Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 30. august 2018

Bad Guys: Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) af Aaron Blabey

"Vores onde venner begyndte et nyt og bedre liv, da de reddede 200 hunde fra et hundeinternat. Og nu er det tid til en ny redningsaktion rettet mod de 10.000 fjerklædte fanger, der er stoppet ind i bittesmå bure på hønsefarmen Solsiden.
Hønsene sidder der døgnet rundt uden sol og uden plads til at lege, og nu skal de befries med hjælp fra edderkoppen Behårede Benny. De skal bare lige hacke sig ind i hønsefarmens computer først ..."



Så er Bad Guys tilbage igen med en om muligt endnu vildere plan om at gøre gode gerninger end i den første bog.
Denne gang har Hr. Ulv lagt en plan om at redde 10.000 høns fra hønsefarmen Solsiden. De fire gutter kan dog ikke udføre planen alene, da de skal forbi indbrudssikrede mure, laserstråler og ikke mindst barske vagter, så derfor henter de endnu en "god" fyr med et dårligt rygte ind, for at hjælpe dem med deres storstilede plan.

Humoren er stadig helt i top samt tilpas gakket, og der er fuld fart over handlingen så man er fanget fra første side. Den er meget letlæst, og handlingen bliver understøttet af de sjove sort og hvide illustrationer.

Det var et ekstra plus at vi fik en ny bad guy på scenen, og det var megasjovt at de andre bad guys, undtagen Hr. Ulv, var bange for ham. Især Mister Haj gik helt i selvsving, når tarantellen Benny var i nærheden, og det var han temmelig tit, da han er en meget venlig edderkop, der dog lider lidt af et hackerproblem. Han kan simpelthen ikke lade være med at hacke sig ind i ting, som han burde holde sig fra. Så Benny var en god tilføjelse, og jeg håber at han er med i de efterfølgende bind.

Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) er fin underholdning med en uventet cliffhanger til sidst, så jeg håber de næste bind bliver oversat på et tidspunkt. Bad Guys serien er helt perfekt til børn, der har mistet deres læselyst, idet den er letlæst, den har en god balance mellem tekst og tegning og så er den sprængfuld af humor og action.


3/5 stjerner

Titel: Bad Guys: Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) / Originaltitel: The Bad Guys: Episode 2
Forfatter: Aaron Blabey
Serie: Bad Guys - Episode 2
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 6. marts 2018 (denne udgave) / oprindelig udgivet 1. november 2015
ISBN: 9788740041378
Sideantal: 190

tirsdag den 28. august 2018

Fluff My Life af Skottie Young

"All hail Gertrude, the new Queen of Fairyland. After thirty years of wreaking havoc across this magical world to find her way back home, she must now overcome her biggest challenge yet... ruling the place she hates most. Join Gert as she continues her never-ending quest to get the FLUFF out of Fairyland."




Gertrude er stadig fanget i det syrede Fairyland, mens hun mere og mere desperat forsøger at finde en vej ud. Og hun var tæt på at komme tilbage til sin egen virkelighed i bind 1. Desværre ødelægger Gertrude det for sig selv, da hun i hævnlyst myrder dronning Cloudia. Reglerne er nemlig sådan, at den der myrder den pågældende konge eller dronning skal tage dennes plads og blive den nye regent af Fairyland. Så Gertrude kommer til at regere over den verden hun hader af et ondt hjerte og alle de stakkels indbyggere går en grum tid i møde med Gertrude som dronning. Men det ender selvfølgelig ikke her og snart er Gertrude atter på jagt efter vejen hjem sammen med hendes trofaste følgesvend Larry. Undervejs får hun nye "venner" og fjender, nok mest fjender, hvis vi skal være helt ærlige.


Efter at have læst I Hate Fairyland Volume One - Madly Ever After, som var et helt fantastisk første bind fyldt med vold og humor, var mine forventninger til det næste bind i serien, forståeligt nok skyhøje, og dermed ikke helt nemt at få indfriet. Og det blev de da heller ikke helt. Forstå mig ret - Fluff My Life er stadig en virkelig fed efterfølger, men jeg må sige at historie er en kende mere rodet i dette bind end den var i det første. Og det trækker læseoplevelsen en smule ned for mig. Forfatteren havde simpelthen for mange bolde i luften på samme tid, for mange små sidehistorier, der stak i mange forskellige retninger, og det føltes derfor ikke som et helstøbt historieforløb som bind 1, men derimod mere fragmenteret.

Tegnestilen bevarer niveauet fra bind 1 og er så fuld af farver og groteske situationer, at det er en fryd at fordybe sig i den. Den er også på sin vis meget candyflossagtig og det er nærmest som at åbne dørene til en meget farvestålende slikbutik (dog en meget voldelig en af slagsen). Tegnestilen skifter også på et tidspunkt for at passe til en af historierne, og det fungerer bare virkelig godt.


Jeg har læst Fluff My Life to gange indtil videre, første gang i 2017 et par måneder efter den var udkommet og igen her i 2018 og jeg kan konstatere, at jeg synes bedre om Fluff My Life ved den genlæsningen. Fluff My Life er den svære to'er, der ikke helt lever op til det første bind, men det er stadig et helt fantastisk univers med utrolige karakterer, som jeg glæder mig til at læse videre i. Jeg er fan!


4/5 stjerner

Titel: Fluff My Life
Forfatter: Skottie Young
Serie: I Hate Fairyland Vol. 2
Sprog: engelsk
Forlag: Image Comics
Udgivet: 13. december 2016
ISBN: 9781632158871
Sideantal: 128

torsdag den 23. august 2018

As Dead As It Gets af Katie Alender

"It's been three months since Alexis helplessly witnessed Lydia Small's violent death, and all she wants is for her life to return to normal. 
But normal people don't see decaying bodies haunting photographs. Normal people don't have to deal with regular intrusions from Lydia's angry ghost, sometimes escalating to terrifying attacks. 
At first, it seems that Lydia wants revenge on Alexis alone. But a girl from school disappears one night, and Alexis spots one of Lydia's signature yellow roses lying on the girl's dresser the next day. Soon, it becomes clear that several of Alexis's friends are in danger, and that she's the only person who can save them. But as she tries to intervene, Alexis realizes that her enemy is a much more powerful ghost than she's ever faced before... and that its fate is tied to hers in ways she couldn't possibly imagine. 
Not even in her worst nightmares."



As Dead As It Gets er tredje og sidste bind i trilogien Bad Girls Dont Die. Det er en trilogi, som jeg har været virkelig glad for, at læse og som også har givet mig et par forskrækkelser undervejs. Men nu er det jo også en gyserserie, så det havde jeg som sådan også forventet, at den ville.

Efter at have bekæmpet Alart i From Bad to Cursed og ikke mindst set Lydia Small død lige foran hende, kan Alexis nu se spøgelser, især når hun fotograferer. Samtidig bliver hun også hjemsøgt af Lydias spøgelse, og det kommer der nogle interessante episoder ud af til tider. Selvom Alexis nu kan se spøgelser er det et pænt stykke tid siden, der er sket noget og hun håber derfor at alt er ved at vende tilbage til det normale igen. Hun har dog brudt med kæresten Carter og har heller ikke så god kontakt til bedsteveninden længere. Desværre for Alexis går alt i den forkerte retning igen, da der begynder at ske mystiske ting for en række piger, og Alexis bliver selvfølgelig blandet ind i det hele endnu en gang. Alexis tror først at det er Lydia, der er ansvarlig, men snart viser det sig, at der er helt andre kræfter på spil.

Jeg blev virkelig glad for As Dead As It Gets mens jeg læste den. Jeg skulle lige ind i fortællingen igen, da der er sket nogle ting siden 2'eren, men de bliver heldigvis også fortalt videre til læseren. 
As Dead As It Gets er velfortalt og spændende. Horroren er en smule anderledes end i de to andre bøger. De havde en mere psykologisk horror (især den første), hvor As Dead As It Gets har en mere grafisk horror, især når det kommer til nogle af mordene. Derfor er denne bog ikke for sarte sjæle, for det bliver en smule blodigt indimellem.

Alexis virker mere melankolsk i dette bind end de tidligere, men det er forståeligt, når man tænker på, hvad hun har været igennem. Carter var jeg ikke så vild med i denne bog (i hvert fald i en god bid af den). Jeg brød mig ikke rigtig om hans opførelse. Lydia derimod blev jeg rigtig glad for. Jeg kunne ikke klare hende i From Bad to Cursed, hvor hun var virkelig træls, men det har hjulpet på det hele, at hun nu er et spøgelse.

Det er altid en smule vemodigt at afslutte en serie man holder af, og det var det bestemt også denne gang. På den ene side ville jeg gerne have endnu flere bøger om Alexis & co., men på den anden siden var As Dead As It Gets en virkelig fin afslutning på en fantastisk serie, der får min varmeste anbefaling.


4/5 stjerner

Titel: As Dead As It Gets
Forfatter: Katie Alender
Serie: Bad Girls Don't Die #3
Sprog: engelsk
Forlag: Disney-Hyperion
Udgivet: 21. maj 2016
ISBN: 9781423137788
Sideantal: 448

tirsdag den 21. august 2018

Sprækker i virkeligheden af Camilla Wandahl & Caroline Ørsum

"'Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille.
Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun.'

Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.

Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.

Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?

Sprækker i virkeligheden er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med."


[Reklame - Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet]

Sprækker i virkeligheden er en samling på 8 noveller, hvor forfatterne Camilla Wandahl og Caroline Ørsum, hver har bidraget med fire noveller. Camilla Wandahl har skrevet Hånden, Altid, Ulven og Slangepigen, mens Caroline Ørsum har skrevet Lillesøster, En tom stol, Brombærblod og Dumme ko.

Jeg har læst Sprækker i virkeligheden to gange indtil videre. Den første gang var under forårets Readathon, hvor jeg slugte novellerne på ganske kort tid - det var jo et Readathon. Den anden gang var tilbage i juni, hvor jeg tog mig bedre tid til at læse dem, i stedet for bare at flyve igennem bogen på ingen tid, som jeg gjorde første gang.
Og der er ingen tvivl om at de to forfattere er gode til at skrive historier. Novellerne er vidt forskellige, men de har alle fokus på unge mennesker i svære situationer. Derudover befinder de så alle lige på kanten mellem virkelighed og fantasi. Denne balancegang fandt jeg meget interessant, da jeg kunne gætte med på, hvad var virkeligt og hvad der kun var karakternes fantasi, og det var ikke altid det som man umiddelbart troede.

Som altid med novellesamlinger er der nogle af novellerne, der rammer mig mere end andre gør. Jeg synes dog ikke rigtig, at de var særlig uhyggelige, som det ellers bliver lagt til på bogens forside. Jeg er selvfølgelig også mærket af, at jeg har læst rigtig meget gys og horror, så der skal efterhånden en hel del til at skræmme mig. Men novellerne er fantasifulde og til tider overraskende. De behandler nogle tunge og relevante emner som blandt andet mobning, cutting, savn, død og skyldfølelse. Det giver en snert af realisme blandet med en overnaturlig setting, så der er lidt for enhver smag, hvilket er fedt.

Sprækker i virkeligheden er en gennemført og velskrevet novellesamling, og jeg håber at forfatterne arbejder sammen en anden gang. Jeg er sikker på at det nok skal blive godt.



4/5 stjerner

Titel: Sprækker i virkeligheden
Forfatter: Camilla Wandahl & Caroline Ørsum
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 9. marts 2018
ISBN: 9788793456310
Sideantal: 144

søndag den 19. august 2018

Anbefaling #5 - Weird Things Customers Say In Bookshops


Jeg kan ikke længere huske, hvornår jeg først opdagede disse to bøger.  Ligesom jeg heller ikke kan huske, hvornår jeg opdagede forfatterens YouTube kanal. Men det er i hvert fald ved at være nogle år siden. Jeg ser med jævne mellemrum Jen Campbells videoer, og jeg er især glad for hendes eventyranbefalinger, hvad enten det er fagbøger om emnet eller skønlitterære genfortællinger. Jeg har fundet en del nye favoritter blandt hendes anbefalinger.
Som forfatter skriver Jen Campbell poesi, billedbøger, noveller, en fagbog og så de to bøger Weird Things Customers Say In Bookshops og More Weird Things Customers Say In Bookshops, som denne anbefaling skal handle om.

Før Jen Campbell begyndte at arbejde som freelance og fuldtidsforfatter, arbejdede hun i 10 år i en boghandel. Og det er arbejdet i en boghandel, eller nærmere bestemt nogle af de sjove eller mærkelige forespørgsler eller kommentarer man kan få i løbet af en arbejdsdag, der har inspireret hende til at indsamle og nedskrive nogle af dem. Det har så i sidste ende ført til Weird Things Customers Say In Bookshops og efterfølgeren More Weird Things Customers Say In Bookshops.

Jeg kan så meget relatere til nogle af disse citater. Jeg arbejder selv på et bibliotek, og der får man også indimellem nogle meget sjove eller mærkelig forespørgsler på bogtitler eller forfattere. Man skal nogle gange ud på en lille skattejagt for at finde den ønskede bog.
Jeg er også flere gange blevet spurgt om jeg har læst alle bøgerne i biblioteket. Nogle gange har det være for sjovt og med et glimt i øjet, mens andre gange er spørgsmålet blevet stillet i ramme alvor og spørgeren er blevet småfornærmet, når jeg har sagt nej.

Weird Things Customers Say In Bookshops og More Weird Things Customers Say In Bookshops er to fornøjelige korte bøger, der er hurtige at læse. Nogle af citaterne/udsagnene er sjovere end andre, men det er jo også en sag om smag og behag, når det kommer til hvad man finder humoristisk, som jeg synes kan være en svær følelse at ramme i litteratur.

Jeg har i hvert fald været godt underholdt, mens jeg læste disse to bøger, hvor jeg kunne more mig over de sjove og mærkelige ting, man kan blive spurgt om, når man arbejder i en boghandel.
Jeg vil anbefale bøgerne, hvis du her lidt tid inden aftensmad, eller bare vil have dig et godt grin, for så kan disse bøger være noget for dig. Jeg vil lige til sidst igen anbefale forfatterens youtube kanal, hvor du kan finde anbefalinger på mange spændende og gode bøger, høre mere om Jens arbejde som forfatter samt meget, meget mere. Den flyder nemlig over med kærlighed til bøger og det skrevne ord.


torsdag den 16. august 2018

Når mørket kommer krybende af Morten Carlsen, Patrick Leis, Teddy Vork, Gudrun Østergaard og A. Silvestri


[Reklame - Anmeldereksmplar fra Enter Darkness]

Når mørket kommer krybende indeholder fem horror noveller fra fem danske forfattere.
De fem forfattere er Morten Carlsen, Patrick Leis, Teddy Vork, Gudrun Østergaard og A. Silvestri. Jeg har stiftet bekendtskab med alle forfatterne tidligere enten i form af deres romaner og/eller noveller.

Morten Carlsen har skrevet Fra brændingen, der er den første novelle i samlingen og den der skræmte mig mindst. Den handler om Nikolaj, der mens han rydder op i farens dødsbo, falder om noget fra skibet The Black Crescent som gik ned ud for kysten under en storm i 1852.
Jeg synes Morten Carlsen har en interessant skrivestil og der er helt klart noget gotisk over Fra brændingen. Desværre bliver det hele lidt for diffus for mig til at jeg finder det rigtig skræmmende og uhyggelig, og jeg blev desværre aldrig rigtig fanget af historien. Men jeg kunne godt lide den maritime atmosfære krydret med den gotiske stemning.

I Et drømmebarn af Patrick Leis møder vi Daniella, der altid har drømt om at blive gift og få børn. Hun får et barn og så skulle man tror at alt var fryd og gammen, men sådan er det desværre ikke. Daniella føler at alt er forkert, hun hører mærkelige lyde, ting flytter sig på uforklarligvis og så er der også noget helt galt med barnet, ikke?
Den her novelle var til gengæld mere uhyggelig efter min mening. Selvom jeg ikke har børn selv, kan jeg godt følge Daniella tanker og tvivl om at være nybagt mor og ikke elske sit barn. Desuden er der en virkelig creepy dukke med og det gør det bestemt ikke bedre.

Svarthdel af Teddy Vork handler om en lille familie, der er ved at forberede sig til juleaften. Katrine er ved at bage julesmåkager, mens manden Klaus og sønnen Peter er ude at lede efter familiens kat, der har været væk et par dage. Katrine får den ide at katten har gemt sig på loftet og går op for at kigge efter.
Jeg fandt ud af, at jeg faktisk allerede havde læst denne novelle, men det var da den havde titlen Den forsvundne risengrød. Men selv om jeg har læst novellen før, tager den bestemt ikke skade af en genlæsning. Den er måske lidt forudsigelig til sidst, men ellers er den meget fin.

Et barndomshjem af Gudrun Østergaard handler om Cecilie, der skal passe sin tantes hus alene. Der er visse regler som Cecilie skal overholde, og værelser hun ikke må være om aftenen/natten. Denne novelle sagde mig desværre heller ikke så meget. Jeg fandt også denne novelle meget diffus og ikke særlig skræmmende, måske hvis den havde været længere og gået mere ind i Cecilies og husets tilstand, havde den ramt mig bedre? Den vandt dog noget ved en genlæsning.

Blinde killinger af A. Silvestri er samlingens sidste novelle, og den bedste og mest skræmmende efter min mening. En landmand bog alene med sin yngste søn på en gård. Gården vrimler med rotter og katte, og drengen følger fascinerende med når døden tager et af de mange dyr.
Den her novelle er virkelig spændende og virkelig ubehagelig. Jeg vil ikke afsløre for meget andet end at den ikke er for sarte sjæle, men jeg vil anbefale at man læser den alligevel.

Når mørket kommer krybende er en fin novellesamling uden de alt for store armsving. For mig er altid nogle noveller, der rammer mere i plet end andre og det var også tilfældet her. Men hvis man mangler en kuldegysning eller to her i sommervarmen, kan man snildt kaste sig over Når mørket kommer krybende.


3,5/5 stjerner

Titel: Når mørket kommer krybende
Forfattere: Morten Carlsen, Patrick Leis, Teddy Vork, Gudrun Østergaard, A. Silvestri / Red. Lars Grill Nielsen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Enter Darkness
Udgivet: 17. marts 2018
ISBN: 9788799912971
Sideantal: 74

tirsdag den 14. august 2018

Læseliste for august 2018 - TBR #8


Jeg har ikke fået planlagt en tbr for august måned. Der er flere grunde til det, men den vigtigste er at lige nu vil jeg bare gerne læse alt og intet på samme tid. Så derfor vil jeg ikke tvinge mig selv til at lave en tbr for august måned, som jeg ved, jeg alligevel ikke kommer til at overholde. Jeg vil derimod med jævne mellemrum tage et kig på mine reoler samt de bøger jeg har lånt fra biblioteket og vælge hvilken bog jeg gerne vil læse. Denne metode har indtil videre gjort at jeg har fået læst 18 bøger, og vi er ikke engang halvvejs i måneden endnu. Det er jeg rigtig glad for, jeg var nemlig bange for at august ville blive en sløv læsemåned, nu hvor min ferie er slut, men det ser heldigvis ikke ud til at være tilfældet.
Så min tbr for august bliver, hvad enten jeg lige falder over på mine reoler og på biblioteket. Og jeg løber i hvert fald ikke tør for læsestof lige med samme.

søndag den 12. august 2018

Nye bøger #38 - tilføjelser i juli


[Reklame - indeholder anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic]

Julis bookhaul bliver et lille et af slagsen, da jeg kun har købt og modtaget 6 bøger i løbet af måneden. Der er dog nogle bestillinger på vej til mig, men da jeg endnu ikke har modtaget dem, kommer de sandsynligvis først med i august bookhaul.


I juli modtog jeg femte og sidste del i serien Sagaen om Talon, som er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Bogens navn er Inferno og er skrevet af Julie Kagawa. Den har en rigtig flot forside, som er en kende svær at fange på kamera.


 I slutningen af juni bestilte jeg tre hypede bøger, og jeg modtog dem i starten af juli. Jeg har endnu ikke læst dem, men jeg regner ikke med at der går alt for længe før jeg kaster mig over dem, eller det håber jeg i hvert fald ikke.
Bøgerne er The Poppy War af R. F. Kuang, Circe af Madeline Miller og The Seven Husbands of Evelyn Hugo af Taylor Jenkins Reid.
Jeg har rigtig store forventninger til disse bøger, så er meget spændt på om de bliver opfyldt.


Også tilbage i juni bestilte jeg et par bøger fra Folio Society, men desværre havde mit eksemplar af The Silmarillon af J. R. R. Tolkien fået en træls skade under transporten. Så jeg skrev til Folio Society om det, og de var så søde at sende mig et nyt eksemplar, som jeg nu har fået. 


Den sidste bog i dette haul er juli måneds FairyLoot boks. Bogen er Heart of Thorns af Bree Barton og en fantasy/eventyr genfortælling, så vidt jeg er orienteret.

Dette var ikke det største bookhaul på denne blog, men det gør bestemt ikke noget, for jeg trænger til at få læst nogle af mine mange ulæste bøger. Og som sagt regner jeg med snart at modtage nogle bøger med posten.

Har du købt nogle spændende bøger i juli?

torsdag den 9. august 2018

Lysets hjerte af Kenneth Bøgh Andersen

"Jacks forældre er gået fra hinanden, og sammen med sin mor og lillesøster skal han holde ferie i et gammelt hus inde i en skov. Jack er sikker på, at det bliver den væreste ferie nogensinde, men huset viser sig at være fuldt af overraskelser og hemmeligheder. Det er dog ét rum, familien ikke må gå ind i. Men det kan være svært at holde, hvad man lover."


Kenneth Bøgh Andersen har udgivet en ny bog, så selvfølgelig skulle jeg læse den. Og den blev da også slugt på ganske kort tid.

Jack er 14 år gammel, og han er meget træt af sit liv i øjeblikket. Hans forældre er lige blevet skilt, hans far har en ny familie, og Jack skal holde ferie sammen med sin mor og lillesøster Emilie langt ude i en skov i et oldgammelt hus, hvor der ikke er nogen som helst form for mobildækning. Huset bliver kaldt Villa Tempus, og ejeren, der byder den lille familie velkommen, hedder Leonard Tempus. Familien får lov til at bevæge sig rundt i alle værelser på nær ét som er forbudt område. Jack er virkelig vred over forældrenes skilsmisse og efter et skænderi med moren går han på opdagelse i huset. Og han opdager hurtigt at Villa Tempus ikke er et helt almindeligt hus, og så er der jo det værelse, som Jack har lovet ikke at gå ind i. Problemet er bare at han er pokkers nysgerrig og selvfølgelig kan han i den sidste ende ikke holde sig fra værelset. Og så er det at eventyret får alvor går i gang.

Lyset hjerte er en forholdsvis kort bog, som man kan læse den ganske hurtigt, fordi den er så spændende samt godt skrevet. Kenneth Bøgh Andersen forstå at skrive en troværdig historie med levende karakterer. Jack har det virkeligt svært med sine forældres skilsmisse og er meget mærket af det. Han skyder til dels skylden på moren for at få lov til at afreagerer og opfører sig også som en vranten teenager over for moren og søsteren det meste af tiden. Man får virkelig Jacks følelser og tanker under huden, og han er en meget interessant karakter at læse om. Sproget er fængende og troværdigt.
Handlingen er som skrevet meget spændende med interessante plot twist som jeg ikke altid så komme. Kenneth Bøgh Andersen blander fantasy og horror sammen og tilsætter det en knivspids realisme. Man kan virkelig mærke den store fortællerglæde, og jeg ville bare ønske at romanen havde været længere, for efter endt læsning ville jeg bare gerne have endnu mere.

Rasmus Jensen har lavet nogle rigtig fine og stemningsfulde illustrationer, der passer meget godt til historien og som runder hvert kapitel af. Min eneste anke er, at jeg gerne ville have endnu flere illustrationer, fordi de var så stemningsfulde.

Kenneth Bøgh Andersen referer undervejs til både fantasyklassikere og horrorklassikere og selvfølgelig også til hans egne bøger. Jeg vil ikke fortælle, hvilke her, for det er altid sjovt selv at gå på jagt efter dem. Men skulle det ske at man ikke finder dem undervejs, er forfatteren så venlig at løfte sløret for dem efter historien er færdig.

Jeg kunne rigtig godt lide mixet af fantasy og horror/gys som gjorde Lysets hjerte til en mørk, men spændende historie, der får en til at sidde på kanten af stolen i bare spænding. Hvis det lyder som noget for dig, så tjek endelig Lysets hjerte ud. Den er en lille perle af en fortælling.


3,5/5 stjerner

Titel: Lysets hjerte
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 8. juni 2018
ISBN: 9788763857864
Sideantal: 128

tirsdag den 7. august 2018

Thornhill af Pam Smy

"1982: Mary er en ensom forældreløs pige på Thornhill-hjemmet, som er ved at blive lukket ned. Hendes få venner bliver adopteret eller flyttet til nye hjem, og Mary efterlades alene med den pige, der mobber hende ustandseligt. Marys hævn over sin plageånd får store konsekvenser for dem begge to og for selve Thornhill…

2017: Ella er lige flyttet til en ny by og kender ingen. Fra sit kvistværelse i det nye hus har hun udsigt over det faldefærdige, forladte Thornhill-hjem. En dag ser hun en pigeskikkelse i et af vinduerne. Opsat på at lære pigen at kende trænger Ella ind på grunden og videre ind i Thornhills mystiske fortid…"



Jeg opdagede Thornhill under en vagt på børnebiblioteket (det er farligt at arbejde på et bibliotek ;)) og blev straks fanget af den lidt dystre forside, så selvfølgelig var jeg nødt til at låne den med hjem og læse den. Jeg havde håbet på en dyster og lidt hjerteskærende fortælling, og jeg fik alle mine forventninger indløst.

Thornhill er en grafisk roman, der fortæller to parallelle fortællinger og to forskellige pigeskæbner - Mary og Ella. Den ene fortælling bliver fortalt igennem dagbogsnotater (Mary) og den anden bliver fortalt igennem billeder (Ella).
Mary er en forældreløs pige, der bor på børnehjemmet Thornhill i 1982. Hun taler meget lidt, faktisk kun når hun bliver tvunget til det. Resten af tiden er en stum. Hun tilbringer meget tid med sig selv, som hun bruger på at lave dukker og skrive i hendes dagbog, mens hun håber på at blive adopteret af en kærlig familie. Mary bliver plaget af en af de andre børnehjemspiger, som mobber hende på det groveste. Til sidst bliver mobningen så voldsom at Mary endelig får nok og planlægger en grusom hævn, der får frygtelige konsekvenser.
Ella lever i 2017 og er netop flyttet ind i nabohuset til det nu nedlagte Thornhill. Hendes mor er død og hendes far har travlt med sit arbejde og er derfor sjældent hjemme. Ella er derfor meget alene. Hun ser hun en mystisk pigeskikkelse bevæge sig rundt i Thornhill huset og den dertilhørende have. Hun beslutter sig for at undersøge sagen nærmere og langsomt fletter de to historier sig sammen.

Jeg kunne rigtig godt lide at fortællingen veksler imellem Marys historie, der bliver fortalt igennem dagbogssiderne og Ellas fortællinger, der bliver holdt i sort/hvide billeder. De fungerer rigtig godt sammen og giver en anderledes læseoplevelse.
Det var meget hjerteskærende at læse om hvordan Mary bliver mobbet og hvor hjælpeløs hun føler sig indtil hun endelig får nok og slår fra sig. Ellas ensomhed var også til at mærke, dog ikke lige så stærk som mobningen af Mary.

Selvom Thornhill var en spændende fortælling var ikke nær så uhyggelig som jeg havde håbet på. Den havde en uheldssvanger stemning, en gribende atmosfære og var også nogle steder ganske creepy, men det blev bare aldrig rigtig uhyggeligt for mig. Og det skuffede mig en smule, når der jo nu var et uhyggeligt hjemsøgt hus med, og ikke mindst dukker som jeg havde håbet ville blive creepy.

Thornhill er en spændende og anderledes grafisk roman om nogle tunge emner som mobning og ensomhed. Den er fuld af atmosfære og fortjener at blive læst af alle.


4/5 stjerner

Titel: Thornhill
Forfatter: Pam Smy
Serie: -
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 26. januar 2018 / oprindelig udgivet 29. august 2017
ISBN: 39788763852210
Sideantal: 558

søndag den 5. august 2018

FairyLoot #14 - The Power Within Juli 2018


Så er det endnu engang blevet tid til at vise indholdet af min nyeste FairyLoot boks frem. Endnu en gang fik jeg boksen rigtig hurtigt, og det var jeg rigtig glad. Månedens tema var The Power Within, og som altid er temakortet smukt designet.


Det første jeg fik op af boksen var en hvid kasse med FairyLoots mærke påtrykt. Kassen indeholdte et krus, som normalt er helt sort, men hvis man hælder varm vand i kommer et smukt farvestrålende citat frem. Citatet er fra Falling Kingdoms af Morgan Rhodes (som jeg ikke har læst). Kruset er designet af Little Inkling Designs. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få brugt dette fine krus i løbet af de kolde vintermåneder.


Den næste ting jeg fandt, var denne Quidditch inspireret kuglepen fra Harry Potter. Den har påtrykt citatet "Don't chase the Quaffle if you see the Snitch". Den er lavet af FairyLoot, og jeg synes at det er en sjov ide og vil passe fint på min Harry Potter hylde, når den engang bliver færdig.


Næste ting var en duftspray, der er inspireret af Snow Like Ashes af Sara Raasch (som jeg heller ikke har læst). Den hedder Theron's Study Room Spray og er lavet af Geeky Clean. Den dufter af lavendel og bøger. Ideen er sjov, men jeg ved ikke helt om jeg får den brugt.


Denne gang var der også et viskestykke med. Det er påtrykt et citat fra And I Darken af Kiersten White (som jeg har læst!). Desværre var citatet spejlvendt, men FairyLoot har meldt ud at de vil sende et nyt, hvor skriften vender rigtig. Viskestykket var designet af KDP Lettters.


Jeg elsker når FairyLoot har art prints med, og det havde de heldigvis denne gang. Det er et art print af karakteren Zélie fra Children of Blood and Bone af Tomi Adeyemi (som jeg heller ikke har læst endnu). Printet er designet af Diana Worak.


De sidste to ting inden bogen er et klistermærke påtrykt "Ond Eldr", som jeg synes er rimelig kedeligt, så det kommer jeg nok ikke til at bruge. Det stammer fra bogen Sky in the Deep af Adrienne Young (heller ikke læst) og det er lavet af Reverie and Ink.
Som bonus var der inkluderet et postkort fra bogen Sweet Black Waves, som også indeholder en kode, som giver afgang til en læseprøve.


Og så er vi kommet til månedens bog, og igen er det en bog, som jeg intet kendte til.
Bogen er Heart of Thorns af Bree Barton. Bogen er en eksklusiv FairyLoot hardback udgave med sprayede kanter i rødt og signeret af forfatteren.
Der var som altid inkluderet et brev fra forfatteren, som på bagsiden havde et art print af karakterne Mia og Quin, der var designet af Noverantale.
Derudover var der månedens FairyScoop, temabogmærke og kortet med hashtag til min reading buddy.


Det var en fin boks denne gang. Der var selvfølgelig nogle ting, som jeg var mere glad for end andre, men jeg glæder mig til at læse Heart of Thorns på et velvalgt tidspunkt.

Augusts tema er Mutinous Pirates, og jeg glæder mig meget til at modtage boksen. Jeg er så spændt på, hvad de har fundet på til denne boks. Jeg krydser fingre for at det bliver godt.

lørdag den 4. august 2018

Juli 2018


 [Reklame - Indeholder anmeldereksemplarer]

Juli gik med at smelte lige så langsomt, og sove dårligt om natten på grund af varmen. Juli gik også med tre ugers sommerferie, hvor jeg de første to var på besøg hos mine forældre. Det var ganske hyggeligt, og jeg fik både slappet af og oplevet forskellige ting.


I løbet af måneden fik jeg læst 21 bøger, heraf blev 7 hørt som lydbog. Det blev i alt til 7.241 sider. Jeg havde ellers en lidt sløv start på måneden, hvor jeg følte, at jeg ikke fik læst så meget eller havde den helt store læselyst. Heldigvis blev det bedre efter de første par uger. Jeg fik også genlæst nogle bøger, som jeg holder af, og det hjalp helt sikker på at få min læselyst op i et højere gear.
Det blev til 6 nye bøger til reolen.

Den korteste bog jeg læste var billedbogen Varulven Viggo - Snotfeen og andre gyserrim på 52 sider. Den havde nogle fede rim og ikke mindst tegninger, helt perfekt for en lille gyserfan. Den længste bog jeg læst eller mere præcist hørte var It af Stephen King på 1156 sider. Det er også den længste bog, jeg har læst i år.

Julis bedste læseoplevelse var der en del af. Jeg fik blandt hørt de sidste tre bøger i serien Immortals af Tamora Pierce. Jeg har læst de danske udgaver mange, mange gange, men har aldrig hørt de engelske lydbogsudgaver før nu. Og de kan virkelig anbefales. De er indtalt af Tamora Pierce selv og har også et skuespillerhold, der ligger stemmer til de forskellige karakterer, og det fungere bare virkelig godt. Jeg ville blot ønske, at de var længere.
Af andre gode bøger, som jeg genlæste i løbet af juli vil jeg nævne The Laughing Corpse og Every Heart A Doorway, som er nogle af mine yndlingsserier og -forfattere.
Af nye læseoplevelser berørte The Surface Breaks mig dybt. Rosernes torne var også en rigtig god læseoplevelse, og jeg har fået lyst til at læse og genlæse alle Stephen Kings bøger.

Julis største overraskelser: Her vil jeg fremhæve to vidt forskellige bøger, som endte med at overraske mig positivt. Den første var Lifel1k3 af Jay Kristoff. Det tog mig en par kapitler at komme ind i historien, men så blev jeg ellers fanget. Den havde nogle virkelige fede karakterer, som jeg glæder mig til at læse mere om.
Den anden positive overraskelse var den grafiske roman The Prince and the Dressmaker, som jeg ved et tilfælde faldt over på biblioteket en dag. Jeg kendte intet til den, da jeg gik i gang med den, og den endte med at blive en rigtig god læseoplevelse.

Selvom de fleste af mine læseoplevelser var gode, var der et par stykker, der var knap så gode. I starten af måneden ville jeg høre en kort lydbog og faldt over en dramatiseret udgave af Ursula K. Le Guins The Left Hand of Darkness, som er en bog jeg længe gerne ville læse. Desværre fik ikke så meget ud af denne udgave, fordi historien manglede en del kontekst og jeg følte mig derfor ret forvirret undervejs. Det havde sikkert givet mere mening, hvis jeg havde kendt historien på forhånd. Så næste gang bliver det papirudgaven jeg læser.
Magisk oprydning af Marie Kondo var en underlig læseoplevelse. Jeg tænkte, jeg kunne få nogle tips og tricks, men den var bare så mærkelig og gentagende og kedelig. Til gengæld var den hurtigt læst.

Jeg har ikke de store planer for august, så det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske, og hvad jeg får læst.


Læste bøger:
Tamora Pierce: Wolfspeaker (Immortals #2) (lydbog)
Ursula K. Le Guin: The Left Hand of Darkness (lydbog)
Carina Evytt: Gøglerkongens sværd (Dragernes konge #2) (anmeldereksemplar fra Tellerup)
Michael Kamp: Moln - Jorden husker 
Når mørket kommer krybende (anmeldereksemplar fra Enter Darkness)
Marie Kondo: Magisk oprydning 
Jay Kristoff: Lifel1k3 (Lifelike #1)
Kenneth Bøgh Andersen: Lysets hjerte 
Claus Riis: Varulven Viggo - Snotfeen og andre gyserrim 
Brian K. Vaughan & Fiona Staples: Saga vol. 8 
Stephen King & Owen King: Rosernes torne (anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand)
Stephen King: It (lydbog)
Seanan McGuire: Every Heart A Doorway (Wayward Children #1)
Tamora Pierce: Emperor Mage (Immortals #3) (lydbog)
Dennis Jürgensen: Et Grimm't Eventyr (lydbog)
Pernille Eybye & Carina Evytt: Banneret samles (Dragernes konge #3) (anmeldereksemplar fra Tellerup)
Tamora Pierce: The Realms of the Gods (Immortals #4) (lydbog)
Louise O'Neill: The Surface Breaks 
Laurell K. Hamilton: The Laughing Corpse  (Anita Blake, Vampire Hunter #2)
Tamora Pierce: In the Hand of the Goddess (Song of the Lioness #2) (lydbog)
Jen Wang: The Prince and the Dressmaker