Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

lørdag den 30. juli 2016

De sorte symboler af Nick Clausen

"Da Jennie og hendes lillebror kommer på ferie hos deres sære mormor i en lille landsby, sker der underlige ting med vejret, dyrene og beboerne. og snart også med Jennie og hendes bror."

De to søskende Jennie og Markus er på en noget ufrivillig ferie hos deres mormor, som er endnu mere ufrivillig ved at have dem hos sig. Jennie opdager snart at der sker mystiske ting i den lille landsby og at mormoren opfører sig besynderligt.

Jeg har altid været interesseret i at læse hekse, både skøn- og faglitteratur, og jeg har endda skrevet en historieopgave om hekse i Danmark i gymnasiet. Så derfor sluger jeg også de fleste bøger jeg kan finde om emnet. Det samme gør sig gældende med De sorte symboler, som jeg oprindeligt læste for et par år siden, men som jeg besluttede mig for at genlæse i min sommerferie, da jeg havde brug for noget let underholdning.

Og det er lige hvad De sorte symboler er. Den er letlæst, atmosfæren bygges godt op, historien er interessant, og den indeholder også nogle faktuelle facts om hekse, som jeg synes er med til at underbygge historien på en glimerende måde.

Vi følger Jennie, og det er ganske fint at følge hendes opdagelse af at alt ikke er helt som det skal være. Den utilnærmelige mormor med den mærkelige opførelse er også godt beskrevet, og er med til at give romanen et skær af krybende angst. Dog ville jeg gerne have set lidt mere til lillebroren Markus, samt historiens skurk, så historien fik lidt flere lag.

Der er også en reference til en af Nick Clausens tidligere bøger. Jeg elsker når forfattere efterlader referencer til deres egne bøger eller andre forfatters i deres værker. Jeg synes at der er rigtig sjovt at støde på dem under læsningen. Det skaber en særlig forbindelse mellem læser og forfatter.

De sorte symboler er rigtig god til målgruppen, som er de lidt ældre børn og teenagere. Den er stemningsfuld, har en spændende historie, og en ganske creepy scene.


3,5/5 stjerner

De sorte symboler af Nick Clausen
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2011
ISBN: 9788758809700
186 sider

torsdag den 28. juli 2016

Piger kan leve længe måske for evigt af Iben Konradi Brodersen

"Gro er dygtig til det meste. Alligevel har hun slet ikke lyst til at starte på gymnasiet. Da hun møder den gådefulde pige Faxe, kan hun ikke lade med at se hende som en redning fra sin egen usikkerhed og de forkrampede skoledage."

Vi følger Gro, der er denne her nærmest perfekte pige, men alligevel er hun usikker. Hun møder Faxe på den første dag i gymnasiet, Faxe er en helt anderledes pige end dem Gro er vant til, og Gro bliver draget til hende. De får et dybt venskab, der nærmest overskygger alt andet i Gros verden. Men lykken varer ikke ved.

Piger kan leve længe måske for evigt er Iben Konradi Brodersens debutromanen, og den er ganske fin og behandler sit emne på en udmærket måde, men jeg havde nok bare forventet lidt mere. Jeg ville gerne læse noget mere om Gro og Faxes venskab. Mere om hvordan det formes, vedligeholdes og ikke mindst hvordan det smuldre og går i opløsning. Vi får det skam beskrevet i romanen, men hos mig kommer det bare aldrig ikke rigtig ind under huden. Jeg har selv prøvet at være i fantastiske gode venskaber, der ender med at gå i opløsning, og jeg husker tydeligt hvordan det føltes. Men den følelse mærkede jeg bare aldrig rigtig ved Gro, og det savnede jeg.

Til gengæld synes jeg delen, hvor Gro langsomt synker ned i et sort hul, fordi hun ikke længere kan leve op til sine egne krav om at være perfekt til alt og især gymnasiet er virkeligt godt beskrevet. Det er et emne der er kommet mere frem i de seneste år, om at man (især piger) skal være perfekt til alt, og har så høje forventninger til ens egne præstationer at man ikke behandler sig selv godt nok. Eksempelvis ved at nægte sin krop søvn, tage piller eller på anden vis straffe sig selv. Det er et emne der behøver mere fokus, og også i fiktionens verden, og jeg synes at Iben Konradi Broderesen gør det godt.


3/5 stjerner

Piger kan leve længe måske for evigt af Iben Konradi Brodersen
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2016
ISBN: 9788711506707
219 sider

tirsdag den 26. juli 2016

Læseudfordring #1 - Well-Read Women


Well-Read Women - Portraits of Fiction's Most Beloved Heroines af Samantha Hahn er en meget smuk bog. Den indeholder portrætter og citater af 50 forskellige kvinder fra fiktionens verden. Og jeg har sat mig for at læse de 50 bøger som kvinderne optræder i.


En del af titlerne står allerede og venter spændt på deres tur på mine bogreoler, og dette er jo en fantastisk måde til at få dem læst på. Jeg vil bruge bloggen her og en af mine notesbøger til at holde styr på min proces. Oprindeligt ville jeg læse romanerne her i 2016, men det har jeg opgivet igen, for det kommer ikke til at ske. I stedet for vil jeg ikke længere have et sluttidspunkt på dette læsemål, for jeg ønsker ikke at skynde mig igennem romanerne eller stresse mig selv over at jeg skal have læst den på et specifikt tidspunkt. Jeg vil hellere nyde min læsning af dem. Og jeg glæder mig utroligt meget til alle de nye læseoplevelser jeg har i vente.


torsdag den 21. juli 2016

Som stjernerne står af Cora Carmack

"Kontrolfreaken Bliss Edwards er 22 år og snart færdig på college. Hun er glad for sit liv, hun er omgivet af gode venner, og hun har tjek på tingene. Der er bare én lille detalje: Hun har aldrig været i seng med en fyr.
Derfor beslutter hun en aften at for få det overstået med et one-night-stand, men i sidste øjeblik får hun kolde fødder og efterlader en flot fremmed alene i sin seng. Og som om det ikke var pinligt nok i sig selv, opdager hun dagen efter, at hendes nye dramalærer er manden, hun efterlod nøgen i sin seng for mindre end otte timer siden..."



Som stjernerne står underholdte mig virkelig meget. Hold dog op, hvor fandt jeg den morsom og til tider en smule tåkrummende, men på den gode måde. Og her tænker jeg især på den undskyldning som Bliss fandt på, mens Garrick står nøgen i hendes soveværelse! Jeg vekslede mellem at fnise (og jeg fniser nærmest aldrig!) og skraldgrine under læsningen. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig igen, da jeg først var begyndt. Det var også derfor jeg fik "ødelagt" min nattesøvn og sprang fitness over morgen efter for jeg måtte bare læse den færdig.

Jovist, det er ikke en helt perfekt bog. Jeg ikke så glad for plottet om at Bliss' bedste (mandlige) ven Cade var forelsket i hende. Det finder hun selvfølgelig først ud af efter hun er blevet vild med Garrick. Og da Bliss jo ikke er vild med Cade på den måde, kan han pasende spille forslået hundehvalp. Det er set før, og jeg har aldrig været særlig vild med et sådan setup. Det virker altid lidt påtvunget på mig, når jeg støder på det i bøger.
Men det skal ikke kaste skygger over at Som stjernerne står var en helt og aldeles perfekt læseoplevelse for mig. Den var lige præcis, hvad jeg havde brug for, og derfor elsker jeg den. Plus den fik mig til at grine og sluge siderne hurtigere end mine øjne kunne følge med.

Samspillet og forholdet mellem Bliss og Garrick fandt jeg utroligt pirrende, og jeg kunne vældig godt lide kemien imellem dem. Jeg synes at Bliss var meget godt beskrevet og en utrolig charmerende karakter (der er rimelig uheldig). Jeg kunne lide hendes mange tanker om sex, som jeg tror de fleste kan relatere til på den ene eller anden måde. Og så er der jo Garrick. Fyren der som udgangspunkt skulle være et one-night-stand, men som udvikler sig til noget mere.

Som stjernerne står er en sød, charmerende og sexet læsning. Så er du til romantik, humor og ja sex, så er denne bog noget for dig. Jeg skal i hvert fald læse mere fra Cora Carmacks hånd.

Til sidst lille en advarsel: Begynd ikke at læse denne bog inden du skal sove, for det kommer du ikke til, når først du får begyndt!


5/5 stjerner

Som stjernerne står (Losing it #1) af Cora Carmack / Originaltitel: Losing It
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: LOVEBOOKS
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2012
ISBN13: 9788711513057
300 sider

tirsdag den 19. juli 2016

Nye bøger #5 - Junis bøger (og en enkel fra maj)

Så har endnu en stak bøger fundet vej til mine reoler (det er godt jeg snart skal ud at købe nye reoler for det kniber virkelig med pladsen nu).
Disse bøger har jeg købt i juni på nær én som jeg købte i slutningen af maj. Det er en blanding af klassiker, både til børn og voksne, fantasy, science fiction, new adult, romantik, horror, og en enkel graphic novel.


Jeg har købt en ny stak bøger fra Barnes & Nobles Leatherbound Classic Collection. Jeg synes at Barnes & Nobles laver virkelig fine og smukke bøger.

This Side of Paradise af F. Scott Fitzgerald (købt i maj)
Seven Novels af Jane Austen
Moby Dick af Herman Melville
The Republic and Other Dialogues af Plato
The Complete Sherlock Holmes af Arthur Conan Doyle
Bulfinch's Mythology af Thomas Bulfinch


Puffin fra Penguin Books udgiver de sødeste børnebøger, så jeg har købt disse tre klassiker, som jeg glæder mig til at læse. Måske til det næste Read-A-Thon, hvis jeg kan vente så længe.

The Wizard of Oz af L. Frank Baum
The Adventures of Robin Hood af Roger Lancelyn Green
Charlotte's Web af E. B. White


Jeg har også købt en stak bøger på dansk. Det er ikke så tit jeg gør det, jeg plejer i stedet for at ønske mig dem i fødselsdags- og julegave. Men her har jeg gjort en undtagelse. To af bøgerne har jeg læst, da jeg lånte dem af en veninde, men jeg blev simpelthen nødt til at eje dem selv.

Mig uden dig af Kelly Rimmer
Aftalt spil (Off-campus #1) af Elle Kennedy
Lagt på is (Off-campus #2) af Elle Kennedy
Dømt ude (Off-campus #3) af Elle Kennedy
Som stjernerne står (Losing It #1) af Cora Cormack


Jeg har læst to af disse, og det var gode læseoplevelser, så det håber jeg også resten er.

Manifest Destiny vol. 1 - Flora & Fauna af Chris Dingess
The Raven King (The Raven Cycle #4)  af Maggie Stiefvater
The Crown (The Selection #5) af Kiera Cass
Red Queen (Red Queen #1) af Victoria Aveyard
The Broken Bubble af Philip K. Dick


Til sidst har jeg købt to bøger fra The Folio Society, som er bogdesign af høj kvalitet. Den ene er af en af min ynglings forfatter og den anden har jeg hørt så meget godt om, at jeg glæder mig helt vildt meget til at dykke ned i hans forfatterskab.

The Shining af Stephen King
Mort (Discworld #4) af Terry Pratchett

lørdag den 16. juli 2016

Anbefaling #2 - Lumberjanes af Noelle Stevenson, Grace Ellis, Shannon Watters & Brooke A. Allen


Velkommen til Miss Qiunzilla Thiskwin Penniquiqul Thistle Crumpet's camp for hard-core lady-types. Det er en sommercamp for piger, der kalder sig selv for Lumberjanes.


Ved første øjekast ligner det jo til forveksling en helt almindelig spejderlejer for piger. Vi følger de fem seje veninder Jo, April, Mal, Molly og Ripley. De er på lejr for at more sig og ikke mindst opnå ret mærkelige spejdermærker. Men hvis de troede at de skulle have en fredelig sommer tog de fejl. Sære ting begynder at ske omkring de fem piger. Mystiske væsner, som ræve med tre øjne og kæmpe søslanger, dukker op når pigerne mindst venter det, og som de er nødt til at bekæmpe. En anden vigtig opgave de har er, at skjule sandheden om de sære væsner for deres hytte/spejderleder Jen, som bestemt ikke er glad for at pigerne sniger sig ud midt om natten og ikke mindst holder noget skjult for hende.


Der er indtil videre kommet tre bind i serien, og jeg læste dem alle tre på en weekend. Jeg synes, at de er virkelig sjove og nærmest lidt eventyragtig, idet pigerne skal løse forskellige gåder og ikke mindst bekæmpe mytologiske skabninger. Men det er ikke kun deres eventyr jeg fandt interessant, men i høj også venskabet imellem de fem piger, deres forskelligheder og ligheder. De udgør virkelig en sjov og skæv gruppe, og har hver deres styrker og svagheder, der bidrager til deres venskab.


Hvis jeg skal sige et par ord om tegnestilen er den meget udtryksfuld og farverig. Jeg kunne i hvert fald rigtig godt lide den. Jeg synes også at den passer godt til den verden som Noelle Stevenson og de andre har skabt.


Hvis man kan lide graphic novels er Lumberjanes et godt bud på den næste graphic novel serie, man kan kaste sig over. Jeg glæder mig i hvert fald til de næste bind udkommer, så jeg kan læse mere om deres skøre eventyr og venskab.
Og vigtigst af alt, så er der dinosaurer med, og jeg elsker dinosaurer!

torsdag den 14. juli 2016

Kærlighedsfrugt af A. Silvestri

"Ud af mørket voksede mennesket og gjorde sig til herre over verden. Hvorend det gik, undertrykte det, dræbte det, hånede det og grinede det. Dog er menneskets største forbrydelse at det glemte. At verden engang havde indeholdt mere end villaveje og lejligheder. At der var en tid, hvor mennesket ikke turde gå i mørket, fordi det ikke var deres. At døden kun er en dørtærskel, ikke et bundløst fald. Mennesket glemte og glemsomheden formede verden. Men alt der glemmes vil gerne huskes. Og mennesket er begyndt at erindre igen.
Fjorten rædsler på rad.
Markus, der manglede sin døde undulat, husker.
Andrea, der har givet sit hjerte bort, husker.
Christian, der har de vildeste hovedpiner, husker.
Angelique, der kan tage de højeste toner, husker.
Oliver, der løber det bedste han har lært, husker.
Manden i kælder i laden på landet husker.
Jeg husker. Og du vil også huske."


Som A. Silvestri skriver i forordet er gys og horror bestemt ikke kun for børn og unge, men i lige så stor eller måske større grad også for voksne. Men i Danmark bliver horror og gys netop set som en genre, der er for børn, og det synes jeg er en stor skam. Jeg elsker gys og horror og har læst genren siden jeg var barn, og jeg kan bare ikke få nok. Jeg elsker at skræmme mig selv, og det gør jeg bedst ved hjælp af en uhyggelig bog eller film. Og derfor synes jeg også at horror fortjener langt større opmærksomhed end det på nuværende tidspunkt får. Men heldigvis bliver der udgivet virkelig gode horrorromaner -noveller for voksne i disse år. Og her er Kærlighedsfrugt at finde blandt dem.

Kærlighedsfrugt er en samling bestående af 14 noveller. De går fra de lette gys til gruopvækkende horror. Hvornår skiftet mellem gys og horror sker er, ifølge forfatteren selv, omkring novelle nr. 6. Jeg vil ikke beskrive de enkle noveller i detaljer, men der er noget for enhver smag. Der som sagt de lette gys til dem med svage hjerter, der godt kan klare en enkel kuldegysning eller to, og så er der den grumme horror der findes i mange forskellige afskygninger, og som kan få ens hjerte til at banke lidt hurtigere og skygger til at antage de mærkeligste former.
Jeg kan virkelig godt lide A. Silvestris skrivestil. Han kan bare noget med ord og det fanger mig, og får mig til at læse mere.

Som en bonus har A. Silvestri skrevet et blogindlæg om de forskellige noveller i Kærlighedsfrugt. Jeg elsker når forfattere gør det. Det giver et lille indblik ind i forfatterens verdenen, og nogle gange kommer inspirationen fra de sjoveste steder. Stephen King er også en forfatter der skriver en lille tekst til næsten hver novelle, han har skrevet, og det var her jeg første gang fik et lille indblik i forfatterens verden, og jeg har siden altid hungret efter mere viden.

Kærlighedsfrugt er nok den bedste novellesamlinger jeg indtil videre har læst i år, og det er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Så hvis du er til horror skal du kaste et blik på A. Silvestris Kærlighedsfrugt. For kærligheden til horror kan man tydelig mærke.


4,5
/5 stjerner

Kærlighedsfrugt - 14 rædsler af A. Silvestri
Forlag: Kandor
Udgivet: 2015
ISBN13: 9788791589423
362 sider

tirsdag den 12. juli 2016

Currently reading #3 - I like big books...


Så den første uge af min sommerferie er gået, og jeg er så småt igang med den anden uge. Jeg har ikke haft så meget læsetid som jeg havde håbet. Men der er også stor forskel på at holde ferie sammen med familien end alene. Men til gengæld har jeg indtil videre været på Landskue i Herning, kalket stalde, været på shoppetur med min mor, luget flyveharve, fået en lækker forbehandling, været til tandlæge, samt en tur til Givskud  Zoo. Så selvom jeg ikke får læst så meget som jeg gerne ville, har jeg lavet meget andet sjov.

Et lille billede fra Givskud - er de ikke søde?


Men tilbage til læsningen!
Jeg har været i gang med City on Fire af Garth Risk Hallberg i lidt over en uge nu. Men jeg har ikke læst i den størstedelen af ugen. Tværtimod. Jeg læste omkring 30 sider, da jeg startede på den, og så lagde jeg den til side. Jeg synes at den var lidt langsomt i optrækket, og den fængede mig ikke rigtig, Men jeg var slet ikke parat til at opgive den, så jeg holdt en lille pause i stedet for. Og så i søndags tog jeg den op igen, for nu ville jeg få læst noget mere. Og det virkede. Den fængede mig mere i anden omgang. Jeg har stadig mange sider endnu, men hvis jeg sætter mig selv et dagligt mål, så skal jeg nok få den læst (på et tidspunkt).

Mit lyrik valg for juli er faldet på Walt Whitmans Leaves of Grass. Jeg har ikke læst Whitmans før, så det er ganske interessant. Når jeg læser lyrik er jeg begyndt at sætte tid på, for det meste 20-30 min ad gangen. Så jeg læser kortere tid ad gangen og forhåbentlig mere fokuseret. Jeg læser på en anden måde, når jeg læser lyrik, så at sætte tid på hjælper mig både til at koncentrere mig og samtidig til få læst nogle sider

Jeg er også i gang med en roman om vampyrer. Bogen er Uskyldigt blod af Kristen Painter. Jeg elsker jo vampyrer, og indtil videre synes jeg bogen er god og fængende. Dog synes jeg hovedpersonens navn Chrysabelle er en kende mærkelig. En underlig blanding af Crystal, og Isabelle, men bare fordi jeg ikke er helt solgt på navnet, påvirker det jo ikke historien. Så jeg glæder mig til at få vendt nogle flere sider i den.

Den sidste bog jeg pt. er i gang med er en lydbog indtalt at Torben Sekov, og det er første bind i en serie, som jeg har læst for efterhånden en del år siden, nemlig De første tegn af Margaret Weis og Tracy Hickman, Det er rart at være tilbage til noget klassisk fantasy, så den lytter jeg til, når jeg lige kan få det passet ind.

Hvad læser du for tiden?

lørdag den 9. juli 2016

Blandt danske galakser - humor, horror og science fiction af Kristoffer J. Andersen

"Dette er de nedskrevne erindringer fra ni sælsomme rejser.
Her er blandt andet erindringen om Poul, der blandes ind i den evige kamp mellem Gud og Fanden.
Der er også erindringen om Lasse, der hører hjerteskærende barnegråd fra et tomt værelse.
Og sidst, men ikke mindst, er der erindringen om Anton, der træder ind på sit værelse og finder et rumvæsen ved skrivebordet. Et rumvæsen med et ubehageligt budskab."


Blandt danske galakser er en novellesamling der består af ni noveller. De ni noveller er alle delt op i genrene humor, horror og science fiction. Der er tre noveller indenfor hver genre. To af novellerne, Ildskolopendre og Eliksiren, har jeg læst før.

Novellerne er alle ganske vellykket, men der er nogle der står tydeligere for mig end andre. 
Jeg kunne især god lide En revisors død, hvor revisoren Poul dør, og er udvalgt af Gud til at kæmpe på de gode side og besejre Fandens forkæmper. En meget humoristisk novelle, hvor modspillet mellem Poul og Fanden, og Gud og Fanden er virkelig sjovt.

Barnegråd er derimod en horrornovelle, hvor hovedpersonen Lasse der er ved at gå i opløsning, fordi han hører barnegråd, som ingen andre kan høre. Jeg blev virkelig fanget af denne novelle, og selvom jeg havde anet hvad slutningen ville bringe, holdt den mig alligevel fast i dens greb. 

Ildskolopendre er også sat ind under horrorgenren, men indeholder også stærke science fiction træk. Handlingen foregår nemlig på en plant langt væk fra Jorden, hvor menneskene er bosat i Femte Koloni. Livet er skam fint nok, der er bare et problem med nogle yderst aggressive skadedyr. Og der er ikke helt enighed om, hvordan problemet skal løses. Det er en novelle, der giver eftertanke om hvordan mennesker i flere tilfælde forsøger at manipulere med naturen, og at det aldrig rigtig går særlig godt.  

Sumpmus er også en science fiction novelle, men den indeholder også en god potion humor. Og så er der katte med! Den foresætter lidt i samme spor som Ildskolopendre om at det ikke er særligt smart at manipulere med naturen. I Sumpmus bliver budskabet dog gjort endnu mere tydeligt.

Jeg kan godt lide Kristoffer J. Andersens skrivestil. Den er flydende, humoristisk, og han bevæger sig med lethed blandt de forskellige genrer.
Alt i alt vil jeg sige at Blandt danske galakser er en ganske fin og underholdende novellesamling med noget for enhver smag, hvad enten man er til humor, horror eller science fiction. 


3,5/5 stjerner

Blandt danske galakser - humor, horror og science fiction af Kristoffer J. Andersen
Forlag: Forlaget Kandor
Udgivet: 2016
ISBN13: 9788791589522
224 sider

torsdag den 7. juli 2016

Ada Goth og musens genfærd af Chris Riddell

"Mød Ada Goth. Hun bor på Gysgruelig Gods med sin far, grev Goth, masser af tjenestefolk og mindst et halvt dusin genfærd, men hun har ingen venner, som hun kan udforske det gigantiske, gådefulde gods med. Men pludselig en nat ændrer alt sig, da Ada møder genfærdsmusen Ishmael. Sammen sætter de sig for at løse de mange små mysterier, der finder sted på Gysgruelig Gods, og de oplever en hel del mere, end de regnede med..."

Ada Goth er en til tider ensom pige, der bor på et stort gods med sin far, der er af den opfattelse af børn skal høres og ikke ses. Derfor er Ada nødt til at bevæge sig rundt i store trampestøvler, så faren altid bliver advaret om hvor Ada er, så han kan nå at komme væk. Adas mor døde ved en frygtelig ulykke, da Ada var lille og da Ada ligner hende ganske meget er det grunden til at Adas far er lidt mærkelig overfor Ada. Men Ada får heldigvis nogle gode venner, heriblandt to specielle søskende, og genfærdet af en mus, som Ada forsøger at hjælpe videre til det næste liv.

Ada Goth og musens genfærd er en finurlig lille fortælling med skæve og sjove personligheder. Jeg kunne virkelig godt lide den vampyrguvernanten, som forsøger at hjælp Ada og hendes venner.
Den gotiske stemning er også ganske godt gennemført. Man får følelsen af at man sammen med Ada bevæger sig rundt i et kæmpestort gammelt gods med mange krummelurer, gemmesteder og ikke mindst hemmeligheder. Områderne omkring godset rummer også både skønhed og farer.

Jeg elsker Chris Riddells streg. Den er simpelthen så detaljeret og stemningsfuld. Og skrive spændende historier, det kan han også. Den er en tegnestil, som man kan fortabe sig i, og hvor der altid er små finesser og aspekter, som man kan forundre sig over.
Nu har jeg altid været en stor fan af serien En historie fra Kanten, som Chris Riddell lavede sammen med Paul Stewart (og som jeg bestem regner med at jeg skal genlæse i den nærmeste fremtid). Ada Goth og musens genfærd når ikke helt på højde med En historie fra Kanten, men den er stadig virkelig god.

Det var spændende at læse Adas første eventyr og jeg skal bestemt læse videre i serien på et tidspunkt.

3,5/5 stjerner

Ada Goth og musens genfærd (Goth Girl #1) af Chris Riddell / Originaltitel: Goth Girl and the Ghost of a Mouse
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Turbine
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2013
ISBN13: 9788740607369
227 sider

tirsdag den 5. juli 2016

Færgen af Mats Strandberg

"I aften tager 1200 forventningsfulde passagerer færgen fra Sverige til Finland t/r. I 24 timer kan de lægge hverdagen bag sig og slå sig løs.
Men noget ondt rejser med. Midt om natten, midt ude på Østersøen, truer det onde med at få overtaget på Baltic Charisma. Der er ingen steder at flygte hen. Der er ingen måder at kontakte fastlandet på. Og ingen ved, hvem de kan stole på."

Der er fest, farver og stride strømme af alkohol i sigte, når Baltic Charisma sætter kurs mod rum sø. Glade gæster og ansatte er parat til at feste, men desværre er der noget der har sneget sig om bord, og det er ikke venligsindet. Snart bliver den glade stemning erstattet af angstfulde skrig, og der er ingen steder at flygte hen.

Færgen fortælles  fra mange forskellige personers synsvinkel. Vi følger både gæster og ansatte på Baltic Charisma. Unge som gamle, mænd som kvinder. Et fællestræk ved de forskellige karakterer er, at de alle tumler med problemer, store som små, på den ene eller anden måde. Det er selvfølgelig for at skabe relationer til læseren og medfølelse for karaktererne, men efter den tiende person eller deromkring fandt jeg opremsningen af deres problemer en smule trætterende. Jeg kan godt forstå, hvorfor forfatteren har valgt at gøre dette, men der måtte gerne have været et lille lyspunkt en gang imellem. Men blodet begynder snart at flyde og karakternes personlige problemer træder i baggrunden.

Romanen er bygget op af mange korte kapitler, og før et nyt kapitel begynder står der navnet på den person som vi følger i det pågældende kapitel. Dette giver et rigtig godt overblik, og de korte kapitler medvirker at man altid lige kan snuppe et ekstra kapitel. Med så mange forskellige karakterer at følge kan man snart få lyst til at vælge et par favoritter, som man hellere vil læse om end andre. Men det skete heldigvis ikke for mig. Jeg fulgte alles historie med stor spænding, og ventede spændt på at finde ud af om de ville overleve eller ikke.

Jeg nød virkelige at læse denne bog. Om det var fordi den var så letlæst eller fængende som den nu engang var, ved jeg ikke, men de var bare en roman, hvor siderne vendte sig selv og før jeg havde set mig om, havde jeg læst 100 sider til. Jeg var også rigtig glad for at læse denne form for horror igen. En horror form hvor læseren følger mange personer på en gang. Hvor man ikke ved om de vil overleve eller ej. Hvor stemning stille og roligt bliver bygget op, for til sidst at kulminere i flere blodbad. Jeg læser mange forskellige former for horror, og efter at have læst Færgen har jeg kunnet mærket at jeg havde trangt til netop den form for horror. Den er virkelig spændende og medrivende. Også kan jeg godt lide vampyrhistorier, hvor vampyrerne forstår at bide fra sig. Og det gør de i stor stil i Færgen.

Hvis du er til bloddryppende horror må du bestemt ikke snyde dig selv for at tage en tur med Færgen. Det kan varmt anbefales. Jeg har i hvert fald skrevet den på min ønskeseddel (jeg lånte den på biblioteket, så var desværre nødt til at aflevere den igen), da det er en roman jeg gerne vil læse igen på et senere tidspunkt.


4/5 stjerner

Færgen af Mats Strandberg / Orginaltitel: Färjan
Originalsprog: norsk / læst på dansk
Forlag: Modtryk
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2015
ISBN13: 9788771465983
474 sider

søndag den 3. juli 2016

Ferielæsning #1 - Sommer 2016

Det er blevet juli, og jeg har tre ugers ferie. Det er første gang i to år at jeg har ferie i tre sammenhængende uger. Det første år jeg blev færdig som kandidat arbejdede jeg hele sommeren og havde kun én uges ferie op til jul. Sidste år havde jeg en uges sommerferie, så i år bliver det helt mærkeligt at have så meget fri. Jeg har hat fri siden i torsdags, og dagene er allerede så småt ved at flyde sammen for mig. Det er vel et godt tegn på at jeg er ved at komme helt ned i gear.

Jeg har ikke nogen decideret planer for min sommerferie. Faktisk har min mor, far og lillebror lagt mange flere planer for, hvad jeg kan bruge min ferie på end jeg selv har. Jeg kan blandt andet give mig til at luge blomsterbede med min mor, luge flyvhavre i marken, rengøre stalde samt kalke dem (man er vel datter af en landmand). Og de kan sikkert finde på flere ;)

Det eneste jeg selv har planlagt er, at jeg skal læse, læse og læse. Og som en hver anden læsehest, tror jeg selvfølgelig, at jeg løber tør for læsestof. Så derfor har jeg udvalgt en kæmpe stak bøger - fordi jeg selvfølgelig ikke kunne begrænse mig, da jeg jo kunne få lyst til at læse lige netop den roman jeg ikke tog med.

Jeg regner bestemt ikke med, at jeg når at læse alle bøgerne i min ferie, men så har jeg jo noget at vælge imellem, og jeg har resten af sommeren til at få dem læst.

Fra biblioteket:



Fra mine bogreoler: