Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.
Viser opslag med etiketten eventyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eventyr. Vis alle opslag

mandag den 13. december 2021

The Sister Who Ate Her Brothers: And Other Gruesome Tales af Jen Campbell

"Welcome to the forest. This is where the stories live. They've been breathing in the dark for hundreds of years. Let me show them to you. Here is a man who likes to eat children. Here is the castle that screams in the night. Here are the souls trapped under the sea. 
This book contains fourteen gruesome tales from around the world. Shall we take a closer look? Take me hand. Follow me. We don't want you to lose your way..."


Jeg har fulgt Jen Campbell på YouTube i efterhånden flere år. Jeg har også læst nogle af hendes bøger, og har også et par stykker stående ulæste på reolen. Jen Campbell ved en hel del omkring eventyr og har lavet en serie af videoer, hvor hun dykker ned i oprindelsen omkring forskellige eventyr. Så da jeg så at hun her i oktober udgav en samling af eventyr fra hele verden, som hun havde gendigtet og som Adam de Souza havde illustreret, var jeg simpelthen nødt til at læse den.

The Sister Who Ate Her Brothers: And Other Gruesome Tales indeholder 14 eventyr. Nogle er flere sider lange, mens andre er ganske korte. Eventyrerne er fortrinsvis henvendt til børn (ikke de mindste), men elsker man eventyr kan man sagtnes læse med som voksen. 

Jen Campbell har gendigtet eventyrene således at de er mere tro mod deres oprindelige former. Eventyrene er mere blodige og uhyggelige, og det ender altså ikke nødvendigvis lykkeligt for alle partner. Forfatteren har også inkluderet en hel del god repræsentation i eventyrene. Der er blandt andet en homoseksuel havmand, en prinsesse med hårtab og meget mere. Det var jeg rigtig glad for at læse, for det er ikke noget man ser så tit i eventyr målrettet børn (eller det er i hvert fald ikke noget jeg er støt på tidligere - smid gerne en kommentar, hvis du kender til nogle).

Som altid var der nogle eventyr, som ramte mig mere end andre, men overordnet set synes jeg, at det var en gennemført samling. Jen Campbell skriver rigtig godt, og jeg var også vild med Adam de Souzas illustrationer, som understregede Campbells historier helt perfekt.

The Sister Who Ate Her Brothers: And Other Gruesome Tales er en samling af eventyr, som jeg helt sikkert vil genbesøge en gang i fremtiden. Har du lyst til at læse nogle spændende og uhyggelige eventyr, kan jeg varmt anbefale denne samling.


4/5 stjerner

Titel: The Sister Who Ate Her Brothers: And Other Gruesome Tales
Forfatter: Jen Campbell // Illustrator: Adam de Souza
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Thames & Hudson
Udgivet: oktober 2021
ISBN: 9780500652589
Sideantal: 120

mandag den 30. august 2021

The Night Country af Melissa Albert

"Alice has fought hard for a normal life. Having escaped the Hinterland - the strange, pitch-dark fairy-tale world she was born into - she has washed up in New York City, determined to build a new future for herself.

But when her fellow surviovers start being brutally murdered, Alice must face the fact that the Hinterland cannot be so easily escaped, and that. from the shadows of her past, something - or someone - is coming for her."



Jeg havde virkelig glædet mig til at læse The Night Country, som er efterfølgeren til The Hazel Wood. Men desværre var det slet ikke en bog for mig, og det er jeg virkelig skuffet over. 

Alice er tilbage i vores verden, i New York, sammen med sin mor. Hun forsøger at opbygge et nyt liv, men det er ikke helt nemt, når man er et ex-eventyr, og har oplevet ting, som de færreste har. Derudover savner hun også vennen Finch. Da andre ex-eventyr bliver myrdet og kropsdele bliver skåret af, forsøger Alice at opklare, hvem der står bag de frygtelige mord.

The Night Country levede slet ikke om til mine forventninger. Jeg havde en forventning om dystre, mørke eventyr vævet ind i vores verden, men det var slet ikke det jeg fik. I stedet for fik jeg en yderst rodet fortælling, der skifter mellem Alice og Finchs synsvinkler. Det er ikke særligt tydelig, når de skifter fortæller, og da jeg hørte bogen som lydbog, blev jeg pænt forvirret flere gange. Desuden synes jeg ikke at historierne passer særlig godt sammen. De skulle efter min mening enten have været fuldstændig adskilt i hver deres bog eller flettet sammen på en anden måde, så det gav bedre mening. 

Det var også ret tydelig, hvem morderen var eller i hvert fald, hvem der trak i trådene, så det mysterie var desværre ikke særlig spændende i det lange løb. 

Historien om The Night Country og hvad det egentlig var, var til gengæld meget mere interessant, og det havde klædt historien bedre, hvis den del havde fyldt meget mere end det gjorde. Det var desværre ikke tilfældet. Sproget var også meget smukt og poetisk, men desværre ikke nok til at trække min læseoplevelse op, når nu handlingen trak så meget ned.

Jeg kan se at The Night Country er en bog, der deler vandene. Nogle er virkelig glade for den, mens andre er knap så glade. Jeg hører til den sidste del, og skulle der kommer flere bøger i serien, komme jeg højst sandsynligvis ikke til at læse dem.


2/5 stjerner

Titel: The Night Country
Forfatter: Melissa Albert
Serie: The Hazel Wood #2
Sprog: engelsk
Forlag: Penguin
Udgivet: 9. januar 2020
ISBN: 9780241370285
Sideantal: 368

søndag den 30. maj 2021

Der var engang i en mørk skov af Chris Riddell

"Lille Grønhætte er på vej til fest gennem den store, mørke skov. Men når hun nogensinde frem, hvis hun også skal tage sig af et udyr med hjertesorger, tre gnavne bjørne og en nærsynet heks?"


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine]

Jeg stødte første gang på Chris Riddell, da jeg for efterhånden mange år siden lånte Hvad Dysterskoven gemte på mit skolebibliotek. Den var skrevet af Paul Stewart og illustreret af Chris Riddell. Jeg var rigtig glad for historien, og jeg var vild med illustrationerne. Sidenhen har jeg læst mange af de ting, som Chris Riddell står bag enten som forfatter eller som illustrator. Så selvfølgelig var jeg også nødt til at læse Der var engang i en mørk skov, som er en billedbog for 4 år og op.  

Her møder vi den Lille Grønhætte, ikke at forveksle med den Lille Rødhætte, som også kort dukker op i historien. Den Lille Grønhætte har fået en invitation til fest hos Rapunzel, og på vej gennem skoven møder hun mange kendte figurer fra eventyrets verden. Det er en lang tur, og undervejs får hun også mulighed for at hjælpe nogle af dem, mens nogle af dem også hjælper hende.

Jeg kan rigtig godt lide eventyrgenren og jeg kan rigtig godt lide, når forfattere leger med genren, men jeg er bestemt heller ikke blind for de problemer, der er ved for eksempel Brødrene Grimms eventyr. For der er en hel del problemer med dem blandt andet når det kommer til emner som samtykke og kvindehad, som det er vigtigt at være opmærksom på, hvis man læser eventyrerne. Dette var lidt af et sidespor, men jeg havde behov for at nævne det, især fordi Der var engang i en mørk skov inviterer både til at man læser de originale eventyr samt at man snakker om dem.

Historien er rigtig fin og har nogle sjove idéer, men der hvor jeg bliver fuldstændig solgt er Chris Riddells illustrationer. Jeg elsker hans stil, som både er detaljerig og finurlig. Illustrationerne er virkelig flotte, der er mange af dem, og så er farverne også vild lækre. 

Der var engang i en mørk skov er en god historie til målgruppen med nogle utrolig smukke illustrationer.



3/5 stjerner

Titel: Der var engang i en mørk skov // Originaltitel: Once upon a Wild Wood
Forfatter: Chris Riddell
Serie: -
Sprog: dansk // Originalsprog: engelsk
Forlag: Forlaget Turbine
Udgivet: 27. september 2018
ISBN: 9788740651485
Sideantal: 32

tirsdag den 16. marts 2021

A Curse So Dark and Lonely af Brigid Kemmerer

"Prince Rhen, the heir to Emberfall, is cursed. Forced to repeat the autumn of his eighteenth year over and over, he can only be freed if a girl truly falls for him, and after so many failures his kingdom and its people are barely holding on.

Harper's life has never been easy, but she's learned to be tough enough to survive the streets of Washington, DC. When she is sucked into Rhen's world, nothing is as it seems. Powerful forces are standing against Emberfall ... and it will take more than a broken curse to save it from utter ruin."


Jeg modtog A Curse So Dark and Lonely i en FairyLoot boks for et par år siden. Det var ikke en bog, som jeg havde hørt om før, og jeg kendte heller ikke forfatteren. Det eneste jeg viste var, at det var en genfortælling af eventyret om Skønheden og Udyret, og det var sådan set nok til at fange min interesse.

Harper Lacy bor i Washington DC sammen med sin bror og mor. Moren er dødelig syg, og faren har efterladt dem med en stor gæld, som nogle ubehagelige typer kommer for at indsamle. Broren forsøger at skaffe pengene på en ikke helt lovlig måde, og en dag, hvor Harper agere som udkigspost, bliver hun bortført til det mystiske rige Emberfall.
Prins Rhen er arving til Emberfall, men han er blevet forbandet. Den eneste måde forbandelsen kan løftes på, er hvis en pige falder for ham. Han er ved at miste håbet, men så kommer Harper ind i hans liv.

Jeg forsvandt ind imellem siderne af denne bog. Jeg kunne knap nok lægge den fra mig, når jeg skulle spise og søvn blev ikke så højt prioriteret. Jeg elsker, når jeg bliver fuldstændig opslugt af en bog, og heldigvis er det noget der sker relativ ofte. 
Jeg kan virkelig godt lide Brigid Kemmerers skrivestil. Hun skriver smukt og fængende, og så er historien bare virkelig medrivende, som jeg allerede har været inde på. 

Harper og Rhen er de to hovedpersoner, og fortællingen bliver skiftevis fortalt af dem. Det giver et godt flow i historien. Vi får også et rigtig godt indblik i deres tanker, følelser og bevæggrunde. De er begge interessante karakterer, og jeg glæder mig til at tage på flere eventyr med dem. A Curse So Dark and Lonely er nemlig første bog i en trilogi.
En anden karakter, som også har en stor rolle, er Grey. Han er den eneste soldat, der er tilbage af den kongelige garde, og spiller også en betydningsfuld rolle i forbandelsen. Ham fik jeg også et ømt punkt for, og jeg kunne rigtig godt lide de relationer han har til både Rhen og Harper.

Jeg vil anbefale A Curse So Dark and Lonely til alle der elsker fantasy, eventyrgenfortællinger og en spændende historie med interessante karakterer.



5/5 stjerner

Titel: A Curse So Dark and Lonely
Forfatter: Brigid Kemmerer 
Serie: Cursebreakers #1
Sprog: engelsk
Forlag: Bloomsbury
Udgivet: 29. januar 2019
ISBN: 9781526610676
Sideantal: 477

tirsdag den 17. november 2020

Grimm II af Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker

"Velkommen tilbage til Grimms grumme verden og til ti historier, der på en og samme tid er både gamle og helt nye.
Forfatterne Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har gendigtet endnu ti af brødrene Grimms bedste og mest grufulde eventyr, så vi kommer helt ind i fortællingerne og langt ind i den farlige verden, der var engang.
Glæd dig til en samling rigtig gode historier, der får hårene til at rejse sig, og som samler familien."


○ Grimm ○

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har endnu en gang slået hovederne sammen og genfortalt 10 af Grimms eventyr. Og igen er det den talentfulde monstertegner John Kenn Mortensen, der illustrerer de grumme eventyr.

Da jeg fandt ud af, at der ville komme en Grimm II, blev jeg vildt begejstret, for deres første eventyrsamling Grimm, er virkelig fantastisk. Så mine forventninger var naturligvis høje, og heldigvis blev de også indfriet. 

Bogen har også et forord, hvor forfatterne kort fortæller om eventyrgenrens kendetegn, samt et efterskrift, hvor de kort fortæller om det oprindelige eventyr sammen med deres ændringer og bemærkninger.
De 10 eventyr er denne gang: Snehvide // Hånden og kniven // Bjørnemanden // Sommer og vinterhaven // Det blå lys // De tre håndværkere // Enebærtræet // Sesambjerget // Mariabarnet // Tornerose.
Eventyrene er tro mod Grimms originale, og de selvfølgelig virkelig grumme. Vi kommer både omkring misundelse, hævn, barnemord og kannibalisme, for at nævne nogle få ting. De her eventyr er selvsagt ikke for svage sjæle, for der bliver ikke lagt fingre eller andre kropsdele imellem. De er uhyggelige, grusomme og rædselsvækkende. 

Den frygt som gennemsyrer eventyrene er nærmest til at tage og føle på. Frygten for ikke at blive elsket, blive forladt af en forælder eller ligefrem hadet af ens nærmeste. Frygten for døden, mørket eller de monstre, der gemmer sig i det bliver berørt. Også følelser som jalousi, misundelse og hævn kommer i spil. Håbet spiller også en rolle i nogle af eventyrene, og for det meste er det godt. Men nu har vi jo med to gysermestre at gøre, så håbet kan nogle gange også blive en bittersød affære.

Endnu en gang brillerer John Kenn Mortensen med sin mørke og dyster streg. De giver lige det ekstra til de makabre historier. Jeg kunne kigge på hans tegninger hele dagen. 

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har atter en gang fremtryllet en velskrevet samling af uhyggelige fortællinger. Grimm II er solid og tankevækkende underholdning, som får den varmeste (eller ondeste) anbefaling herfra.


5/5 stjerner

Titel: Grimm II - Grumme eventyr genfortalt for gamle og unge
Forfattere: Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker // Illustrator: John Kenn Mortensen
Serie: Grimm #2
Sprog: dansk
Forlag: People's Press
Udgivet: 3. oktober 2019
ISBN: 9788770365789
Sideantal: 235

tirsdag den 12. maj 2020

Grimm af Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker

"Nogle historier er så modbydelige, at de næsten ikke bør fortælles …

Brødrene Grimms eventyr er kendt og elsket af både børn og voksne i hele verden. De oprindelige eventyr udkom første gang på dansk i 1821 – og de var bestemt ikke særligt børnevenlige. De var smukke, forunderlige og fantasifulde, men de var også grusomme, blodige og uhyggelige.

Nu har forfatterne Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker, der begge har stor erfaring med at skrive både eventyr og gys, gendigtet ti af Grimms bedste og mest grufulde historier. Det er de oprindelige eventyr – med forræderi, frygt, ondskab og død – men skrevet på en måde, så man kommer helt ind i fortællingerne og ind i den farlige verden, der var engang."


Jeg har altid været utrolig glad for eventyr. Som barn fik jeg læst eventyr højt. Da jeg selv begyndte at læse fandt de også en vej ind i mit læsehjerte. Jeg så selvfølgelig også alle Disney filmene op til flere gange (og jeg ser dem stadig med jævne mellemrum). Da jeg gik på gymnasiet læste jeg Grimms samlede eventyr, og jeg skrev også en opgave om eventyr på universitet. Nu læser jeg alle de eventyrgenfortællinger, som jeg kan få fat i og som jeg synes lyder interessante.
Der er noget magisk ved eventyr, der simpelthen bare fanger mig.

Nu har to dygtige historiefortællere Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker slået sig sammen for at gendigte 10 af Brdr. Grimms eventyr med deres egne ord. De har bibeholdt eventyrenes oprindelige ånd, samtidig med at de har givet dem et ekstra tvist. Jeg kan rigtig godt lide blandingen af både gammelt og nyt, og jeg synes at forfatterene finder en rigtig god balance.
De ti eventyr er Hans og Grete // Den syngende knogle // Historien om drengen, der drog ud for at lære at blive bange // Rapunzel // Dødens gudsøn // Røverbrudgommen // Fitchers fugl // Højboernes gave // Pigen uden hænder // Lille Rødhætte.
Jeg var især glad for Rapunzel, Dødens gudsøn, Røverbrudgommen, Fitchers fugl og Pigen uden hænder.

Oprindeligt var Brdr. Grimms eventyr mere grumme end de versioner vi kender til i dag, og det ville de to forfattere gerne finde tilbage til. Og det skal jeg da love for at de gør. Det er nogle skræmmende og uhyggelige gendigtningerne vi har med at gøre. Stemningen er i flere eventyr meget uhyggelig eller i hvert fald ganske ubehagelig, da man ved at der vil ske et eller andet grumt for hovedpersonen. Eventyrene er illustreret af John Kenn Mortensen, og han er simpelthen den perfekte mand til jobbet. Hans streng understreger fuldstændig den uhygge, som eventyrer har, samtidig med at tegningerne er virkelig dragende og stemningsfulde. Man fortaber sig i både tegningerne og de skrevne ord.

Grimm er en virkelig velskrevet samling af mere og mindre kendte eventyr. Det er nogle grumme fortællinger, så de er ikke for svage sjæle, men gør dig selv den tjeneste at læse dem. Du vil ikke blive skuffet.


5/5 stjerner

Titel: Grimm - Grumme eventyr genfortalt for gamle og unge
Forfattere: Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker // Illustrator: John Kenn Mortensen
Serie: Grimm #1
Sprog: dansk
Forlag: People's Press
Udgivet: 20. marts 2019
ISBN: 9788772008127
Sideantal: 224

torsdag den 27. februar 2020

The Hazel Wood af Melissa Albert

"Alice has spent most of her life on the road, always one step ahead of the strange bad luck biting at her heels. But when Alice's grandmother, the reclusive author of a book of pitch-dark fairy tales, dies alone on her isolate estate - the Hazel Wood - Alice discovers how bad her luck can really get.
Her own mother is stolen away - by a figure who claims to come from the supernatural world where the fairy tales are set. Alice's only clue is the message left behind: STAY AWAY FROM THE HAZEL WOOD.
To rescue her mother, Alice must venture first to the Hazel Wood, then into the world where her grandmother's tales began..."


Jeg læste The Hazel Wood for første gang sidste år, og jeg synes den var en udemærket læseoplevelse, men ikke en jeg faldt i svime over, for der var nogle ting ved den, som irriterede mig. I år er bog to, The Night Country, udkommet (jeg havde bildt mig selv ind at det var en standalone), og jeg fik derfor lyst til at genlæse The Hazel Wood, for at se om jeg ville læse videre i serien. Der var alligevel et eller andet, der havde fanget min opmærksom, og jeg er bare vild med mørke eventyrfortællinger, og det må man sige at The Hazel Wood er.

Vores hovedperson er 17 årige Alice, der lever et omflakkende liv sammen med sin mor, Ella. Den lille familie har hele Alices liv været forfulgt af uheld, der har gjort at de ikke kan bliver på det samme sted særlig længe af gangen, før det går galt, og de må flygte igen. Alices mormor er den berømte og berygtede Althea Proserpine, der har skrevet en bog om uhyggelige eventyr fra the Hinterland. En dag modtager Ella et brev om at Althea er død, og hun føler, at nu må alle de uforklarlige ulykker være et overstået kapitel. Det viser sig at være forkert, og Ella bliver bortført af ukendte mennesker, der har tilknytning til Althea og the Hazel Wood. Alice drager derfor ud for at finde sin mor sammen med Ellery Finch, som er lidt af en ekspert, når det kommer til eventyr.

Første gang jeg læste The Hazel Wood, synes jeg den første halvdel af bogen var lidt for langtrukken, der gik simpelthen for lang tid før vi kom til the Hazel Wood. Men det synes jeg ikke denne gang. Jeg kunne godt lide det opklaringsarbejde som Alice og Finch skulle igennem. Det gav en god balance til anden halvdel af historien, hvor vi går full blown crazy eventyrland.
Det var også et studie i Alice som hovedperson. Hele sit liv har den vigtigste person for Alice været Ella. Ella har været den, der har hjulpet Alice igennem de vredesudbrud hun har, og Ella har ikke hadet den vrede, som Alice bærer rundt på, men tværtimod elsket hende for den. Alice er ikke vant til at have venner, men da hun involvere Finch, begynder det så småt at ændre sig, og hun bliver nærmest afhængig af hans selskab, selvom hun ikke er helt vild med det til tider. Alice er ikke nødvendigvis den mest sympatiske karakter, og hun udsætter nogle gange sig selv og andre for fare, fordi hun ikke altid kan styre sit voldsomme temperament. Hun er en barsk karakter, men har også en mere følsom og eftertænksom side, som dog hun gemmer godt væk det meste af tiden.

En af de ting jeg især elskede ved The Hazel Wood, er at vi også får fortalt nogle af de eventyr som Althea har nedskrevet. De er uhyggelige, grumme, skræmmende, blodige og mystiske. Præcis sådan som jeg elsker de fleste af mine eventyr. Jeg ville gerne have endnu flere af dem, for de var virkelig gode og var med til at give Alices eventyr en større dybde. Jeg kunne også rigtig godt lide at det hele heller ikke kun var delt op i sort/hvid. Nogle gange kan monsteret i eventyret godt være helten, og den smukke prinsesse kan være monsteret. Jeg synes det er fedt, når en forfatter vender forestillingerne om godt vs. ondt på hovedet og giver os noget helt tredje.

Melissa Alberst sprog er virkelig fortryllende, og der skal læse mellem linjerne flere gange. Det er med til at skabe en fortælling i flere lag, som kræver noget af sin læser. Det er ikke alle spørgsmål man får svar på, men det er helt okay, for det er med til at bevare den dystre og mystiske stemning som gennemsyrer hele bogen.

Da jeg startede min genlæsning af The Hazel Wood var jeg i tvivl om, jeg skulle læse The Night Country, men nu er jeg slet ikke i tvivl. Jeg er så klar til endnu et dyster og skræmmende eventyr med Alice. 
Jeg vil anbefale The Hazel Wood til alle, der elsker en anderledes, dystre og gysende eventyrfortælling.


4/5 stjerner

Titel: The Hazel Wood
Forfatter: Melissa Albert
Serie: The Hazel Wood #1
Sprog: engelsk
Forlag: Penguin Books
Udgivet: 30. januar 2018
ISBN: 9780241347805
Sideantal: 355

tirsdag den 12. november 2019

Jagten på Ole Lukøje af Sophie Souid

"Alf og Bjørn har fået en lillesøster – der ikke vil sove. Så nu er der ingen i familien, der får sovet. Bjørn er alvorligt bange for, at de er kommet i bad standing hos Ole Lukøje og er havnet på en uartigliste, fordi de spiller for meget iPad. Det er dog ikke kun hjemme hos Alf og Bjørn, at den er gal. Det er, som om solen aldrig går ned, og det er også alt for varmt. Så de to drenge beslutter sig for at løse mysteriet og finde Ole Lukøje."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter Sophie Souid]

Jagten på Ole Lukøje er anden bog i serien om Alf og Bjørn redder verden, hvor første bog var Død over Tandfeen, og hvis du endnu ikke har læst den højt for dine børn (eller bare for dig selv), så er det bare med at komme i gang.

Siden sidst har Alf og Bjørn fået en lillesøster, og det har i den grad vendt op og ned på den lille familie. Der er ingen der rigtig kan sove mere og da slet ikke lillesøster, samtidig med at det føles som om at solen aldrig rigtig går ned. Derudover har Alf og Bjørns forældre aflyst sommerferien, fordi de simpelthen er for trætte. Alf og Bjørn skal derfor holde sommerferie hos deres overbo Ingeborg, og det er de ikke helt tilfredse med. Bjørn er overbevist om at Ole Lukøje har set sig sur på familien, og at det er derfor at ingen af dem kan sove. Snart sætter brødrene jagten ind på Ole Lukøje, så de kan komme til at sove igen.

Hvor var det skønt at være tilbage i Alf og Bjørns sjove og underholdende univers. De to brødre er simpelthen så herlige et bekendtskab. Jeg kunne rigtig godt lide at brødrenes indbyrdes rolle skiftede undervejs i fortællingen, og det derfor var lillebror Alf der skulle redde storebror Bjørn i denne omgang. Det gør deres forhold mere troværdig og spændende at følge med i.
Nu har de så også fået en lillesøster, som var med på eventyret, så jeg er spændt på hvilken rolle hun kommer til at spille i de næste par bøger.

Sophie Souid har skrevet en meget veloplagt og humorist historie om søskendekærlighed. Der er eventyr for alle pengene, og plottet er spændende og så godt skruet sammen, at man ikke slipper bogen før den sidste side er læst.
Jeg synes også, at det er fedt at forfatteren tager fat i kendte børneskikkelser såsom Tandfeen, Ole Lukøje og Natravnen (og selveste Julemanden i den tredje bog), og giver dem et lille twist og derved gør de kendte karakterer til sine egne.
Maria Buchmann har igen været fremme med pennen og har lavet nogle virkelig fine og skønne illustrationer, der understøtter romanens handling noget så godt.

Serien om brødrene Alf og Bjørn er både oplagt som højtlæsning for hele familien, men bestemt også som selvlæsning. Mangler du en sjov og underholdende fortælling for hele familien så slå straks kløerne i Jagten på Ole Lukøje, for så er du og din familie garanteret et godt grin.


4/5 stjerner

Titel: Jagten på Ole Lukøje
Forfatter: Sophie Souid // Ilustrationer: Maria Buchmann
Serie: Alf og Bjørn redder verden #2
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 8. maj 2019
ISBN: 9788702280128
Sideantal: 144

tirsdag den 12. februar 2019

Fairytaleathon 2019 - opsummering


Fairytaleathon er ovre for denne gang, og derfor er det på tide at dele min opsummering af hvordan det hele gik. Og det gik faktisk bedre end jeg lige havde forventet, da jeg startede readathonet ud med at stadig være lidt halvsløj, men de var heldigvis kun de første par dage. Det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg bruger 10 dage på at læse eventyr eller eventyrgenfortællinger, for der er stadig rigtig mange jeg gerne vil læse.

__________


Fredag d. 1. februar
Jeg blev syg i starten af ugen, og selvom jeg er ved at få det bedre, er mit energiniveau stadig ikke på sit højeste. Jeg startede dagen med noget let træning, jeg duer simpelthen ikke til at holde for lange pauser fra træningen. Efter træning skulle jeg på arbejde, hvor jeg skulle lave forskellige ting inden jeg kunne gå på weekend.
Jeg kom hjem og så et par afsnit af Supernatural og fik mig også en lur, så jeg kunne være mere frisk til aftens arrangement i Aarhus, hvor jeg var blevet inviteret af Hr. Ferdinand til at møde forfatteren Carolina Setterwall og høre hende fortælle om bogen Lad os håbe på det bedste. Det var en rigtig god og hyggelig aften som du kan læse mere om her.
Da det var et aftenarrangement kom jeg lidt sent hjem, men jeg fik da lige begyndt på min første bog, som var The Little Mermaid and Other Fairy Tales af H. C. Andersen. Men mange sider blev det ikke til.

Antal læste bøger: 0
Antal læste sider: 23


Lørdag d. 2. februar
Jeg var stadig en smule syg og energien var en kende lav, men jeg var simpelthen nødt til at takle noget af det vasketøj, der havde hobet sig op i løbet af de sidste par uger. Så jeg fik vasket en hel del tøj, snuppet nogle lure og set noget Supernatural. Jeg fik arbejdet lidt på bloggen, så et par film og fik samtidig startet på Beauty, men igen fik jeg ikke læst så mange sider, men lidt tæller også med.

Antal læste bøger: 0
Antal læste sider: 63

Søndag d. 3. februar
Jeg havde heldigvis meget mere energi i dag, så jeg fik både læst en hel del både i Beauty og The Little Mermaid and Other Fairy Tales, og skrevet flere blogindlæg færdigt, hvilket var meget dejligt, fordi jeg har længe har følt, at jeg var bagefter. Jeg fik også genset den første sæson af The Walking Dead og et par episoder af sæson 2. Derudover var jeg også en tur på biblioteket for at aflevere bøger. Alt i alt var søndag en meget produktiv dag, så dem vil jeg gerne have flere af.

Antal læste bøger: 0
Antal læste sider: 224

Mandag d. 4. februar
Så er det blevet hverdag igen. Efter arbejde fik jeg læst The Little Mermaid and Other Fairy Tales
færdig. Det var lidt sjovt at læse H. C. Andersen på engelsk, når jeg nu kender de danske udgaver så meget bedre. Men jeg vil nu sige at denne udgave fra Minalima var helt utrolig smuk.
Det blev også til nogle flere sider i Beauty inden sengetid.

Antal læste bøger: 1
Antal læste sider: 426


Tirsdag d. 5. februar
Jeg startede dagen med træning, hvilket var hårdt men godt, og derefter stod den på arbejde. Da jeg kom hjem stod den på lidt blogarbejde og derefter læste jeg Beauty færdig. Jeg havde læst Beauty for en del år siden, men jeg kunne ikke huske så meget af den, så jeg tog ikke skade af at for historien genopfrisket. Starten var lidt sløv efter min mening, men der var flere ting i historien, som jeg godt kunne lide, og jeg synes det var en rigtig fin kærlighedshistorie.

Antal læste bøger: 2
Antal læste sider: 488

Onsdag d. 6. februar
Da jeg jo var blevet færdig med de to bøger, jeg var igang med, var det på tide at starte på en ny. Valget faldt på The Hazel Woods af Melissa Albret. Igen var det en bog, som jeg synes havde en lidt sløv start, men den var alligevel så interessant, at jeg besluttede mig for at læse videre. Det var igen en dag, hvor jeg ikke fik læst så meget i min valgte bog, men det var fordi jeg "kom til" at læse nogle andre bøger, som ikke var eventyr eller genfortællinger af disse, og som derfor ikke tæller med her.

Antal læste bøger: 2
Antal læste sider: 520


Torsdag d. 7. februar
Jeg startede igen dagen med en omgang træning, hvorefter jeg havde en meget travl arbejdsdag, men jeg fik nået det meste, og det var det vigtigste. Men det betød også at jeg var pænt træt, da jeg kom hjem og derfor tog jeg en lidt længere lur på sofaen. Jeg havde også fået besked om at en pakke var kommet til mig, så jeg måtte i overtøjet igen for at hente den. Men så kunne jeg også lige i samme ombæring aflevere bøger på det lokale bibliotek og handle ind, så jeg kunne bage boller om fredagen.
Igen blev det ikke til voldsomt meget læsning i The Hazel Woods, men det var mest fordi jeg var mega træt.


Antal læste bøger: 2
Antal læste sider: 560

Fredag d. 8. februar
Dagen startede med endnu en omgang træning, og endnu en tætpakket og god arbejdsdag inden jeg kunne gå på weekend.
Jeg brugte noget af eftermiddagen på at bage boller, men jeg fik også set nogle afsnit af Supernatural og læst flere sider i The Hazel Woods. Jeg endte med at se en film efter aftensmaden og gå tidlig i seng med min bog.

Antal læste bøger: 2
Antal læste sider: 592

Lørdag d. 9. februar
Jeg valgte at sove længe i dag, fordi det havde jeg brug for. Efter jeg havde spist morgenmad satte jeg mig i sofaen og læste The Hazel Woods, som efter den lidt lange sløve start, virkelig er ved at fange mig. Jeg opbrød læsningen et par gange med nogle huslige pligter, såsom vasketøj og støvsugning, men ellers læste jeg det meste af dagen og en god del af aften, altså når ikke lige tog en lur eller så en film. Jeg nåede dog ikke at blive helt færdig med The Hazel Woods, mine øjne blev nemlig ved med at falde i til sidst, men det var ikke mange sider jeg manglede. 210

Antal læste bøger: 2
Antal læste sider: 802


Søndag d. 10. februar
Jeg stod lidt tidligere op i dag end i går og fik efter lidt morgenmad læst de sidste sider i The Hazel Woods. Jeg kunne meget bedre lide sidste halvdel af historien end den første del, men alt i alt var det et ganske interessant eventyr.
Efter jeg blev færdig med The Hazel Woods gik jeg straks i gang med Cinder af Marissa Meyer og jeg blev fanget af historien lige med det samme. Jeg når ikke at læse den færdig inden readathonet er ovre, fordi jeg også skal når nogle andre ting, men den er godt nok spændende, og jeg er lidt sur på mig selv, fordi jeg har ventet så længe med at gå i gang med den.

Antal læste bøger: 3
Antal læste sider: 975

søndag den 3. februar 2019

Fairytaleathon 2019 - tbr


Jeg havde planlagt at skrive og udgive dette indlæg i torsdags, men desværre blev jeg nedlagt af sygdom, så derfor udkommer det først i dag og et par dage for sent i forhold til readathonets start.

Fairytaleathon er et readthon som handler om at læse eventyr og/eller genfortællinger af eventyr, og da jeg elsker eventyr skulle jeg selvfølgelig også være med. Det startede d. 1. februar og slutter d. 10. februar. Der kan læses meget mere om readathonet på deres Twitter, som kan findes lige her.
De har lavet en række udfordringer man kan basere ens tbr på, og jeg har også skævet til den, da jeg lavede min tbr, men jeg også gået efter de eventyr/genfortællinger, som jeg gerne vil læse.

Fairytaleathon challenges
  1. Melt the Frozen Heart - Read a book that features friendship or family
  2. Rapunzel, let down your long hair - Read a retelling over 500 pages
  3. Gadgets and gizmos a plenty - Read a retelling that's part of a series
  4. Beware the Snow Queen - Read a retelling that takes place during winter or has a wintery word in the title
  5. True Love's Kiss - Read a retelling with a swoon worthy romance
  6. Warm Hugs - Curl up with a warm beverage and read your favorite fairytale (or retelling) 
  7. Let it Go - Read a book you've been hesitant to pick up
  8. Gaston's Tavern - Read the group book - A Curse so Dark and Lonely by Brigid Kemmerer

Jeg har udvalgt 5 bøger, hvor jeg håber at få læst i løbet af readathonet.

  • The Little Mermaid and Other Fairytales af H. C. Andersen er en samling af nogle af Andersens mest kendte eventyr. Jeg har selvfølgelig læst dem på dansk op til flere gange, men jeg kunne ikke stå for denne smukke udgave fra Minialima. Eventyret om Den lille havfrue er en af mine yndlings så den passer perfekt til Warm Hugs udfordringen. Snedronningen/The Snow Queen er også med i samlingen, så den lader jeg tælle med i Beware the Snow Queen.
  • The Hazel Wood af Melissa Albert fik jeg sidste år i en FairyLoot boks, men jeg har endnu ikke fået den læst. Jeg tænker den vil passe godt til Melt the Frozen Heart, da hovedpersonen Alice skal redde sin mor.
  • Deathless af Catherynne M. Valente er så vidt jeg ved baseret eller inspireret af russiske folkeventyr. Derudover ved jeg ikke særlig meget om den. Men det er en bog jeg har ejet siden 2014, så vi kan vist godt sige at det er en bog jeg har tøvet med at samle op, så den passer fint til Let it Go udfordringen.
  • Cinder af Marissa Meyer står også på min 19 i '19 udfordring, og den passer fint til Gadgets and gizmos a plenty udfordringen.
  • Beauty af Robin McKinley er en genfortælling af eventyret om Skønheden og Udyret, og jeg har læst den for mange år siden, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at læse den igen. Den passer ind under True Love's Kiss udfordringen.
Jeg håber som sagt at få gjort et indhug i disse 5 bøger, og som altid regner jeg med at lave en opsummering her på bloggen, når readathonet er gået for at fortælle hvordan det hele endte med at gå.
Jeg håber også på at opdatere på Instagram, men jeg har været dårlig til de sidste par readathons, så jeg lover intet. Men det kunne være rart at få brudt forbandelsen.

fredag den 22. september 2017

Lips Touch: Three Times af Laini Taylor

"Three tales of supernatural love, each pivoting on a kiss that is no mere kiss, but an action with profound consequences for the kissers' souls."


Kan et enkelt kys være magisk?
Kan et enkelt kys lede til ens frelse,
eller leder det i stedet for én direkte mod ens egen undergang?

I Laini Taylors Lips Touch: Three Times er et kys aldrig bare et kys. I denne lille samling af tre noveller betyder de så uendelig meget. De kan være forførende og de kan være grusomme. Fælles for alle er at de har afgørende betydning for de mennesker som kysset involverer.

Jeg havde ikke tidligere læst noget af Laini Taylor før jeg stødte på Lips Touch: Three Times, hvor kan jeg ikke længere huske, men jeg kan sagtnes huske da jeg læste den første gang. (Og også anden gang for den sags skyld). Jeg var begge gange helt fortabt for omverdenen - indfanget af Laini Taylors smukke ord og fortryllende historier.

Lips Touch: Three Times indeholder tre noveller, hvor man tydelig kan mærke Laini Taylors fortælleglæde og ikke mindst hendes evne til at skabe utrolig smukke, eventyrlige og stemningsfyldte sætninger.

“Kissing can ruin lives. Lips touch sometimes teeth clash. New hunger is born with a throb and caution falls away. A cursed girl with lips still moist from her first kiss might feel suddenly wild like a little monsoon. She might forget her curse just long enough to get careless and let it come true. She might kill everyone she loves...”

Bogen indeholder som sagt tre noveller som er Goblin Fruit, Spicy Little Curses og Hatchling. Titlerne på novellerne skriger på en atmosfære af mørke og dystre eventyragtige fortællinger, der er lige så forførende som løftet om de kys de indeholder.

Goblin Fruit var jeg faktisk ikke helt så vild med første gang jeg læste den. Den sagde mig ikke så meget dengang. Men anden gang jeg læste den var en helt anden sag. Det var som om jeg læste den på ny og denne gang var det en meget bedre eller måske er det mere passende at sige at det var en helt anden læseoplevelse end første gang. Måske fordi der var gået nogle år imellem, måske fordi jeg var blevet lidt ældre, måske fordi jeg læste den på det rette tidspunkt i den rette stemning. Goblin Fruit handler om en ung pige der længes efter en dreng, så meget at hun er villig til at opgive alt for at smage hans læber. Hun kan simpelthen ikke modstod fristelsen. Novellen beskriver den længsel og følelse man kan opleve som teenager, når der noget eller nogen man bare må have for at kunne overleve, lige meget hvad prisen så end må være.

Spicy Little Curses har nok en lidt stærkere følelse af eventyr, idet den handler om en pige, der bliver forbandet fra følelsen. Hun har en utrolig smuk stemme, men hun må hverken snakke eller synge, for hvis hun gør, dræber hun alle, der hører hendes stemme. Men denne selvvalgte tavshed kan selvfølgelig ikke vare ved i længden, især ikke da hun forelsker sig i en ung mand. Denne her novelle har som sagt meget klassisk eventyragtig følelse, men det gør bestemt ikke noget. Den havde den helt rigtig stemning, da gjorde at jeg var henrevet fra starten.

Hatchling er nok den bedste af novellerne. Jeg synes at de alle er fantastiske, men denne løber med prisen. Heri kommer Laini Taylors sprog og evne til at skabe medrivende og smukke fortællinger virkelig til sin ret. Jeg havde lyst til at leve i den verden hun fik skabt med Hatchling og mest af alt fik jeg lyst til at læse mere. Så meget mere, om de personer der befolker og lever i denne fortælling og ikke mindst om den magi, der gennemsyder siderne. Hatchling er simpelthen så hjertegribende og bevægende. Hjertet sad oppe i min hals det meste af tiden, mens mine øjne hektisk slugte alle ordene, nærmest i frygt for at de skulle forsvinde før de kunne få dem læst. Det er simpelthen en så smuk og fortryllende historie, men også på en måde sært grusom, både i handling og også fordi man ikke vil have den til at ende igen.

“She was a girl and she was a queen and back in the mists she was a woman who had seized the moon from the sky and drunk its light so that she would never die. And she never had.”  

Jeg føler ikke at jeg kan anbefale Lips Touch: Three Times stærkt nok, men hvis man kun skal læse en novellesamling i år, så lad det være denne. Den er simpelthen fantastisk.
Og som jeg var næsten ved at glemme, har denne udgave de fineste rødlige illustrationer, der indfanger novellernes stemning helt perfekt.



4,5/5 stjerner

Titel: Lips Touch: Three Times
Forfatter: Laini Taylor
Serie: -
Originalsprog: engelsk
Forlag: Arthur A. Levine Books
Udgivet: 1. oktober 2009
ISBN: 9780545055857
Sideantal: 266

fredag den 17. marts 2017

Skønheden & Udyret - Currently reading #5


I morgen skal jeg se filmatiseringen af Skønheden & Udyret.
Der er reklamer for filmen her, der og alle vegne jeg kigger. Det er på grænsen til at blive lidt for meget efter min smag (jeg er ikke så god til ting der bliver overhypet), men det har endnu ikke mindsket mine forventninger til selve filmen, for jeg glæder mig utrolig meget. Og når jeg sidder i biografsalens mørke i morgen er jeg sikker på at filmen får mig til at glemme alt andet.

Eventyret om Skønheden & Udyret er blevet genfortalt mange gange og i mange forskellige versioner. Jeg har nogle stykker stående. Nogle har jeg læst, andre har jeg stadig til gode. En af dem jeg endnu ikke har læst er Gabrielle-Suzanne Barbot de Villeneuves version The Beauty and the Beast. Den udkom for ikke så lang tid siden, og den er simpelthen en så skøn udgave.
Disneys tegnefilms version af Skønheden & Udyret er en film jeg har elsket siden jeg så den første gang, da jeg var barn. Den træk mig i ind dens fortryllende eventyr verden med magi, kærlighed og et bibliotek som er helt fantastisk.

Min weekend står derfor i Skønheden & Udyrets tegn. Jeg vil nemlig se tegnefilms versionen i aften samt begynde på The Beauty and the Beast, mens jeg glæder mig til i morgen.


Håber I får en skøn weekend!

tirsdag den 13. december 2016

The Nutcracker af E.T. A. Hoffmann

Man tror man kender en historie, men når man så begynder at læse den, viser det sig, at man kun har kendt enkle facetter af den, og at den originale historie er en ganske anden end man troede. Sådan en historie var The Nutcracker for mig. Jeg har set forskellige filmatiseringer af The Nutcracker eller Nøddeknækkeren som den hedder på dansk og set noget af en balletfortolkning på tv (jeg vil så meget gerne se balleten live!). Så jeg kendte den overordnede historie, men jeg kendte slet ikke alle facetterne. Og hold da op hvor var der mange facetter ved denne klassiker. Og den er faktisk en smule makaber og voldlig, men sådan er mange eventyragtige fortællinger. Det er en fortælling om kampen mod det gode og det onde. Den gode og ædle Nøddeknækker på den ene side og den onde Musekonge på den anden. Den unge Marie er vidne til den lange kamp mellem Nøddeknækkeren og Musekongen. Hun er en fantasifuld pige, en drømmer der har hjertet på det rette sted. Og som bringer lys til Nøddeknækkerens lidt dystre liv og hjælper ham i hans kamp.

Handlingen i The Nutcracker begynder juleaften, og den bliver jo også betegnet som en klassisk julefortælling. Og jeg kunne godt finde juleatmosfære i den. Især Marie var ansvarlig for den nostalgisk julestemning jeg følte, da jeg læste den. Jeg husker som barn, når juleaften gik på hæld, maden var spist, gaverne var pakket op og en form for stilhed havde sænket sig over mit barndomshjem. I de timer kunne jeg sagtnes forstille sig at mit legetøj kunne blive levende og dyrene kunne tale. Det var magiske timer. Og den magi fandt jeg også i The Nutcracker. Og det var ganske fortryllende.

Om The Nutcracker bliver en ny julefavorit for mig må tiden vise, men jeg er bestemt ikke færdig med den endnu.
"Marie supposedly is still queen of a land where you can see sparkling Christmas Forests everywhere as well as translucent Marzipan Castles - in short, the most splendid and most wondrous things, if you only have the right eyes to see them with."

3/5 stjerner

The Nutcracker af E.T.A. Hoffmann / Originaltitle: Nußknacker und Mausekönig
Originalsprog: tysk / læst på engelsk
Forlag: Penguin Classics
Udgivet: 2014 (denne udgave) / oprindelig udgivet 1815
ISBN: 9780143122500
112 sider

torsdag den 24. november 2016

The Fairy Godmother af Mercedes Lackey

"In the land of the Five Hundred Kingdoms, if you can't carry out your legendary role, life is no fairy tale...
Elena Klovis was supposed to be her kingdom's Cinderella--until fate left her with a completely inappropriate prince! So she set out to make a new life for herself. But breaking with "The Tradition" was no easy matter--until she got a little help from her own fairy godmother. Who promptly offered Elena a most unexpected job...
Now, instead of sleeping in the chimney, she has to deal with arrogant, stuffed-shirt princes who keep trying to rise above their place in the tale. And there's one in particular who needs to be dealt with...
Sometimes a fairy godmother's work is never done..."
Elena er den helt rigtige Cinderella-type Hun er smuk, venlig og har en ond stedmoder samt to stedsøstre, som hun bliver tvunget til at opvarte. Men selvom hun har alle ingredienser til at møde hendes eneste ene, prinsen, dukker han aldrig op. Da hendes stedmoder og -søstre forlader byen i al hast, ser Elena sit snit til at forme sin egen skæbne. Men det går ikke helt som hun havde forventet. Hun får nemlig tilbuddet om at komme i lære som Fairy Godmother, da hun på grund af sit udforløste potentiale som eventyrprinsesse, besidder en stor mængde magi, som hun kan lære at bruge til noget godt og hjælpe andre mennesker.

book cover of 

The Fairy Godmother 

Den her historie blev ved med at vokse for mig. Den startede en smule langsomt ud, men snart begyndte historie at tage fart, og jeg blev viklet ind i Elenas liv og eventyr. Jeg nyder virkelig at læse genfortællinger af klassiske eventyr. De må gerne blande mange andre eventyr ind i fortællingen og de skal gerne bidrage med noget nyt. Og det synes jeg helt bestemt at The Fairy Godmother gør. Den har de klassiske eventyrtræk, blandet med fantasy og en meget god historie.

Noget af det jeg fandt mest interessant ved denne roman var fænomenet eller kraften kaldet The Tradition. The Tradition er en alle tilstedeværende kraft, der finder de mennesker med potentiale til at blive eventyrfigurer, både gode og onde. Når The Tradition så har fundet den eller de personer, den har brug for til at skabe en eventyrfortællingen, skubber den de personer i lige præcis den retning som den vil have. De stakkels personer har intet andet valg end at gøre lige præcis det som The Tradition vil have.
"The Tradition created tragedy as well as happy endings; The Tradition did not care if a story ended happily or in sorrow, so long as the tale was powerful enough. For every Sleeping Princess, there was a Fair Rosalinda. For every Mark and Yseult, the Tradition was perfectly prepared to create a Trystan..."
Her er det at Fairy Godmothers kommer på banen. De har et eller flere riger, som de er beskytter mod ondskab, og hvor de også forsøger at hjælpe de mennesker der er blevet udvalgt af The Tradition. Nogle gange går det godt og andre gange gør det ikke.

Jeg er virkelig glad for endelige at have læst The Fairy Godmother. Jeg har haft bind 2-6 i serien Five Hundred Kingdoms stående på mine hylder i et par år nu. Desværre har The Fairy Godmother været udsolgt virkelig længe, og jeg leder nu efter en brugt udgave. Men så er det jo godt at der findes biblioteker. The Fairy Godmother findes ikke på de danske biblioteker, men på de udenlandske biblioteker var der mere held. Det tog 10 måneder eller deromkring, men så kunne jeg også få lov til at læse den. (Desværre er bogen igennem dens liv ikke blevet passet helt ordentlig, og forside, bagside og ryg var i laser, da jeg lånte den. Men man kan vel håber at den ser sådan ud, fordi folk elsker den.)

Jeg vil anbefale denne bog til alle der elsker eventyrgenfortællinger. Den var lidt langsomt i starten, men jeg kunne virkelig godt lide hvad Mercedes Lackey har tilført til eventyrene. The Fairy Godmother er både en nytænkende fortælling, men samtidig også et klasissk eventyr. Jeg glæder mig til at læse videre i serien.

4/5 stjerner

The Fairy Godmother (Five Hundred Kingdoms #1) af Mercedes Lackey
Forlag: Luna Books
Udgivet: 2004
ISBN: 9780373802456
479 sider

torsdag den 18. august 2016

Charm af Sarah Pinborough

"Once upon a time...
In a kingdom far, far away a downtrodden young woman is rescued from a life of drudgery by har fairy godmother and whisked off to the Prince's Bride Ball in an enchanted carriage and a pair of sparkling slippers."

Charm er næste bog i serien Tales from the Kingdoms, efterfølgeren til Poison. I Poison var det Snow White' eventyr der var under kærlig behandling. I Charm er turen så kommet til Cinderella. Cinderella er en ung kvinde, der drømmer om et bedre liv end det hun har. Hun drømmer om at blive gift med den smukke prins og blive prinsesse. Hun bor med sin far, stedmor (der tidligere har haft omgang med hoffet og gerne vil tilbage, og stedsøsteren Rose. Den anden stedsøster, Ivy, er gift og bor med hendes mand. Da slottet holder bal for prinsen, er Cinderella ikke inviteret, og hun er selvfølgelig dybt skuffet og misunderlig på Rose, som skal med. Men med lidt hjælp fra hendes gode fegodmor og et par fortryllede (diamant)sko kommer Cinderella til bal. Men man skal passe på, hvad man ønsker sig, for det er ikke altid til ens eget bedste.

Jeg elsker denne bog og denne serie! Den er så sexet og wicked og den forførte mig simpelthen ved at slå benene væk under mig, og fortælle mig fortryllende eventyr, som jeg ikke vidste at jeg ville have. Og jeg vil have mere! Jeg levende mig ind i det eventyrlige univers, der har nogle rigtig gode tvist på det klassiske eventyr. Og selvom om det er Cinderella, der er hovedpersonen møder vi også en del af personerne fra Poison, og det var herlige gensyn.

Cinderella er en meget forskellig fra eksempelvis Disneys version. Denne her Cinderella har fejl. Hun føler misundelse og jalousi især på søsteren Rose. Hun er stædig og opfører sig til tider en smule barnligt. Hun er smuk og villig til at kæmpe for det det hun gerne vil have. Hun er hemmelighedsfuld. Hun drømmer om et andet liv. Hun er en sammensat karakter med fejl og styrker, og hun gør sit bedste for at gøre bod på de fejltagelser hun har begået. Hun er ikke en perfelt prinsesse, og det kan jeg rigtig godt lide hende for. Det gør hende efter min mening mere menneskelig og troværdig. Cinderella er en kvinde man kan sympatisere med. Derudover kunne jeg rigtig godt lide den ene af de kærlighedshistorier, der begyndte at spire i løbet af historien. Det var lige hvad jeg havde håbet på ville ske (og frygtet at det ikke ville ske, da det jo er et lidt mørkere eventyr end Disney).

Hvis du gerne vil have et lidt mørkere og mere sexet eventyrgenfortælling af Askepot er Charm et rigtig godt bud. Jeg vil i hvert fald anbefale den, for jeg synes at den er helt fantastisk, og lige hvad jeg havde brug for.


5/5 stjerner

Charm (Tales from the Kingdoms #2) af Sarah Pinborough
Forlag: Titan Books
Udgivet: 2015 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2013
ISBN: 9781783291113
208 sider

tirsdag den 21. juni 2016

Anbefaling #1 - I Hate Fairyland af Skottie Young


Den 6-årige søde Gertrude dagdrømmer om at komme til et rart eventyrland a la Alice i Eventyrland, men man skal, som altid i fiktionens verden, passe på hvad man ønsker sig for det går højst sandsynligt i opfyldelse - men aldrig som man havde forventet det.


Gertrude kommer ikke til Eventyrland med derimod Fairyland, hvor hun bliver budt velkommen af alle de rare beboer. For at komme tilbage til sin egen verden skal Gertrude finde en magisk nøgle, og det er jo lige ud af The Yellow Brick Road. Eller ikke! For 27 år senere er Gertrude stadig 6 år, stadig i Fairyland, men hun er ikke længere den søde uskyldige pige og Fairylands beboer er pænt trætte af hende. For at citere Thaddeus J. Star, RIP:
"It was a nightmare. Nothing but the green of her hair... and the blood of my people."

Jeg faldt over denne lille perle af en graphic novel på Saxo. Den blev simpelthen ved med at dukke op, hver gang jeg var derinde, og til sidst var jeg jo nødt til at tage en nærmere kig på den. Jeg kunne ikke sige nej, mine hænder var bundne!
Og forsiden var bare så dragende med dens prangende farver og ikke mindst det yderst blodige og groteske i den. Jeg elskede den!

Gertrude er en sindssyg absurd kvinde, der er fanget i en lille piges krop. Og så er hun morderisk, vred og bander utrolig meget (men da det er jo Fairyland er der ingen fuck ord eller lignende. Derimod bliver variationer af FLUFF brugt i en ekstrem grad). Gertrude er simpelthen bare grotesk vidunderlig.


Når man er i Fairyland på en dødvigtig mission er det vitalt at have en hjælper i form af et venligt magisk væsen. Desværre for Gertrude for hun fluen Larrigon 'Larry' Wentsworth III eller man kan måske bedre sige at det var synd for Larry. De udgør dog et forrygende makkerpar, og Larry er så sarkastisk og træt af missionen og til tider Gertrude at man ikke kan gøre andet end at holde med ham i hans prøvelser.


Jeg var ved at flække af grin flere gange under min læsning af I Hate Fairyland Volume One - Madly Ever After. Historien er virkelig forrygende og havde flere overraskelser undervejs. Det er en fortælling i stærke farver, og det hele ser hyggeligt ud på afstand, men når man kommer tættere på er det en blodig omgang, men sindssyg underholdende. I Hate Fairyland er uegnet for børn og svage sjæle, men jeg vil anbefale dem til alle der elsker et skørt og farvestrålende eventyr. Den er virkelig fantastisk. Og så har Neil Gaiman også anbefalet den ;)
Så hvis du endnu ikke har kastet dig over galskaben i I Hate Fairyland, så tøv ikke længere, men spring direkte ud i det.
Jeg glæder mig så meget til at volume 2 udkommer, så jeg kan blive opslugt af "kaninhullet" igen.