Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 12. juli 2021

Bloggen går på sommerferie!


Jeg har besluttet at sende bloggen på sommerferie resten af juli.
Det var ikke min oprindelige plan, men en mere semispontan ide, der har groet i mig i nogle dage, og som nu bliver til virkelighed. 
Jeg har faktisk skrevet flere anmeldelser, men dem kan I glæde jer til at læse i løbet af august :)
Indtil da vil jeg ønske jer en rigtig dejlig juli.

Vi ses til august!

torsdag den 8. juli 2021

Den Usynlige Krig af Boris Hansen

"Olivia Alby anser ikke ligefrem 'fiktionsagent' for at være et drømmejob. Missionerne tager ofte en livsfarlig drejning, når Ministeriet sender hende ind i en roman for at redde den fra fremmede agenter, og derudover er hun havnet på et dysfunktionelt team, der virker fuldstændig ude af stand til at arbejde sammen. I det mindste er lønnen god, og Olivia har brug for pengene, hvis hun nogensinde skal realisere drømmen om at undslippe sin fortid.

Men da en mission går galt, hvirvles Olivia og hendes holdkammerater ind i en global konspiration iværksat af usynlige fjender. Nogen har store planer for fiktionsteknologiens muligheder, og for at finde sandheden må Olivia følge deres blodige spor på tværs af både bøgernes fiktive verdener og hendes egen ..."


Den Usynlige Krig er en bog, der er blevet hypet utrolig meget både før og især efter den udkom. Det kan både være godt og skidt, især fordi hype kan være lidt af et dobbeltægget sværd. Jeg kan ikke komme udenom, at jeg havde utrolig høje forventninger til denne bog. Og de blev for størstedelen også indfriet, men der manglede også et eller andet. Dette skal dog ikke fjerne fokus fra at Den Usynlige Krig er en virkelig fantastisk bog med mange styrker og ganske få svagheder. 

Jeg tænker ikke, at jeg vil gå særlig meget ind i handlingen (andet end hvad der kan læses på bagsiden), for det er helt klart en bog, der skal nydes uden at man ved for meget på forhånd. Jeg vil derimod fremhæve nogle af de ting, som jeg elskede ved bogen, samt noget som jeg manglede. 

Konceptet er helt fantastisk! Jeg er vild med at man ved hjælp af den rette teknologi kan rejse ind i bøger, og ikke mindst ændre dem, hvis det er det man har lyst til. Man kan godt være en kende forvirret i starten, men det går hurtig væk igen. Sushiscenen. hvor Olivia forklarer Arthur, hvordan det er muligt at rejse ind i bøgernes verden er simpelthen genial, og et virkelig godt påfund. 

Karakterne er en herlig og broget flok. Jeg har helt klart nogle favoritter i blandt dem, men jeg synes at de alle er interessante. De har også et herligt sammenspil med og mod hinanden. De udgør virkelig et umage team.
Jeg savnede dog, at vi lærte dem endnu bedre at kende. Gerne i nogle situationer, hvor der ikke er knald på handlingen samtidig med. Jeg havde et behov for at komme dybere ind under huden på dem, for at blive mere følelsesmæssigt involveret i dem, samt hvad der sker med dem.

Plottet er skruet utrolig godt sammen. Det er fedt, når Olivia og de andre fiktionsagenter rejser ind i bøgerne, først for at redde bøgerne fra onde magter, og sidenhen for at redde dem selv. Spændingsniveaet er utrolig højt det meste af tiden og der er flere forskellige velfungerende twist undervejs, men jeg manglede dog nogle lidt mere rolige scener indimellem. Gerne nogle med noget mere karakterudvikling. Bare lige for at bryde det lidt op engang imellem. 

Skrivestilen er fremragende. Boris Hansen skriver helt eminent. Jeg elsker at både skrivestil og layoutet ændrer sig, når karaktererne rejser ind i de forskellige bøger. Det fungerer virkelig godt og er meget effektfuld. Det var så fedt at være inde i de forskellige bøger!

Den Usynlige Krig er en meget solid 1'er i hvad jeg håber, bliver en ny episk serie, og jeg glæder mig utrolig meget til at den næste bog udkommer. Den får min varmeste anbefaling.


4/5 stjerner

Titel: Den Usynlige Krig
Forfatter: Boris Hansen
Serie: Tavse Verdener #1
Sprog: dansk
Forlag: CarlsenPuls
Udgivet: 20. maj 2021
ISBN: 9788711989173
Sideantal: 608

tirsdag den 6. juli 2021

Lugnasad af K.L. Berger

“En sommer du aldrig glemmer. Det er hvad der står i brochuren. Og her er de så. De udvalgte. De heldige. Se hvor glade de er. Hvor ubekymret de stiger i land. Hver og én har de deres styrker og svagheder. Deres historie. Og nu er de hér. Stedet hvor fortidens historier flettes sammen med nutiden, og fremtiden skabes. De er unge. Overmodige. Naive. Og snart vil de være en del af øens historie. Velkommen til Lugnasad.”


Jeg gik ind til den her bog uden at vide særlig meget om den (andet end den har et fedt cover og er dansk fantasy), og det vil jeg helt klart sige var et plus for mig. Jeg prøver normalt at minimere min viden om de bøger jeg læser, for det fungere bedst for mig i de fleste tilfælde. 

I Lugnasad møder vi Charlotte, Alex og Benjamin, der sammen med 27 andre teenagere er på sommerlejr på øen Lugnasad. Det er ikke alle der er lige glade for at være "fanget" på en ø i 10 dage, og da der begynder at ske underlige ting bliver de tre hovedpersoner for alvor mistænksomme.

Jeg blev revet med fra nærmest første side, og det var en vild læseoplevelse. Det var virkelig interessant at forfatteren blandende keltiske myter og traditioner sammen med horror og ungdomsliv. Det fungerede utrolig godt, og var troværdig og spændende på samme tid. 
Stemningen var meget vellykket. Den er meget inddragende og billedskabende. Jeg var også vild med at man sammen med karakterne ikke anede, hvad der foregik i starten, ud over at et eller andet var helt, helt forkert. Spændingen bliver langsomt bygget op til den helt store kulmination, og min eneste anke er at slutningen gik lidt for stærk efter min smag. 

Synsvinklen skifter mellem Charlotte, Alex og Benjamin og det fungerer rigtig godt. De er meget forskellige, og det giver et godt flow i historien at skifte imellem dem. De tre hovedpersoner er også med til at fremhæve forskellige emner, såsom venskab, homoseksualitet, fordomme, mod og kærlighed. 

Sproget er både flydende og er med til at sætte den vellykkede stemning. Jeg har det dog personligt meget stram med ordet bøsse (fordi det typisk er blevet brugt som et skældsord), og det blev brugt en hel del gange af flere forskellige personer heriblandt en af hovedpersonerne, der selv er homoseksuel og af en homofobisk biperson. Jeg kan godt se, hvorfor det bliver brugt i historien, og i den kontekst kan det være meget relevant, men det er bare ikke ord jeg bryder mig om. Udover det er sproget virkelig godt. 

Lugnasad er en velskrevet og medrivende roman, som jeg vil anbefale til alle der elsker fantasy og ya med et stort drys af horror.


4/5 stjerner

Titel: Lugnasad
Forfatter: K.L. Berger
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 8. oktober 2020
ISBN: 9788758840765
Sideantal: 384

søndag den 4. juli 2021

Nye bøger #73 - tilføjelser i juni


[Indeholder anmeldereksemplarer]

Det er igen blevet tid til at fortælle om de bøger, som jeg har købt og modtaget i løbet af juni måned.
Det er blevet til 3 anmeldereksemplar, og så har jeg selv købt 2 bøger. 


Jeg glæder mig så meget til at læse Eva Munks nye ya roman Dicte var her, som Byens forlag har sendt mig. Jeg tænker den vil være helt perfekt til sommerlæsning.

Fra Valeta har jeg modtaget Atlantiz af Publuis Enigma, som er en science fiction spændingsroman. Den lyder meget spændende, og jeg glæder mig til at læse den. 

Read.Die.Repeat vol 1 er et horror magasin, der indeholder noveller, en del illustrationer samt en enkel tegneserie. Jeg har fået den tilsendt fra forlaget Read.Die.Repeat, og jeg er meget spændt. 


Jeg bestilte The Grace Year af Kim Liggett og Great Goddesses af Nikita Gill på Saxo tilbage i maj, men desværre dukkede de op med skavanker. Jeg skrev til Saxo, og de var venlige at sende mig nogle nye eksemplarer, som jeg modtog her i juli. 

torsdag den 1. juli 2021

Juni 2021


I juni blev jeg uddannet som naturtræner, hvilket jeg glæder mig til at tage i brug på mit arbejde, og måske også i min fritid. 
Jeg er så småt begyndt at træne igen, dog endnu ikke i et fitnesscenter. Men det er rart at bruge min krop på den måde igen, så jeg håber jeg kan holde det ved lige henover sommeren.
Jeg fik også endelig bestilt tid hos frisøren, og der røg en del af, men det trængte der også til.
Der har også været tid til lidt familiehygge i løbet af måneden.
_________

Jeg fik læst 24 bøger i løbet af måneden. 7 af dem blev hørt som lydbøger. I alt fik jeg læst 6.053 sider.
Jeg fik ikke helt holdt mig til min juni tbr, men jeg fik alligevel læst en del bøger fra min liste.

Den længste bog jeg læste var Den Usynlige Krig på 608 sider, mens de korteste var Lykke og Søvn, som begge var på 60 sider.

Jeg læste flere gode bøger i løbet af måneden, og jeg vil her lige fremhæve Sumpbaronens rejseDen røde drage og Den Usynlige Krig.

Lugnasad var en bog, der overraskede mig. Den har en helt vild stemning, som jeg var fuldstændig tiltrukket af. 

Desværre var jeg ikke særlig glad for hverken Langt væk fra Asgård eller Kongernes opgør. De var bare ikke lige noget for mig.
_________

Jeg har ferie i noget af juli og igen i august, og jeg kan mærke at jeg trænger rigtig meget til det. Der har været travlt på arbejdet med mange gode ting, men jeg glæder mig til at komme lidt ned i gear igen. 
Så derfor vil jeg fokusere på at slappe af, læse, træne, gå ture og hygge i det næste stykke tid. Jeg ved ikke om det kommer til at påvirke bloggen en smule hen over sommeren, men det må vi få at se. 


Læste bøger: 
Dennis Jürgensen: Sagen om det blodige vampyrtrick (Spøgelseslinien #2) (lydbog)
Marina Aagaard: Gå dig i form: guide til flere skridt, den gode gåtur og gang som motion, fitness walking
Anders Seneca: Kerneopgaven i krise
Kazu Kibuishi: Flugten fra Lucien (Amulet #6)
Dennis Jürgensen: Sagen om ugledrengens afklippede klo (Spøgelseslinien #3) (lydbog)
Dennis Jürgensen: Sagen om det galoperende maleri (Spøgelseslinien #4) (lydbog)
Christian Bjørnskov: Lykke (Tænkepauser #26)
Dennis Jürgensen: Sagen om den brændende klovn (Spøgelseslinien #5) (lydbog)
Sidsel Sander Mittet: Den røde drage (Flammen & Bølgen #1)
Boris Hansen: Den Usynlige Krig (Tavse Verdener #1)
Anna Skyggebjerg: Naturnærvær for byboer
Jeff Lemire: Orbital Mechanics (Descender #4)
Jeff Lemire: Rise of the Robots (Descender #5)
Jeff Lemire: The Machine War (Descender #6)
Thea Astrid: Langt væk fra Asgård
Pernille Eybye & Carina Evytt: Kongernes opgør (Dragernes konge #4) (lydbog)
Christine Parsons: Søvn (Tænkepause #71)
Sidsel Katrine Slej: Ingeborgs fortælling (Asgårds døtre #1) (lydbog)
K.L. Berger: Lugnasad
Jeff Lemire: The Haunted Galaxy (Ascender #1)
Jeff Lemire: The Dead Sea (Ascender #2)
Cal Newport: Arbejd dybt - sådan fastholder du fokus i en flyvsk verden
Henriette Hesselholdt: Den knuste gud (Gudernes krig #2) (lydbog)
Christina E. Ebbesen: Sumpbaronens rejse (Til Aretz’ Ende #1)