Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 21. september 2023

Fantasyfestival 2023


[Reklame - aktivitetsarmbånd sponsoreret af Fantasyfestivalen]

Som tidligere år synes jeg at Fantasyfestivalen er gået alt alt for hurtigt, og dagligdagen har allerede genfundet sin rytme. Men jeg fastholder magien lidt endnu ved at skrive en opsummering af weekendens eventyr. Årets tema var monstre og magiske væsner, og jeg var derfor til mange monstergode foredrag.
Jeg var afsted både lørdag og søndag (faktisk ankom jeg til Esbjerg allerede fredag - fordi offentlig transport og fordi jeg havde et arrangement fredag eftermiddag/aften)
Der var nogle ting, der fungerede godt, og så var der desværre nogle ting, som fungerede mindre godt.
Men alt i alt var det en rigtig hyggelig weekend, hvor jeg mødte kendte og nye ansigter, fik lov til at nørde fantasy sammen med andre, og simpelthen havde nogle rigtige dejlige dage. Glæder mig allerede mega meget til næste år.

LØRDAG

Jeg var henne på biblioteket omkring kl. 9.30 for at få sat armbånd, og jeg kunne gå lige til for der var ingen kø. Men det varede ikke ved længe, for kort efter at jeg fik armbånd på kom der kø, og den blev bare ved med at vokse.
Lidt over 10 blev der åbnet til messeområdet, og jeg gik hen til Fantast for at foretage de første køb.
Kl. 10.30 havde jeg aftalt at gå sammen med nogle venner over til Musikhuset, hvor vi skulle høre Jakob Stegelmann.
Køen for at få armbånd på var imidlertid blevet endnu længere, og strakte sig nu langt ud på markedspladsen.


Vi ankom til foredraget i fin tid og fik pladser foran. Foredraget skulle starte kl. 11, men klokken blev 11.15 før vi kom i gang. Det skyldtes formodentligt, at der ikke var nok folk til at sætte armbånd på. Det var lidt træls, fordi det betød at vi blev forsinket i den anden ende. Så jeg håber de sætter flere folk af til at sætte armbånd på til næste år.

Foredraget var spændende og meget nostalgisk med gamle filmklip af monstre. Det var første gang jeg har hørt Jakob live efter at have set Troldspejlet i mange år, og det var en oplevelse.  


Efter endt foredrag hastede jeg tilbage til biblioteket, hvor jeg skulle se uddelingen af Dansk Fantasy Pris. Jeg blev forsinket, så derfor fik jeg en plads langt bagude, for der var godt nok mange mennesker og det var ikke rigtig muligt at komme tættere på.

Årets danske fantasyforside gik til Dragedronningen – Dragernes Æra 3 af C. G. Valentin | Omslag af Mette Breth.

Årets danske fantasydebut gik til Credokæden af Lone Sole.

Årets danske fantasybog gik til De falske liv – Tavse verdener 2 af Boris Hansen.

Stort tillykke til alle vinderne og de nominerede!


Derefter hastede jeg tilbage til Musikhuset for at høre Jim Butcher. Han var virkelig charmerende, og det var fedt at høre ham svare på forskellige spørgsmål. Han var virkelig god til at fortælle historier. Og jeg gik både signeret min bog og taget et billede med ham, så det var skønt.


Jeg kunne heldigvis blive siddende til det foredrag som var en paneldebat om filmadaptioner, hvor Nicolas Bro, Ask Hasselbalch og Kenneth Bøgh Andersen var i samtale med Maria Månson. De tog udgangspunkt i Antboy filmatiseringen, men kom også omkring andre adaptioner. Den var en interessant samtale med mange gode punkter. 

Derefter gik jeg tilbage til biblioteket endnu en gang. Her havde jeg ikke noget på programmet, så jeg kunne rent faktisk komme rundt til flere af standene og kigge, og få købt lidt forskellige bøger.


Det fungerede rigtig godt at kunsternes stande var flyttet ovenpå. Det gav mere plads og der var slet ikke den trængsel som sidste år. Eller jeg oplevede den i hvert fald ikke.
En stand, der var meget trængsel ved var Fantast, hvilket jeg godt kan forstå, men det var ofte meget svært at komme til og se bøgerne. Det var lidt træls, og der var flere gange at jeg måtte gå forgæves i løbet af weekenden, fordi der simpelthen ikke var plads.

Havde jeg vist at de fleste af mine foredrag var nede i Musikhuset, havde jeg nok valgt nogle af dem fra. Musikhuset ligger alt for langt væk fra resten af Fantasyfestivallen, og jeg brugte omkring 1 time om lørdagen bare på at gå frem og tilbage. Det var ikke særligt sjovt, og jeg manglede i høj grad den magiske festivalstemning. 
Det er i hvert fald noget jeg vil holde øje med til næste år, for jeg gider ikke bruge så meget af min tid til at haste frem og tilbage.

SØNDAG


Jeg startede søndag ud med at tage et til bloggerevent med Christina Bonde. Her fortalte hun om sin forfatterrejse, sin skriveproces og meget mere. Det var interessant og hyggeligt.


Dernæst tog jeg atter til Musikhuset for at høre en monstersnak med Benni Bødker, Kenneth Bøgh Andersen, Anne-Marie Vedsø Olesen og Amdi Silvstri. Det var underholdende, sjovt og interessant. 


Derefter hørte jeg Teddy Vork og Amdi Silvestri fortæller om uhyrligheder med udgangspunkt i deres barndomsminder og forfatterskaber. Det var også rigtig spændende.


Mit sidste foredrag om søndagen var Christina E. Ebbesen, der speedsnakkede sig igennem, hvordan man skriver et godt monster. Det var virkelig sjovt, skarpt og underholdende. 


Jeg nåede lige at gå et par omgange mere i standområdet, og foretage de sidste par indkøb.
Jeg var så heldig at få et lift af en kollega, hvilket var dejligt, for det sparede mig nogle timer med offentlig transport, og jeg kom faktisk 3 timer tidligere hjem end oprindelig planlagt. Yeah!


I år blev det "kun" til 14 bøger (som jeg vil vise frem i et kommende september bookhaul). Der var et par anmeldereksemplarer, en overraskelsesbog, og resten har jeg selv købt. Derudover modtog jeg en Fantast t-shirt i en bloggergoddiebag, samt utallige bogmærker. Jeg købte også en kop og nogle plakater, samt et billede fra en kunster. Alt i alt var det et rigtig godt haul.  

tirsdag den 19. september 2023

I Like Big Books and I Cannot Lie...

Eller det er i hvert fald, hvad jeg fortæller mig selv, og jeg køber da også 500+ sider i et jævnt tempo. Men hvis sandheden skal frem, så kniber det med at få dem læst, som denne graf med al tydelighed viser. Det er ikke mange 500+ siders bøger jeg har fået læst i år. Til gengæld har jeg fået læst mange kortere bøger, og det er der bestemt ikke noget galt med, men jeg savner at forbyde mig i de lidt længere bøger.


Så det vil jeg meget gerne gøre noget ved. Jeg vil rigtig gerne lære at læse lange bøger igen, og har tænker jeg at efteråret er det perfekte sted at starte, nu hvor dagene bliver kortere, og vi kryber ind under tæpperne. 
For nogle år tilbage havde jeg en læsemål, hvor jeg skulle læse minimum én murstensroman om måneden, og det vil jeg gerne genindføre, for at sikre at jeg rent faktisk får prioriteret mine tykke bøger. 
Jeg ved dog ikke lige, om jeg kan nå det i denne måned, (men jeg vil forsøge - har dog en stak biblioteksbøger, som jeg lige skal have læst først), men ellers gælder læseudfordringen fra oktober måned. Ønsk mig held og lykke :D

torsdag den 14. september 2023

Legends & Lattes af Travis Baldree

"Worn out after decades of packing steel and raising hell, Viv the orc barbarian cashes out of the warrior’s life with one final score. A forgotten legend, a fabled artifact, and an unreasonable amount of hope lead her to the streets of Thune, where she plans to open the first coffee shop the city has ever seen.

However, her dreams of a fresh start pulling shots instead of swinging swords are hardly a sure bet. Old frenemies and Thune’s shady underbelly may just upset her plans. To finally build something that will last, Viv will need some new partners and a different kind of resolve.

A hot cup of fantasy slice-of-life with a dollop of romantic froth." 


Jeg har hørt meget godt om Legends & Lattes, så derfor var mine forventninger naturligt nok høje, og måske også en smule for høje. 

Viv, som er en orc, har brugt mange år på at svinge sin sværd og løse forskellige quests og opgaver. Nu har fået nok af alt blodet og indvoldene, og ønsker et mere fredeligt liv. Hun rejser til byen Thune, hvor hun køber en forfalden bygning, som hun sætter i stand med hjælp fra Cal, som hun hyrer til det.
Viv ønsker nemlig at åbne en café, som skal sælge kaffe og være et hyggeligt mødested. Hun ansætter Tandri til at hjælpe med at sælge, mens Thimble bliver ansat til at bage lækre bagværk. Men det er ikke alle der vil Viv det godt.

Legends & Lattes er cosy fantasy, som er en ny genre, som kan beskrives som hygge fantasy, hvor indsatserne ikke er høje. 
Jeg kan godt lide det D&D lignede univers med forskellige racer, der lever side om side, og som har forskellige egenskaber og karakteristika. Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at vi fik endnu mere at vide om de forskellige racer, for nogle steder synes jeg det var lidt for overfladisk.
Handlingen bevæger sig lige så stille fremad. Det går en smule langsomt, og det skal man lige være indstillet på. Der sker ting og sager, men det sker langsomt.
Beskrivelserne af Vivs café var omhyggelige og det var let at forstille sig stedet.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at Viv havde lidt mere ryggrad. Hun tvivler meget på sig selv, lader andre tage beslutningerne for hende, og flyder bare generelt med strømmen uden at gøre de store armbevægelser. Jeg havde måske forventet mig noget andet af en orc, og jeg savende noget lidt mere kant hos hende. Jeg synes faktisk at bipersonerne var mere interessante end hende, og det er ikke et helt godt tegn. 
Romancen manglede godt nok noget mere følelsesmæssig spænding mellem de to karakterer, så jeg bedre kunne investere mig i den, og hvis det havde været der, havde den ramt helt i plet for mig.

Legends & Lattes er en hyggelig fantasy roman, der forstår at sætte en stemning. Jeg var godt underholdt, og den er sød og nuttet - jeg savnede måske lidt mere kant, men det er en smagssag. Jeg gad virkelig godt se den filmatiseret ala Studio Ghibli style. Det tror jeg vil passe godt til den.


3,5/5 stjerner

Titel: Legends & Lattes
Forfatter: Travis Baldree
Serie: Legends & Lattes #1
Sprog: engelsk
Forlag: Tor
Udgivet: 10. november 2022
ISBN: 9781035007301
Sideantal: 308

tirsdag den 12. september 2023

Program for Fantasyfestival 2023


Så er den søde ventetid snart forbi, for i weekenden slår Esbjerg Bibliotek dørene op til dette års Fantasyfestival. Dette års tema er Monstre og magiske væsner, og jeg glæder mig til at dykke ned i drager, vampyrer, feer, havfruer og meget mere fantasynørderi.

Jeg har selvfølgelig hentet et program på biblioteket, og jeg har fundet nogle foredrag, som jeg gerne vil se. Men som altid har jeg givet mig selv lidt luft i programmet, så jeg kan se, hvad jeg har lyst til, når jeg først er der.


LØRDAG
10.30-10.45: Åbningstale - Fortællertrappen (Bibliotek)
11.00-12.00: Monstre vi elsker at frygte - Teatersalen (Musikhuset Esbjerg)
11.15-12.15: Jim Butcher - Dommedagsbjerget (Signering) (Bibliotek)
12.30-13.00: Dansk Fantasy Pris - Fortællertrappen (Bibliotek)
13.30-14.30: Jim Butcher - Mødesalen (Musikhuset Esbjerg)
15.00-16.00: Paneldebat om filmadaptioner - Mødesalen (Musikhuset Esbjerg)
15.45-16.15: Dina K. Sjöblom - Dansk Fantasy (Signering) (Bibliotek)
16:45-17.15: En halv monstertime - Gildesalen (Den dansende dværg)


SØNDAG
10.30-11.30: Monstersnak - Mødesalen (Musikhuset Esbjerg)
12.00-12:45: Paranormale romancer - Jotunheim (Esbjerg Museum)
12.00-13.00: Uhyrligheder - Monsterarkivet (Esbjerg Byhistoriske Arkiv)
13.30-14.30: Jim Butcher - Dommedagsbjerget (Signering) (Bibliotek)
14.00-14.45: Bestiarium - monstre ad libitum - Vanaheim (Esbjerg Museum)
15.15-16.00: Kenneth Bøgh Andersen og Kristian Eskild Jensen - Dommedagsbjerget (Signering) (Bibliotek)


Ses vi til Fantasyfestivalen?

torsdag den 7. september 2023

Nye bøger #96 - tilføjelser i august


I august købte blev det til 5 nye bøger. Jeg har forsøgt at holde lidt igen, da Fantasyfestivalen er lige om hjørnet, samt jeg forsøger at læse nogle af de bøger, som jeg allerede har stående.  

 

Beyond the Story giver et indblik i de første 10 år med BTS. Jeg har været fan i nogle år efterhånden, så jeg glad for at der rent faktisk er kommet noget på engelsk, som jeg kan læse og som jeg satser på har noget substans.


What Moves the Dead af T. Kingfisher er en kort horrorroman, som jeg glæder mig til at sætte tænderne i. Gerne i løbet af efteråret.
Her Soul to Take af Harley Laroux er dark romance, og jeg er meget spændt på den. Den sidste dark romance jeg læste, var jeg bestemt ikke fan af.


De sidste to bøger jeg har købt er også horrorromaner. I sommerferien læste jeg The Deep af Nick Cutter, og den var god, så derfor vil jeg gerne prøve kræfter med nogle andre af hans romaner. Valget faldt på Little Heaven og The Troop, og dem satser jeg også på at få læst i løbet af efteråret.

tirsdag den 5. september 2023

Fangen fra Ulvmarken af Lene Dybdahl

"I Magismondos verden er magiske evner sjældne og eftertragtede. Formskiftere, tankehviskere, aromatikere, vanddrivere og ildmagere er værdsatte juveler i de kongeliges samling. Når de altså bliver fundet. Alt dette ved 17-årige Pil intet om. Hun vokser op i en skovhytte nær landsbyen Bøgene i kongeriget Ulvmarken langt væk fra hoffet. Pil har dog opdaget at hvis hun ikke passer på, bliver den lille gnist i hendes håndflade til flere når hun mindst ønsker det. 
En mørk aften kommer hun op at slås med sin ærkefjende Fenri, og hun kan ikke længere holde vreden og magien inde. Rygterne om Pils ustyrlige ildkræfter breder sig til kongens slot, og hun må flygte over hals og hoved med kongens soldater i hælene. Hun ender i hovedstaden, Rimskjold, hvor slåskampe og uorden straffes med forvisning til fangelejren Golgutu i landet på den anden side af havet. Pil må lære at styre sit temperament hvis hun ikke vil havne blandt Ulvmarkens værste forbrydere..."


17-årige Pil bor i en lille hytte i skoven med sine adoptivforældre. En dag sendes hun til bageren for at aflevere brænde, og hun får besked på at gå lige hjem bagefter. Men hun ender i slåskamp med Fenri, som altid har været led mod hende. Under slåskampen sker der noget mærkelig med Pil, og hun kan mærke en gnist blive antændt i hende. Pil har magiske evner, og det er ikke velset blandt den almindelige befolkning, men kongen er altid på jagt efter folk med magisk evner. En aften kommer kongens soldater på besøg, men det lykkes Pil at flygte og til sidst ender hun i hovedstaden Rimskjold. 

Fangen fra Ulvemarken startede som sådan spændende nok ud, men jeg blev desværre aldrig rigtig helt fanget, da der var flere ting som ikke fungerede for mig. 

Pil var en interessant karakter - i starten - men hun blev meget hurtigt irriterende. Hun lader sin hidsighed styre alt, og man skulle tro at hun ville lære af det, når hun hele tiden kommer i problemer på grund af sit temperament, men det gør hun ikke. Det gør det ikke bedre, at hun bliver ved med at sige at hun skal lære at styre det, så hun kan styre sine ildevner, men hun gør intet ved det, og det blev jeg frustreret over. Der var ingen handling bag hendes ord, og det siger en hel del, for hun er faktisk en ret handlekraftig pige, som tror hun kan løse alle problemer med sine ildevner eller ved at slås (og det ende faktisk med at blive gentagende og en kende kedelig at læse i længden).
Hun fører sig også frem som en verdenskvinde, men hun er altså kun 17 år og har levet en rimelig beskyttet tilværelse i en skov, så det føles utroværdig, at hun fører sig frem på den måde.
Jeg manglede simpelthen at se en karakterudvikling i hende. Det behøvede ikke at være noget stort, men bare nogle små ting, som hun greb anderledes an eller havde lært af. Hun er den samme, som da romanen startede på trods af alle de ting, som sker, og det var knap så spændende at læse.

Vi bliver også præsenteret for Jaron, som selv er en magiker, men så forsvinder han fra historien undervejs, og det var bare så abrupt og ikke særlig veludført. Jeg ventede på at han ville poppe tilbage, men det skete aldrig.
Jeg brød mig heller ikke om den spirende "tiltrækning" mellem Pil og Jaron. Det var da et jammer uden lige at høre på deres tanker om hvorfor de ikke kan få hinanden (på intet tidspunkt snakker de med hinanden om deres følelser), og jeg forstår ikke hvorfor Jaron blev tiltrukket af Pil, for hun var da virkelig uvenlig mod ham det meste af tiden.

Handlingen går meget, meget stærk og der sker utrolig mange forskellige miljøskift. Først er vi i Pils hjemegn, så er vi på flugt, så er vi i hovedstaden i lære hos en smed, så er vi på flugt igen, hvor vi ender som fanger på et skib, så er vi en fangelejr og så er vi en træningslejr. Men på intet tidspunkt er der tid til at gå i dybden med noget af det der sker. Det hele er så overfladisk, at jeg aldrig nåede at blive fanget af noget som helst. Jeg kan sagtnes se potentialet, men når det ikke bliver udfoldet, så er det jo i bund og grund lige meget. 
Magisystemet bliver heller ikke udfoldet, og jeg undrede mig flere gange undervejs om hvordan det hele fungerede. Måske bliver sløret løftet i den næste bog, men den regner jeg ikke med at komme til at læse.
Jeg havde også flere problemer med sproget og ordvalget, især dem der blev brugt som skældsord eller fornærmelser. Blandt andet blev ordet "svans" brugt, som en fornærmelse, og det blev ikke italesat, hvorfor man ikke kalder folk det.

Alt i alt var Fangen fra Ulvemarken ikke en bog for mig.


1/5 stjerner

Titel: Fangen fra Ulvemarken
Forfatter: Lene Dybdahl
Serie: Magismondo #1
Sprog: dansk 
Forlag: Tellerup
Udgivet: 15. maj 2023
ISBN: 9788758847054
Sideantal: 400

fredag den 1. september 2023

August 2023


Jeg startede august ud med at afholde min sidste rest af sommerferie, og så var det ellers tilbage på arbejde, hvor der er gang i den. Jeg har lidt travlt for tiden, så overskuddet til både at få læst og skrevet anmeldelser er ikke så højt. Det betyder at jeg har en god stak bøger liggende, som venter på en anmeldelse, og jeg var ellers lige kommet i bund med dem. Jeg håber på, at få gjort noget ved det i september.
Jeg var også til gadeteater, hvilket var underholdende og sjovt, og ellers er der mange arrangementer, der er startet op i august, så der er som sagt knald på den.  

_________

Jeg læste 24 bøger, hvoraf 1 blev hørt som lydbog. I alt fik jeg læst 5.413 sider.

Månedens længste bog var Berserk vol 3704 sider, mens den korteste var Jysk60 sider.

De bedste læseoplevelser var Sprækker, Varulv, Dead Beat, Portaltræet - første del, Monstre, Berserk, Spy x Family og The Way of Kings.
Jeg er også i gang med at genlæse Hekse sagaen, som jeg læste flere gange, da jeg var barn, og det er et herligt og nostalgisk gensyn.

De(n) universelle startede meget godt ud, men jeg kunne simpelthen ikke snuppe slutningen. Den var forfærdelig, og ødelagde nærmest hele læseoplevelse,


Serier i august: 
Færdiglæste serier:
Jeg fik ikke afsluttet nogle serie i august, men jeg håber at få afsluttet minimum en i september.


Igangværende serier: (som enten forfatteren skriver videre på eller som er afsluttet)
The Dresden Files 7 af Jim Butcher 
Nordlys 5 af Malin Falch
Spy x Family 2, 3, 4, 5, 6 af Tatsuya Endo
Berserk Deluxe Edition 3 af Kentaro Miura
Hekse saga 1, 2, 3, 4 af Phyllis Reynolds Naylor


DNF:
Ella af Kid Toussaint


Anmeldelser i august:

_________

Fantasyfestivalen er om mindre end to uger, og jeg glæder mig utrolig meget. Jeg skal lige have lagt det endelige program, men så er de fleste ting også faldet på plads. 
Derudover håber jeg at få gjort et indhug i min bibliotek tbr - jeg har lånt lidt for mange bøger på det seneste, og nogle vil jeg gerne læse nu, mens andre bliver sendt retur, og så må jeg læse dem på et andet tidspunkt, hvor jeg har mere plads. Jeg har nemlig utrolig mange af mine egne bøger, som jeg gerne vil læse, og det skal jeg simpelthen til at prioritere højere. 
Jeg går også og planlægger en lille læseudfordring, som jeg nok kommer til at dele på bloggen snart. Det er en jeg har haft før, men nu trænger den til at blive genoplivet.


Læste bøger:
Teddy Vork: Sprækker 
Varulv
Nikolaj Højberg: Anton Salems dukkehus 
Jim Butcher: Dead Beat (The Dresden Files #7) 
Kid Toussaint: De(n) universelle (Ella #2) 
Malin Falch: Portaltræet - første del (Nordlys #5) 
Tatsuya Endo: Spy x Family, Vol. 2 
Tatsuya Endo: Spy x Family, Vol. 3 
Tatsuya Endo: Spy x Family, Vol. 4 
Tatsuya Endo: Spy x Family, Vol. 5
Tatsuya Endo: Spy x Family, Vol. 6
Jane Ibsen Piper: 28 dage til mindre rod
Jane Ibsen Piper: 28 dage til økonomisk ro
John Kenn Mortensen: Monstre 
Jane Ibsen Piper: 28 dage til digital detox 
Kathleen Glasgow: Girl in Pieces (lydbog)
Inger Schoonderbeek Hansen: Jysk
Phyllis Reynolds Naylor: Heksens søster (Hekse saga #1)
Bodil Bang Heinemeier: Gudinder - Myternes stærke kvinder
Brandon Sanderson: The Way of Kings, Part 1 (The Stormlight Archive #1)
Kentaro Miura: Berserk Deluxe Edition Volume 3
Phyllis Reynolds Naylor: Heksens kat (Hekse saga #2)
Phyllis Reynolds Naylor: Heksen (Hekse saga #3)
Phyllis Reynolds Naylor: Heksens øje (Hekse saga #4)