Gild af Raven Kennedy

"Guldbelagte gulve, gyldne vægge, møbler og klæder. Alt i slottet Highbell er af guld. Selv jeg.

Kong Midas reddede mig fra elendighed og bragte mig til det frosne Sjette Kongerige. Han kalder mig sin skat, sin favorit. Jeg er et levende, forgyldt bevis på hans magt. I bytte for min sikkerhed gav jeg ham mit hjerte og min frihed.

Jeg er tryg – indtil krig og forræderi når vores gyldne fæstning. Indtil min tillid til Midas vakler. Indtil jeg møder de monstre, som mit bur skulle beskytte mig imod…"

Hvad pokker har jeg lige læst?? 

Præmissen for Gild er interessant (på papiret) men udførelsen og karakterne lader meget tilbage at ønske. 

Auren er en ung kvinde, der som barn og teenager blev udsat for overgreb og menneskehandel inden hun som 15-årig blev "reddet" af Kong Midas, som valgte at forgylde hende. Aka gøre hendes hud, hår m.m. til det pureste guld og derefter spærre hende inde i et forgyldt bur i 10 år. Derudover er hun også en af hans sadler (en del af hans haram), faktisk er hun hans yndlings, og skal stå til rådighed for hans seksuelle lyster dag og nat. Og hun er fuldstændig forgabt og forelsket i ham (hvem kan sige Stockholm syndrom!). Nå, men der er krig i de nogle af de andre kongedømmer, og Midas er grådig og forsøger at udnytte kaosset til sin egen fordel. For selvom han kan forvandle ting til guld, er det jo ikke nok, når man er en arrogant og ulidelig nar. Men Auren er faktisk værre for hun er forelsket i narren. Hvorfor aner jeg ikke. Jeg havde slået ham ihjel, hvis det var mig. 

Hvis det er lidt utydelig i det overstående, så kunne jeg overhovedet ikke lide denne roman. Det startede ellers nogenlunde okay ud, men desværre gik det hurtigt ned af bakke, og jeg endte med at ragelæse (eller lytte) romanen, bare så jeg kunne få den ud af mit system. Nu kan jeg så få genopfrisket det hele, mens jeg skriver denne anmeldelse.  

Jeg tænker, at det er meningen at læseren skal have sympati med Auren, men hun blev ved med at ødelægge det for mig. For det første er der hendes besættelse af Midas (igen why?), dernæst er hun bare en kedelig og til tider naiv hovedperson, og for det tredje og måske værste, så oplever hun en voldtægt af en anden kvinde fra haremmet, og hun griber først ind til sidst?! Hun havde muligheder for at gøre noget før det skete, men hun venter, wtf? Og hendes indre monolog inden og under voldtægten? Det bliver et stort nej herfra. 

Jeg har intet imod mørke fortællinger, men Gild her var virkelig ikke noget for mig. (Og så mørk var den altså heller ikke). Jeg kedede mig det meste af tiden, og karakterne var så trælse (og ikke på den sjove måde). 

Kommer jeg til at læse videre i serien, når jeg har hørt at 2'eren er meget bedre? Jeg burde ikke udsætte mig selv for mere, men måske ender jeg med at give den en chance... 

1/5 stjerne

Titel: Gild 

Forfatter: Raven Kennedy

Serie: Den forgyldte fange

Originalsprog: engelsk // læst på dansk

Forlag: Steam Books

Udgivet: 22. februar 2025 // oprindelig udgivet 16. oktober 2020

ISBN: 9788776351663

Sideantal: 245

Blodhævn af L. Sherman

"I La Nouvelle Orléans er Francesca vampyr og drevet af en stærk trang til at hævne sig på mænd, der udnytter kvinder. I samme by søger sheriffen Beau også retfærdighed ved at jage en usynlig morder. 

I New Orleans er Magalie enlig mor og historieprofessor med speciale i vampyrer. Hun er dedikeret til sin undervisning, men da flotte Rhett flytter ind overfor, bliver hun en smule distraheret. For hvem er Rhett, og hvilke mørke hemmeligheder gemmer han på?"

På papiret lyder Blodhævn lige som en bog for mig med dens fokus på vampyrer og kærlighed, og jeg havde derfor store forventninger til den, da jeg begyndte på den. Men desværre blev jeg både frustreret, skuffet og irriteret, mens jeg læste den. Det var virkelig ikke en bog for mig, og det er der flere grunde til. Jeg bliver nok nødt til at komme ind på nogle spoilers, så dette er hermed din advarsel, hvis du ikke vil vide noget om bogens handling. 

Jeg vil starte med at sige at bogen havde stor potentiale med to forskellige tidslinjer - 1850 og 2024 - og med New Orleans som baggrund for en vampyrfortælling. Men bogen vil alt for meget på én gang, og det ender bare med en utrolig rodet omgang. Det er en vampyrfortælling, men der eksisterer også andre overnaturlige væsner i New Orleans, men de bliver kun nævnt i en scene, og så hører man ikke til dem igen, andet end Beau, som er en skifter. Hvorfor bliver de nævnt, hvis man ikke bruger dem til noget eller nævner dem igen? Det er bare med til at gøre universet svagt og utroværdigt, og det ville have været mere harmonisk at holde sig til en "klassisk" vampyrfortælling i den første bog, og så kunne man vælge at åbne universet op i en efterfølgende bog, hvor de andre væsner rent faktisk fik lov til at spille en rolle. 

Skrivestilen er slet ikke i min smag. Jeg er ikke særlig vild med sproget, og jeg synes, at dialogen er kluntet og opstillet. Den benytter sig også af meget infodump til tider, som virker kunstigt og ødelægger flowet i fortælling. Andre steder får læseren alt for lidt eller vag information, og det er heller ikke godt, for det rev mig også ud af historien på en dårlig måde. Der er også fejl, som burde have blevet fanget i korrekturen. Eksempelvis er Francescas kapitler altid i tredjepersonsfortæller på nær en gang, hvor den skifter midt i det hele til førstepersonsfortæller for nogle linjer for så at skifte tilbage igen. 

Karakterne er heller ikke lige min kop te. Francesca er en vampyr i 1850, der har som mission at straffe mænd, der hader kvinder. Hendes motivation til det, får læseren først at vide sent, så forståelsen hvorfor hun gør det, halter gevaldigt et godt stykke tid efter min mening. Og jeg forstår simpelthen ikke, at hun vælger at have sex med de her mænd, inden hun dræber dem. De her mænd, som hun hader, fordi de misbruger og voldtager kvinder, og så har hun sex med dem frivillig?! Make it make sense, for jeg forstår det ikke. 

Det er også rimelig nemt og hurtigt at gætte at Beau og Rhett er én og samme person, så det var ikke den store overraskelse for mig. 

Jeg savner også en reaktion fra Magalie, da hun opdager, at vampyrer rent faktisk eksisterer, og da hun opdager, at hun har magiske evner, men der sker nada begge gange. Hun reagerer nærmest ikke, og det er altså ret store forandringer i hendes liv eller det burde det i hvert fald være.

Og nu til kærlighedsplottet i begge tidsaldere eller hvad jeg nu skal kalde dem, for de er godt nok meget instalust og ikke særlig meget andet. Der er slet ikke noget spænding eller kemi mellem hverken Francesca & Beau og Magalie & Rhett. De mødes én gang og så er de simpelthen vilde med hinanden og næste gang de mødes har de sex, og så bliver de hinandens mager (måske sat lidt på spidsen, men deres forhold gik så hurtigt, at jeg nærmest fik piskesmæld af det). Jeg savner meget mere kød og blod på de to kærlighedshistorier, og ganske enkelt kemi mellem parrene (andet end at de synes den anden er lækker).

Undervejs i historien er der også nogle bipersoner, som ser ud til at få en større rolle i den næste bog, hvis man skal tro epilogen, men i og med de her bipersoner er tynde som pap, så er jeg pænt ligeglad med dem. De kunne snildt skæres væk, da de spillede en minimal rolle.

Blodhævn er første bog i en ny romantasy serie, men jeg kommer ikke til at læse videre i serien, når den næste bog udkommer. Jeg har alt for mange bøger, som jeg gerne vil læse, og alt for lidt tid.

1/5 stjerner

Titel: Blodhævn

Forfatter: L. Sherman

Serie: Vampyrjægerne #1

Sprog: dansk

Forlag: Stream

Udgivet: 25. oktober 2024

ISBN: 9788776351427

Sideantal: 388

Kuglens Skygge af Jesper Riel

"Christian er i Mundu, der på overfladen ligner Danmark bortset fra blodrøde træer og magiske væsner. Han skal tilbringe et halvt år i Heines hytte, før han kan komme til Kuglen for at træne, se sin mor og ikke mindst Sara igen.

Allerede første nat i Mundu bliver ægget med Maria stjålet. Christian tager med Heine til Daga Lakur i håb om at finde tyven. Her møder han Brian, der fortæller om farverne, der forsvinder, og Manden på Arken. En pirat, der fanger sagnvæsner, og efter sigende skulle have en sprække til Mørket.

Sara husker ikke at være fanget i Mørket af Uglemanden. Desværre husker hun heller ikke sine oplevelser med Christian. Da Mille fortæller, hvad der er sket, overtales Sara til at tage til Kuglen og træne med hybriderne Akin og Orya.

Noget føles ikke rigtigt for Sara, der udover en mærkelig besked, ikke kan få kontakt til sin mor. Hun vil finde ud af, hvad der foregår, og afslører en hemmelighed, som Kuglen for alt i verden ikke vil have frem i lyset."

[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]

○ Uglemanden ○

Jeg var ikke fan af den første bog i serien, men jeg ville alligevel give bog 2, Kuglens Skygge, en chance. Og den startede faktisk fint ud, men så endte det alligevel med at gå ned ad bakken, desværre.

Fortællingen er flyttet fra Danmark til fantasylandet Mundu, hvor Christian skal leve i skjul det næste halve år indtil han bliver gammel nok til at være der lovlig. Desværre er Christian ikke én, der kan finde ud af holde sig skjult, for den første nat han er der, bliver ægget med lillesøster Maria stjålet, og nu skal Christian finde ægget igen.

Sara, som ikke kan huske hvad der skete i første bog med Uglemanden og Christian, er kommet til Mundu for at træne sine evner. Men hun får mistanke om at der sker noget underligt i Kuglen, som hun sætter sig for at afsløre.

Fortællingen bliver fortalt fra henholdsvis Christians og Saras synsvinkel. Jeg havde ikke noget imod at der kom en ny fortæller på banen, men deres afsnit endte altid på en cliffhanger, og hvert deres afsnit var faktisk så lange, at jeg endte med at glemme, hvad der var sket, når vi skiftede tilbage igen. Jeg havde måske foretrukket at de enkle afsnit var kortere, og at de ikke altid endte på en cliffhanger. Således gik der ikke for lang tid mellem skiftet mellem de to synsvinkler. 

Jeg vil også sige at Kuglens Skygge føles meget anderledes end Uglemanden, faktisk så meget at den ikke føles som en 2'er i serien, men som en helt selvstændig bog. 

Jeg synes stadig at handlingen er utrolig rodet, og til tider temmelig utroværdig. Det samme gør sig gældende for karakterne. 

Kuglens Skygge var slet ikke en bog for mig, og jeg kommer ikke til at læse videre i serien. 

1/5 stjerne

Titel: Kuglens skygge

Forfatter: Jesper Riel

Serie: Uglemanden #2

Sprog: dansk

Forlag: Superlux

Udgivet: 16. september 2023

ISBN: 9788775671472

Sideantal: 342

Uglemanden af Jesper Riel

"Christian og hans lillesøster Maria leder efter deres mor. Hun forsvandt for flere år siden, og hverken dem eller deres far kan rigtigt huske hende. Sporet efter hende er fuldstændig koldt, men Christian hører stemmer, der fortæller ham, at de skal skal lede i byens kirke.

I kirken finder han en notesbog og et kort, der måske har tilhørt hans mor. På vej ud af lokalet opdager han, at en underlig skikkelse blokerer udgangen. I panik flygter han ud på kirkens tag, men den mærkelig person følger efter. Christian styrter ned fra taget, slår hovedet og brækker armen...

Da han vågner igen, har han det underligt nok helt fint. Men han er sikker på, at der var noget mystisk ved skikkelsen, havde den ikke haft et næb og store runde ugleøjne?"

[Anmeldereksemplar fra forlaget]

Nogle gange matcher jeg bare ikke med en bog, og det var desværre tilfældet med Uglemanden. Det startede ellers fint nok ud, hvor vi bliver introduceret til Christian og lillesøsteren Maria, som har startet et privatdetektiv bureau, Ravnstrups Blodhunde, hvor deres eneste opgave er at finde deres forsvundne mor. Problemet er at ingen rigtig kan huske hende, men en mystisk stemme i Christians hoved leder ham til kirketårnet, hvor han møder den uhyggelige uglemand. Derefter bliver historien en rodet, og der sker ting, som jeg ikke fandt særlig troværdige.

Christian skal forestille at være en 14 år dreng, og det bliver nævnt et par gange, men lige pludselig nævner han at der kun et halvt år til, at han bliver 16 år og der er altså kun gået et par dage imellem de to udtagelser, så jeg ved ikke om han ældres superhurtig eller hvad der lige skete der. Det er måske blot en detalje, men det forstyrrede min læsning. 

Et andet eksempel er at Maria bliver ond uden nogen som helst grund eller forklaring, og begynder at udøve terror mod Christian og andre, men der er ingen konsekvenser for hende (selv ikke da hun sammen med to andre opildner en fjerde til at sparke en lærer i ryggen der prøver at skille dem ad mens de slås, og det ender så galt at vedkomne bliver indlagt og mister følelsen i benene). Christian skifter mellem at være bange for hende, ville redde hende (uden at undersøge hvordan det lige skal lade sig gøre), og så ofre hende til sidst for at redde en anden (hvem fanden ofrer lige sin egen lillesøster?).

Christian bliver også smidt ned fra et tag af klassens bøller mens han er bundet, men det får ingen konsekvenser for dem. Det bliver derimod lagt op til at det er Christians egen skyld, og at han hoppede med vilje!? Det synes jeg godt nok er lidt vildt.

Generelt synes jeg er karakterne til tider handlede meget utroværdigt, og nogle af dem har ret så gifte forhold til hinanden blandt andet Christian og bedstevennen Emil. Og så er det Christians far (Løvefar) og deres babysitter (Babe) der har et eller andet kørende, og jeg er ret sikker på at Babe er gravid. Det bliver godt nok ikke sagt, men hun rører sin mave ofte, og Christian tror bare hun har spist for meget kål, fordi den er udspilet. (Og igen bliver jeg i tvivl om, hvor gammel Christian skal forestille at være). Især da det er ham, der forklarer til Maria at Løvefar og Babe har noget kørende. Generelt er Babe også en virkelig irriterende karakter og det er Løvefar sådan set også.

Humoren ramte heller ikke plet for mig. Der var nogle enkle gange, hvor den virkede på mig, men for det meste synes jeg den faldt flad.

Jeg kunne rigtig godt lide monstrene, som Christian opdager via morens bog, men jeg synes det var en skam at de ikke var mere med. Det måtte de godt have været for min skyld. 

Uglemanden var desværre ikke en bog for mig, og sådan er det nogle gange. Jeg vil forsøge at læse 2'eren, da jeg har den stående på hylden, og jeg har måske ikke de højeste forventninger, men jeg håber på det bedste.

1,5/5 stjerner

Titel: Uglemanden

Forfatter: Jesper Riel

Serie: Uglemanden #1

Sprog: dansk

Forlag: Superlux

Udgivet: 2021

ISBN: 9788793796270

Sideantal: 277

Slangen & Skyggeridderne af Thomas Stordal

"Den unge heks, Margo, har en speciel evne: Hun kan gøre tiden langsom. Men evnen synes ligegyldig, da den verden, hun kender, er ved at styrte i grus. Da de frygtede sjælesøgere indtager byen Bantiqa, må beboerne flygte ned i byens underjordiske system af gange. Kampen mod Varîta synes uundgåelig …

I København kæmper David en helt anden kamp mod Peter og hans slæng – og ikke mindst, en kamp mod sig selv. Da flugten fra livets skyggeside tvinger David og hans søster, Melanie, til at krybe i skjul, havner de ved et uheld midt i den krigsbesatte Bantiqa.

Skæbnen leder de tre sammen, og Margo må, sammen med David og Melanie, drage ud for at finde de mystiske Sagartanerbreve, der indeholder opskriften på fred i verden. Kan de finde brevene, før fjenden? Og er de to verdener så forskellige igen, eller har det moderne København og det gammeldags Bantiqa mere tilfælles, end man lige skulle tro?"

Jeg havde set frem til at læse Slangen & Skyggeridderne, men desværre endte det med at blive en skuffende læseoplevelse. Prologen var ellers spændende nok, men derefter gik det desværre nedad for mig.

Hovedpersonerne er Margo fra landet Umidia, og David fra København. David og lillesøsteren Melanie kommer ved et tilfælde til Umidia, hvor de bliver viklet ind i starten af en krig, hvor de sammen med Margo må flygte fra fjenderne. Jeg kom desværre aldrig rigtig ind under huden på hverken Margo eller David, og jeg endte faktisk med at blive lidt ligeglade med, hvad der skete med dem. 

Jeg forstod overhovedet ikke Margo og Kayas "forhold". Kaya tilhører en orden af kvindelige sjælesøgere, der mærker sjæle, som så bruges til hårdt arbejde. Hun kommer sammen med andre sjælesøgere til Margos by, og vil mærke indbyggerne der. Men Kaya er ikke ligesom de andre, og forsøger at hjælpe Margo. Margo er naturligvis mistroisk i starten, men lige pludselig stoler hun på Kaya - det skal fremhæves at de ikke har mødt hinanden mere end et par gange, og at det ikke været i særlig lang tid. Havde forholdet fået mere plads og tid til at udvikle sig mere naturligt, havde jeg fundet det mere troværdigt. 

Det frustrerede mig også grænseløst at Kaya midt i kamp vender sit hoved mod Margo, og væk fra den fjende, som hun står over for. Hvem tager øjnene væk fra en fjende, som er farlig og kan slå en ihjel for at smile til en person, du har kendt i meget kort tid?

Romanen har et index bagerst i bogen, hvor personer & væsner, guder & ånder, steder, profetier samt udtryk er oplistet. Det kunne have været rart, hvis man som læser, blev gjort opmærksom på at dette index eksisterede inden man gik i gang med romanen, for jeg var forvirret i starten, især da jeg stødte på de udtryk, som der bruges i Umidia. Udtrykkende dækker over helt almindelige ord, såsom dag, sekund, år, morgen, nat, kilo, meter m.m. 

Jeg kan godt forstå en fantasyforfatters lyst til at opfinde sit eget sprog, men jeg fandt det virkelig irriterende og forstyrrende for min læsning, fordi jeg skulle slå ordene op med jævne mellemrum. Jeg forstår heller ikke helt, hvorfor man har valgt så almindelige ord, for ganske vist kan Margo gøre folks tid langsommere for en stund, men udtrykkende bliver ikke brugt til det. (Sjovt nok har tid ikke et andet ord, selvom en god del af ordene er markeringer af tid). 

En anden ting, der irriterer mig ved indexet er, at der sker en del worldbuilding her, som overhovedet ikke bliver beskrevet i selve romanen. Når David og Melanie kommer til Umidia er det en oplagt mulighed at beskrive de forskellige væsner, guder m.m. der findes her, men det sker bare ikke rigtig, og når det gør er det meget vag. Generelt lader worldbuildingen meget tilbage at ønske, og det kunne have været meget rart med et kort. 

Handlingen er som sådan fin nok, men igen der var så meget andet, der trak ned for mig, at jeg til sidst også mistede interessen for den.

Slangen & Skyggeridderne var desværre ikke en bog for mig, men måske er der andre, der vil kunne lide den.

1,5/5 stjerner

Titel: Slangen & Skyggeridderne

Forfatter: Thomas Stordal

Serie: Sagartanerbrevene #1

Sprog: dansk

Forlag: Hi Reader

Udgivet: 2. maj 2024

ISBN: 9788794320412

Sideantal: 286

Fangen fra Ulvmarken af Lene Dybdahl

"I Magismondos verden er magiske evner sjældne og eftertragtede. Formskiftere, tankehviskere, aromatikere, vanddrivere og ildmagere er værdsatte juveler i de kongeliges samling. Når de altså bliver fundet. Alt dette ved 17-årige Pil intet om. Hun vokser op i en skovhytte nær landsbyen Bøgene i kongeriget Ulvmarken langt væk fra hoffet. Pil har dog opdaget at hvis hun ikke passer på, bliver den lille gnist i hendes håndflade til flere når hun mindst ønsker det. 

En mørk aften kommer hun op at slås med sin ærkefjende Fenri, og hun kan ikke længere holde vreden og magien inde. Rygterne om Pils ustyrlige ildkræfter breder sig til kongens slot, og hun må flygte over hals og hoved med kongens soldater i hælene. Hun ender i hovedstaden, Rimskjold, hvor slåskampe og uorden straffes med forvisning til fangelejren Golgutu i landet på den anden side af havet. Pil må lære at styre sit temperament hvis hun ikke vil havne blandt Ulvmarkens værste forbrydere..."

17-årige Pil bor i en lille hytte i skoven med sine adoptivforældre. En dag sendes hun til bageren for at aflevere brænde, og hun får besked på at gå lige hjem bagefter. Men hun ender i slåskamp med Fenri, som altid har været led mod hende. Under slåskampen sker der noget mærkelig med Pil, og hun kan mærke en gnist blive antændt i hende. Pil har magiske evner, og det er ikke velset blandt den almindelige befolkning, men kongen er altid på jagt efter folk med magisk evner. En aften kommer kongens soldater på besøg, men det lykkes Pil at flygte og til sidst ender hun i hovedstaden Rimskjold. 

Fangen fra Ulvemarken startede som sådan spændende nok ud, men jeg blev desværre aldrig rigtig helt fanget, da der var flere ting som ikke fungerede for mig. 

Pil var en interessant karakter - i starten - men hun blev meget hurtigt irriterende. Hun lader sin hidsighed styre alt, og man skulle tro at hun ville lære af det, når hun hele tiden kommer i problemer på grund af sit temperament, men det gør hun ikke. Det gør det ikke bedre, at hun bliver ved med at sige at hun skal lære at styre det, så hun kan styre sine ildevner, men hun gør intet ved det, og det blev jeg frustreret over. Der var ingen handling bag hendes ord, og det siger en hel del, for hun er faktisk en ret handlekraftig pige, som tror hun kan løse alle problemer med sine ildevner eller ved at slås (og det ende faktisk med at blive gentagende og en kende kedelig at læse i længden).

Hun fører sig også frem som en verdenskvinde, men hun er altså kun 17 år og har levet en rimelig beskyttet tilværelse i en skov, så det føles utroværdig, at hun fører sig frem på den måde.

Jeg manglede simpelthen at se en karakterudvikling i hende. Det behøvede ikke at være noget stort, men bare nogle små ting, som hun greb anderledes an eller havde lært af. Hun er den samme, som da romanen startede på trods af alle de ting, som sker, og det var knap så spændende at læse.

Vi bliver også præsenteret for Jaron, som selv er en magiker, men så forsvinder han fra historien undervejs, og det var bare så abrupt og ikke særlig veludført. Jeg ventede på at han ville poppe tilbage, men det skete aldrig.

Jeg brød mig heller ikke om den spirende "tiltrækning" mellem Pil og Jaron. Det var da et jammer uden lige at høre på deres tanker om hvorfor de ikke kan få hinanden (på intet tidspunkt snakker de med hinanden om deres følelser), og jeg forstår ikke hvorfor Jaron blev tiltrukket af Pil, for hun var da virkelig uvenlig mod ham det meste af tiden.

Handlingen går meget, meget stærk og der sker utrolig mange forskellige miljøskift. Først er vi i Pils hjemegn, så er vi på flugt, så er vi i hovedstaden i lære hos en smed, så er vi på flugt igen, hvor vi ender som fanger på et skib, så er vi en fangelejr og så er vi en træningslejr. Men på intet tidspunkt er der tid til at gå i dybden med noget af det der sker. Det hele er så overfladisk, at jeg aldrig nåede at blive fanget af noget som helst. Jeg kan sagtnes se potentialet, men når det ikke bliver udfoldet, så er det jo i bund og grund lige meget. 

Magisystemet bliver heller ikke udfoldet, og jeg undrede mig flere gange undervejs om hvordan det hele fungerede. Måske bliver sløret løftet i den næste bog, men den regner jeg ikke med at komme til at læse.

Jeg havde også flere problemer med sproget og ordvalget, især dem der blev brugt som skældsord eller fornærmelser. Blandt andet blev ordet "svans" brugt, som en fornærmelse, og det blev ikke italesat, hvorfor man ikke kalder folk det.

Alt i alt var Fangen fra Ulvemarken ikke en bog for mig.

1/5 stjerner

Titel: Fangen fra Ulvemarken

Forfatter: Lene Dybdahl

Serie: Magismondo #1

Sprog: dansk 

Forlag: Tellerup

Udgivet: 15. maj 2023

ISBN: 9788758847054

Sideantal: 400

Haunting Adeline af H.D. Carlton

"The Manipulator.

I can manipulate the emotions of anyone who lets me. I will make you hurt, make you cry, make you laugh and sigh. But my words don't affect him. Especially not when I plead for him to leave. He's always there, watching and waiting. And I can never look away. Not when I want him to come closer.

The Shadow.

I didn't mean to fall in love. But now that I have, I can't stay away. I'm mesmerized by her smile, by her eyes, and the way she moves. The way she undresses... I'll keep watching and waiting. Until I can make her mine. And once she is, I'll never let her go. Not even when she begs me to."

Normalt starter jeg mine anmeldelser med et resume af handlingen, men Haunting Adeline har ikke rigtig et plot, i hvert fald ikke et jeg lige kunne finde. Der sker ting og sager, jovist, men det fremstår rodet og usammenhængende. Jeg fandt derfor bogen virkelig langtrukken og kedelig. Den ene ting, som jeg rent faktisk fandt en smule interessant, blev der brugt mindre end to kapitler på, for aldrig at blive nævnt igen. Og jeg brød mig heller ikke helt om den retning, som det endte med at tage.

Adeline er forfatter og stor horrorfan. Hun er flyttet ind i hendes bedstemors gamle hus, hvor hun finder hendes oldemors gamle dagbøger. Hendes oldemor blev myrdet for flere år siden, og dagbøgerne viser at hun havde en stalker, som hun indledte et forhold til.

Zade er en hacker, der infiltrerer pædofilringe og sex traffickingringe, hvor han befrier de uskyldige og straffe de onde, typiske ved at torturer og myrde dem.

Han ser Adeline og beslutter sig for at hun skal være hans. Han begynder derfor at stalke hende, bryde ind i hendes hus og er generel meget truende og dominerende. Han dræber blandt andet en mand, og skærer hænderne af ham, som han efterlader foran Addies hus. 

Karakterne er overfladiske og har ingen personlighed. De har ting, der skal gøre det ud for en personlighed, men når det kommer til stykket er der ingen dybde i dem. De er så flade i det. Jeg brød mig ikke om nogen af dem, især Zade. Jeg endte med at være fuldstændig ligeglad med, hvad der skete med dem, og når der heller ikke var særlig meget plot, så lå min interesse på en meget lille sted.

Hauting Adeline er dark romance, og ja der er en hel masse "sex"scencer, og grunden til at sex står i anførselstegn er, at Zade voldtager Adeline ved flere lejligheder. Det er voldtægt, det han gør ved hende, for hun giver ikke sit samtykke. Og det kan godt være at hun til senere hen gerne vil have det, men det ændrer ikke på, at det stadig er voldtægt til at begynde med. Han er en voldtægtsforbryder, og jeg kan ikke se ud over ironien i, at han er så opsat for at befri børn og kvinder fra at blive voldtaget og at straffe voldtægtsforbrydere, men han har ingen problemer med selv at voldtage. Jeg synes, at Zade var en helt igennem forfærdelig og usympatisk karakter, så "romance" delen fungerede slet ikke for mig.

Skrivestilen er slet ikke min kop te. Jeg synes ikke den er særlig godt skrevet. Der er for meget tell i stedet for show, hvilket jeg finder kedelig. Sexscenerne er meget gentagende, da forfatteren bruger de samme vendinger igen og igen i stedet for at variere sproget lidt. Jeg talte på et tidspunkt hvor mange gange ordene pussy og fuck(ing) blev brugt i et kapitel, og det var virkelig mange gange. Jeg tror kun jeg så cunt blive brugt 3-4 gange i løbet af hele bogen. Det var i hvert fald ikke særlig meget i forhold til pussy.

Karakternes indre monologer blev også trættende rimelig hurtig, og her var der også mange gentagelser, og kluntede sætningsopbygninger. 

Jeg har læst mange dark og twistede bøger, men den her var ikke min kinda dark. Jeg tvang mig igennem den, for at se om den ville blive bedre, men det blev den aldrig.

1/5 stjerne

Titel: Haunting Adeline

Forfatter: H.D. Carlton

Serie: Cat and Mouse Duet #1

Sprog: engelsk

Forlag: -

Udgivet: 13. august 2021

ISBN: 9798454848842

Sideantal: 607

Lysets datter af Louise H. A. Trankjær

"Verden består af lys og mørke, men mørket vinder indpas. Allerede nu har det overtaget landet Karawia og dets indbyggere, som det kontrollerer med sin ondskab. Menneskene er langsomt, men sikkert, ved at fortrænge alt, der har med lys og magi at føre, og lysets folk, ainatunari, kan ikke længere leve i fredelig symbiose med dem, men må bo langt inde i De Frie Skove bag deres magiske grænser. Enilia er jani, halvt menneske og halvt ainatunari, et sidste bevis på kærligheden. der engang var mellem de to racer. I et kapløb mod tiden drager Enilia ud fra sin hjemby, hvor hendes bror, Elior, har efterladt hende, så han kan deltage i krigen. På vejen møder hun to ainatunari. Men kan hun stole på dem, når hun skal holde hemmeligheden? Hemmeligheden, profetien om hende og Elior, som kan betyde liv eller død, ikke bare for dem, men for alle, der lever i lyset."

Lysets datter og jeg var desværre ikke et særlig godt match. Jeg havde set frem til at læse den, og jeg læste den faktisk også rimelig hurtigt taget i betragtning af, at den er over 400 sider, men det var mere en frustreret læsning end noget som helst andet.

Enilia er jani, halvt menneske og halvt aniatunari. Hvad er en aniatunari? Jeg er faktisk ikke helt sikker. De er vist høje, har lysende øjne (måske?), og kan leve flere liv, men derudover aner jeg det ikke. Mørkets væsner er vist en art skyggefolk, men igen det er ikke særlig meget beskrevet. Og det er min første udfordring med bogen. Jeg savner noget mere detaljeret worldbuilding. For det første vil det være rart med med et kort, så man vidste hvor tingene lå i forhold til hinanden (bog 2 har et kort - så yeah!). For det andet ville jeg gerne have nogle flere definitioner og beskrivelser af de forskellige væsner, for det var alt for diffust for mig. Der er meget infodump i starten, men det gør ikke en særlig klogere på den verden man er i. 

Den store trussel er ligeledes meget diffust, og føles bestemt ikke særlig truende. Så jeg følte aldrig rigtig at der var noget på spil for karakterne, selvom Enilia prøvede at piske en stemning op flere gang.

Hovedpersonen Enilia skal forestille at være 23 år, men hun føltes som en på 13 år. Hun gør uovervejet ting flere gange, hun bliver taget til fange hele tiden, og hun fortæller sin store hemmelighed til den første, den bedste, fordi hun ved at vedkomne ikke vil sige det videre... Du har kendt vedkomne mindre end en dag, og hun er den del af dem, der har taget dig til fange, så hvordan fanden kan du stole på hende uden videre?? 

Og så er der selvfølgelig også et kærlighedsplot med både en sjælemage (en man har elsket igennem flere liv) og en fangevogter, som hun forelsker sig i. Hun har kendt begge disse mænd mindre end en dag, og så bliver hun forelsket i dem, og de i hende. Men hun føler sig ikke værdig nok til at blive elsket af nogen, så det går lidt frem og tilbage utallige gange. Kærlighedsplottene fylder alt, alt for meget, og de er alt for instalove efter min smag. Jeg kørte fuldstændig træt i dem.

Der mangler spænding og fremgang i handlingen. Der sker nærmest ingen handlingsmæssige ting i løbet af de 400 sider, eller det kommer i hvert fald meget i klumper her og der, i stedet for at være spredt jævnt ud. Der sker mange tanke- og følelsesmæssige ting i Enilias hoved, men det kører i ring og er gentagende, så der mistede jeg interessen. Og så irriterede Enilia mig flere gange, så det hjalp ikke rigtig på sagen.

Sproget er til gengæld fint. Det er poetisk og flydende, og gjorde at jeg læste bogen hurtigere end forventet.

Selvom Lysets datter ikke er en bog for mig, giver jeg stadig bog 2 et skud for at se om den kan noget for mig. Hvis ikke bliver serien højst sandsynligt en dnf for mig.

1,5/5 stjerner

Titel: Lysets datter

Forfatter: Louise H.A. Trankjær

Serie: Syvstjernesagaen #1

Sprog: dansk

Forlag: Superlux

Udgivet: 17. september 2020

ISBN: 9788793796249

Sideantal: 439

Spindlernes Dal af Laura Helena Pimentel da Silva

"Asfrid tilhører stjernefolket, der bor i Klippedal. Hun lever en beskyttet tilværelse, indtil den dag hun erfarer, at hendes bedstemor er døende. Asfrid beslutter sig for at rejse til Mørkelandet, hvor edderkoppefolket bor, da hun har hørt, at et edderkoppeæg besidder livsforlængende kræfter. Rejsen til Spindlernes Dal viser sig at blive en rejse mod Asfrids egen oprindelse..."

Jeg kæmpede med at få læst Spindlernes Dal, som er første bind i serien om Asfrid, hvilket jeg ikke lige havde regnet med, da bogen kun lige er lidt over de 200 sider og med mange korte kapitler. Men der var desværre flere ting, som ikke fungerede i historien.

Asfrid er del af stjernefolket, og er vokset op med sin mor og bedstemor. Da hun finder ud af at bedstemoren er døende, beslutter hun sig for at rejse til Mørkeland, hvor hun vil finde et edderkoppeæg, der forhåbentlig kan redde bedstemorens liv. Med sig har hun klippeulven Vulpis, men møder på vejen også menneskeslaven Theo, som er flygtet fra de frygtelige edderkoppefolk.

Jeg kan ikke skrive denne anmeldelse uden at spoile noget af handlingen - så stop med at læse nu, hvis du ikke vil spoiles.

Lad os starte med det jeg godt kunne lide:

Vulpis - ikke så meget dens navn, men jeg kunne godt lide klippeulven, og det var trist at den skulle dø så tidligt.

Jeg kunne også godt lide temaet omkring familie, familiesammenhold, og at gøre "alt" for sin familie, men det måtte godt have været mere udfoldet.

Jeg kunne godt lide kapitlerne med edderkopperne. De var fede og skræmmende (for det meste). De måtte godt have været mere med.

Jeg kunne godt lide illustrationerne af Rasmus Jensen.

Nu til det som jeg var knap så glad for:

Starten er langsom og meget informationstung, uden at den egentlig formår at fortælle ret meget. Den virker også alt for konstrueret og dermed utroværdig.

Hvorfor bliver Theo introduceret så pludselig (og næsten halvvejs i historien)? Det virker ikke særlig godt, og jeg ville have foretrukket at deres historier havde være fortalt sideløbende fra starten af, så deres veje kunne mødes mere naturligt i historiens flow.

Instalove mellem Asfrid og Theo - jeg hader det! De har kendt hinanden i maks tre dage, og så bliver de fuldstændig vilde med hinanden, og så kysser de og får rejsning og Theo tænker på Asfrid kvindelighed, som jeg ikke aner hvad er. Det bliver et nej tak herfra.

Theo er opsat på at flygte og få sin frihed (han har endda efterladt sin mor og lillesøster tilbage i slavelejren), og han vil overhovedet ikke rejse ind i Spindlernes Dal, fordi det er for farligt. Men da han møder Asfrid, opgiver han sine flugtplaner på under 5 min. for at rejse med hende og hjælpe hende. Jeg manglede at få hans motivation uddybet.

Hvorfor har Theo ikke fortalt Asfrid, hvordan man kæmper mod edderkopperne, før de rent faktisk indleder en kamp mod en edderkop? Det virker meget dumt at råbe de gode råd under en kamp, hvor alt er kaos i forvejen, og det er utroligt at Asfrid overlever. Især taget i betragtning at edderkopperne skulle være så farlige...

I samme ombæring - hvordan kan Asfrid tæmme en edderkop uden hun har fået fortalt, hvordan man gør? Og hun får det til at se mega nemt ud.

Hvorfor får Asfrid lov til at være ved Theos familie. når hun skal forestille at være taget til fange? Der er ikke engang vagter til stede, og hun er heller ikke bundet eller noget.

Hele delen med Algot giver ingen mening. Hvorfor vil den mægtige 300 årige have en 17 årig pige til mage? Kan han ikke indtage Klippedalen uden at have Asfrid som mage? Hvorfor siger Asfrid ja? Hun mener det godt nok ikke, men det hele sker i løbet af ganske få sætninger. Og hvorfor kan hun lide hans kys?? 

Hvorfor går Algot med på Asfrid betingelser? Hvorfor er han så betaget af hende? - han har ikke engang kendt hende i tre dage, men kun snakket med hende to gange.

Alt i alt var Spindlerens Dal desværre ikke en bog for mig, og jeg har ingen planer om at læse videre i serien.

1,5/5 stjerner

Titel: Spindlernes Dal

Forfatter: Laura Helena Pimentel da Silva

Serie: Asfrid #1

Sprog: dansk

Forlag: Forlaget Leitura

Udgivet: 22. juni 2022

ISBN: 9788794310123

Sideantal: 225

Kirsebærplantagen af Jonas Aagaard Dinesen

"På en stille ø ikke langt fra kysten ligger et gammelt kloster. Omkring klosteret vokser række efter række af kirsebærtræer. Engang var det en berømt kirsebærplantage. Engang var klosteret aktivt. Engang var der liv og glæde. Nu er det hele forladt. Ingen tør nærme sig øen. De få, der gør, vender sjældent hjem igen. Nu – mange år senere – skal en gymnasieklasse på udflugt til den gamle, hjemsøgte ø.

Sammen med Sarah, Thomas og Michael udgør Kevin og Louise klassens gruppe af outsidere. De glæder sig alle fem til lidt gys på den længe forsinkede udflugt i deres gymnasieklasse. For Kevin og Louise er det ikke kun udsigten til en uges tid på en forladt ø, der får følelserne til at boble, men det er også udsigten til kvalitetstid med hinanden, som kilder i maven. Lige indtil der begynder at ske mærkelige og skræmmende hændelser."

Outsiderne Kevin, Louise, Michael, Thomas og Sarah er gode venner, og fans af alt slags gys og gru. De skal sammen med resten af deres gymnasieklasse på lejrtur, hvor de skal overnatte i et gammelt kloster på en forladt ø. Inden de skal afsted, har de dog en skræmmende oplevelse med et overnaturligt skær, som advare dem om øen. Der går dog heller ikke længe efter de er ankommet til øen, før der begynder at ske mærkelig og overnaturlige ting.

Jeg ville så gerne kunne lide Kirsebærplantagen, for som udgangspunkt virkede den spændende og så har den en fed og interessant forside. Men den fungerede desværre slet ikke for mig.

For det første får vi flere gange at vide at klosteret og øen har været forladt i 150 år på grund af dødsfald og forsvindinger. Med den viden giver det ikke mening, at der både er opsynsmænd og en form for lejrskole der, for så er øen jo som sådan ikke forladt, når der er nogle der passer den.

Handlingen har både et fortidsspor og et nutidsspor. Umiddelbart kunne jeg godt lide fortidssporet, fordi det var meget spændende og faktisk også en kende uhyggeligt, men det fylder kun meget få kapitler, og der går rigtig mange sider imellem at få kapitler. Det føles derfor meget sporadisk og overfladisk, og det blev aldrig rigtig forenet med nutidssporet. Det føles mere som to forskellige handlinger, der var blevet tvunget sammen, og resultatet var ikke helt vellykket,

Hvorfor stikker halvdelen eleverne pludselig af? Der er kun en elev, der er forsvundet på det tidspunkt, og der er ikke sket noget super overnaturligt, så det virker en meget dramatisk. Vi får også at vide, at de tilbageblevne elever kan se deres fodspor i sandet på den anden bred (hvor langt er der lige ud til øen?), men senere får vi at vide, at dem på øen er de eneste overlevende, så hvad er der sket med dem der flygtede?

Uhyggekurven er også meget svingende. Der var nogle få ting, som jeg synes fungerede, men for det meste fandt jeg horroren/uhyggen meget kedelig og ikke skræmmende. 

Karakterne Kevin, Louise, Michael, Thomas og Sarah var virkelig ikke min kop te. For det første bliver det gentaget utrolig mange gange, at de er outsiderne i klassen. En eller to gange havde været nok, og er de outsidere fordi de er horrorfans eller fordi de går anderledes klædt?

De er også overraskende hurtige til at tro på alt det overnaturlige, der sker både før og på øen. Der er nærmest ingen skeptisk iblandt dem, og når de bliver besat af ånder/spøgelser/gespenster så ryster de bare oplevelse af dem, som var det ingenting, og snakker nærmest ikke om den igen. Det virker utroværdigt.

Kevin og Louise har et godt øje til hinanden, og jeg ved også at de går i gymnasiet, men behøver de være så liderlige hele tiden? Jeg ville tro at når folk begynder at forsvinde og/eller dø, at man så ville fokusere lidt mere på at overleve, men nej - man fokuserer på at flette tunger med hinanden hele tiden. Der bliver også brugt utrolig mange sider på dem, og jeg synes, at de var de mindst spændende karakterer, så det var ikke så sjovt. 

Jeg ville langt hellere have mere uhygge og meget mindre kærlighedsfnidder.

Vi finder ud af, at Sarah har overnaturlige evner (hun er en heks), men hendes evner/kræfter bliver ikke brugt til noget som helst i løbet af historien, andet end lige til sidst, hvor de nærmest optræder som en deus ex machina. Hvorfor skal hun gøres til en heks, hvis hun slet ikke skal bruges til noget? Hun var faktisk den karakter, som jeg fandt mest spændende, men desværre også en af dem, der blev brugt mindst tid på, så det føles bare som spild.

Hvad er det er for nogle lærere, der er med på turen? De er fuldstændige frygtelige. Den ene render rundt og raver på pigerne (og alle ved det åbenbart, og giver pigerne skylden, fordi de er lækre og populære - jeg siger nej tak til slutshaming). To af de mandelige lærere har sex, hvor alle kan se dem, og det føles som om den ene kvindelige lærer hellere vil være venner med eleverne end rent faktisk en autoritet. 

Alt i alt fungerede Kirsebærplantagen slet ikke for mig. Jeg måtte tvinge mig selv igennem den, og det er sjældent et godt tegn.

1,5/5 stjerner

Titel: Kirsebærplantagen

Forfatter: Jonas Aagaard Dinesen

Serie: Kirsebærplantagen #1

Sprog: dansk

Forlag: Read.Die.Repeat

Udgivet: 25. juni

ISBN: 9788794271110

Sideantal: 273

Se på os nu af Geir Gulliksen

"Passionen kan ramme, når man mindst venter det. 50-årige Hans har været gift med Ingunn, siden han var midt i 30'erne. Til et bryllup havner han ved siden af den meget yngre Harriet, som han modstræbende, men desto mere heftigt får en lidenskabelig affære med."

[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]

Er gifte mennesker okay? 

Det er de i hvert fald ikke i denne bog. Jeg er lige ved, at tro at stort set alle ægtepar og kærestepar vi møder i Se på os nu, er deres partnere utro.

Jeg erkender blankt efter at læst denne roman, at jeg højst sandsynlig ikke har været den tiltænkte målgruppe. Vi var simpelthen ikke et særlig godt match, og jeg vil komme ind på nogle af grundene.

50-årige Hans er gift og har et barn med Ingunn. Til et bryllup kommer Hans til at sidde ved siden af den meget yngre Harriet. Hun er nybagt mor, og Hans bliver meget fascineret af hende. De indleder et forhold, som får flere konsekvenser. 

Jeg har ikke noget imod at læse romaner, hvor folk er hinanden utro, men når det stort set er alle, der er deres partnere utro af den ene eller den anden grund, synes jeg det bliver lidt for søgt, og så ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal med romanen, for jeg finder den bestemt ikke troværdig. Og det er skidt, når det skal forestille at være en samtidsroman.

Når det kommer til karakterne er jeg også meget splittet. På den ene side vil jeg gerne læse om hvad en altopslugende affære gør ved relationer, men når karakterne er ulidelige, ja så er jeg faktisk rimelig ligeglad med hvad de føler og hvad der sker med dem.

Hans er den værste i kontekst. Han er patetisk, selvmedlidende og selvretfærdig for bare at nævne nogle ting. Han bliver for eksempel vred og harm da Ingunn endelig forlader ham, for derefter at synke ned i selvmedlidende tåger, og jeg kunne simpelthen ikke være i det. For det første han har selv valgt at være hans kone utro, han har flere gange fantaseret om at hun skulle forlade ham eller ligefrem dø, så han kunne være med Harriet, og da Ingunn endelig tager sig sammen og går, ja så bliver han sur på hende og opfører sig som det ikke er hans egen skyld.

Han bliver også fornærmet og jaloux, da Ingunns nyeste kæreste får et godt forhold til Hans' tidligere stedsøn. Men Hans har aldrig rigtig brudt sig om stedsønnen, og han har aldrig investeret tid i ham og deres forhold, så det giver ingen mening at han opfører sig på denne måde.

Dette er blot for at nævne nogle eksempler, der er mange flere jeg kunne have taget fat i, hvis det skulle være.

Selvom Se på os nu desværre ikke er en bog for mig, har den sikkert sine læsere, der vil sætte pris på Geir Gulliksens skildring af ægteskab, affære, familie og lyster i en moderne verden.

1/5 stjerner

Titel: Se på os nu // Originaltitel: Se på oss nå
Forfatter: Geir Gulliksen
Serie: -
Originalsprog: norsk // læst på dansk
Forlag: C&K Forlag
Udgivet: 11. april 2019 (denne udgave) // oprindelig udgivet 2018
ISBN: 9788740052459
Sideantal: 352

Idioten af Elif Batuman

"Året er 1995. Selin er lige begyndt på Harvard, og verden ligger åben. Hun flytter ind på campus, skriver sig op til undervisning i emner, hun aldrig har hørt om, og bliver venner med den karismatiske og verdenskloge Svetlana. Nærmest ved et tilfælde påbegynder hun en korrespondance med Ivan, en lidt ældre matematikstuderende fra Ungarn, og snart lever de mere gennem e-mails end i virkeligheden. Spørgsmålet er, hvor længe de kan udholde distancen.

Ved skoleårets udgang tager både Selin til Ivan til Europa. Selins europæiske sommer minder ikke om noget andet, hun nogensinde har oplevet eller hørt om, og den bliver afgørende for hendes forståelse af sit gryende voksenliv."

[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]

Selin er en ung studerende, der lige er startet på Harvard. Hun skriver sig op til timer med fokus på lingvistik og begynder også at lære russisk. Hun er født og opvokset i USA med tyrkiske forældre. Hun er besat af at lære verden at kende igennem sproget, og har en drøm om at blive forfatter. Hun bliver venner med Svetlana, og bliver meget betaget af den ældre Ivan. Idioten skildrer hendes første år på universet samt sommeren efter, hvor hun tager til Europa.

Jeg gik til Idioten med en forventning om, at det var lige en bog for mig. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet. Jeg kan sagtens se, hvorfor den bliver rost flere steder, og jeg er sikker på at andre vil holde af den, men jeg må bare erkende at vi ikke var et match som læser og bog. Der var nogle fede sætningskonstruktioner og sprogblomster indimellem.

Jeg vil starte med det, som jeg godt kunne lide, og hvor jeg kunne se bogens potentiale. Jeg kunne godt lide universitet settingen. Jeg kunne rigtig godt lide Svetlana (som desværre kun var en bikarakter). Og nogle steder kunne jeg rigtig godt lide sproget.

Jeg var knap så vild med hovedpersonen. Selin var prætentiøs og uden mål. Hun observer verden og menneskene i den for at kunne forstå den og dem, men da bogen ender forstår hun stadig ikke verden, eller noget som helst andet for den skyld. Bogen slutter med at hun erkender, at hun ikke forstår noget, men den erkendelse burde altså have været kommet tidligere. Eller så burde bogen have været redigeret meget kortere, for det var godt nok mange sider, der skulle bruges for at komme frem til den erkendelse. 

Jeg var heller ikke særlig vild med Selin og Ivans "forhold" eller hvad pokker det nu var de havde gang i. For det første havde Ivan en kæreste (og ja, jeg ved godt at der ikke skete noget seksuelt imellem dem, men hvis jeg var kæresten ville jeg godt nok give en kraftig opsang til den nar og så ellers tage mit gode tøj og skride). For det andet forstår jeg ikke, hvorfor Selin er så interesseret i Ivan, for han var godt nok en tør kiks. De misforstod også hele tiden hinanden, nogle gange med vilje, så ja, jeg så aldrig kemien imellem dem.

Plottet er nærmest ikke eksisterende. Jeg siger ikke at en bog skal være fyldt med action for at være god, men hvis der nærmest ingen fremdrift er i handlingen, så skal karakterer godt nok være spændende og have noget karakterudvikling og krybe ind under huden på én, og det var de bare ikke og det skete ikke. 

Idioten var desværre ikke en bog for mig. Jeg måtte kæmpe mig igennem den, og det er aldrig sjovt. Men heldigvis er der rigtig mange andre der kan se dens fordele.

1,5/5 stjerner

Titel: Idioten // Originaltitel: The Idiot
Forfatter: Elif Batuman
Serie: -
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: C&K Forlag 
Udgivet: 2019 (denne udgave) // oprindelig udgivet 2017
ISBN: 9788740044652
Sideantal: 441

En fortælling om sangfugle og slanger af Suzanne Collins

"Det tiende Dødsspil går snart i gang. I Capitol gør 18-årige Coriolanus Snow sig klar til en opgave, som vil afgøre hele hans fremtid. Indtil nu er det lykkedes ham at skjule, at hans engang så mægtige familie har mistet alt, selv om facaden begynder at krakelere. Men nu er de dygtigste elever blevet bedt m at være mentor for hver sin soner i Spillet, og Coriolanus øjner en chance for at vinde den tabte respekt tilbage og sikre familiens overlevelse. Det kræver bare, at hans soner vinder. Men til sin rædsel får Coriolanus tildelt pigen fra Distrikt 12, den usleste af dem alle.
Fra nu af er deres skæbner forbundne. Og det kommer til at få konsekvenser, som Coriolanus aldrig havde drømt om..."

En fortælling om sangfugle og slanger er virkelig en bog, der deler vandene. Enten er folk vilde med den eller så er de ikke. Jeg hører til dem, der ikke var særlig glad for bogen for at sige det mildt.
The Hunger Games trilogi er ellers en af mine yndlingstriologier, da jeg første gang læste den, og det er den faktisk stadig, men En fortælling om sangfugle og slanger når den ikke til sokkeholderne.

Lad os starte med det som jeg godt kunne lide ved bogen. Der er desværre ikke ret meget.

• Jeg var spændt på at se, hvordan Spillene startede ud og også gerne hvordan de udviklede sig til de Spil vi kender fra Katniss' tid. Og det gav bogen os faktisk svar på. Spillene er ikke særlige populære. Næsten ingen ser dem i distrikterne og de er heller ikke særlig store i Capitol, så der skal nogle ændringer til. Jeg synes det var interessant at læse om Spillene og hvordan de blev skabt. Men det fylder bare ikke særlig meget at bogen, hvilket var en skam. Det var nemlig noget af det jeg fandt mest interessant. 
• En anden ting som jeg synes var interessant var, hvordan livet i Capitol var både under og efter krigen. Igen er det noget bogen løfter sløret for i større eller mindre grad. 
• Af karakterne fandt jeg den mystiske Lucy Grey interessant, hvorfor kunne vi ikke få historien om hende i stedet for? Hun var i hvert fald mere interessant end Snow, men det ville de fleste nok være. 

Og så kan vi ligeså godt komme i gang med det der ikke fungerede for mig.

• Coriolanus Snow. Bare nej tak. Jeg gider slet ikke gå ind i ham som karakter her. Men han fungerede bare ikke for mig, og slet ikke som skurk. 
• Flowet i historien. Flere steder er handlingen trukket i langdrag. Den bruger en evighed på ikke særlig spændende ting, og så når det endelig bliver en smule spændende er det ovre igen på næste side. Det er især galt i slutningen, hvor det går alt for hurtigt. 
• Kærlighedshistorien. Suk. Så dum, så utroværdig. Og så det pludselige skift der sker til sidst, hvor fanden kom det lige fra?
• Jeg kedede mig så meget, da jeg læste bogen. Hold nu op, hvor var jeg tæt på at give op flere gange, og det skal fandme være sjovt at læse. Men jeg skulle bare være færdig med den. 
• Plottet eller manglen på samme. Ja, der var ikke særlig meget plot. 
• Snows ubegrundede had til sladredroslerne. Hvorfor?

En fortælling om sangfugle og slanger var overhovedet ikke en bog for mig. Den var tæt på at suge alt min læselyst og -glæde ud af mig (og jeg har virkelig store depoter).
Jeg ved virkelig ikke, hvem jeg skulle anbefale den til, for rent ud sagt har jeg ikke den store lyst til det. Men måske er du heldig og er en af dem, der godt kan lide historien.

1/5 stjerner

Titel: En fortælling om sangfugle og slanger // Originaltitel: The Ballad of Songbirds and Snakes
Forfatter: Suzanne Collins
Serie: The Hunger Games #0
Orginalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 19. maj 2020
ISBN: 9788702292923
Sideantal: 540

Age of X - hjemvendt af Richelle Mead

"Efter fire år i eksil hentes Justin March hjem til RUNA, Republic of United America, for at hjælpe med at opklare en række mystiske mord. Elitesoldaten, Mae Korskinen, er sat til at passe på Justin, men det er ikke nemt at passe på en mand der ikke passer på sig selv.
I starten af det 21. århundrede blev halvdelen af jordens befolkning dræbt af Mefistofeles-virussen, inden det lykkes at finde en vaccine. Nu er RUNA dannet af Canada og dele af Nordamerika, det mest stabile land i verden."

Ud fra bagsideteksten lyder denne bog, som en jeg ville finde rigtig interessant. En dødelig virus, der har udslettet en stor del af menneskeheden, hvorefter de overlevende bygger et nyt samfund op igen, som selvfølelig ikke ligner det gamle. Der er derimod store spændinger mellem de regerende magter og alle religioner bliver anset som farlige og bliver derfor overvåget.
 Desværre kom jeg bare aldrig rigtig til at synes om hverken historien, universet eller karakterne, og så er der bare ikke så meget tilbage.

Vi følger de to hovedpersoner som er Mae Koskinen, som er en form for supersoldat, og Justin March, som er en servitor, der undersøger religiøse sekter m.m. Justin er desuden blevet udvist fra RUNA og der er han ret bitter over det. Da der sker nogle okkulte mord bliver han hentet tilbage til RUNA for at opklare dem.
Mae virker til at være en interessant karakter i starten, desværre synes jeg hun rimelig hurtig bliver ret kedelig og intetsigende. Jeg havde regnet med en stærk og hårdtslående karakter, men det var ikke det jeg fik.
Justin er en fordrukken, selvglad mand, hvis eneste interessante træk er, at han hører ravne der taler til ham inde i hovedet. Mae og Justin går i seng med hinanden omkring 5 minutter efter de har mødt hinanden og uden de kender hinandens sande identiteter. Sexscenen er virkelig akavet beskrevet, og heller ikke særlig sexet, og de bruger resten af bogen på at lade som det ikke er sket.

Jeg synes at de okkulte mord og Justins ravne var spændende, men desværre går der virkelig lang tid, før handlingen kommer i gang og det bliver interessant. Nu vil jeg også lige fremhæve at det danske forlag af en eller anden grund har valgt at dele én bog op i tre bøger. Det ødelægger så meget flowet i bogen for mig. Jeg har nemlig andre forventninger til flowet i en kort bog end i en lang bog. Jeg kunne have levet med at en bog på 500 sider, var lidt langsomt i optrækket, men når det er en kort bog, og der ikke sker noget på de første 150 sider, ja så er det ikke godt for min læseoplevelse. Det er helt sikkert noget psykologisk. der spiller ind her, men det ødelagde altså min læseoplevelse, og mindskede min lyst til at læse videre.

Forfatteren har også valgt at holde rigtig mange oplysninger om den verden vi befinder os i tilbage for læseren. Det er til tider meget forvirrende og jeg vil derfor anbefale at man læser ordforklaringen bagerst i bogen før man går i gang med selve historien. Det kan i hvert fald give nogle svar på nogle af de spørgsmål man sidder med. Dette er igen noget der ødelægger flowet i bogen for mig, simpelthen fordi jeg ikke altid ved, hvad nogle af de ord og forkortninger jeg læser betyder. Det er ikke så smart, når man bare vil fordybe sig i en historie.

Nu skal det hele ikke bare være kritik, for jeg synes stadig at præmissen med en dødelig virus, en genmanipuleret befolkning, okkulte mord og gamle guder er spændende, og jeg ville gerne have elsket denne bog for disse emner, men det kan jeg bare ikke. Bogen var virkelig ikke noget for mig, men jeg er sikker på at der er andre der vil læse den og holde af den. Jeg havde lånt de næste par bøger (del 2 og del 3 af bog 1) fra biblioteket, da jeg havde planer om at læse dem, men efter at have tænkt lidt over det, har jeg bare ikke længere lyst til det. Jeg har så mange andre bøger, jeg hellere vil læse og som jeg er sikker på, at jeg vil holde mere af end jeg holdt af Age of X - hjemvendt.

1/5 stjerner

Titel: Age of X - hjemvendt / Originaltitel: Gameboard of the Gods
Forfatter: Richelle Mead
Serie: Age of X #1
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 201 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2013
ISBN: 9788758819075
Sideantal: 264

Islandske konger af Einar Már Gudmundsson

"Intetsteds i landet forliste flere skibe, og intetsteds i landet blev der danset mere. Intetsteds i landet blev der grædt mere, og intetsteds i landet blev der grinet mere. Intetsteds i landet var der større sorg, og intetsteds i landet var der større glæde.

Islandske konger er fortællingen om slægten Knudsen fra det lille fiskerleje Tangavik, som rummer hele verden i et sandkorn. I Tangavik mødes sorg med glæde, død med liv, frygt med mod. Ved bovsprydet står en Knudsen, og byen myldrer med legendariske fyldebøtter og slagsbrødre, mesterfiskere og skibsredere, distanceblændere og matematikgenier. Deres fortælling er fortællingen om Island - med det er også fortællingen om livet."

Islandske konger var min bogklubs valg for maj. Jeg har aldrig før læst noget af forfatteren, og jeg har tit kigget på forsiden, for jeg synes den var interessant. Så da den blev valgt som vores næste læsning kastede jeg mig over den.

Islandske konger handler som titel antyder om konger på Island eller nærmere en slægt af konger, der ikke har kongemagten som vi kender den, men som har stor betydning i det område de lever i og de mennesker der befinder sig i deres nærhed. Vi følger slægten Knudsen i flere generationer, hvor vi får serveret udpluk af deres liv og gerninger. Der er ikke nogen hovedperson som sådan, men der er nogle Knudsener man hører mere om end andre, såsom Arnfinn og dennes far Astvald. Man hører også om andre mennesker, som ikke tilhører Knudsen slægten, men som har enten på en Knudsen eller byen Tangavik.

"Jeg begynder bare med kongerne og den opfattelse hos os islændinge, at vi nedstammer fra konger. Den opfattelse er bestemt ikke ny, og der blev ikke lavet om på den, selv om vi holdt op med at være regeret af konger, der for de flestes vedkommende var danske og boede nede i København. Da de holdt op med at være konger, kom Knudsenerne og alle mulige andre slags konger til, småkonger og storkonger, men de danske konger hed skiftevis Frederik eller Christian og var nummererede, den første, den anden, den tredje og så videre, noget, som vi, de islandske konger, aldrig har haft held til at lære, at nummerere folk."

Der er som sagt mange forskellige mennesker man hører om i denne bog. Nogle støder man på flere gange undervejs, mens andre kun bliver nævnt en enkel gang. Jeg har normalt ikke noget imod fortællinger med flere hoved- og bipersoner, for jeg kan sagtnes finde rundt i, men i denne bog synes jeg ikke rigtig det virkede, fordi fortællestilen er så fragmenteret og rodet. Og så havde jeg bare ikke en særlig stor interesse i hvad der skete for slægten Knudsen. Jeg blev bare aldrig rigtig fanget af deres liv.

Til gengæld kunne jeg godt lide forfatterens sprog og skrivestil. Den var let og tilgængelig og også ret humoristisk til tider. Så selv om jeg ikke brød mig om selve bogen var den hurtig at læse. Så det kan ikke udelukkes at jeg prøver en anden bog af Einar Már Gudmundsson en gang i fremtiden, så længe den bare har en mere klar rød tråd igennem fortællingen, for det savnede jeg virkelig meget hos Islandske konger.

Vi har allerede snakket om bogen i læsekredsen, og der var også delte meninger om bogen. Nogle elskende den og andre var knap så vild med den. Og det er simpelthen bare så fantastisk, at vi er så forskellige, og at vi lægger mærke til forskellige ting, når vi læser. For selvom jeg ikke var særlig vild med bogen da jeg havde læst den, fik jeg meget ud af at snakke om den med de andre i læsekredsen. Og så jeg får læst bøger, som jeg ikke selv ville have valgt.

1/5 stjerner

Titel: Islandske konger / Originaltitel: Íslenskir kóngar
Forfatter: Einar Már Gudmundsson
Serie: -
Sprog: islandsk / læst på dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2013 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2012
ISBN: 9788711385777
Sideantal: 271 sider

Free Country: A Tale of The Children's Crusade af Neil Gaiman m.fl.

"When several children go missing in a small English town, the Dead Boy Detectives are on the case. A series of strange and unexpected twists takes them to Free Country, a place that dates back a millennium, where children never grow old and are free from the abuse and tyranny of adults. But Free Country is failing, and what it needs is the strength of five innately powerful children – including the young sorcerer Timothy Hunter – to restore their uncanny world to what it once was."

Jeg troede ikke det var muligt, men jeg har faktisk læst noget af Neil Gaiman, som jeg overhovedet ikke brød mig om.

Historierne (for der var også flere sidehistorier, der blev flettet ind i hovedhistorien) var simpelthen bare så rodet, at jeg flere gange tænkte var det nu nødvendigt at have med? Og vi er også i den anden grøft, hvor jeg på tidspunkter følte, at der var klippet grundlæggende handling ud. Det hele var så fragmenteret, at jeg sad tilbage med flere store spørgsmålstegn. Gaiman skriver selv i introduktionen:

"I remember the main problem being that bits of plot that had been handed out to the other books weren't actually in those books when they were done. In retrospect, it's not even surprising: nobody told any of the Vertigo writers what to do, the editors actually overseeing things had never done a crossover, and actually, herding cats is easier than persuading writers to take part in a crossover once the rural retreat is over." 

Så jeg ser Free Country: A Tale of The Children's Crusade som et puslespil, der hverken er sat sammen rigtig og som også mangler flere vigtige brikker. Det er kort sagt en meget rodet sag.

Og så er der karakterne, hvor de vigtigste er taget fra andre tegneserieserier og sat ind i denne historie, samt nogle der nok er skabt til formålet. Og de var bare hverken særlig interessante eller særlig spændende. Hvad de rendte rundt og lavede var heller ikke særlig spændende og jeg havde ikke rigtig sympati med nogle af dem.

Tegnestilen fangede mig desværre heller ikke rigtig. Jeg havde kigget lidt på tegnestilen før jeg begyndte at læse, og synes ikke at den var noget særligt, men jeg valgte at give det en chance, fordi Gaiman havde haft en finger med i spillet. Det skulle jeg nok bare have ladet være med. Tegnestilen var ligeså rodet som historien. Og der var alt for mange tekstbokse (og ja der kan godt være for mange tekstbokse i en graphic novel). Det handler mest om at der ikke rigtig var en balance i det hele. Eller jeg kunne i hvert fald ikke finde den.

Den sidste ting jeg har at sige om Free Country: A Tale of The Children's Crusade var, at jeg kedede mig utroligt meget, da jeg læste den. Så jeg kan kun konkludere at Free Country: A Tale of The Children's Crusade ikke var noget for mig.

1/5 stjerner

Free Country: A Tale of The Children's Crusade af Neil Gaiman m.fl.
Forlag: Vertigo
Udgivet: 29. september 2015 (denne udgave) / oprindelig udgivet 22. september 2015
ISBN: 9781401242411
200 sider

Jordemoderen af Katja Kettu

"Min Gud, den mand vil jeg have. Min Gud, hvis jeg får den mand, kræver jeg ingen anden."

Jordemoderen er den anden bog vi skulle læse i min bogklub, og den var virkelig mærkelig efter min mening. Det var i hvert fald ikke en bog jeg selv ville have valgt at læse.

Jordemoderen bygger på virkelige hændelser og vi befinder os i det nordlige Finland i 1944. De to hovedpersoner er den finske jordemoder Vindøje og den tyske SS-officer Johannes Angelhurst. Vindøje har ikke haft et nemt liv. Hun er vokset op hos en meget brutal forsterfamilie, der har misbrugt hende både psykisk og fysisk. Hun bliver også flere gange beskyldt for at have ondt blod og for muligvis være i ledtog med Djævlen. Johannes er krigsfotograf, smuk og lider af traumer fra tidligere krigshandlinger. Vindøje forelsker sig i Johannes, som til tider gengælder hendes følelser og vil gøre alt for at være nær ved ham. Og det leder til at hun tager tjeneste som sygeplejerske i den tyske fangelejr Titovka.

Vindøje er ikke en særlig sympatisk person efter min mening. Jeg brød mig i hvert fald ikke om hende og især ikke hendes handlinger. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være så blind for hvad der foregår i en fangelejr. Hun anede vitterlig ikke i temmelig lang tid hvad tyskerne gjorde ved de fanger de modtog. Og da sandheden endelig begyndte at gå op for hende gav hun fangerne og især de tilfangetagne kvinder skylden for hvad der skete med dem og det hun selv gjorde ved dem. Og det var virkelig grumme ting. Johannes var også en meget spøjs person, men det kan måske forklares via hans krigstraumer og hukommelsestab. Men mærkelig det var han.

Denne bog indeholdte et virkelig råt og vulgært sprog. Især det vulgære sprog faldt slet ikke i min smag og hvis det er det, der forbindes med et sanseligt sprog, som står på bagsideteksten, ja så ved jeg vist ikke hvad et sanseligt sprog er, for jeg har bestemt ikke lyst til at læse så mange synonymer for de mandlige og kvindelige kønsorganer. Det var bare slet ikke mig og slet ikke i det omfang. Det trak virkelig ned i min læseoplevelse og provokerede mig også, bare ikke på den gode måde.

Jeg kan godt følge hvor Kettu vil hen med denne bog. Krig er barsk, beskidt og uhumsk. Den er blod, smerte, ondskab. Den får folk til at gøre de mest utænkelige ting. Men jeg brød mig simpelthen bare ikke om det endelig resultat.

Som en afsluttende bemærkning vil jeg sige at det var virkelig rart at diskutere bogen i min læsekreds. For vi havde mange forskellige holdninger - nogle kunne virkelig godt lide den, mens andre ligesom jeg ikke var så begejstret for den. Og så havde vi også bidt fast i forskellige aspekter af romanen og det kom der ganske interessante snakke ud af.

1/5 stjerner

Jordemoderen af Katja Kettu / Originaltitel: Kätilö
Originalsprog: finsk / læst på dansk
Forlag: People's Press
Udgivet: 2015 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2011
ISBN: 9788771088694
369 sider