Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 30. august 2016

Døde drømme af Kenneth Bøgh Andersen


Døde drømme er ligesom Blandt skovens skygger en novellesamling i serien En rejse gennem natten. Novellesamlingerne hænger ikke sammen på andre måde end at de er alle er skrevet i genren gys, og at de er meget velskrevne.
Der er seks noveller i Døde drømme. Novellerne er Ulveunge // Nattens tvillinger // Døde drømme // Ravn // Øje for øje // Snavs. Man kan godt dele novellerne op i en form for temaer. Ulveunge og Nattens tvillinger har fokus på dyret i mennesket. I Døde drømme og Ravn spiller drømme en stor betydning, og hovedpersonerne i Øje for øje og Snavs er ikke særlig glad for skidt og snavs. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen i de seks noveller.
I hver novelle er der en hentydning til en af de andre noveller. Jeg elsker at gå på jagt efter sådanne små referencer som nogle forfattere gemmer mellem bøgernes sider.
"Nogle gange drømmer jeg, at der gror vinger ud af min ryg og horn ud af min pande..."
Jeg ved ikke helt om jeg har en ynglingsnovelle, for jeg synes at de alle er velfortalte små historier, hvor gyset er i centrum. Men Ulveunge, Døde drømme og måske især Øje for øje havde lige lidt ekstra for mig. Men det betyder ikke at de andre noveller er mindre gode end de tre jeg nævnte, for det er de bestemt ikke. 
For når jeg sidder med novellesamlingen en anden god gang, vil jeg ikke kun vil læse de tre noveller. Det ville være som kun at læse en halv roman. For selv om novellerne ikke hænger sammen, hænger de sammen i mit hoved, i min læseoplevelse, hvor jeg ikke ville kunne og have lyst til at adskille dem ved kun at læse én eller et par af dem.
"Men det var ikke engang det værste, Det værste - det, der fik det til at føles, som om alting var gået itu indeni og aldrig ville kunne laves igen - det var, at de havde gjort det, mens Bastian ikke havde været hjemme. At de ikke engang havde givet ham en chance for at sige farvel. Det havde været nemmere for dem på den måde, og den tanke var næsten uudholdelig. At mor og far først og fremmest havde tænkt på sig selv, på, hvad der ville være lettest for dem."
Døde drømme er små fine gysernoveller, der nok skal få et hår eller to til at rejse sig, eller i hvert fald give stof til eftertanke.

4/5 stjerner

Døde drømme af Kenneth Bøgh Andersen (En rejse gennem natten #2)
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2016 (denne 2. udgave) / oprindelig udgivet 2006
ISBN: 9788763845540
160 sider

lørdag den 27. august 2016

Nye bøger #7 - Mini Folio Society edition

Så er det vist blevet tid til et mini book haul, hvor jeg vil vise de Folio Society bøger jeg har købt. Jeg bestilte dem i juli og modtog dem 1. august. Jeg har dog købt flere bøger i august end de fire fra Folio, men jeg har valgt at dele dem op, for ellers synes jeg at et samlet book haul ville blive for langt (kan det det?).

Nok sniksnak. Nu gælder det de fire smukke bøger:

The Owl Service af Alan Garner

The Newyorker Trilogy af Paul Auster

Eugene Onegin af Alexander Pushkin

The Prime of Miss Jean Bradie af Muriel Spark

torsdag den 25. august 2016

Fool Moon af Jim Butcher

"Business has been slow lately for Harry Dresden. Okay, business has been dead. Not undead - just dead. You would think Chicago would have a little more action for the only professional wizard in the phone book. But lately, Harry hasn't been able to dredge up any kind of work - magical or mundane.
But just when it looks like he can't afford his next meal, a murder comes alonge that requires his particular brand of supernatural expertice. A brutally mutilated corpse. Strange-looking paw prints. A full moon. Take tree guesses. And the first two don't count..."

Fool Moon er anden bog i The Dresden Files og efterfølgeren til Storm Front. Vi følger igen troldmanden/privatdetektiven Harry Dresden. Det går ikke helt fantastisk for Harry. Det har været sløv med kunderne og han har svært ved at betale regningerne. Derudover er hans forhold til lieutenant Karin Murphy fra Special Investigations fået et par hak eller to og er rimlig anstrengt. Murphy stoler ikke længere på Harry, fordi han tidligere har holdt overnaturligerelateret oplysninger skjult for hende i et misforstået forsøg på at beskytte hende mod overnaturlige trusler, han tror hun ikke kan klare. Men det anstrengte forhold til Murphy er ikke det eneste der giver Harry grå hår på hovedet. Der bliver begået nogle grusomme mord på uskyldige borgere, og gangsterbossen Marcone ånder Harry ubehagelig i nakken.

Denne serie bliver bare bedre og bedre. Jeg havde meget svært ved at ligge Fool Moon fra mig. Den var simpelthen så medrivende og jeg forsvandt mellem dens sider, og var lige pludselig omgivet af magi, knurrende varulve med skarpe tænder og ikke mindst en ironisk/sarkastisk og utrolig charmerende troldmand, der måske har gabt over mere end han kan sluge denne gang. Fool Moon er spændingsmættet, og det er både positivt og en smule negativt på samme tid. Positivt på den måde at man sluger siderne så hurtigt som muligt og at den er vildt spændende og man  bare have mere og helst med det samme. Det er en lille smule negativ på den måde at jeg (og Harry) godt kunne have brugt en pusterum bare en gang imellem. 

Harry var fantastisk i Fool Moon. Han bliver udfordret og presset lige til grænsen. Han oplever øjeblikke af svaghed og øjeblikke af stor styrke i hans kamp mod varulvene. Og jeg elsker det, for det er med til at gøre Harry en mere troværdig karakter, da han ikke kan løse alle problemer bare ved at svinge med tryllestaven. Jeg kan også godt lide at han indrømmer, at han har et par svage øjeblikke, men at han stadig forsøger at kæmpe sig igennem dem og ikke bare lader stå til.

Verdensopbygningen får lige så langsomt tilføjet nye elementer. I dette tilfælde har Jim Butcher kastet sig over varulve. Her findes ikke kun én form for varulv eller én bestemt måde, hvorpå man kan blive til en varulv, men flere forskellige. Det synes jeg er interessant, da Butcher trækker på flere forskellige myter om varulve, der har deres oprindelse fra forskellige verdensdele. Det giver et bredt og mere nuanceret billede, og giver mere spænding i selve historien.

Denne serie har virkelig fanget mig og krøbet ind under min hud. Jeg glæder mig til at læse den næste bog i serien.

4,5/5 stjerner

Fool Moon (The Dresden Files #2) af Jim Butcher
Forlag: Orbit
Udgivet: 2011 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2001
ISBN13: 9780356500287
368 sider

mandag den 22. august 2016

Read-A-Thon #2 - Bout of Books 17


Jeg har meget spontant besluttet mig at deltage i Bout of Books 17 - som i dagen før at det starter!
Bout of Books er et ugelang Read-A-Thon som starter mandag d. 22/8 og slutter søndag d. 28/8.
Jeg har kun deltaget i Dewey's Read-A-Thon før, som jo kan være meget intens, da det kun strækker sig over 24 timer. Jeg har aldrig prøvet et ugelang Read-A-Thon, og jeg tror det bliver en hel anderledes oplevelse end Dewey's. For nu kommer dagligdagen også til at spille en rolle med fitness, arbejde og alle de andre ting, jeg laver i hverdagen. Men jeg tror også at det vil blive sjovt, og intens på en hel anden måde. Det vil i hvert fald hjælpe mig til at sætte fokus på min daglige læsning på en anden måde, og det savner jeg faktisk for det kan godt forsvinde nogle gange i min til tider travle hverdag. 

Jeg opdagede Read-A-Thonet gennem booktuberen Catriona (Little Book Owl). Se hendes video her. Bout of Books officielle hjemmesiden findes her
Bout of Books er et afslappet Read-A-Thon uden udfordringer, der er opstillet på forhånden og som man kan forsøge at gennemføre i løbet af ugen. Dette tiltaler mig utroligt meget for så kan jeg selv bestemme hvad og hvor meget jeg vil læse i ugens løb.

Nu til det vigtigste - læsestakken. Jeg har ikke haft længe til at planlægge den, men har da fundet en pæn stak frem. Og jeg kan altid supplere og udskifte, hvis der er en bog, der ikke lige fanger mig.


  • Shattered Mirror (Den of Shadows #3) af Amelia Atwater-Rhodes, Jeg har læst flere af forfatterens bøger, og jeg kan rigtig godt lide hendes verden med vampyrer, hekse og meget mere.
  • Glimt af håb af Ruta Sepetys. Jeg ved med vilje ikke særligt meget om denne roman. Jeg har holdt mig langt væk fra anmeldelser og lignende, for jeg vil gerne blive overrasket. når jeg begynder på den. Det eneste jeg ved er, at en af mine kollegaer var vild med den og anbefalede den til mig.
  • Great Tales of Terror and the Supernatural, som jeg begyndte på i sidste uge. Det er en novelleantologi i genren horror og en ordentlig moppedreng på 1029 sider. Jeg regner ikke med at jeg får læst hele antologien, men håber på at jeg kan få lavet et indhug i den. Jeg regner med at jeg kan læse en novelle her og der imellem de andre bøger.
  • Kød og blod (House of Comarré #2) af Kristen Painter. Efterfølgeren til Uskyldigt blod, og forsættelsen på Chrysabelle, Mal og Tatianas historie. En vampyrfortælling, der foregår i fremtiden.
  • Ondt blod (House of Comarré #3) af Kristen Painter. Hvis jeg bliver færdig med Kød og blod regner jeg med at forsætte med bind 3 i serien.
  • En tøvende engel af Rana Zeid. En lille digtsamling. som er denne måneds lyrikvalg.
  • Winterworld vol. 1 - La Niña af Chuck Dixon. Inten Read-A-Thon uden en eller flere graphic novels. Jeg starter ud med denne som handler om jordens undergang eller tiden efter jordens undergang.

Mandag den 22/8, klokken 08:28
Så jeg startede mandag morgen med at gå i fitnesscenteret. Her begyndte jeg at læse Kød og blod, og fik faktisk vendt nogle sider. Hvilket jeg er meget glad for, da jeg har en lang arbejdsdag i dag (9 timer), fordi jeg har fået en ekstra aftenvagt. Derfor får jeg nok først mulighed for at læse igen i aften

Læste bøger: 0
Antal sider: 76


Mandag den 22/8, klokken 21:12
Jeg er virkelig træt i øjeblikket, så jeg tror jeg går i seng efter denne opdatering, 
Der skete ikke så meget på min vagt i dag. Det var faktisk en smule kedeligt, men jeg fik lavet et par udstillinger, klappet bøger i voksenafdelingen, så de stod pænt på række, og hjulpet de få lånere, der havde behov for det. 
Efter en hurtig gang aftensmad færdiglæste jeg min første bog, nemlig digtsamlingen En tøvende engel. Den indeholder meget fine og stemningsfulde digte.
Jeg tager Kød og blod med i seng, og krydser fingre for at jeg nå at læse lidt flere sider før jeg falder i søvn. God nat :)

Læste bøger: 1
Antal sider: 144


Tirsdag den 23/8, klokken 20:43
Jeg fik ikke vendt mange sider, inden jeg faldt i søvn i går. Men efter arbejde i dag, fik jeg læst en times tid i Kød og blod. Efter en form for aftensmad så jeg Gåsehud, som er baseret på R.L. Stines berømte serier om børn og monstre i alle afskygninger, Den var ganske underholdene, men lidt rodet til tider, og lidt for mange monstre, som ikke blev præsenteret ordentlig og bare var med som fyld, Det var lidt en skam, for som barn læste jeg mange af Stines bøger, og elskede altid de mange forskellige monstre der optrådte deri.
Med hensyn til Kød og blod synes jeg at den indtil videre er ganske fint og meget letlæst, så jeg regner bestemt med, at jeg bliver færdig med den inden alt for længe. Det kommer lidt an på, hvor meget jeg har på arbejdet, for i denne uge er jeg ganske pænt booket op.

Læste bøger: 1
Antal sider: 228

Onsdag den 24/8, klokken 20:48
Jeg har igen haft en lang arbejdsdag (9,5 timer), men jeg var ude med bogbussen, og det var rigtig hyggeligt (og en smule varmt - der bliver snildt 28-30 grader eller mere i bussen, når solen skinner, som den gjorde i dag).
Når jeg har bogbusvagt møder jeg normalt først til middag, så jeg har morgenen og formiddagen fri. Morgenen brugte jeg til fitness, hvor jeg selvfølge fik dyrket noget fitness, men også læst noget mere i Kød og blod. Formiddagen brugte jeg på lidt praktiske ting, samt en gensyn med Jurassic World. Jeg får ikke altid læst så meget på de formiddage jeg har fri, for så er der typisk andre ting jeg kan lave, men det er noget jeg vil arbejde med, for jeg synes det er skønt at læse om morgenen/formiddagen. Jeg havde også Kød og blod med i bogbussen, så jeg kan læse når der ikke sker så meget, men det blev desværre ikke til mange sider i dag. Det varierer en del. Til gengæld spiste vi aftensmad ved lystbådshavnen. og det var bare dejligt med en frisk vind og en god udsigt. Jeg håber, jeg kan færdiglæse Kød og blod i morgen, men jeg har fitness x2 og også nogle blogindlæg jeg gerne vil skrive. Så nu må vi se, hvad det bliver til.

Læste bøger: 1
Antal sider: 342

Torsdag den 25/8, klokken 19:27
Med den varme vi har i dag, har jeg ikke rigtig haft lyst til at gøre noget som helst, ikke engang læse, efter jeg fik fri fra arbejdet. Til gengæld har jeg fået set nogle episoder af Angel, brugt forholdsvis langt tid på at lave et lille blogindlæg (skyder skylden på varmen), og ellers har jeg ikke lavet så meget andet. Nu tror jeg, at jeg vil kaste mig over graphic novelen, Winterworld vol. 1 - La Niña (meget passende siden vi har en af de varmeste dage i år - eller sådan føles det i hvert fald :)) og ikke mindst en flødebolle.

Læste bøger: 1
Antal sider: 364


Torsdag den 25/8, klokken 20:17
Det var en kort graphic novel, det overraskede mig en smule. Den er på kun 92 sider, men den vakte da min opmærksomhed. Den foregår i en postapokalyptisk setting, hvor verden er frosen til is, og det er en kamp for at overleve. Jeg synes den er en smule for kort, og lidt forjaget nogle steder, men jeg overvejer da kraftigt at læse videre i serien. Nu tror jeg, jeg vil læse nogle noveller i Great Tales of Terror and the Supernatural, før jeg tager Kød og blod med i seng.

Læste bøger: 2
Antal sider: 454


Fredag den 26/8, klokken 19:46
Jeg har lige vendt sidste side i Kød og blod... Men jeg skal lige samle tankerne, så jeg kan skrive en anmeldelse. Jeg synes overordnet at historien er udmærket, men jeg har dog nogle enkle problemer med visse aspekter af bogen. Nu tror jeg, at jeg vil læse nogle flere noveller i Great Tales of Terror and the Supernatural, og så vil jeg begynde på Shattered Mirror.

Læste bøger: 3
Antal sider: 684

Lørdag den 27/8, klokken 14:52
Min formiddag er gået med træning, samt en biograftur, hvor jeg så Finding Dory. Filmen var (selvfølgelig) med engelsk tale, og jeg havde hele salen for mig selv, så det var ret fedt. Filmen var også virkelig underholdene. Jeg kunne især godt lide Hank. Om den er ligeså god som eller bedre end Finding Nemo, skal jeg ikke kunne sige på nuværende tidspunkt. Men jeg er glad for at have set den. Jeg havde taget Shattered Mirror med, så jeg kunne læse lidt inden lyset blev slukket. Den er så fængende, at det var lidt træls, da lyset blev slukket ;) Men nu holder jeg lige en lille pause fra læsningen, for jeg skal have ryddet op på mine reoler (det trænger de til, som man måske kan ane på billedet), samt ikke mindst få taget nogle billeder til bloggen.

Læste bøger: 3
Antal sider: 804

Lørdag den 27/8, klokken 18:54
Så fik jeg læst min fjerde bog, Midnatstimen af Dennis Jürgensen. Den var oprindelig ikke på min læseliste, men jeg havde lige lyst til noget Jürgensen. 
Jeg er også begyndt at flytte rundt i mine bogreoler, så der kan blive plads til de nye bøger jeg har købt ;)

Læste bøger: 4
Antal sider: 931

Søndag den 28/8, klokken 11:26
Jeg læste Shattered Mirror færdig i går aftes, og begyndte så små på Glimt af håb. Jeg er små 30 sider inde, men indtil videre er den ganske letlæst og spændende. Jeg er dog nød til at holde en lille pause fra læsningen af Glimt af håb for jeg har nogle praktiske ting jeg er nødt til at lave. Men jeg håber at kunne finde en kort lydbog, som jeg kan lytte til, mens jeg ordner alt det praktiske.

Læste bøger: 5
Antal sider: 1081


Søndag den 28/8, klokken 16:56
Der har sneget sig endnu to Dennis Jürgensens bøger ind. Den første var Snevampyren, en kort lille sag, som jeg læste færdig for flere timer siden, samt novellesamlingen Dødens mange facetter, som jeg er gang med nu. Derudover har jeg fået læst noget mere i Glimt af håb, som er meget letlæst. Jeg håber at blive færdig med en af dem i aften.

Læste bøger: 6
Antal sider: 1188


Søndag den 28/8, klokken 19:12
Jeg blev færdig med Dødens mange facetter lige før aftensmad. Så nu er jeg oppe på 7 læste bøger, og det er jeg ganske tilfreds med. Jeg læser nok lidt mere i Glimt af håb senere i aften, men lige nu har jeg nogle blogindlæg, der skal skrives, og det gør de jo ikke af sig selv ;)

Læste bøger: 7
Antal sider: 1416

Mandag den 29/8, klokken 16:14
Bout of Books sluttede ved midnat i går. Jeg nåede at læse 85 sider mere af Glimt af håb inden jeg faldt i søvn.
Jeg overvejer om jeg skal skrive en wrap-up af mit Read-A-Thon og herunder mine tanker og erfaringer. Men kort fortalt er jeg overordnet ganske tilfreds med min læseuge.

Læste bøger: 7
Antal sider: 1501


Dette blogindlæg vil løbende blive opdateret.


lørdag den 20. august 2016

De smukkeste af Karin Slaughter

"Hendes mand bliver koldblodigt myrdet.
Hendes søster er forsvundet sporløst.
Da Claire begynder at optrævle fortiden, begynder det at gå op for hende, at det liv hun troede hun levede, aldrig har været virkeligt. Hendes mand var ikke den, som hun troede han var og det går op for hende, at sandheden er mere grusom, end hun nogensinde kunne have forestillet sig!"
De smukkeste er min først Karin Slaughter roman. Jeg har selvfølgelig set hendes bøger på krimihylderne, men da jeg ikke læser mange krimier og ikke lige havde lyst til at starte på en ny serie, faldt valgt på De smukkeste, der bliver betegnet som en psykologisk thriller og er en enkeltstående bog (der er dog også skrevet en novelle, som så vidt jeg har forstået er en prequel til De smukkeste - den jeg har dog ikke læst den endnu).

Men hvad synes jeg så om denne roman? Tja... Jeg har lidt blandede meninger.
Spændingensfaktoren synes jeg for det meste var vellykket. De sidste par hundrede sider læste jeg i hvert fald meget hurtigt. Så på den måde synes jeg at romanen var godt opbygget. Sproget var ok, men det efterlod mig ikke med et mindeværdigt aftryk af Karin Slaugthers skrivestil.

Personerne har jeg lidt mere blandende følelser for, for der er godt nok ikke mange der vækker min sympati. Det er oplagt at man skal have sympati med Claire og Lydia, to søstre der er gledet fra hinanden efter deres familie begyndte at falde fra hinanden, da deres ældste søster forsvandt. Men jeg følte lidt at sympatien nogle steder blev tvunget ned i halsen på mig. Det blev bare lidt for meget for mig nogle steder. Så var der FBI agenten - han var da godt nok et r*vhul, og lidt af et irritationsmoment for mig. Jeg synes ikke at karakterne var de mest interessante karakterer jeg har læst om. Det var helt klart mere det psykologiske aspekt, jeg læste romanen for.

Den psykologiske thriller aspekt virkede stærkest for mig i De smukkeste. Resten af bogen overvældede mig desværre ikke. Jeg har givet bogen 3 stjerner på Goodreads, for jeg synes at historien som sådan var ganske god og spændende, (og det er ikke en dårlig bog. jeg havde bare lidt problemer med den), men jeg ligger nok mere på 2,5 stjerner efter at have fået lidt mere styr på mine tanker og efter at skrevet denne anmeldelse.

2,5/5 stjerner

De smukkeste af Karin Slaughter / Originaltitel: Pretty Girls
Originalsprog; engelsk / læst på dansk
Forlag: HarperCollinsNordic
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2015
ISBN: 9788793400009
464 sider

torsdag den 18. august 2016

Charm af Sarah Pinborough

"Once upon a time...
In a kingdom far, far away a downtrodden young woman is rescued from a life of drudgery by har fairy godmother and whisked off to the Prince's Bride Ball in an enchanted carriage and a pair of sparkling slippers."

Charm er næste bog i serien Tales from the Kingdoms, efterfølgeren til Poison. I Poison var det Snow White' eventyr der var under kærlig behandling. I Charm er turen så kommet til Cinderella. Cinderella er en ung kvinde, der drømmer om et bedre liv end det hun har. Hun drømmer om at blive gift med den smukke prins og blive prinsesse. Hun bor med sin far, stedmor (der tidligere har haft omgang med hoffet og gerne vil tilbage, og stedsøsteren Rose. Den anden stedsøster, Ivy, er gift og bor med hendes mand. Da slottet holder bal for prinsen, er Cinderella ikke inviteret, og hun er selvfølgelig dybt skuffet og misunderlig på Rose, som skal med. Men med lidt hjælp fra hendes gode fegodmor og et par fortryllede (diamant)sko kommer Cinderella til bal. Men man skal passe på, hvad man ønsker sig, for det er ikke altid til ens eget bedste.

Jeg elsker denne bog og denne serie! Den er så sexet og wicked og den forførte mig simpelthen ved at slå benene væk under mig, og fortælle mig fortryllende eventyr, som jeg ikke vidste at jeg ville have. Og jeg vil have mere! Jeg levende mig ind i det eventyrlige univers, der har nogle rigtig gode tvist på det klassiske eventyr. Og selvom om det er Cinderella, der er hovedpersonen møder vi også en del af personerne fra Poison, og det var herlige gensyn.

Cinderella er en meget forskellig fra eksempelvis Disneys version. Denne her Cinderella har fejl. Hun føler misundelse og jalousi især på søsteren Rose. Hun er stædig og opfører sig til tider en smule barnligt. Hun er smuk og villig til at kæmpe for det det hun gerne vil have. Hun er hemmelighedsfuld. Hun drømmer om et andet liv. Hun er en sammensat karakter med fejl og styrker, og hun gør sit bedste for at gøre bod på de fejltagelser hun har begået. Hun er ikke en perfelt prinsesse, og det kan jeg rigtig godt lide hende for. Det gør hende efter min mening mere menneskelig og troværdig. Cinderella er en kvinde man kan sympatisere med. Derudover kunne jeg rigtig godt lide den ene af de kærlighedshistorier, der begyndte at spire i løbet af historien. Det var lige hvad jeg havde håbet på ville ske (og frygtet at det ikke ville ske, da det jo er et lidt mørkere eventyr end Disney).

Hvis du gerne vil have et lidt mørkere og mere sexet eventyrgenfortælling af Askepot er Charm et rigtig godt bud. Jeg vil i hvert fald anbefale den, for jeg synes at den er helt fantastisk, og lige hvad jeg havde brug for.


5/5 stjerner

Charm (Tales from the Kingdoms #2) af Sarah Pinborough
Forlag: Titan Books
Udgivet: 2015 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2013
ISBN: 9781783291113
208 sider

tirsdag den 16. august 2016

Nye bøger #6 - Tilføjelser i juli


Det her book haul startede egentlig med at jeg gerne ville læse The Queen of the Tearling af Erika Johansen. Og så tog jeg også den næste bog i serien The Invasion of the Tearling med. Men disse to bøger var ikke de eneste, der blev lagt i indkøbskurven.


Jeg mindes ikke at have læst noget af Fay Weldon før, men jeg har hørt meget godt om Mischief, så hvorfor ikke starte der. Jeg har igennem længere tid kigget på Penguins Great Ideas, og valgte George Orwells Why I Write.


Sidste år læste jeg Reader Player One af Ernest Cline og jeg var godt underholdt. Jeg vil gerne læse Armada og da jeg bestilte den smuttede Ready Player One også med. Ups ;)


Everything Everything har jeg også allerede læst. En veninde lånte mig den danske udgave sidste år og jeg læste den på et par timer og var virkelig glad for den, og vil derfor gerne have den til at stå på min reol.
Jeg købte A Gathering of Shadows af V. E. Schwab, fordi det var meningen at jeg ville have læst bog 1 - A Darker Shade of Magic - i min sommerferie, og derefter kunne jeg så forsætte med bog 2. Desværre fik jeg ikke læst bog 1. så derfor har jeg dem begge til gode, men det gør faktisk ikke så meget. Så har jeg bare noget mere at glæde mig til :)


Jeg synes at Penguin Books laver virkelig flotte bøger, og jeg kan ikke stå for de fine Puffin Classics børnebøger, som jeg samler en smule på. Jeg har (ubevidst) holdt mig til de blå nuancer i denne omgang. Men jeg købte Tales of the Greek Heroes af Roger Lancelyn Green (og med introduktion af Rick Riordan). Matilda af Roald Dahl (med bøger, kager og små grønne firben på forsiden). Til sidst købte jeg Goodnight Mister Tom af Michelle MaGorian, som jeg ikke kender så meget til, men jeg glæder mig til at finde ud af mere.



Den sidste bog i denne omgang er en pop-up udgave af Alice's Adventures in Wonderland. Den har manglet fra lager i et stykke tid, så jeg skrev mig op ved Book Depository, og lige pludselig fik jeg en mail om at den var tilbage, og jeg skyndte mig derfor at bestille den. Jeg synes at pop-up bøger er virkelige sjove og Alice er ganske fin. Så måske kommer på flere poop-up bøger på mine reoler i fremtiden.

søndag den 14. august 2016

Currently reading #4 - En weekend i bøgernes tegn


Så jeg var i Vejle i går og besøge DreamLitts hyggelige butik Bogdrømme. Katja Berger, debutforfatter, havde inviteret til brunch og en snak om hendes bog De 7 Synder som udkommer i september.
Det er første gang jeg har været til et sådan arrangement, og det var rigtig hyggeligt. Snakken bredte sig mens vi spiste og der blev snakket om alt fra bøger, om at blogge, film og ikke mindst Pokémon Go (måske  jeg også burde begynde at spille?).


Efter vi havde spist indtog Katja scenen og begyndte at fortælle. Først lidt baggrundshistorie om hvordan og hvorfor hun begyndte at skrive. Ideerne til De 7 Synder fik Katja allerede tilbage i teenagerårene, og lige om lidt kan vi alle få del i historien :)
Vi kom også forbi selve udgivelsesprocessen, som bestemt ikke er lige ud af landevejen, men kræver derimod hårdt arbejde. Det var ganske interessant at høre om.
Rikki kom også på banen og svarede på spørgsmål om Dreamlitt, nogle af de udgivelser, der er på vej og andre spændende ting.
Det var et rigtig hyggeligt arrangement som Katja og Rikki havde stablet på benene. Tak for det :)


Og se lige de farverige rækker af ophængte paraplyer som pryder bybilledet i Vejle. Så flot og drømmeagtigt, men dog ikke særlig behjælpeligt, når det regner.


Efter jeg kom hjem fra Vejle så jeg Spectre og derefter håndboldherrernes meget spændende kamp. Imens læst jeg også i to graphic novels, som jeg havde lånt på biblioteket, og havde store forventninger til. Det var især Paper Girls af Brian K. Vaughan, som jeg havde store forventninger til. Jeg har læst og elsket Saga (dog endnu ikke bind 6) og Y the Last Man, og måske var mine forventninger bare for høje, for jeg synes slet ikke at Paper Girls kommer i nærheden af de to series niveau. Men jeg skulle måske læse videre i serien for at se om den bliver bedre? Jeg vil i hvert fald overveje det.
Den anden graphic novel var Thomas Alsop: Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt. Og den var ok, men ikke overvældende og nok en jeg vil glemme efter kort tid. Jeg har pt. ingen planer om at læse det sidste bind i serien.


Jeg er også i gang med at læse Bad Girls Don't Die af Katie Alender, og den er jeg til gengæld vildt glad for. Den er godt skrevet og dejlig creepy, og jeg tror den bliver endnu mere creepy og uhyggelig på de sidste 165 sider, som jeg har tilbage.
Den sidste bog jeg er i gang med er Incarceron af Catherine Fisher, som jeg hører som lydbog. Indtil videre er jeg ikke særlig overvældet af den, men jeg mangler "kun" ca. 5½ timer, og jeg har sat mig for at høre den færdig. Men jeg tror nu at Bad Girls Don't Die stjæler resten af min søndag :)

torsdag den 11. august 2016

Ulm af Nick Clausen

"Peter bliver forfulgt af en ulv. Men det er ikke en ordinær firbenet canis lupus, som har fået færten af ham. Det er en varulv. Et stort, blodtørstigt uhyre der lever som et almindeligt menneske det meste af tiden. Peter er udset som ulvens næste offer, men ingen vil tro ham. Hvis Peter kan nå at finde ud af hvem der lever med den mørke hemmelighed, kan han måske redde sit liv. Men fuldmånen nærmer sig..."

I starten af min sommerferie var jeg i humør til nogle hurtiglæste og underholdene bøger. og mit valg faldt på Nick Clausens fem korte gyserromaner. Jeg har tidligere læst dem, men det er ved at være nogle år siden, og jeg trængte bare til noget jeg vidste var let og underholdene.

Ulm fortæller historien om en lille familie, mor og to sønner, der er flyttet til en lille by efter en tragisk hændelse. Vi følger fortrinvis den mindste søn, Peter, mens han forsøger at tilpasse sig sit nye liv, få venner og almindelige teenager ting. Dog er der det lille problem at Peter bliver jagten af en varulv, ingen vil tro ham (Peter og ulven - get it?), og han bliver derfor nødt til at finde ud af hvem varulven er, så han kan stoppe den før den dræber ham.

Ulm er en ganske spændende varulvehistorie med børn/unge teenagere i hovedrollen, der forsøger at finde det onde monstre, nu hvor de voksne ikke vil tro på den findes i virkeligheden. Nogle af karakterne er til tider en smule stereotype, der er blandt andet den mystiske mand, der dukker op i den lille by samtidig med at varuvlveangrebene begynder, samt den mystiske underbo, der næsten aldrig er hjemme. Det synes jeg er lidt af en skam, men til gengæld er der et rigtig godt plottvist i bogens klimaks, der er med til at holde øjnene på stilke. 

Denne bog henvender sig mest mod børn og unge teenagere, og det kan man da også mærke, når man læser bogen som voksen. Det er ikke en bog, der efterlader et længerevarende aftryk, men som lidt let underholding fungerer den fint.


3/5 stjerner

Ulm af Nick Clausen
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2010
ISBN: 9788758808826
154 sider

tirsdag den 9. august 2016

Uskyldigt blod af Kristen Painter

"Chrysabelle er comarré, en særlig menneskerace hvis blod bliver solgt til skyhøje priser til de adelige vampyrer.
Da hendes herre findes myrdet, bliver hun straks hovedmistænkt og må søge tilflugt i menneskenes verden. Her møder hun Mal, en udstødt og halvt vanvittig vampyr, forbandet til at blive hjemsøgt af sine ofre. Chrysabelle og Mal tvinges ind i en kamp mod en magtsyg vampyr som ønsker at sammensmelte menneskene og de overnatureliges verden.
Taber de ... taber menneskeheden ..."


Romanen foregår i en verden der er befolket af vampyrer, wysperer, varcolaier, spøgelser, comarrér og meget andet. Men disse væsner lever i skyggerne og mørket, og menneskene ved intet om deres eksistens. Chrysabelle er en comarré, en art blodkonkubine der tjener en adelig vampyr, men hun vil gerne være fri for denne ære. Og det bliver hun også, bare ikke lige på den måde hun havde håbet på...


Jeg gik til denne bog med en knude af spænding i maven. Jeg vidste ikke så meget om bogen andet end at den omhandler vampyrer. Jeg havde lidt frygtet at selve historien ville blive overdøvet af en eller anden kærlighedshistorie, gerne med flere involveret, men det synes jeg heldigvis ikke at den blev. Der er en kemi mellem Chrysabelle og Mel der blev bygget op i løbet af historien, og som har grobund for at udvikle sig i de næste bøger i serien. Og der er også nogle andre kærlighedsaffærer der kommer frem i lyset, men de overskyggede efter min mening ikke aldrig historien. Romanen overraskede mig virkelig på en positiv måde.

Nu er det ingen hemmelighed at jeg elsker vampyrer i litteraturen (bemærk blot det meget sigende bogmærke, der har sneget sig med på billederne). Og derfor har jeg også læst utrolig mange bøger med vampyrer i. Nogle har været fantastiske, andre gode og nogle har været ganske forfærdelige. Jeg synes at Kristen Painter tilfører noget nyt med hele comarré konceptet. Jeg har læst andre bøger, hvor nogle af hovedpersoners blod er særligt tillokkende for vampyrerne, så helt ny er ideen ikke. Men konkubine delen, hvor denne særlige menneskerace bliver oplært til at lyde deres herres mindste bud, synes jeg er ganske interessant, og jeg håber at man får mere at vide om dette i de næste bøger.

Jeg håber at de efterfølgende bøger udbygger og tilføjer mere til verdenen og dens beboer, for jeg vil virkelig gerne vide mere om det hele. Dialogen var desværre ikke altid lige god. Der var nogle tidspunkter, hvor den bare ikke fungerede for mig, og den virkede lidt stiv og unaturlig i det. Det var også et sted, hvor jeg synes at historiens plot stod lidt i stampe, og at der var en del gentagelser, men det varede heldigvis ganske få kapitler og så var plottet og handlingen på rette spor igen.

Selvom Uskyldigt blod har enkle fejl og mangler, er den stadig en spændende bog, hvor karakterne blev mere og mere spændende. Og hvor var det da bare rart også at følge historien fra skurkens synsvinkel, og ikke bare fra de "godes" vinkel. Det føjede lige en ekstra dimension til plottet.

Jeg vil helt klart læse videre i serien - jeg er faktisk allerede skrevet op til de to næste i serien på biblioteket, så nu skal jeg bare vente på at de bliver klar til mig.


4/5 stjerner

Uskyldigt blod (House of Comarré #1) af Kristen Painter / Originaltitel: Blood Rights
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2011
ISBN: 9788758810775
533 sider

lørdag den 6. august 2016

Biblioteks Haul #1

“When in doubt, go to the library."
- Og det er lige hvad jeg gør!

Jeg kommer på et bibliotek næsten hver dag, sjovt nok fordi jeg arbejder der (høhø ;))
Men jeg har altid brugt biblioteket lige siden jeg først gik ind af dørene på mit barndomsbibliotek. Og jeg bruger især biblioteket, når jeg er i tvivl eller når jeg vil prøve noget nyt. For her er jeg ikke mere bundet end at, hvis jeg ikke kan lide bogen kan jeg altid aflevere den igen. Hvis jeg ikke har lyst til at læse bogen lige nu, kan jeg aflevere den igen og eventuelt skrive den på en huskeseddel, så jeg kan vende tilbage til den på et tidspunkt, hvor jeg har lyst til at læse den.

Jeg bruger som sagt biblioteket når jeg er i tvivl eller er nysgerrig på en bog, men hvor jeg ikke har lyst til at købe den. Når jeg så har læst den og tænkt den vil eg gerne eje, kan jeg jo bare købe den efterfølgende. Jeg bruger biblioteket til at udforske genre jeg ikke læser så tit. Har eksempelvis lige slæbt Karin Slaughters De smukkeste med hjem, fordi en kollega sagde at den var udemærket læsning, men da jeg sjældent læser nye krimier (eller bare krimier sådan generelt, medmindre det da er om Sherlock Holmes himself) kunne jeg da lige låne den på biblioteket i stedet for at købe den.

Jeg låner også en gang imellem fagbøger med emner der interesser mig på biblioteket, for dem har jeg ikke købt siden mit studie, og de skal betyde rigtig meget for mig, før jeg kan finde på at købe dem hjem til mit eget lille bibliotek.

Jeg bruger biblioteket til at undersøge, hvad der er hot lige i øjeblikket af nye udgivelser. Jeg når bestemt ikke rundt om alle nye udgivelser, og det har jeg heller ikke lyst til (for jeg læser ikke alt), men jeg orienterer mig og danner mig et overblik, så jeg kan formidle bøgerne videre til lånerne.
Jeg bruger biblioteket til at opdage nye forfattere, og til at udforske, hvad man kan kalde smal litteratur inden for forskellige genrer.

Jeg formidler bøger og læseoplevelser hver dag, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke selv får ny inspiration på biblioteket. Og det er bare fantastisk, selvom jeg nogle gange får slæbt en ordentlig stak bøger med hjem (som billederne tydeligt viser - og så glemte jeg endda én). Men jeg kan jo altid aflevere dem igen og låne dem med hjem en anden god gang.

Disse muligheder er noget af det, der (efter min mening) gør et bibliotek til et fantastisk og inspirerende sted.

torsdag den 4. august 2016

Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen


Blandt skovens skygger er en novellesamling af Kenneth Bøgh Andersen, der indeholder seks noveller. Novellerne har tidligere været udgivet under titlen En rejse gennem natten. Jeg har tidligere læst den gamle udgave, men ville kaste mig over denne lettere revideret udgave af ren nysgerrighed, for at se om jeg kunne opdage nogle forskelle. Og det kunne jeg. Ikke ændringer med hensyn til selve indholdet af novellerne. Det ser ud til at være det samme (skal ikke kunne sige om der er rettet slåfejl eller sådan for så godt husker jeg ikke den gamle udgave, men essensen af novellerne er den samme). Men den største ændring er at i den første udgave, En rejse gennem natten, havde forfatteren skrevet et digt omhandlende hver af de 6 timer efter midnat. Og det var bare en utrolig god og creepy intro. Dette digt satte en uhyggelig og stemningsfuld atmosfære fra starten af og man var ikke i tvivl om at man havde noget godt i vente. Jeg synes lidt at det er en skam af læsere, der ikke har læst første udgaven af bogen, går glip af digtet i Blandt skovens skygger

Men nu til selve novellerne! Der er som sagt seks noveller i alt:
Hvad ønsker du dig? // Pagten // Skattejagt // Blandt skovens skygger // Virkelighed? // Drømme?
Det overordnet tema for novellerne er horror eller gys, men de har forskellige virkemidler og fokus på gyset. I de to første noveller er temaet at man skal passe på hvad man ønsker sig/hvem man indgår en aftale med. De to næste har fokus på en fysisk overnaturlig trussel man ikke ser før det er for sent, men som man mere kan fornemme lurer på en i skyggerne. De to sidste noveller spiller på ondskaben i mennesket, og hvor grænserne mellem virkelighed og drøm bliver mere og mere udflydende. Jeg vil ikke gå i dybden med novellerne her, de skal i stedet for læses.

Jeg synes alle novellerne er gode og velskrevet, men jeg vil gerne fremhæve de to noveller Virkelighed? og Skattejagt som gav mig en ekstra kuldegysning eller to. De gik bare lige ind under huden på mig. Jeg har altid kunnet lide Kenneth Bøgh Andersens skrivestil, og han skuffer skam heller ikke her. Novellerne er velskrevne, spændende og hurtigt læst, men gysene glemmer man bestemt ikke lige så hurtigt igen. 

Blandt skovens skygger henvender sig til alle der elsker et godt gys, men de er bestemt ikke alle for børn, da især Drømme? har et meget voksent tema. 


4/5 stjerner

Blandt skovens skygger (En rejse gennem natten #1) af Kenneth Bøgh Andersen
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2016 (denne 2. udgave) / oprindelig udgivet 2002
ISBN: 9788763845557
144 sider

tirsdag den 2. august 2016

Juli 2016

Juli stod for mit vedkommende på tre ugers sommerferie, og det trængte jeg i den grad til, kan jeg mærke nu. Det var utroligt dejligt. Min ferie var en blanding af afslapning, arbejde på mine forældres gård, små ture, familiekomsammen og min mors fødselsdag. Sol og varme var der jo ikke så meget af i starten af juli, men det er der jo ikke så meget at gøre ved. Jeg hyggede mig bare indenfor i stedet for.
Jeg var også en tur i IKEA med min lillebror, hvor jeg fik fat i nogle flere reoler. Og jeg et par dage i min ferie til at få indrettet et lille læsehjørne som jeg er ret glad for. Jeg synes, at der mangler nogle få ting før det er helt færdig, men dem får jeg skaffet hen af vejen.
Den sidste uge af juli var jeg tilbage på arbejde, så ugen er gået med at finde tilbage i en daglig rytme med arbejde, fitness, læsning og hvad jeg ellers bruger min tid på :) Det var også godt at være tilbage på arbejde igen, da jeg først lige var kommet i gang igen. Det blev også til en enkel biograftur med en veninde. Vi så Star Trek Beyond, som var en rigtig underholdende film.

I juli fik jeg læst 18 bøger. Det var ikke så meget som jeg havde håbet på i og med at jeg havde ferie, men jeg tror også jeg var lidt for ambitiøs med min tbr, og hvor meget tid jeg kunne bruge på læsning, nu hvor jeg nu holdt ferie sammen med min familie. De ville jo også gerne se mig en gang imellem :).
Af de 18 bøger hørte jeg 6 af dem som lydbøger. Den længste bog var Uskyldigt blod på 533 sider og den korteste var Blandt skovens skygger på 144 sider.
Jeg købte 12 bøger i juli. (De var egentligt bestilt i juni, men de kom først i juli. Til gengæld venter jeg på nogle andre bøger, som så først kommer i august).

Julis bedste læseoplevelse:
Juli bød på flere gode læseoplevelser, så det er svært at vælge den bedste. Men den første gode læseoplevelser var Jim Butchers Fool Moon. Den var helt fantastisk, så jeg vil hurtigst muligt læse videre i serien. Jeg genlæste Kærlighedsfrugt og Charm, og de var lige så gode som første gang jeg læste dem. Jeg kastede mig også over The Crown (som jeg tror er den sidste bog i The Selection serie), og det var en passende afslutning synes jeg.

Julis største overraskelse: 
Det må nok være Red Queen, for da jeg først begyndte på den kunne jeg ikke helt forstå hypen omkring den, men da jeg først kom ind i historien og havde vendt et par sider, ja, så var jeg også solgt, og skal have skaffet mig bind to meget snart.
En anden overraskelse var Uskyldig blod. Den var også overraskende god og medrivende. Helt klart en serie jeg skal læse videre i.

Julis mest skuffende læseoplevelse:
Var en fantasyklassiker, nemlig De første tegn, eller rettere sagt lydbogsversionen. Oplæseren var simpelthen alt for monotom og jeg kunne slet ikke koncentrere mig om hvad han læste højt. Jeg kan overhovedet ikke huske noget som helst fra lydbogen. Jeg plejer ikke at have problemer med den pågældende oplæser, men her var han bare ikke god. Så hvis jeg vil forsætte med at genlæse DragonLance så bliver det i bogform.

I august vil jeg gerne (forhåbentlig) færdiglæse City on Fire. Jeg er gået i stå igen igen. Men i august vil jeg give et sidste forsøg og hvis den ikke fanger mig i tredje forsøg, må jeg bare indrømme at det ikke er i denne omgang jeg skal læse denne bog. Derudover vil jeg færdiglæse Det Ulmende Oprør som fanger mig meget mere end City on Fire. (Edit: Efter dette indlæg blev skrevet, har jeg allerede læst Det Ulmende Oprør - og den var fantastisk).
Når jeg er færdig med disse to har jeg en pæn stak biblioteksbøger jeg kan kaste mig over (man får hurtigt samlet en stak bøger sammen, når man har haft tre ugers ferie og ens reservationer har stået på stand-by - eller er det bare mig :)). Jeg håber også at få læst i hvert fald én bog fra min Well-Read Women læseudfordring.
Der kommer også nogle sociale arrangementer jeg skal til og forhåbentlig et par biografture i løbet af måneden. Til sidst håber jeg på lidt mere sol og varme.


Læste bøger:
Jim Butcher: Fool Moon (The Dresden Files #2)
Nick Clausen: Ulm (lydbog)
Nick Clausen: De døde brødre (lydbog)
A. Silvestri: Kærlighedsfrugt
Nick Clausen: De blodige bid (lydbog)
Kiera Cass: The Crown (The Selection #5)
Nick Clausen: De hviskende veje
Nick Clausen: De sorte symboler
Iben Konradi Brodersen: Piger kan leve længe måske evigt
Margaret Weis & Tracy Hickman: De første tegn (DragonLance #1) (lydbog)
Walt Whitman: Leaves of Grass and Selected Poems and Prose
Sarah Pinborough: Charm (Tales from the Kingdoms #2)
Kristen Painter: Uskyldigt blod (House of Comarré #1)
Stephen King: Efter solnedgang (lydbog)
Victoria Aveyard: Red Queen (Red Queen #1)
Kenneth Bøgh Andersen: Blandt skovens skygger (En rejse gennem natten #1)
Kenneth Bøgh Andersen: Døde drømme (En rejse gennem natten #2)
Jesper Wung-Sung: Kopierne (lydbog)


Ifølge Goodreads har jeg læst 135 bøger, men efter mit eget regnskab har jeg læst 147 bøger (jeg har læst flere bøger, der ikke er på Goodreads), og er derved kun sølle 3 bøger fra at nå mit Goodreads mål på 150 bøger!