Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 31. oktober 2023

Uhyggelige gode horrorromaner


[Indeholder anmeldereksemplarer]

Nu er det ikke en hemmelighed, at jeg rigtig godt kan lide horror, og jeg vil derfor komme med 6 anbefaleringer horrorromaner af danske forfattere, som alle kan noget helt særligt. 
Men jeg vil komme med en advarsel på forhånd - hvis du ikke kan lide at blive skræmt, skal du ikke læse disse bøger.


Plantagen - Den hvilende ondskab af Steen Langstrup, er den eneste bog, som jeg endnu ikke har anmeldt på bloggen, (fordi jeg læste den, før jeg skabte bloggen, men det gør jeg noget ved i det nye år). Jeg kan stadig huske første gang jeg læste den, hvilket var da jeg gik på universitetet. Jeg var så fanget af historien, at jeg holdt mig vågen til halv fire om natten for at læse den færdig. Plottet er spændende, og uhyggen er spot on. Jeg kan rigtig godt lide, hvordan forfatteren skaber den uhyggelige stemning, og jeg glæder mig rigtig meget til at genlæse serien næste år.


Mulm af Teddy Vork er en fantastisk horrorromanen. Som jeg skriver i min anmeldelse, startede jeg med at læse bogen om aftenen, men var simpelthen nødt til at stoppe igen, fordi min fantasi blev lidt for aktivt og begyndte at se mærkelige skygger ligesom hovedpersonen. Når det sker ved jeg, at jeg bliver ramt på den helt rigtige måde. Mulm er en mørk og dyster roman, hvor man kan mærke angsten sidde som en klump i halsen. Det er en virkelig velskrevet og uhyggelig god roman. 


Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen er en del af forfatterens projekt med at genfortælle nogle af kendteste klassiske romaner. Jeg synes det er fedt at forfatteren gør en indsats for at præsentere romanen for nye læsere, mens han samtidig er tro mod originalen. Han er en mesterlig fortæller, der forstår at fremkalde stemningsfulde og gåsehudsrejsende historier. Historien om Dr. Jekyll og Mr. Hyde er utrolig fascinerende og giver et indblik i menneskets dybeste og mest skræmmende kringelkroge.  


Slør af A. Silvestri er en virkelig effektiv gyser som jeg slugte på ganske få timer en søvnløs nat. Det er en pageturner uden lige, som bliver mere og mere uhyggelig jo tættere man kommer på romanens klimaks. Ligesom hovedpersonen har man som læser ingen anelse om hvad er foregår, og det er virkelig effektivt i at skabe den ubehagelige følelse, som gennemstrømmer hele romanen.


Blodbaner af Martin Wangsgaard Jürgensen & Jacob Holm Krogsøe er en solid horrorroman, som blander naturmyter, gamle ritualer og et interessant persongalleri i et herligt og blodigt potpourri. Plottet er skruet rigtig godt sammen, og spændingsniveauet er højt. Romanen er blodig og voldsom flere steder, og man aner ikke hvem man kan stole på - hvis nogen!


Udød af Ruben Greis stikker måske en lille smule ud af de andre bøger på denne liste. Det er en horrorroman, for det flyver med blod og hjernemasse på siderne, men den benytter sig i høj grad af humor både i dialog og handling. Den er mere galgenhumor, oneliners og splat end rendyrket uhygge, men det er der også plads til. Jeg var i hvert fald virkelig godt underholdt.

Har du en favorit horrorroman?

torsdag den 26. oktober 2023

Varulv

"Hvor mange slags varulve er der?
Der er den, som træder frem af mennesket ved fuldmåne.
Der er den, som træder frem af mennesket alle nætter.
Der er den, som aldrig træder frem af mennesket, men altid er monstret.
Og så er der alle de andre.
De har dog ét til fælles. Deres dyriskhed, deres blodtørst, deres mangel på samvittighed.
Og så måske alligevel ikke.
Du kan møde ni af dem her."


Varulv er en novellesamling med 9 noveller af danskere forfattere, der alle tager et kærligt og anderledes take på varulvefiguren og det dyriske i mennesker.

Novellerne er: Udyr af A. Silvestri // Mand kvinde hund af Camilla Wandahl // Agernø af Gudrun Østergaard // Urdybet af Jonas Wilmann // Undergang er skyggen, du kaster på jorden af Mikkel Harris Carlsen // Fåreklæder af Therese Marstal // Manden der råbte ulvf af Kristoffer J. Andersen // Kampens spiller af Katrine Skovgaard // Fri for synd af Martin Schjönning.

Jeg har tidligere læst novellesamlingen, men det er flere år siden, så det var rart med et gensyn.

Novellerne er af rigtig høj kvalitet, og der er skruet op for det kvalmende, bestialske, grænseoverskridende og blodsprøjtende i flere af novellerne. Der er også nogle, hvor bodyhorroren ikke spiller en særlig stor rolle, men så er der til gengæld skruet på nogle andre knapper, som får nakkehårene til at rejse sig.
Jeg vil ikke komme ind på novellernes handlinger, for det synes jeg man skal læse sig til, men jeg vil sige at elsker man varulve, må man ikke snyde sig selv for denne lækkerbisken. Den indeholder en af de bedste varulvehistorier, som jeg nogensinde har læst.

Novellerne er velskrevet, overraskende, uhyggelig og fængende. De er til alle, der elsker horror, og er bestemt ikke for sarte sjæle. Varulv får en rigtig stor anbefaling fra mig.


4/5 stjerner

Titel: Varulv
Forfatter: -
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Kandor
Udgivet: 1. januar 2014
ISBN: 9788791589393
Sideantal: 218

onsdag den 25. oktober 2023

Things Have Gotten Worse Since We Last Spoke af Eric LaRocca

"Sadomasochism. Obsession. Death.

A whirlpool of darkness churns at the heart of a macabre ballet between two lonely young women in an internet chat room in the early 2000s—a darkness that threatens to forever transform them once they finally succumb to their most horrific desires.

What have you done today to deserve your eyes?"


Things Have Gotten Worse Since We Last Spoke er bog, som jeg så i et bookhaul af Jen Campbell (forfatter og booktuber) for over et år siden, og jeg købte den til dels, fordi hun snakkede om den, og dels fordi den har et virkelig fedt cover. Derefter fik den lov til at stå på min reol i meget lang tid (det sker desværre alt for ofte for mig).

Det er en kortroman på "kun" 120 sider, og hvor formatet udelukkende består af emails og instant messaging beskeder mellem de to hovedpersoner Agnes og Zoe. Den indledes med en note fra en forfatter, så man får det indtryk at hændelserne virkelig er sket, og at det er noget frygtelig der er sket.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg gik ind til, men jeg blev i den grad overrasket. Den er hurtig at læse på grund af formatet, men nogle af scener hænger ved. Man følger de her to kvinder, som indleder et forhold over nettet, hvor den ene begynder at manipulerer den anden til at gøre vildere og vildere ting. Dette leder i sidste ende til nogle ret ekstreme scener. Horroren er mere bodyhorror og afskyvækkende, da den jo fortælles igennem mails og beskeder, men den står stadig tydelig frem.

Jeg synes, at det var en effektiv læseoplevelse, hvor man bare venter på at det vil gå galt for de to kvinder. Den er nok ikke for alle, men jeg er glad for endelig at få den læst. 


3,5-4/5 stjerner

Titel: Things Have Gotten Worse Since We Last Spoke
Forfatter: Eric LaRocca
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Weirdpunk Books
Udgivet: 1. juni 2021
ISBN: 9781951658120 
Sideantal: 120

tirsdag den 24. oktober 2023

Drift af Anne-Marie Vedsø Olesen

"Anne-Marie Vedsø Olesens noveller er korte dramaer med store armbevægelser og sitrende nerve. Om mennesker i drifternes vold, kærlighedens destruktive sider, begær og undergang. Der står noget på spil. Der ofres alt. Der leves fuldt ud. Der brændes op."
 

Drift består af seks noveller, der er skrevet fra 2009-2015, og hvor fem af dem tidligere har været udgivet i forskellige antologier.
De seks noveller er: Tip // Brangænes medicin // Postulanten // Min hvidklædte ven // På månens horn // Orkestergraven.

Jeg har tidligere læst Min hvidklædte ven og Orkestergraven, men de andre noveller var nye bekendtskaber for mig.

Novellerne kredser alle om elskovs- og dødsdriften, Eros og Thanatos, i større eller mindre grad. Et par af novellerne er mere grafiske, når det kommer til bodyhorror, men der er også nogle som er mere erotiske og onde på den sjove måde, såsom Tip, der handler om dobbeltmoralsk, kvindelig politiker, der er stærk modstander af prostitution, men som ikke kan modstå den lille, forførende thaikvinde Tip.  
Orkestergraven er et moderne take på Edgar Allen Poes Hjertet, der sladrede, hvor en operadirigent bliver besat af en sangerinde, især hendes fortryllende stemme, og det bliver en yderst blodig besættelse.
Jeg vil ikke gå ind på handlingerne i de andre noveller, men derimod kraftig opfordre til at man læser og nyder dem i al deres makabre herlighed.

Anne-Marie Vedsø Olesens sprog er sanseligt og billedskabende. Hun skaber yderst interessante fortællinger og karakterer på ganske få sider. De er skræmmende, tankevækkende og eksperimenterende. Det er simpelthen en fryd at læse novellerne, hvor begær og død går hånd i hånd. Drift henvender sig til alle, der nyder velskrevne og medrivende noveller, og som ikke er bange for at få nogle grænser rykket. 


4/5 stjerner

Titel: Drift: Seks noveller om lidenskab og død
Forfatter: Anne-Marie Vedsø Olesen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: 2 Feet Entertainment
Udgivet: 20. januar 2023
ISBN: 9788779949225
Sideantal: 140

mandag den 23. oktober 2023

Kat af Steen Langstrup

"Da Maria sidder med den overkørte kats afrevne hoved i skødet føler hun kvalme og afsky. Rædslen kommer først, da katten begynder belejringen af hendes hus."


Jeg kan ikke huske præcist, hvornår jeg læste Kat første gang. Men jeg mener, at jeg var en stor teenager, da jeg første gang fandt den på mit barndoms bibliotek. Den gjorde et stort indtryk på mig første gang, jeg læste den, og jeg nyder at genlæse den, når trangen byder sig. 

Maria er i højt humør på vej hjem fra arbejde, selvom regnen pisker ned. Hun har nemlig en date med en gammel skolekammerat, Henrik. Men inden hun når hjem vælter hun på cyklen i forsøget på at undvige en sort kat, der løber ud foran hende. Hun undgår katten, men det gør taxaen ikke. Kattens hoved bliver revet af og ender i skødet på Maria. Maria bliver meget påvirket af hændelsen, men tager alligevel på daten, som dog ikke går som planlagt. Og det er ikke det eneste uventede der sker.

Kat var Steen Langstrups debut, og det var en meget vellykket debut efter min mening. Vi får et fint indblik i Maria, som er hovedperson, og især den rædsel, som hun oplever. Isabella, Marias veninde, samt Henrik bliver også fint beskrevet. Katten, som nok kan betegnes som romanens anden hovedperson, er uhyggelig og skræmmende (og det kan være lidt svært at læse, når nu man er katteelsker, som jeg er). Synsvinkel skifter løbende, og det funger godt, og er med til at holde én fanget.

Kapitlerne er forholdsvis korte og sproget er billedrigt og stemningsfyldt. Spændingen og uhyggen er støt stigende hen mod historiens klimaks og uventede slutning. 
Jeg var frygtelig godt underholdt undervejs og kan varmt anbefale romanen til alle, der elsker et effektivt gys.


4/5 stjerner

Titel: Kat - ondskaben lurer i regnen
Forfatter: Steen Langstrup
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 1995
ISBN: 9788714194444
Sideantal: 170

lørdag den 21. oktober 2023

Readathon #13 - oktober 2023

Dette blogindlæg vil løbende blive opdateret


Klokken 13:25
Jeg har brugt morgenen og formiddagen på at træne, rydde op og gøre rent.
Læsestakken er klar, og jeg har fået taget billeder til bloggen. Nu skal jeg bare lige udvælge hvilken bog, jeg vil starte med og så er jeg ellers klar til klokken slår 14.

Klokken 14:00
Så er vi i gang!
Jeg har sat mig til rette i sofaen med et tæppe og readathonets første bog Things Have Gotten Worse Since We Last Spoke af Eric LaRocca.
Nu skal der læses :)

Antal bøger læst: 0
Antal læste sider: 0

Klokken 15:24
Så fik jeg vendt den sidste side i Things Have Gotten Worse Since We Last Spoke og den var weird på den fede måde. Jeg ved ikke helt, hvad det var jeg læste, men det var en meget interessant læseoplevelse. Den var skrevet som emails og instant messaging mellem to kvinder, om hvordan den ene kvinde (Zoe) manipulerede den anden (Agnes) til mere og mere grænseoverskridende ting. Havde også nogle effektfulde bodyhorror scener.
Nu tror jeg, at jeg vil læse en af mine mangaer af Junji Ito, men først skal jeg lige finde nogle håndledsvarmer, for hold nu op, hvor jeg fryser mine fingre.

Antal bøger læst: 1
Antal læste sider: 120

Klokken 17:23
Mit valg af manga faldt på Gyo af Ito. Den havde en interessant præmis og nogle fede tegninger, men jeg fandt den desværre en lille smule langtrukken og til tider lidt fjollet. Novellen The Enigma of Amigara Fault, som var med som en bonus, var til gengæld uhyggelig og gribende.
Nu vil jeg lige tage en lille pause fra læsningen ved at tage et bad, spise noget aftensmad og se lidt streaming.
Så vender jeg stærkt tilbage.

Antal bøger læst: 2
Antal læste sider: 518

Klokken 19:00
Så er aftensmaden spist, og jeg fik set Werewolf by Night imens. Nu vil jeg gå i gang med dagens tredje bog, som bliver What Moves the Dead.

Antal bøger læst: 2
Antal læste sider: 518

Klokken 21:59
What Moves the Dead var en helt igennem forrygende læseoplevelse! Den var creepy de helt rigtige steder, samt spændende og tankevækkende. Tror ikke jeg kommer til at se på svampe på samme måde igen.
Nu vil jeg flytte læsningen ind i soveværelset. Jeg kommer ikke til at holde mig vågen hele natten, men jeg vil gerne læse lidt mere inden jeg falder i søvn. Jeg tager en manga med samt en anden bog, og så må vi se, hvor meget jeg når.

Antal bøger læst: 3
Antal læste sider: 694

Klokken 06:23
Godmorgen :)
Jeg nåede at få læst 72 sider af Shiver af Junji Ito før øjnene blev for tunge, men nu er jeg oppe igen, og klar til at læse videre.

Antal bøger læst: 3
Antal læste sider: 766

Klokken 08:21
Sidste side af Shiver er nu vendt. Der var nogle ret effektive gyserfortællinger imellem, så alt i alt en rigtig god samling. Nu tror jeg, at jeg vil kaste mig over nogle af novellerne fra Slasher Girls & Monster Boys, som er en bog, der har været på min tbr liste i flere år efterhånden.

Antal bøger læst: 4
Antal læste sider: 1.094

Klokken 13:51
Der er ikke længe til klokken bliver 14, men jeg stopper nu. Jeg fik læst 182 sider i Slasher Girls & Monster Boys eller hvad der svarer til 6 noveller. De var rigtig gode, og jeg kommer helt sikkert til at læse samlingen færdig i løbet af en dag eller to.

Antal bøger læst: 4
Antal læste sider: 1.276

I alt fik jeg læst 4 bøger, begyndt på en femte og til sammen blev det til 1.276 sider, hvilket jeg er meget tilfreds med. Mit mål var at ramme de 1000 sider, og det lykkes jeg med.
Nu vil jeg gå ud for at hente et par pakker, og bagefter vil jeg træne lidt, og forhåbentlig få skrevet et par anmeldelser.
Tak for denne gang.

fredag den 20. oktober 2023

TBR til Dewey's 24 Hour Readathon


Dewey's 24 Hour Readathon starter i morgen lørdag kl. 14 og slutter igen søndag kl. 14. Det er utrolig længe siden, at jeg har haft mulighed for at kunne deltage, for enten har jeg været på arbejde eller har haft andre aftaler, men denne gang har jeg intet i kalenderen. 
Så derfor har jeg forberedt en tbr stak, og denne gang har jeg faktisk et tema, nemlig horror. Jeg ved ikke, om jeg når dem alle, men så har jeg noget at vælge imellem.
Jeg kommer nok ikke til at læse alle 24 timer, jeg tror ikke, at jeg kan holde mig vågen, men jeg vil i hvert fald læse så meget som muligt.

Min tbr består af en blanding af kortere romaner, en novellesamling og mangaer:
  • Things Have Gotten Worse Since We Last Spoke af Eric LaRocca (114 sider)
  • Tender Is the Flesh af Agustina Bazterrica (219 sider)
  • What Moves the Dead af T. Kingfisher (165 sider)
  • Slasher Girls & Monster Boys (389 sider)
  • Shiver af Junji Ito (400 sider)
  • Uzumaki af Junji Ito (653 sider)
  • Gyo af Junji Ito (398 sider)

Som altid vil jeg lave et blogindlæg herinde, som løbende vil blive opdateret. Jeg vil ligeledes forsøge at være aktiv på Instagram (@pthoustrup). 

Jeg glæder mig til en weekend i bøgernes tegn :)

torsdag den 19. oktober 2023

Hvorfor elsker jeg horror?


Så længe jeg kan huske, har jeg elsket at blive skræmt. At mærke de små hår i nakken rejse sig, og at det risler koldt ned af ryggen. At det kildrer i maven på samme måde, som i den vilde rutsjebane. At føle at noget usynlig stirrer mig i nakken. 
- Men det skal selvfølgelig helst være på den sikre måde siddende i sofaen med et tæppe til at gemme sig bag, hvis det skulle blive rigtig slemt ;)

Jeg har altid søgt mod de uhyggelige historier og de uhyggelige film. Og selvom jeg efterhånden har læst og set mange gyserbøger og -film, er jeg bestemt ikke hærdet endnu. Jeg kan stadig blive skræmt fra vid og sans (hvilket er fedt), hvis uhyggen og skrækken rammer på den helt rigtige måde. 

Jeg læser horror af både danske og udenlandske forfattere, og heldigvis er der meget godt at vælge imellem, og der er også noget til enhver smag.
Jeg havde oprindelig planlagt at sætte fokus på horrorgenren hele oktober, men livet skete (som det jo ofte gør), så derfor bliver det i et lidt mere komprimeret format i de sidste 13 dage af oktober (som der jo også er en fin symbolik i).
Jeg vil blandt andet holde et spooky readathon under Deweys 24 readathon i weekenden (måske endda se en gyserfilm eller to), dele anmeldelser og lave top 5 lister (hvis alt går efter planen).

Håber du vil læse med, og du ønskes en rigtig (u)hyggelig oktober! 





torsdag den 12. oktober 2023

Flænger i tiden af Nathali og Bettina Liane

"Aia er i sorg. I flere måneder har hun lukket sig inde i sin kahyt på vogternes skib Galathea, men ved Sigøjnernes Midnatsgilde opdager hun, at der måske findes en måde at genoplive de døde på. På trods af risikoen for at det ender galt, gennemfører Aia et tvivlsomt ritual, men kort efter breder mystiske tidsforstyrrelser sig på Galathea, og folk begynder at forsvinde. Har det noget med ritualet at gøre? Og findes der en måde at stoppe det på?"



Aia er i stor sorg efter Peters død. Hun forlader knap nok sin kahyt, og hendes venner at bekymrede for hende. Hun bliver besat af at finde en måde, hvorpå hun kan bringe Peter til live igen. Men alt magi har konsekvenser, og snart begynder folk at forsvinde fra Galathea, områder af skibet fryser til og tiden begynder at slå huller. Aia og co. må finde ud af hvordan, de får det skibet tilbage til normale tilstande igen. Samtidig er Aias halvstorebror, Eliphas, blevet leder af slægten, og Aia frygter det værste.

Hvor er det rart at være tilbage på Galathea med alt dens magi, kringelkroge og interessante mennesker og væsner. Der er nye farer på spil, fascinerende undervisningstimer og ikke mindst fest i form af Sigøjnernes Midnatsgilde. 

Aias sorg fylder rigtig meget - forståeligt nok! - og hendes sorgproces er virkelig troværdigt beskrevet. Den går lige i hjertet på én, især når man som læser bliver smittet af hendes håb om at bringe Peter tilbage igen. 
Aias lillesøster, Sophy, er ny elev på Galathea og deres forhold var interessant at følge. Det gik op og ned, og de var slet ikke så tætte, som Peter og Aia var i starten. Det gav en interessant dynamik og en del søskendedrama. Aias venner Samuel, Suki og Henry kommer også på banen, og det var godt med et gensyn. De er en herlig flok.
Vi får også et indblik i Eliphas' og nogle af de andre Morskinnas gøren og laden. Det var interessant at få indblik i de ondes verden. 

Plottet er fængende, worldbuildingen er for vild og der er knald på både følelser, drama og action. Flænger i tiden er velskrevet og detaljegraden er høj. Jeg var virkelig godt underholdt, og jeg kan ikke anbefale den her serie nok. Den er til alle der elsker fantasy og magi. Jeg glæder mig så meget til den næste bog kommer.


4/5 stjerner

Titel: Flænger i tiden
Forfattere: Nathali Liane & Bettina Liane
Serie: Awen #3
Sprog: dansk
Forlag: Turbine
Udgivet: 26. maj 2023
ISBN: 9788740694659
Sideantal: 512

tirsdag den 10. oktober 2023

Nye bøger #97 - tilføjelser i september

 
[Indeholder anmeldereksemplarer]

Så september blev en vild måned, hvad angår bogindkøb. Hele 33(!) bøger blev det til. Fantasyfestivalen stod for sin del, og jeg fik også shoppet både i en boghandel og online. Derudover var jeg også så heldig at få tilsendt en god stak anmeldereksemplarer. Jeg glæder mig til at få læst alle dem, som jeg endnu ikke har læst.
Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne.


Superlux sendte mig en stor kasse, som indeholdte 7 af deres fantasy udgivelser.
Bøgerne var Uglemanden og Kuglens skygge af Jesper Riel, Nannas bog af Louise H. A. Trankjær samt Stormfront, Heksemåne, Dødsfare og Sommerridderen af Jim Butcher.


Fra Falco fik jeg tilsendt tredje og sidste del af The Poppy War - Den brændende gud af R.F. Kuang.
Mellem Verdener - Tidens slør er anden bog i Dina K. Sjöbloms serie, som jeg fik af forfatteren på Fantasyfestivalen. Bogen er udgivet på Forlaget Klippe
En anden bog, som jeg fik et anmeldereksemplar af på Fantasyfestivalen var Tidsdyret af Andreas Boeskov. Den er ligeledes anden del i en fantasyserie, som bliver udgivet på Gyldendal


Det var anmeldereksemplarerne. Resten af bøgerne kommer i en blandet orden.

Jeg købte to horrormangaer af Junji Ito, som er Gyo og Smashed. Jeg har allerede læst Smashed, som havde nogle fede historier, så jeg glæder mig til Gyo


De næste tre bøger har jeg allerede læst. Vilde kvinder, mørke toner af Anya Mathilde Paulsen er en interessant fagbog om kvinder i musikken.
Spående vølve af Malene Sølvsten læste jeg tilbage i foråret, og jeg kunne godt tænke mit eget eksemplar.
Stålhjerte af Brandon Sanderson fik jeg i en goodiebag til Fantasyfestivalen. Jeg har læst den for flere år siden, hvor jeg var godt underholdt.


Kenneth Bøgh Andersen er udkommet med to nye romaner i september, Dracula genfortalt og Danske Sagnvæsener - Et Bestiarium, som er illustreret af Kristian Eskild Jensen. Jeg har allerede læste Danske Sagnvæsner, som var fin omend teksterne var lidt korte.


Mortal Follies af Alexis Hall er vist nok en sapphic historisk fortælling. Er ikke helt sikker, men jeg elsker forsiden.
A Dowry of Blood af S. T. Gibson er vampyrer, og jeg håber det er en god vampyrfortælling.
Jeg ved ikke hvad One for My Enemy af Olivie Blake handler om, men jeg kunne rigtig godt lide forsiden.
Zhara af S. Jae-Jones er månedens Illumicrate bog, og den er så flot!


The Waking Fire af Anthony Ryan er en massiv fantasyroman, som jeg glæder mig til at sætte tænderne i.
Jeg har haft et godt øje til Catriona Wards thriller The Last House on Needless Street i et godt stykke tid, så da jeg fandt den slog jeg til.
A Magic Stepped in Poison af Judy I. Lin var et rent coverbuy. Den er så fin.
Battle Ground af Jim Butcher er den sidst udkomne i serien om Harry Dresden. Jeg er endnu ikke så lang i serien, men det kommer jeg en dag. 


The Sharp Edge of Silence af Cameron Kelly Rosenblum er en ya roman, som lød spændende.
Jeg havde helt glemt at jeg allerede ejede en udgave af Dune, men nu har jeg i hvert fald en ekstra. (Det kan være at jeg sender den videre på et tidspunkt). 
Endnu et par bøger, som jeg købte på grund af forsiden er So This is Ever After og Spell Bound af F.T. Lukens. Jeg er vild med de forsider!


The Shadow Cabinet af Juno Dawson er anden bog i en serie om hekse. Jeg har stadig den første bog til gode, men jeg håber snart at få gjort noget ved det.
A Psalm for the Wildbuilt og A Prayer for the Crownshy af Beckey Chambers er korte sci-fi romaner, som jeg har hørt meget godt om.
Gwen & Art Are Not in Love af Lex Croucher lød meget interessant og humoristisk.


Så er vi ved vejs ende. Tak fordi du holdt ud så længe. 
Jeg satser på at købe færre bøger de næste par måneder. Et decideret bogkøbsstop bliver det nok ikke til (der er ikke så længe til Bogforum), men jeg vil forsøge at begrænse mine indkøb. 33 bøger er mange, når man skal finde plads på allerede overfyldte reoler. Haha :)

tirsdag den 3. oktober 2023

September 2023


[Millionæren fra Singapore er et anmeldereksemplar fra forlaget]

September bød både på opstart i Biografklub Danmark med Når befrielsen kommer, samt teaterforestillingen Fra regnormens liv.
Årets store bogrelateret event, Fantasyfestivallen i Esbjerg, var jeg selvfølgelig også med til. Jeg har skrevet lidt mere om mine oplevelser her, men alt i alt var det en meget hyggelig weekend.
Der har været travlt på arbejde med mange aktiviteter, arrangementer og andet arbejde, men der har heldigvis også været plads til afslapning både alene og sammen med familien.

_________

Jeg læste 27 bøger, hvoraf 5 blev hørt som lydbog. I alt fik jeg læst 7.463 sider.

Månedens længste bog var Berserk vol 5 på 720 sider, mens den korteste var Opmærksomhed og Penis som hver var på 60 sider.

Der var en hel del gode bøger i løbet af måneden, men jeg vil gerne fremhæve: 
Hvor skoven møder stjernerne, som jeg vil anbefale til alle, der elskede Hvor flodkrebsene synger. De har begge lidt den samme vibe, og man følger to unge kvinder ude i naturen.
Wingbearer var en virkelig fin og eventyrlig graphic novel til mellemtrinnet.
Berserk er en vild og voldsom horror manga, som bestemt ikke er til børn, og jeg fik læst både volume 4 og 5. (Og nu venter jeg lidt utålmodig på volume 6).
Proven Guilty var en virkelig god bog om Harry Dresden, og jeg glæder mig utrolig meget til at læse videre i serien (især efter jeg hørte forfatteren på Fantasyfestivalen).
Vilde kvinder, mørke toner var en spændende og velfortalt fagbog om kvinder i rytmisk musik.
Sidst, men bestemt ikke mindst, er jeg rigtig glad for at jeg fik læst Heksens urter og Heksen vender tilbage, som er de sidste to bøger i Hekse sagaen. Jeg holder utrolig meget af den serie, og har læst den flere gange igennem min barndom, og tidlige ungdom.

Der var desværre også nogle bøger, som ikke helt ramte plet for mig:
78 grader var en god og interessant historie, men tegnestilen desværre ikke lige mig.
Hvis sandhedens skal frem var en sød romance, men den var lidt for forudsigelig.

Og så var der to bøger, som slet ikke var noget for mig:
Leech havde et spændende præmis, men skrivestilen faldt ikke i min smag. Jeg blev aldrig rigtig fanget af historien, og jeg følte mig jævnt forvirret undervejs (og ikke på den fede måde).
Tjenester havde jeg set frem til at læse, men igen var skrivestilen slet ikke noget for mig. Handling var der heller ikke meget af, og karakterne var rent ud sagt forfærdelige. 


Serier i september: 
Færdiglæste serier:
Hekse saga af Phyllis Reynolds Naylor


Igangværende serier: (som enten forfatteren skriver videre på eller som er afsluttet)
Vilde hjerter 1 af Sara Ejersbo
Wingbearer 1 af Marjorie M. Liu & Teny Issakhanian
Berserk 4, 5 af Kentaro Miura
Crazy Rich Asians 1 af Kevin Kwan
Spy x Family 7, 8, 9 af Tatsuya Endo
The Dresden Files 8 af Jim Butcher
Krypto 5 af Hans Jørgen Sandnes
The Family Upstairs 1 af Lisa Jewell


DNF:
Jeg opgav ingen serier i løbet af september.


Anmeldelser i september:


_________

I oktober håber jeg på at få mit bloggergame tilbage on track. Det har stået lidt stille efter Fantasyfestivalen, så anmeldelser der mangler at blive skrevet er begyndt at hobe sig op.
Jeg håber også på at få læst en del i løbet af oktober. Jeg er begyndt at sætte min aftner af til det, så det vil jeg gerne holde fast i og gøre til en god vane. Jeg har også planlagt et par readathons, så der satser jeg også på at få læst noget. Jeg har ligeledes skåret kraftig ned på mine biblioteksbøger, og hvor mange reserveringer jeg har aktiv ad gangen, og det vil jeg virkelig holde fast, så jeg kan koncentrere mig om at læse mine egne bøger. 
Jeg satser også på at få gået nogle lange ture i løbet af oktober, og se efteråret træde frem. Jeg har allerede været ude på nogle ture, og det har været utrolig dejligt.


Læste bøger:
Phyllis Reynolds Naylor: Heksens urter (Hekse saga #5)
Emma Louise Louth: Opmærksomhed
Glendy Vanderah: Hvor skoven møder stjernerne
Luka Holmegaard: Havet i munden
Hiron Ennes: Leech (lydbog)
Sara Ejersbo: Hvis sandheden skal frem (Vilde hjerter #1) (lydbog)
Phyllis Reynolds Naylor: Heksen vender tilbage (Hekse saga #6)
Wendy Xu: Tidesong
Marjorie M. Liu & Teny Issakhanian: Wingbearer (Wingbearer #1)
Jakob Kristian Jakobsen: Penis
Kentaro Miura: Berserk Deluxe Edition Volume 4
Kevin Kwan: Millionæren fra Singapore (Crazy Rich Asians #1) (anmeldereksemplar) (lydbog)
Paul Cleave: Den dræbende time (lydbog)
Tatsuya Endo: Spy x Family, Vol. 7
Tatsuya Endo: Spy x Family, Vol. 8
Tatsuya Endo: Spy x Family, Vol. 9
Nora Dåsnes: Lad skoven leve!
StineStregen: Voksenværk
Jim Butcher: Proven Guilty (The Dresden Files #8)
Anya Mathilde Paulsen: Vilde kvinder, mørke toner
Kentaro Miura: Berserk Deluxe Edition Volume 5
Hans Jørgen Sandnes: Gennem is og sne (Krypto #5)
Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel: 78 grader
Amina Elmi: Barbar: [Tavshedens objekt]
Karin Pallisgaard: Langsom livsstil
Lisa Jewell: The Family Upstairs (The Family Upstairs #1) (lydbog)
Lillian Fishman: Tjenester