Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.
Viser opslag med etiketten læsemål. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten læsemål. Vis alle opslag

torsdag den 15. januar 2026

Læseprojekter 2026


Traditionen tro har jeg nogle læseprojekter for 2026, men i år vil jeg forsøge at være lidt mindre ambitiøst end jeg tidligere har været. Jeg kæmper altid for at komme i mål sidst på året, og det gider jeg ikke rigtig mere. Og måske viser det sig, at selvom jeg har skåret ned, er det stadig for mange læseprojekter, men så må jeg tage mig af det, hvis det bliver nødvendigt. 


Goodreads Reading Challenge
Min Goodreads Reading Challenge har jeg sat til 100 bøger. Det har været standarten i flere år, og den holder jeg fast i.

Læs 150 bøger fra reolen
Min kollega og jeg har en ny udfordring i år, og den går ud på at læse (minimum) 150 bøger af vores egne bøger ellers skylder vi den anden en romskildpadde, hvis vi fejler. Jeg glæder mig til den her udfordring for jeg har så mange ulæste bøger på reolen, så jeg trænger til at få lavet et indhug i dem. Genlæsninger tæller ikke med. 

Læs 12 murstensromaner
Noget andet som fylder på mine reoler er murstensromaner, så dem vil jeg gerne prioriterer i år ved at læse (minimum) 12 af dem.

Jeg har også et par læseprojekter, der er lidt mere løse i det, aka jeg har ikke sat et minimums antal på dem af den simple grund, at jeg ikke vil presse mig selv for meget. Læseprojekterne er at få læst flere af mine anmeldereksemplarer og mere dansk fantasy. 

Readathons
Jeg kunne også godt tænke mig, at deltage i flere readathons. De første 75 dage af 2026 er jeg i gang med 75 Booked, hvor jeg skal læse hver dag i mine egne bøger (overvejer at lave et blogindlæg på et senere tidspunkt). Men jeg kunne godt tænkte mig at deltage i nogle flere, om det så bare er nogle, som jeg selv finder på. 

torsdag den 16. oktober 2025

Kvartalsopsummering #3

 
Min tredje kvartalsopsummering er nu klar. Perioden dækker juli, august og september. 

Goodreads
Jeg nåede mit oprindelige Goodreads mål på 100 bøger i løbet af det andet kvartal, og jeg hævede derfor mit mål til 150 bøger. Det har jeg også nået, og indtil videre har jeg læst over 200 bøger. Jeg ved endnu ikke, om jeg hæver mit mål for en tredje gang.

Egen hylde
Jeg har fået læst 91 af mine egne bøger, og jeg vil gerne læse endnu flere inden året er omme. 

Serier
Siden sidst er jeg begyndt på flere serier, så nu er jeg pt. i gang med 32 serier, og jeg har læst 11 serier færdig (15 hvis vi tæller biblioteksbøger med). Jeg synes måske, det her er en neverending story, for der er så mange serier, som jeg gerne vil læse. (Hvilket jo er fedt, jeg skal bare stadig huske at få læst dem færdig).

Anmeldereksemplarer
Den her udfordring går virkelig dårlig, så jeg skal virkelig til at stamme mig an.

Månedstbr
Jeg har endnu ikke samlet den her udfordring op igen. Men jeg har fundet en ny udfordring, som kunne være sjov at begynde på næste år. 

25 i '25
Jeg har kun fået læst 2 af bøgerne i løbet af de tre måneder, så nu skal jeg læse seks om måneden, hvis jeg skal komme i mål med udfordringen inden året er omme.

Nå, men det har ikke gået helt efter planen med flere af mine udfordringer. Jeg kommer til at fokusere på 25 i 25 de næste tre måneder, for den vil jeg i mål med.

mandag den 4. august 2025

Kvartalsopsummering #2


Lidt forsinket på grund af sommerferien kommer min anden kvartalsopsummering på mine læsemål. Perioden dækker april, maj og juni.

Goodreads
Mit oprindelige mål var 100 bøger, og det har jeg allerede nået i løbet af dette kvartal. Derfor har jeg forhøjet mit mål til 150 bøger, og det er jeg ret tæt på, at være i mål med, da jeg var på 136 bøger ved udkanten af juni. 
Jeg ved ikke om, jeg hæver mit mål igen, igen. Det kan godt være, at jeg gør det senere på året, men har ikke helt besluttet mig endnu.

Egen hylde
Fra min egen hylde har jeg fået læst 69 bøger, og igen er jeg fint tilfreds med tallet, men jeg vil selvfølgelig altid gerne læse endnu flere af mine egne bøger.

Serier
På seriefronten er der sket nogle ting fra sidste opsummering. Jeg er pt. i gang med 26 serier, og her læst 43 sequels. Jeg har nogle serier, som jeg meget gerne vil læse færdige i år, så dem skal jeg forsøge at holde fokus på (det er lidt svært, men jeg vil gøre et forsøg). Jeg har færdiglæst 9 serier, og det er en fed følelse.

Anmeldereksemplarer
Nå, den her udfordring er ikke gået så godt siden sidst, da jeg kun har fået læst 4 anmeldereksemplarer på tre måneder. Så den her udfordring, skal jeg virkelig til at være mere opmærksom op.

Månedstbr
Jeg er endnu ikke vendt tilbage til denne udfordring, men jeg har nogle ideer for august, september og oktober. Jeg er spændt på, om jeg når i mål med dem (det skal jeg!)

25 i '25
Jeg skal virkelig til at gøre en mere målrettet indsat med denne udfordring, for jeg har kun fået læst tre til af bøgerne på min liste. Bøgerne er Carmilla af Sheridan Le Fanu, Jordskælv af Christian Engkilde og Project Hail Mary af Andy Weir.

I det næste kvartal (juli, august og september) skal jeg især være opmærksom på mine anmeldereksemplarer og 25 i ´25 udfordringer. Men jeg har også et øje på min serieudfordring i forhold til at få læst nogle serier færdig.

torsdag den 3. april 2025

Kvartalsopsummering #1


Som noget nyt i år vil jeg lave en opsummering på mine læsemål hvert kvartal for at se om jeg er med eller håbløst bagefter. Jeg håber at det kan være en hjælp for mig, at se hvordan det gør, og at jeg derved kan ændre ting, hvis jeg kan se at det ikke går helt optimalt. Det kan være, at jeg kommer til at lege lidt med formatet, men det må vi få at se. Jeg forsøger i første omgang med en basis form, hvor jeg skriver min proces og tanker for hvert læsemål.

Goodreads
Her er jeg rigtig godt med, da jeg allerede har læst over 80 bøger. Så dette læsemål regner jeg med, at jeg snart kommer i mål med. (Jeg har læst flere bøger end der står på min officielle Goodreads udfordring, da den ikke har alle bøgerne i dens bibliotek). 

Egen hylde
Jeg har indtil videre læst 42 af mine egne bøger, og det er jeg fint tilfreds med. Jeg vil selvfølgelig gerne læse endnu flere, så det vil jeg aktivt arbejde på. 

Serier
På seriefronten går det rimelig okay. Jeg er pt. aktivt i gang med 7 serier, som jeg har læst i i år, og er enten lige startet, har læst nogle efterfølgere eller er helt up-to-date med udgivelserne (i alt 29). Jeg har desuden færdiglæst 3 serier.

Anmeldereksemplarer
Jeg har kun fået læst 3 anmeldereksemplarer på 3 måneder hvilket er alt, alt for lidt, så her må jeg altså til at oppe mig. De bøger jeg fik læst var Uglemanden og Kuglens Skygge af Jesper Riel samt Pramdrageren af Martin Wangsgaard Jürgensen & Jacob Holm Krogsøe

Månedstbr
Det går ikke så godt med denne udfordring. Jeg fik ikke læst nogle af bøgerne fra februars tbr, og jeg droppede at lave en i marts, fordi jeg var for overvældet. Jeg tror, at jeg lige pause denne udfordring og kun lave tbrs ved særlige lejligheder, såsom readathons. Men det kan være at den vende tilbage, når jeg lige får lidt mere overskud til at følge en tbr.

25 i '25
Jeg har so far fået læst to af bøgerne på min 25 i '25 liste. De to bøger er I den mørke skov af Gry Kappel Jensen og Lyriderne af Nanna Foss.
Det kunne godt have været lidt bedre, antalsmæssigt i hvert fald (bøgerne var fantastiske), så for at jeg ikke får for mange, som jeg skal læse sidst på året, må jeg hellere forsøge at læse lidt flere i næste kvartal.

I det næste kvartal (april, maj og juni) har jeg altså flere læsemål, som jeg skal være opmærksomme på.

tirsdag den 18. februar 2025

25 i '25


[Indeholder anmeldereksemplarer]
 
Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg ikke ville lave en 25 i '25 tbr, da jeg har gang i mange andre læseudfordringer. Men nu har jeg efterhånden set så mange andres tbr, at jeg fik lyst til at lave min egen. Det var både let og svært at udvælge de 25 bøger, for jeg har så mange bøger, som jeg gerne vil læse. 
Derfor består min 25 i '25 både af bøger, jeg lige har købt og nogle jeg har haft stående i nogle år. Der er både danske og engelske bøger. Genrene består for størstedelen af fantasy, sci-fi og horror, men en enkelt YA og børnekrimi har også sneget sig ind i stakken. Jeg håber også på at få startet på nogle serier og komme videre i andre (så derfor passer den helt perfekt til min serieudfordring). Jeg overvejer at lave et par statusser undervejs, så jeg både kan se min proces samt holde mig selv til ilden.

Bøgerne er (i tilfældig rækkefølge):
  • Stav til sorg af Eva Munk (anmeldereksemplar)
  • Den forsvundne bror af Andreas Boeskov (anmeldereksemplar)
  • Den brændende gud af R. F. Kuang (anmeldereksemplar)
  • Jordskælv af Christian Engkilde
  • The Shadow of the Gods af John Gwynne
  • Opløsning af Patrick Leis (anmeldereksemplar)
  • Don't Let the Forest In af CG Drews
  • Iron Widow af Xiran Jay Zhao
  • Maskespil af Anna Toftedahl-Olesen og Kira Axelsen
  • Lyriderne af Nanna Foss
  • Mislaid in Parts Half-Known af Seanan McGuire
  • Drageskjoldene af Nicole Boyle Rødtnes
  • 88% af Maren Uthaug
  • Project Hail Mary af Andy Weir
  • House of Sky and Breath af Sarah J. Maas
  • Blood Over Bright Haven af M. L. Wang
  • Long Live Evil af Sarah Rees Brennan
  • Carmilla af Sheridan Le Fanu (anmeldereksemplar)
  • Incubus Dreams af Laurell K. Hamilton
  • I den mørke skov af Gry Kappel Jensen
  • The Undertaking of Hart and Mercy af Megan Bannen
  • Komplekskakerlakkerne af C. C. Thybro (anmeldereksemplar)
  • The Final Empire af Brandon Sanderson
  • The Twisted Ones af T. Kingfisher
  • The Hollow Places af T. Kingfisher
Jeg glæder mig så meget til at læse de her bøger, og jeg håber, at jeg har mange gode læseoplevelser i vente.

søndag den 5. januar 2025

Læseprojekter 2025

 
Traditionen tro har jeg sat mig nogle læseprojekter for 2025, og som altid er jeg meget ambitiøs på egne vegne (fremtidsmig kommer til at elske det, når hun kæmper for at komme i mål sidst på året - hæhæ).
Jeg kommer til at have nogle gengangere med, men jeg vil også forsøge at spice det lidt op. Og det kan jo være at jeg finder på flere læseprojekter i løbet af året.


Goodreads Reading Challenge
Min Goodreads Reading Challenge har jeg sat til 100 bøger. Det har været standarten i flere år, og den holder jeg fast i.

Læs fra egen hylde
I 2024 havde jeg en udfordring med en kollega om at vi skulle prioriter at læse vores egne bøger fremfor biblioteksbøger, og det betød at hver anden bog måtte være en biblioteksbog. Det gik rigtig godt for os begge to, og vi har valgt at skrue op for intensiteten, og det betyder at hver tredje bog må være en biblioteksbog. Jeg glæder mig til at se, hvordan det går, for hvis det går godt betyder det, at jeg kan få gjort endnu et indhug i mine egne bøger.
(Undtagelser er lydbøger, ebøger, og bøger vi læser i forbindelse med arbejde).

Serier
Endnu en genganger for jeg har stadig rigtig mange ulæste serier stående, og der kommer også nye til løbende. Jeg har ikke sat mig et bestemt antal, som jeg skal læse, men noget jeg vil arbejde på i år, er at læse bøgerne i en serie inden for en overskuelig periode, i stedet for nu, hvor der kan gå måneder eller ligefrem år før jeg læser den næste bog i en serie. Dette gør at jeg nogle gange går i stå i serier, selvom jeg er meget interesseret i dem, og det er jeg virkelig ved at være træt af. 

Anmeldereksemplarer
Jeg har en drøm om at komme til bunds med mine anmeldereksemplarer, så det vil jeg arbejde målrettet imod i år.

Månedstbr
Jeg er en moodreader, men det afholder mig ikke fra at lave tbrs med jævne mellemrum (især til readathons), og jeg havde et læseprojekt for nogle år siden, hvor jeg lavede en månedlig tbr. Det vil jeg gerne forsøge mig med igen, og jeg vil kombinere nogle af mine læseprojekter, så jeg kan slå flere fluer med ét smæk. Min månedstbr kommer til at består af 1 anmeldereksemplar, 1 seriebog, 1 murstensroman samt 1 bog fra min tbr-jar med Illumicrate og FairyLoot bøger. Jeg vil starte ud med denne fordeling, men hvis det bliver for overvældende vil jeg lave nogle ændringer. Mit fokus er på at det skal være et sjovt projekt, og derfor vil jeg helst ikke køre død i det.

Kvartalsopsummering
For at holde mig selv til ilden vil jeg lave en opsummering på mine læseprojektor hver tredje måned, således kan jeg se om jeg er up-to-date eller ved at sakke bagud.

mandag den 4. marts 2024

Serie marts


[Indeholder anmeldereksemplarer] 

En ny runde af The Final Book Support Group (Steph Loves står bag) er denne gang et ugelangt readathon som løber af stablen fra d. 18. marts til d. 24. marts. I flere år har det været mit mål at læse flere serier, og nogle gange går det godt, og andre gange knap så godt. Og igen i år har jeg det som et årligt læseprojekt.

Efter at have set Stephs video blev jeg for det første inspireret til deltage i readathonet, men jeg fik også lyst til at læse serier hele måneden, så det har jeg besluttet mig for at gøre, og så må vi se hvordan det kommer til at gå. Jeg håber i hvert fald at det kan kickstarte min serielæsning op i et højere gear, så jeg kan komme videre i flere serier, og endda afslutte nogle. Det ville være dejligt.
Jeg har lige nogle bøger, der ikke er en del af en serie, som jeg skal have læst, men dem tænker jeg, at jeg godt kan få flettet ind.
Jeg overvejer at lave en form for opsamling, så det tænker jeg lige over, hvordan jeg kan gøre det.

tirsdag den 9. januar 2024

Læseprojekter 2024


Jeg kan rigtig godt lide at starte året med nogle nye læsemål eller læseprojekter, som jeg har valgt at kalde dem fra nu af. Det er langt fra altid, at jeg er kommet i mål med dem alle, når året er omme, men det er en del af udfordringen ved dem (og nogle gange er jeg bare alt for ambitiøs). Og let's be honest flere af mine læseudfordringer strækker sig over flere år, og derfor er det rigtig godt for mig at få sat fokus på dem med jævne mellemrum (ellers har jeg tendens til at skubbe dem i baggrunden - for der er så mange bøger, som jeg gerne vil læse). 


Goodreads Reading Challenge
Som traditionen tro har jeg oprettet en Goodreads Reading Challenge, og i år har jeg sat den til 100 bøger. I flere år har jeg læst mange flere end det, og det håber jeg også sker i år.

Læs fra egen hylde
Jeg har haft denne udfordring i nogle år efterhånden, og den er en udfordring hver gang. Sidste år læste jeg langt flere biblioteksbøger end mine egne bøger, og det vil jeg meget gerne ændre på i år. Jeg er nemlig gået sammen med en kollega om, at hver anden bog vi læser skal være fra vores egen hylde ellers skylder vi chokolade til den anden. Så nu er jeg meget motiveret til at læse mine egne bøger, og det håber jeg varer ved resten af året. 
(Undtagelser er lydbøger, ebøger, og bøger vi læser i forbindelse med arbejde).

Serier
En ganganger fra tidligere år. Jeg har stadig rigtig mange ulæste serier stående, og derfor vil jeg gerne arbejde på at få mindsket antallet af dem. Jeg kunne godt tænke mig at sætte et minimum antal på, og jeg hælder pt. mellem 10-12 (og gerne flere). Jeg vil i hvert fald gerne slå 2023, hvor jeg fik færdiglæst 14 serier.

Murstensromaner
Dette er også en udfordring, som jeg har haft on-and-off i flere år, men i år vil jeg sætte et lille tvist på. I år binder jeg nemlig nogle genrer på, som murstensromanerne skal være skrevet i. Genrerne bliver fantasy, science fiction og horror, og fantasy bliver nok fokus genren. Jeg har rigtig mange episke fantasyromaner stående, som er over 500+ sider, og dem vil jeg rigtig gerne gøre et indhug i. Jeg er også virkelig god til at udsætte at læse bøger på 500+ sider, men jeg ender jo med at holde af de fleste, så jeg vil gerne ud af det headspace, som "forhindrer mig" i at læse dem.
Jeg vil læse minimum 1 murstensroman om måneden. 

Well-Read Women og Stephen King projekt
Jeg har haft disse to udfordringer i flere år, men jeg er ikke rigtig kommet videre i dem, så det skal jeg i år. Ellers så dropper jeg dem til næste år. 
Jeg tænker, at jeg skal udfordre mig selv og læse minimum 5 bøger fra hver udfordring inden året er omme.

Readathons
Dette er som sådan ikke et læseprojekt, men hvert år har jeg lyst til at deltage i readathons (andres eller mine egne), men jeg kommer altid væk fra dem igen, så det vil jeg gerne ændre på i år. Jeg skal dog lige finde ud af hvordan - måske med et readathon om måneden?

tirsdag den 19. september 2023

I Like Big Books and I Cannot Lie...

Eller det er i hvert fald, hvad jeg fortæller mig selv, og jeg køber da også 500+ sider i et jævnt tempo. Men hvis sandheden skal frem, så kniber det med at få dem læst, som denne graf med al tydelighed viser. Det er ikke mange 500+ siders bøger jeg har fået læst i år. Til gengæld har jeg fået læst mange kortere bøger, og det er der bestemt ikke noget galt med, men jeg savner at forbyde mig i de lidt længere bøger.


Så det vil jeg meget gerne gøre noget ved. Jeg vil rigtig gerne lære at læse lange bøger igen, og har tænker jeg at efteråret er det perfekte sted at starte, nu hvor dagene bliver kortere, og vi kryber ind under tæpperne. 
For nogle år tilbage havde jeg en læsemål, hvor jeg skulle læse minimum én murstensroman om måneden, og det vil jeg gerne genindføre, for at sikre at jeg rent faktisk får prioriteret mine tykke bøger. 
Jeg ved dog ikke lige, om jeg kan nå det i denne måned, (men jeg vil forsøge - har dog en stak biblioteksbøger, som jeg lige skal have læst først), men ellers gælder læseudfordringen fra oktober måned. Ønsk mig held og lykke :D

fredag den 21. april 2023

Status på læsemål


Jeg kan mærke, at jeg trænger til at lave en lille status på mine læsemål, både så jeg lige kan få dem genopfrisket (det er trods alt over fire måneder siden, jeg lavede dem), og så jeg kan se om der er noget jeg skal rette ind på eller måske tilføje.

Mit første mål er mit Goodreads mål på 52 bøger. Jeg havde med vilje sat antallet lavt, så jeg ikke ville ryge ind i en reading slump, som jeg var tæt på sidste år.
Jeg har allerede læst flere end de 52 bøger, men jeg kan stadig mærke, at jeg er meget fokuseret på at få læst et vist antal bøger hver måned. Det er dumt for det er jo ingen konkurrence, og det er endnu dummere fordi jeg vælger nogle bøger fra som af den ene eller anden grund vil tage længere tid at læse. 
Så det er noget jeg gerne vil arbejde med fremover. Jeg vil gerne vælge de længere bøger til, dem der kræver noget af ens læser og dem som jeg kan dyppe ind og ud af efter humør. Jeg ved at det kommer til at kræve noget af mig, så det er et mål jeg skal være ekstra opmærksom på.

Mit andet mål er at færdiglæse eller komme videre i serier, og den går faktisk rimelig godt, men jeg skal stadig have fokus på den. Jeg har en liste, hvor jeg noterer de serier, som jeg har læst i i år, men ikke er færdig med endnu, dem som jeg er blevet færdig med, og dem som jeg har opgivet.
Jeg er pt. aktiv i gang med 22 serier (tallet passer ikke helt, da jeg kun har skrevet titler ind som jeg har læst i år). Jeg har læst 6 serier færdig og jeg har opgivet 5. Jeg er også begyndt at skrive dem ind i mine månedlige opsummeringer, for også at blive påmindet om min proces der.

Mit tredje mål er at lave tbrs og bruge min D20 terning til at vælge. Jeg har lavet tbrs til readathons, men jeg har ikke været så god til at følge dem. Jeg har heller ikke brugt min D20 terning endnu. Jeg håber lidt det kommer til at ske og gerne snart. Men måske skal jeg starte i det små og lave en måneds tbr på 2-3 bøger maks, og se om jeg kan komme i mål med det.

Jeg har lyst til at give mig selv et fjerde mål, der handler om mine biblioteksudlån. Jeg er gået lidt amok med at låne en hel masse bøger den sidste tid, og jeg skal altså til at begrænse mig. For jeg har så mange af mine egne bøger stående ulæst, og dem vil jeg altså meget gerne gøre noget ved. Når jeg har læst de bøger, som jeg allerede har lånt, vil jeg gøre et meget kraftig forsøg på sætte antallet ned til maks 4, for så er der også en mulighed for at jeg rent faktisk får dem læst inden for en rimelig tidsramme.

Jeg overvejer at lave et statustjek igen senere på året, måske lige før eller lige efter sommerferien. Jeg tror det kunne være en god ide og være med til at holde mig til ilden.

mandag den 9. januar 2023

Læsemål for 2023


Jeg forsøger endnu en gang at sætte nogle læsemål for det nye år. Det gik ikke helt som forventet i 2022, men måske var jeg for ambitiøs eller bare for dårlig til at følge op på de mål, som jeg havde sat mig, eller en kombination af begge. Jeg vil gerne gøre det let for mig selv, men også gerne udfordre mig selv, så jeg ikke helt, hvordan jeg skal finde en balance mellem de to ønsker.
Så måske kommer mine mål til at ændre sig undervejs, men jeg ved i hvert fald, at jeg skal blive bedre til at følge op på dem, og ikke blot når vi nærmer os slutningen på året.


Goodreads Reading Challenge
Jeg var meget ambitiøs sidste år, og satte min Goodreads Reading Challenge til 250 bøger (i stedet for 150 bøger), og det lagde alt for meget pres på mig og min læsning. Jeg valgte oftere og oftere de korte bøger og undgik murstensromanerne som pesten, og det selvom jeg godt kan lide at læse tykke bøger. Men jeg følte bare, at jeg skulle læse mange bøger for at nå mit mål, og jeg kommer typisk hurtigere igennem de kortere bøger end de tykke. I år vil jeg derfor gerne mere aktivt vælge de tykke bøger til, og det tror jeg kan gøre ved at sætte min challenge lavere end jeg plejer. Mit mål bliver således på 52 bøger, som er det antal uger, der er er i 2023, og det betyder at jeg "blot" skal læse en bog om ugen for at være med. Jeg kommer højst sandsynligt til at læse flere end 52 bøger, og det vil jeg blive rigtig glad for, men læsning skal være sjovt og ikke en pligt, så derfor er mit mål ikke højere.


Færdiglæse eller komme videre i serier
En ganganger fra tidligere år. Jeg kom ikke i mål med mine 22 serier i 2022, så i år vil jeg forsøge at gribe det anderledes ad. Jeg vil lave en helt lavpraktisk liste (med kuglepen og papir) over de serier, som jeg har stående på min reol. Her vil jeg skrive alle serietitlerne og bogtitler ned, og så strege dem over jeg har læst, samt sætte et mærke ved dem, hvor jeg er nødt til at genlæse bøger for at kunne fortsætte i serien. Jeg håber det kan hjælpe mig med at få et større overblik, for det har jeg ikke haft længe. 
Jeg endte med at færdiglæse 19 serier i 2022, (og det tæller kun afsluttede serier), så der skulle være en mulighed for, at jeg kan også kan få afsluttet nogle serier i år.


Tbr's og terningeleg
Jeg har købt en D20 terning, fordi jeg har en ide til, hvordan jeg kan bruge den til at lave en tbr leg.
Jeg vil nemlig lave flere lister som hver indeholder 20 bogtitler. Den ene liste skal består af titler fra min Well-Read Women udfordring, den anden skal bestå af murstensromaner, og den tredje kunne jeg godt tænke mig at sammensætte af romaner, som har stået på mine reoler i lang tid, og som jeg måske har glemt lidt igen.
Meningen er så at jeg skal slå min terning én gang for hver liste, og lave en tbr ud fra de bøger, som terningen vælger. Jeg håber, at det vil blive en sjov leg, og det bliver spændende at se om jeg kan lære at følge en tbr.


Det var mine 2023 læsemål, og jeg glæder mig til at kaste mig ud i dem.

Sætter du læsemål?

mandag den 17. januar 2022

22 serier i 2022


[Indeholder anmeldereksemplarer] 

Som jeg skrev i mine læsemål for 2022 i forlængelse at mit mål om at enten færdiglæse eller komme videre i flere serier, kunne jeg rigtig godt tænke mig at færdiglæse 22 serier. To af de udvalgte serier er rigtig lange, så der vil jeg være tilfreds med at gøre et større indhug i dem og ikke nødvendigvis læse dem færdig. 
Selvom jeg fremhæver disse 22 serier, betyder det ikke, at jeg ikke kommer til at læse andre serier i løbet af året, og det kan også være at jeg bytter nogle af serierne ud med andre. Jeg håber det ikke, men jeg vil gerne lade muligheden stå åben for mig, hvis det nu ikke kommer til at gå, som jeg håber.

For at holde mig selv til ilden igennem hele året, vil jeg lave en opdatering ca. hver tredje måned, hvor jeg vil skrive en status om hvordan projektet skrider frem samt hvilke tanker og følelser jeg går med. 

Lad os tage et lille blik på de 22 serier, som jeg vil stille op efter, hvor mange bøger, jeg mangler at læse. Jeg kommer ikke dog ikke til at læse dem i den rækkefølge, men det er simpelthen for lige at skabe et overblik.

21 bøger - Anita Blake, Vampire Hunter af Laurell K. Hamilton
Dette er en af de længste serier jeg ejer, og jeg mangler simpelthen at læse 21 af dem. Min udfordring er at jeg bliver så optaget af dem, at jeg ikke rigtig kan koncentrere mig om at lave andet. Og jeg har altså brug for at sove en gang imellem, og det er måske også en god ide at gå på arbejde. Mit minimum er at få læst ca. halvdelen i år (gerne flere, hvis det kan lade sig gøre), men jeg vil være glad for at få læst 10-11 af dem.

12 bøger - Dresden Files af Jim Butcher
Igen en af mine længere serier, og igen giver jeg mig selv lov til at læse halvdelen. Jeg satser selvfølgelig på at læse dem alle - det er én om måneden - men jeg starter med halvdelen for ikke at lægge for meget pres på mig selv, for det er jeg god til.

5 bøger - Sagaen om Talon af Julie Kagawa (anmeldereksemplarer fra HarperCollinsNordic)
Jeg er overhovedet ikke startet på serien, men jeg ved at de handler om drager, så jeg er spændt.

4 bøger - Demon Cycle af Peter V. Brett
Jeg læste den første bog for snart 2 år siden mener jeg, og det er altså på tide, at komme videre.

4 bøger - Faithful and the Fallen af John Gwynne
Jeg ved ikke særlig meget om denne serie, men en af mine absolutte yndlings Booktuber har anbefalet den virkelig meget, så jeg bliver nødt til at tjekke den ud.

3 bøger - Ember in the Ashes af Sabaa Tahir
Igen en serie, hvor jeg har læst den første bog, men er ikke kommet videre.

3 bøger - Evigt liv af Gena Showalter (anmeldereksemplarer fra HarperCollinsNordic)
Jeg læste den første bog for nogle år siden, men kan kun huske meget lidt, så jeg starter forfra på denne.

3 bøger - Rosenholm-trilogien af Gry Kappel Jensen
Den her trilogi er blevet rost til skyerne, og nu er det min tur til at prøve kræfter med den.

3 bøger - Red Rising af Pierce Brown
Jeg har læst de to første bøger, så mangler kun tre (men de er til gengæld lange).

3 bøger - Broken Earth af N. K. Jemisin
Jeg ved ikke særlig meget om denne serie andet end at den skulle være virkelig godt fantasy.

3 bøger - Poppy War af R. F. Kuang
Endnu en fantasytrilogi, der er blevet hypet meget de sidste par år.

3 bøger - Green Book Saga af Fonda Lee
Jeg opdagede denne serie via en anden Booktuber, som jeg følger, og han var simpelthen så begejstret for den at jeg også er nødt til at læse den.

3 bøger - Shades of Magic af V. E. Schwab
En trilogi, som jeg længe har haft lyst til at læse, og nu skal det altså være.

3 bøger - Up-and-Under af A. Deborah Baker
Det ser ud til at bog 3 udkommer til oktober, så det kunne være fedt at få læst de to første inden da.

2 bøger - Shadow and Bone af Leigh Bardugo
Jeg har indtil videre læst den første bog 2 gange, og jeg vil meget gerne læse resten af serien (og også gerne de andre serier fra samme univers).

2 bøger - Forbandelsen over Laitana af Sissel Moody (anmeldereksemplar fra Forlaget Klippe)
Jeg læste den første bog for et par år siden efterhånden, så den skal jeg lige have genlæst inden jeg kan læse videre i serien.

2 bøger - Cursebreaker af Brigid Kemmerer
Jeg kunne rigtig godt lide den første bog, så jeg håber at de næste to er mindst lige så gode.

2 bøger - Pandora af Christian Engkilde
Jeg læste den første bog sidste år, så jeg glæder mig til at læse resten af trilogien.

2 bøger - The Band af Nicholas Eames
Igen en Booktuber anbefaling, og det ser ud til at der kun er to bøger i serien.

2 bøger - The Locked Tomb af Tamsyn Muir
Og sørme om dette ikke også er en Booktuber anbefaling, og den lyder altså virkelig fed.

2 bøger - Crescent City af Sarah J. Maas
Bog 2 udkommer til februar og forhåbentlig kan jeg få læst bog 1 inden da.

1 bog - Empire of the Vampire af Jay Kristoff
Indtil videre er det kun den første bog, der er udkommet, men den er til gengæld også noget af en moppedreng.

torsdag den 13. januar 2022

Læsemål for 2022


Et nyt år betyder nye læsemål. Så jeg har selvfølgelig igen i år fundet nogle mål jeg gerne vil arbejde med i 2022. Der vil være nogle gengangere fra tidligere år, men de fungerer for mig, så dem fortsætter jeg med.


Goodreads Reading Challenge
De sidste par år har min Goodreads Reading Challenge været på 150 bøger, men nu vil jeg gerne udfordre mig selv, så jeg sætter den til 250 bøger til at starte med, og hvis det går rigtig godt vil jeg hæve den til 300 bøger.

Fokus på at få læst mine egne bøger
Dette er en genganger, som jeg har haft som mål i nogle år efterhånden. Men da jeg bliver ved med at købe nye bøger, så kommer jeg nok ikke i mål lige med det første. Denne udfordring gik ikke så godt sidste år, så jeg vil gøre en større indsats i år.

Færdiglæse eller komme videre i serier
Endnu en ganganger. I år vil jeg arbejde mere målrettet med dette læsemål, så derfor kommer der et særskilt blogindlæg her i januar. Jeg vil nemlig udfordre mig selv til at læse 22 serier i 2022. Det lyder måske ikke af meget, men jeg kan løfte sløret for at der er nogle lange serier i blandt.

Stephen King projekt & tilbage til klassikere 
Jeg fortsætter med mit Stephen King projekt, og jeg kunne godt tænke mig at læse minimum 10 bøger af hans bøger i år.
I 2021 læste jeg kun én klassiker, så det vil jeg gerne gøre noget ved. Om det bliver en om måneden ved jeg endnu ikke, men jeg har så mange stående så det ville være rart at få gjort et indhug.

Readathons
Jeg har savnet at deltage i readathons i 2021 eller bare helt generelt at tage flere timer ud af min dagligdag og bare sætte mig ned og læse. Så derfor vil jeg helt lowkey afholde et readathon for mig selv hver måned. Det kan være alt fra 6, 12, 24 eller 48 timer, men formålet vil være at jeg kan fordybe mig i nogle bøger. Det kan godt være at jeg vil lave blogindlæg om et eller flere af dem eller måske kommer det på Instagram. Vi får se, hvad jeg har lyst til.

Det var mine 2022 læsemål, og jeg glæder mig så meget til at kaste mig ud i dem.

Sætter du læsemål?

tirsdag den 26. januar 2021

Læsemål for 2021


Vi er godt i gang med det nye år, og siden jeg startede min blog tilbage i 2016 har jeg hvert år sat nogle læsemål for det kommende år. Det er bestemt ikke altid, at jeg gennemfører alle mine mål, men jeg kan godt lide at udfordre mig selv. I år har jeg måske ikke været så nytænkende med mine udfordringer, da der vil være nogle genganger fra de sidste par år, men jeg har fundet af, at de fungerer for mig, og at jeg nyder dem.

Goodreads Reading Challenge
Som de sidste par år har jeg sat min Goodreads Reading Challenge til 150 bøger. Jeg læste tæt på 300 bøger sidste år, så jeg satser på at kunne gennemføre dette mål.

Fokus på at få læst mine egne bøger
Jeg har haft denne udfordring de sidste par år, men den er åbenbart evig relevant. I alt sin enkelhed går den ud på at jeg vil forsøge at prioriterer mine egne bøger. Jeg bruger biblioteket rigtig meget (nu er jeg jo også bibliotekar, så lidt erhvervsskadet er man vel altid), og det fortsætter jeg med, for jeg har hverken lyst eller råd til at købe alle de bøger, som jeg læser, og her er biblioteket altså guld. Men jeg vil forsøge både at begrænse mine bibliotekslån og mine bogindkøb i årets løb, da jeg kan mærke at det er begyndt at presse mig lidt, at have så mange ulæste bøger stående. 

Færdiglæse eller komme videre i serier
Endnu en gammel kending, men jeg har SÅ mange ulæste serier stående. Sidste år havde jeg sat et specifikt antal, nemlig 10, og da jeg fik færdiglæst 23 serier, betegner jeg det som en stor succes. Og en som jeg meget gerne vil gentage. Jeg tænker stadig over om, jeg skal sætte et bestemt antal på eller om jeg skal udvælge specifikke serier, som jeg enten gerne vil læse eller komme up-to-date med. Vi må for at se, hvad jeg ender med. 

Well-Read Women
Jeg startede denne udfordring i 2016, hvor jeg skulle læse 50 udvalgte bøger, og jeg har lige præcist fået læst og anmeldt 4 i løbet af de sidste 5 år. Det er mildest talt ringe, så jeg vil rigtig gerne en større indsats i år. 

Stephen King projekt
Jeg startede dette projekt i maj sidste år, og jeg vil fortsætte med det i år.


Jeg fik aldrig rigtig realiseret mine ideer for bloggen sidste år (på grund af corona og manglede overskud), men måske bliver 2021 året hvor det endelig sker?


Sætter du læsemål?

torsdag den 9. januar 2020

Læsemål for 2020


Et nyt år er begyndt, og dermed en mulighed for at sætte nogle læsemål, og jeg kan rigtig godt lide at sætte læsemål for mig selv. Betyder det at jeg altid gennemfører mine mål? Bestemt ikke, men jeg kan godt lide at bruge målene til at udfordre mig selv og min læsning. Læsning er min store hobby, og jeg bruger mange timer om ugen på det, og engang imellem kan man jo godt forsøge at udfordre sig selv.

Jeg har derfor opstillet 6 forskellige læsemål (nogle gamle, nogle nye), som jeg vil forsøge at gennemføre i løbet af året.

Goodreads Reading Challenge
Igen i år har jeg sat min Goodreads Reading Challenge til 150 bøger. Jeg læste over 300 bøger i 2019, så jeg satser på at nå målet.

Fokus på at få læst mine egne bøger
Jeg havde en lignede udfordring sidste år, men i år vil jeg gerne gå all-in på udfordringen, fordi jeg har så mange ulæste bøger stående. Det betyder at jeg vil begrænse mine biblioteksbogudlån så meget som muligt. Pt. er jeg skrevet op til 6 bøger, hvoraf de 2 af dem er skønlitterære mens resten er fagbøger, og jeg satser på at få dem læst, så snart de er klar til mig. Jeg er også med i DR Romanklub via mit arbejde, og der skal jeg læse en roman hver måned. Men udover disse, vil jeg for fremtiden lige bremse mig selv, før jeg låner hele biblioteket med hjem.
Jeg vil også være lidt tilbageholdende med mine bogindkøb i år, og forsøge ikke at købe nær så mange som sidste år.

Færdiglæse 10 serier
Igen en udfordring fra sidste år, men da havde jeg formuleret den alt for løst, så derfor har jeg sat et antal på i år, og jeg håber at det kan hjælpe mig med at få læst flere serier færdige eller i hvert fald at jeg kommer ajour med dem.
Jeg har lavet et spread i min bullet journal, hvor jeg notere alle mine serier ned med antal på, hvor mange bøger de består af og hvor langt jeg er kommet. Forhåbentlig kan det hjælpe mig med at få det visualiseret. Ellers har jeg stadig min seriekrukke fra sidste år, som jeg kan tage i brug.

De sidste tre læseudfordringer minder meget om hinanden. De dækker nemlig over forskellige genrer, som jeg gerne vil læse lidt mere af her i 2020.

Læse 10 klassikere
Jeg har mange klassikere stående ulæste, og selvom jeg godt kan lide at læse klassikere, så er det ikke altid, at jeg får det gjort. Jeg håber at denne læseudfordring kan ændre på det.

Læse 10 faglitterære bøger
Jeg har ikke læst meget faglitteratur siden jeg blev færdig på universitet, til trods for at jeg faktisk har en pæn stak stående, så det vil jeg gerne forsøge at ændre på i år.

Læse 10 digtsamlinger
Denne udfordring er lidt i stil med overstående. For et par år siden læste jeg en del digtsamlinger, men jeg er gået helt i stå, og vil derfor gerne op i gear igen, så jeg kan få læst nogle af dem, jeg har stående.


For at holde styr på min 10'er udfordringer har jeg lavet et spread for hver enkel i min bullet journal, som jeg vil opdatere så snart jeg har læst en bog, der passer til en af udfordringerne. Jeg håber, at det er med at til at jeg får gennemført udfordringerne.

Jeg har også nogle ideer for bloggen, men de er endnu ikke helt konkrete, så dem vil jeg brygge videre på, og eventuelt dele dem på et senere tidspunkt.

Har du nogle læsemål eller planer for 2020?

torsdag den 25. juli 2019

Status på læseudfordringen 19 i '19


En af mine læseudfordringer for i år var at læse 19 bøger, som jeg havde udvalgt mig i startet af året. Det oprindelige indlæg kan læse lige her.

Nu er vi mere end halvvejs igennem året og det er derfor på tide at tage en lille status på, hvordan det er gået med udfordringen hidtil.

Jeg vil starte med at sige at nutidsmig synes at fortidsmig var en lille smule optimistisk i at vælge så mange 400+ siders bøger. Ved seriøst ikke hvad jeg har tænkt på, andet end jeg i hvert fald ikke har skævet til sidetallet, hvilket jeg nok fortryder en lille smule nu. Jeg elsker at læse tykke bøger, men det kræver bare at jeg nogle gange skal give mig selv et ordentlig mentalt spark for at komme i gang med dem. Det er bare lettere for mig at vælge en bog på 300 sider frem for 700.

Jeg har måske også skubbet bøgerne lidt i baggrunden, da der er så mange andre bøger, som jeg gerne vil læse. Men det må jeg se at få ændret på i resten af halvåret, så jeg kan nå at få dem læst inden vi skriver 2020. Jeg har nemlig kun fået læst 7 bøger af de 19, og det er godt nok ikke særlig mange (det kunne have været værre, men det kunne godt nok også have været en hel del bedre). Men jeg kan stadig nå et få vendt skuden, og det er det jeg vil koncentrere mig over fra nu af.

  1. Pierce Brown: Golden Son
  2. Jay Kristoff: Nevernight
  3. Sabaa Tahir: A Torch Against the Night
  4. Malene Sølvsten: Ravnenes Hvisken 2
  5. Justin Cronin: De Tolv
  6. Deborah Harkness: Heksenat
  7. Sylvia Plath: The Bell Jar
  8. Justine Larbalestier: My Sister Rosa
  9. Marissa Meyer: Cinder
  10. V. E. Schwab: A Darker Shade of Magic
  11. Louise O'Neill: Hun bad selv om det
  12. Jojo Moyes: Me Before You
  13. Neil Gaiman: American Gods
  14. Peter V. Brett: The Painted Man
  15. Rainbow Rowell: Fangirl
  16. Cormac McCarthy: The Road
  17. N. K. Jemisin: The Fifth Season
  18. George Eliot: Middlemarch
  19. George R. R. Martin: A Clash of Kings

søndag den 27. januar 2019

Hvordan får jeg læst flere serier...


Et af mine læsemål i år er at læse (og gerne færdiglæse) flere serier, og meget gerne dem jeg allerede har stående på hylden. Jeg har valgt dette mål, fordi jeg elsker at læse serier, hvor man (for det meste) virkelig får lov til at kende karaktererne og komme ind under huden på dem. Desuden er det rigtig dejligt at kunne vende tilbage til et kendt og elsket univers i mere end én bog.

Min udfordring er at jeg ofte er virkelig dårlig til at få færdiglæst mine serier. Jeg har tit elsket bog 1 i en serie, men har udskudt at påbegynde bog 2 så længe, at jeg har glemt hvad der skete i den første bog. Det er pænt træls for at sige det ligeud. Enten skal jeg genlæse (som jeg for det meste ikke har noget imod) eller så skal jeg leve med, at jeg kan risikere at være lidt forvirret de første par sider/kapitler. Der er også noget utrolig tilfredsstillende ved at kunne et stort mentalt flueben efter at have læst en serie til ende. Den følelse elsker jeg.
Jeg har også en del serier stående, hvor jeg endnu ikke har fået læst den første bog, og det ønsker jeg selvfølgelig også at gøre noget ved.


Men hvordan kan jeg få løst mit problem og komme ud af denne dårlige vane? Det er et rigtig godt spørgsmål, hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo).
Jeg vil forsøge mig med tre tiltag i første omgang:
  • For det første vil jeg arbejde med at være mere opmærksom på at læse videre i en påbegyndt serie hurtigere end jeg gør i dag. Der skal ikke gå halve eller hele år imellem at jeg får læst næste bog i en serie (medmindre selvfølgelig den næste bog endnu ikke er udkommet).
  • For det andet sorterede og flyttede jeg rundt på mine bøger i starten af året. Jeg besluttede simpelthen at dele dem op i serier og enkeltstående romaner, og således adskille dem fra hinanden for bedre at kunne holde styr på hvilke bøger der er i serier, og hvilke der ikke er. Derudover delte jeg mine serier op i sprog, således at dem på dansk står først i mit reolsystem og dem på engelsk kommer lige bagefter. Til sidst vendte jeg ryggen ud mod rummet på de bøger jeg har læst, mens jeg vendte ryggen ind mod reolen på dem jeg endnu ikke har læst. Dette gav et ganske godt billede på hvor mange bøger jeg rent faktisk har læst og hvor mange jeg endnu har til gode (spoiler alert: det er temmelig mange). Forhåbentlig vil det også være med til at inspirer mig og ikke give mig for mange grå hår, når jeg ikke kan finde en bestemt bog. Det kommer i hvert fald på an på en prøve, og hvis det ikke virker kan jeg jo altid flytte rundt på mine bøger igen
  • For det tredje er jeg blevet inspireret af Kirsten, der har lavet en seriekrukke over serier, hun gerne vil læse. I stedet for at stirre sig blind reolen uden at kunne bestemme sig, lader hun krukken bestemme hvilken serie hun skal læse. Jeg synes at det er en virkelig god ide, og jeg kunne derfor godt tænke mig at lave noget lignende eller faktisk stort set det samme. Jeg har et gammelt syltetøjsglas, som jeg tidligere har brugt som tbr jar, så jeg skal "bare" lige have skrevet alle mine serietitler ned på papirstykker, så jeg har mulighed for at trække en serie med jævne mellemrum, måske en gang om måneden, som jeg så læser minimum én bog af. Hvis jeg ikke bliver færdig med serien inden for et afsat tidsrum putter jeg sedlen tilbage i krukken, så den kan blive trukket en anden god gang.
Jeg håber at alle disse tiltag kan inspirere mig til at gøre et indhug i mine ulæste serier, så jeg har knap så mange når 2019 slutter. Det krydser jeg i hvert fald fingre for.

Jeg regner med at lave en status på dette projekt, når halvdelen af året er gået, og så må vi få at se, hvordan det er gået indtil da.

Hvis du har nogle gode råd må du endelig give dem videre.

søndag den 13. januar 2019

19 i '19


Som nævnt i mine læsemål for 2019, har jeg i år valgt at lave en tbr liste over 19 bøger, som jeg gerne vil læse i 2019. Der er både nyere og ældre bøger, bøger jeg har haft i kortere tid og bøger jeg har haft i lang tid. Fælles for dem alle, er at det er bøger, som jeg længe gerne har villet læse, men som jeg på den ene eller anden måde endnu ikke har fået taget mig sammen til få læst. Størstedelen af bøgerne er dele af serier (de kan jo så fint også gå ind under min udfordring om at læse flere serier), et par stykker er klassikere og resten vil jeg bare virkelig gerne læse. 

Det var både svært og let at udvælge de 19 bøger. Det største problem er, at jeg har så mange bøger, jeg gerne vil læse og helst snart. Denne liste kommer ikke til at erstatte almindelig tbr lister, for dem vil jeg stadig lave, når det giver mening (oftest til readathons) og når jeg har lyst. 
Jeg regner med at lave en opsummering halvvejs gennem året, hvor jeg gør status for hvor mange jeg nået at læse, og hvor mange jeg stadig har til gode. 

Mine 19 i '19 er:

  1. Pierce Brown: Golden Son
  2. Jay Kristoff: Nevernight
  3. Sabaa Tahir: A Torch Against the Night
  4. Malene Sølvsten: Ravnenes Hvisken 2
  5. Justin Cronin: De Tolv
  6. Deborah Harkness: Heksenat
  7. Sylvia Plath: The Bell Jar
  8. Justine Larbalestier: My Sister Rosa
  9. Marissa Meyer: Cinder
  10. V. E. Schwab: A Darker Shade of Magic
  11. Louise O'Neill: Hun bad selv om det
  12. Jojo Moyes: Me Before You
  13. Neil Gaiman: American Gods
  14. Peter V. Brett: The Painted Man
  15. Rainbow Rowell: Fangirl
  16. Cormac McCarthy: The Road
  17. N. K. Jemisin: The Fifth Season
  18. George Eliot: Middlemarch
  19. George R. R. Martin: A Clash of Kings
Hvilke bøger vil du gerne læse i 2019?

mandag den 7. januar 2019

Læsemål for 2019


Jeg kan godt lide at sætte læsemål for mig selv, når vi går ind i et nyt år og 2019 bliver ingen undtagelse.
Nogle af mine læsemål går igen fra tidligere år, mens nogle er spritnye.


Læsemål for 2019:


Goodreads Reading Challenge
Sidste år havde jeg sat min Goodreads Reading Challenge ned til 100 bøger. Jeg fik læst 275, så derfor har jeg i år valgt atter at sætte mit læsemål op til 150 bøger. Alt over 150 bøger er en bonus.

Jeg vil have større fokus på min Well-Read Women læseudfordring
Tilbage da jeg startede min blog i 2016, var en af mine læseudfordringer at læse de 50 bøger, der er nævnt i Samantha Hahns Well-Read Women. Den udfordring har jeg endnu ikke fået fuldført, og den røg lidt i glemmebogen. Nu er det på tide at få den genopfrisket, og jeg håber på at få læst mellem 5-10 af dem i år. Nogle af de bøger på listen er murstensromaner, så derfor er antallet sat lavt. Det vigtigste er at jeg får fokus på denne læseudfordring igen.

Få læst minimum 80 af mine egne bøger
De sidste par år har jeg haft fokus på at få læst mine egne bøger, så jeg kan få færre ulæste bøger på reolen, og det har jeg også i år. I år har jeg valgt at sætte et minimumsantal på, og jeg vil ikke tælle genlæsninger med. Derudover vil jeg lave en liste i min bullet journal, således at jeg kan holde styr op, hvor mange jeg når at få læst.

Læse flere serier
Endnu en udfordring der går igen fra sidste år. Jeg har ingen anelse om, hvor mange serier, jeg fik færdiglæst eller kom up to date med sidste år, men jeg tror ikke at det er særlig mange. Det vil jeg gerne ændre på i år ved at blive bedre til at holde styr på, hvilke serier jeg er i gang, hvor langt jeg er kommet og hvilke nye serier, jeg gerne vil begynde på. Dette vil jeg skrive et dedikeret blogindlæg om, som gerne skulle komme i løbet af den nærmeste fremtid.

19 bøger i 2019
Sidste år var en af mine udfordringer at lave en månedlig tbr, hvilket jeg også fik gjort. Om jeg fik læst alle bøgerne på mine tbr lister er en helt anden snak, men for det meste gik det okay. I år vil jeg dog forsøge noget andet. Jeg har nemlig udvalgt 19 bøger som jeg gerne vil læse i 2019. Jeg vil ikke skrive mere om det her, da der kommer et dedikeret indlæg om bøgerne, så hold øje med bloggen i den nærmeste fremtid, hvis du vil vide mere.

Begynde at annotere mine bøger mere systematisk
Jeg har meget løst og uden system annoteret mine bøger igennem et par år efterhånden (mest når jeg har husket det), men jeg vil virkelig gerne til at gøre mere ud af det, især af de bøger, jeg vil anmelde her på bloggen. Efter jeg så Little Book Owls video om det i juleferien, er jeg blevet endnu mere tændt på ideen. Så de næste par måneder vil derfor være en form for prøveperiode, hvor jeg tester forskellige metoder samt arbejder på at gøre det til en vane. Jeg kommer dog aldrig til at skrive direkte i mine bøger. Det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til.

Jeg har også nogle mål for bloggen, som jeg kort vil nævne her
Jeg vil nemlig gerne blive bedre til at skrive og udgive anmeldelserne hurtigere efter at jeg har bøgerne. Nogle gange går der lidt for lang tid mellem at bogen er blevet læst og anmeldelsen er blevet skrevet, og det er altså lidt af en stressfaktor for mig, så det vil jeg meget gerne gøre noget ved. Jeg håber, at når jeg begynder at annotere mine bøger mere systematisk, at det kan være en hjælp.
Derudover har jeg nogle ideer til nye tiltag på bloggen, som jeg gerne vil arbejde mere med i løbet af 2019.

Har du nogle læsemål for 2019?

søndag den 7. januar 2018

Litterære nytårsforsætter og læsemål for 2018


Jeg kan godt lide at opsætte nytårsforsætter og især læsemål. Jeg ser dem som en mulighed for en ny begyndelse, en ny start. Det er en mulighed for at udfordre mig selv og min måde at tænke på. Og en mulighed for at reflektere. Mine nytårsforsætter skal ikke være forsætter, som jeg bruger til at banke mig selv i hovedet med, hvis jeg enten ikke opnår dem eller hvis de går lidt i glemmebogen hen af vejen. Hvilket er sket for mig en del gange. De skal ikke bruges til at straffe mig selv med, for det gør ingen nytte. De skal derimod være mål, som jeg arbejder mig hen imod, som udfordrer mig, og forhåbentlig lærer jeg mig selv bedre at kende i processen.
(Nogle er læsemålene er gentaget fra sidste år, fordi de stadig er relevante). 

I 2018 vil jeg derfor gerne:

  • Sætte min Goodreads Challenge ned til 100 bøger. De sidste par år har den været på 150 bøger, og selvom jeg hver gang har læst langt flere bøger, vil jeg gerne prøver noget andet i år. Jeg synes nemlig nogle gange at en Goodreads Challenge kan være lidt stressende, især hvis man er bagefter. Men den tankegang vil jeg prøve at vende mig af med her i år, for det er jo kun mig selv jeg konkurrerer med. Men dette punkt hænger også sammen med det næste punkt, hvor jeg vil;
  • Fordybe mig. Mange gange sluger jeg simpelthen bøgerne på ganske kort tid, og det kan der være mange grunde til. Der er heller ikke noget dårligt ved det, men nogle gange vil jeg bare gerne fordybe mig noget mere. Hverdagen er travl nok som den er, det behøver min læsning ikke at være. 
  • Stadig prioritere at få læst mine egne bøger. Jeg har simpelthen stadig så mange ulæste bøger, som jeg virkelig gerne vil læse, så derfor er dette punkt også med igen i år. Og det leder til næste punkt.
  • Jeg vil i hver måned lave en tbr stak. Jeg har tidligere ikke været så god til at følge min tbr, da jeg læser efter mit humør, og hvad jeg lige har lyst til på det pågældende tidspunkt. Men jeg synes at de er sjove at lave, og jeg vil gerne arbejde på at blive bedre til at følge dem. Men for ikke at knække nakken på denne udfordring, vil jeg kun udvælge mellem 3-5 bøger for hver måned. Det virker ikke så meget, når jeg kigger på, hvad jeg normalt læser om måneden. Men på den her måde, regner jeg med at det bliver mere overskueligt op opnåeligt for mig selv. Samtidig får jeg jo også læst mine egne bøger frem for biblioteksbøger, så to fluer med et smæk.
  • Færdiglæse flere serier. Igen et punkt fra 2017 som jeg genoptager i 2018. Denne gang vil jeg sætte min serielæsning lidt mere i system end jeg tidligere har gjort. Jeg regner med at skrive et separat blogindlæg om det senere, da det forhåbentlig bliver et af mine større fokuspunkter.

Har du nogle læsemål for det nye år?