Katherine Rundell: Why You Should Read Children's Books, Even Though You Are So Old and Wise
Magdalena Hai: Den lille gyserbutik og mysteriet om de forsvundne tænder
Holly Black & Cassandra Clare: The Copper Gauntlet (Magisterium #2) (lydbog)
Mira Grant: Feed (Newsflesh #1)
Hall of Fame: Byron Erickson & Giorgio Cavazzano
Hall of Fame: Daniel Branca
Holly Black & Cassandra Clare: The Bronze Key (Magisterium #3) (lydbog)
Mira Grant: Deadline (Newsflesh #2)
Holly Black & Cassandra Clare: The Silver Mask (Magisterium #4) (lydbog)
Adam O.: Flugten fra Danmark (Den rustne verden #1)
Adam O.: Motorhjerte (Den rustne verden #2)
Lisa Aisato: Livet - Illustreret
Andy Griffiths & Terry Denton: En træhule på 13 etager (Treehouse #1)
Carina Evytt: Fuldmåne (Mørkeræd #2)
Louise Haiberg: Forenet (Død verden #4)