Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 29. september 2016

One af Sarah Crossan

"Da pengene til privatundervisning slipper op, og de bliver sendt i en almindelig skole, åbner der sig en helt ny verden af mobning – men også af venskaber og kærlighed. Grace forelsker sig i Jon og mærker for første gang i sit liv en trang til ikke at have Tippi med til alt, hvad hun foretager sig. Da hun samtidig rammes af en hjertesygdom bliver spørgsmålet om adskillelse pludselig helt konkret. Men hvordan vil det være at leve adskilt, når man føler sig som en?"

One handler om de to piger Grace og Tippy, som er siamesiske tvillinger. De er to selvstændige unge piger, der deler den samme krop. De er hele deres liv blevet undervist hjemme, men deres forældre har ikke længere råd til det, så pigerne skal starte i en almindelig high school. Det giver selvsagt et par udfordringer for de to piger, men de får hurtigt to gode venner. Grace bliver endda forelsket, men livet bliver ikke altid som man forventer.

Jeg var faktisk nær ved ikke at læse denne bog. Jeg havde lånt den på biblioteket, og så bare lagt den i bunken til de andre bøger, som jeg gerne vil læse på et tidspunkt, uden at kigge i den. Og så glemte jeg den lidt igen. En dag ville jeg så rydde op i biblioteksbøgerne og aflevere dem jeg ikke ville få læst i denne omgang. Her var One i blandt. Jeg overvejede meget kraftig at aflevere den, men så åbnede jeg bogen og kiggede i den. Og jeg blev mødt af små kapitler, skrevet i en form for vers uden at det rimer, og uden egentlig at være vers (det er svært at forklare, men kig på billedet ovenover). Hvad jeg havde troet var en tætskrevet young adult roman viste sig at være en roman jeg slugte på ganske få timer den sidste dag af august måned.

Hvis jeg lige skal blive ved skrivestilen og ikke mindst formatet/opsætningen af siderne er det en del mere anderledes end hvad jeg er vant til at læse eller har stødt på før. Jeg har før stødt på forfattere, der leger med opsætning af ord, varierende skriftsstørrelse og lignende i deres bøger. Men det har aldrig været i en hel bog (så vidt jeg husker). Men jeg kunne virkelig godt lide det i One. Der var nogle steder, hvor jeg måske gerne ville have haft lidt flere ord eller sider, men jeg synes generelt at det fungerede rigtig godt. Skrivestilen (og indholdet) tilføjer romanen både en sarthed og en råhed, der spindes godt og effektfuld sammen. Og på en sådan måde at man ikke får medlidenhed med pigerne, men derimod beundrer deres mod og viljestyrke.

Det er Grace, der fortæller deres historie. Hun er den mere tilbageholdende tvilling, hvor Tippi er den fandenviolske, der giver råt for usødet. Men i løbet af romanen sker der også en udvikling med tvillingerne. De forbliver ikke ved med at være den samme, og det er jeg glad for.
Det jeg ikke var så glad for var deres far, der er alkoholiker, og som ikke rigtig kunne få det til at fungere. Jeg er ved at være træt af det tema, der forekommer i mange young adult romaner for tiden (jeg har i hvert fald stødt på en del af dem den sidste tid) - nemlig de/den forværende forældre, som enten ikke aner hvad deres børn render rundt og laver, har deres egne kampe at kæmpe eller bare er totalt ligeglad med deres barn. Jeg vil gerne snart læse en young adult roman, hvor forældrene er til stede og ikke mindst deltager i deres liv.
Til gengæld var jeg vild med Tippi og Graces lillesøster, Dragon. Det er ikke hendes rigtige navn, men tvillingernes kælenavn til hende og meget passende. Jeg ville gerne have hørt mere om Dragon og hendes liv.

One er en utrolig rørende og meget smuk fortælling om Tippi og Grace, der trods deres fysik er to meget forskellige og selvstændige individer.


4/5 stjerner

One af Sarah Crossan / Originaltitel: One
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2015
ISBN: 9788740030433
379 sider

tirsdag den 27. september 2016

Bogbloggertræf #1 - 2016

Lørdag d. 24 september var jeg for første gang til Bogbloggertræf i det nordjyske, nærmere bestemt Aalborg. Det var som sagt mit første Bogbloggertræf og jeg har været spændt lige siden jeg meldte mig til for mange måneder siden, og endelig kom dagen! Der er selvfølgelig også tilknyttet et hastag #bogbloggertræf16, som man kan tjekke ud, hvis man vil se glimt fra dagen.

Bogbloggertræf var arrangeret af Simone, Michelle og Irene. De havde lagt et kæmpe arbejde i at lave et rigtig hyggelig træf, så det skal I have stor tak for!

Da vi blev lukket ind i lokalet startede vi alle med at gå rundt og lede efter vores pladser, og da vi havde fundet vores egen blev vi mødt af den første boggave, der pænt stod og ventede på os. Jeg fandt mig til rette og hilste på flere som jeg sad sammen med omkring bordet.
Så fik vi lidt mad, som smagte godt. Under spisningen fik vi lov til at åbne de pakker der lå på bordet. Den viste sig at indeholde Ravnenes Hvisken, og da kunne jeg jo regne ud at den hemmelige gæst var Malene Sølvsten. Irene interviewede Malene, mens vi andre spiste. Malene kom ind på blandt andet sin skriveproces, hvad hun arbejdede på lige nu og meget mere. Vi fik også lov til at stille spørgsmål, og der kom vi også vidt omkring og Malene snakkede om forsider, runer og det fiktive Nordjylland i Ravnenes Hvisken. Jeg fandt også ud af at vi dele smag i bøger, heriblandt Anita Blake serien af Laurell K. Hamilton har vi begge nydt, men selvfølgelig også Charlaine Harris spiller en stor rolle for Malene. Bagefter signerede Malene, og det var der også kø til. Jeg har endnu ikke læst Ravnenes Hvisken, men den kommer ikke til at stå ulæst særligt længe. Jeg har nemlig fri i weekenden.
Derefter afholdte de tre arrangørerne konkurrence i form af lodtrækning, og jeg var så heldig at vinde en bog! Og vi fik ved samme lejlighed også den første bookiebag! Der var stor bogglæde i det øjeblik.
Men Malene var ikke den eneste forfatter der var med. Nanna Foss, Nick Clausen, Marie-Louise Rønning og Pernille Vørs deltog også. Og de stillede selvfølgelig også op til signering.

Dernæst var det blevet tid til kage. Og sikke en skøn kage. Og jeg blev lidt overvældet da de fik kagen ind, for næsten alle skyndte sig hen for at tage billedere af den, og det kan jeg sådan set godt forstå.
Mens vi spiste fortalte Mie Møller Nielsen, oversætter og redaktør hos Dreamlitt, om kunsten at oversætte bøger. Hun har oversat de to første bøger i serien Fortropperne af Brandon Sandersson, og er i gang med den trejde. Det var rigtig spændende at høre om hendes proces, og nogle af de valg hun har foretaget sig i forbindelse med oversættelserne.

Det næstsidste punkt på dagsordenen var debat. Her blev der snakket om alt lige fra blogfællesskabet, og det at få kommenteret på hinandens blogge. Hvordan og hvorvidt forfattere bør være aktive på bloggernes sociale medier, når det omhandler forfatterenes bøger. Og om at anvende stjerner i ens anmeldelser. Det var rigtig interessant at høre de mange meninger.
Generelt var jeg bare rigtig glad for at komme til at snakke med andre bloggere om nærmest alt mellem himmel og jord, og selvfølgelige om vores blogge og bøger. Det er dejligt at høre andres meninger, erfaringer og helt enkel bare at kunne mærke deres passion for bøger og for at dele dem med andre, for det gør at jeg samtidig selv bliver endnu mere begejstret for det jeg selv læser og skriver!
På falderebet var der nogle flere konkurrencer og endnu en bookiebag blev afsløret. Og glæden nåede nærmest uanede højder. Bogbloggertræffet sluttede officielt kl. 18, men jeg blev lidt længere sammen med nogle af de andre bloggere, og det var også rigtig hyggeligt.


Et stort tak skal lyde til alle de dejlige sponsorere, der var med til at forsøde vores dag og ikke mindst vores bogreoler:

lørdag den 24. september 2016

De døde brødre af Nick Clausen

"For at finde ud af om der virkelig eksisterer spøgelser, beslutter Adam og Troels sig for at tilbringe weekenden i en gammel jagthytte, som efter sigende er hjemsøgt af to brødre."


Adam og Troels er to venner, der er meget interesseret i det overnaturlige, især spøgelser. De vil gerne bevise at spøgelser findes, og de får chancen for det, da de får muligheden for at overnatte weekenden over i en jagthytte, der skulle være hjemsøgt af spøgelserne af to brødre.
"Adam fik pludselig øje på drengen der stod med ryggen til, midt ude på græsplænen.
Selv om det var mørkt og regnen silede ned, kunne Adam tydeligt se at han havde bukket nakken, som om han stirrede på sine fødder.
"Hej, du der!" kaldte Adam tøvende og gik nærmere. "Hvem er du?"
Først nu opdagede han at drengen på mystisk vis ikke var blevet det mindste våd ..."
Spøgelseshistorien er krydret med avisartikler, der fortæller baggrundshistorien for den, og det synes jeg er meget godt. Det gør det mystiske spøgeri meget mere realistisk og troværdig. Forholdet mellem Adam og Troels var også ganske troværdig beskrevet. Jeg synes, at forfatteren er god til at skabe realistiske og relaterbare forhold mellem drenge.

Jeg blev desværre ikke skræmt af De døde brødre, men det var stadig en velfortalt historie. Jeg vil dog gerne blive skræmt, når jeg læser spøgelseshistorier og andre horrorbøger, men det sker desværre ikke altid.

De døde brødre er en lidt klassisk spøgelseshistorie med et par gode twists undervejs. Det er en fin lille gyser, der dog aldrig blev rigtig uhyggelig for mig,


3,5/5 stjerner

De døde brødre af Nick Clausen
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2010
ISBN: 9788758808772
183 sider

torsdag den 22. september 2016

Fantasyfestival 2016

“Fantasy is a necessary ingredient in living, it's a way of looking at life through the wrong end of a telescope.”
― Dr. Seuss 
I lørdags var jeg for første gang til Fantasyfestival i Esbjerg. Og det bliver forhåbentlig ikke sidste gang! Der skete ting og sager både indenfor og udenfor. Indenfor var der stande med bøger (selvfølgelig) og andre spændende fantasyrelateret ting som fantasykunst, sværd, skjolde, tryllestave, spil og meget andet. Udenfor var der fantasymiddelalderstemning, hvor man kunne få lavet realistiske sår, kapper, trylledrikke. Man kunne se rollespil som folk virkelig levede sig ind i. Og så var der søde ugler, man kunne hilse på.


I år var det store udenlandske navn Trudi Canavan. Jeg har læst en af hendes trilogier, men jeg skal helt klart læse mere af hende efter at have hørt hende. Hun fortalte blandt andet om hvorfor hun blev forfatter, hendes inspirationskilder samt hendes skriveproces. Hun var virkelig sød og nede på jorden. Og selvfølgelig signerede hun og stillede op på billeder.


Jeg var også inde og høre en virkelig oplagt Kenneth Bøgh Andersen, der fortalte om den sidste bog i serien om Den Store Djævlekrig. Et univers som han selv sagde at den blev han nok aldrig færdig med. Men Den Faldne Djævel skulle være den sidste.

Jeg havde taget nogle bøger med for specifikt at få den signeret, og jeg kom da også hjem med nogle flere bøger. Det var nogle gode tilbud, og jeg kunne ikke modstå dem. Jeg fik 8 bøger med hjem, hvoraf Ritmatikeren af Brandon Sanderson og De 7 synder af Katja Berger var anmeldereksemplarer. De andre bøger var Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft, Diget af Teddy Vork, Billy smiler rødt af Zenia Johnsen, En ny Lex truer og Det sidste hus af Jonas Wilmann og til slut Næslandet del 1 af Eva Egeskjold. En ganske pæn høst hvis jeg selv skal sige det.


Udover de bøger jeg fik signeret af Trudi Canavan fik jeg også signet af blandt andet af Kenneth Bøgh Andersen, som signerede mit eksemplar af Djævelens lærling og Katja Berger, som signerede De 7 synder, og som jeg glæder mig til at læse. Derudover fik jeg også Diget og Næslandet signeret af forfatterne.
Nanna Foss afslørede også forsiden til den tredje bog i Spektrum serien, der kommer til at hedde Ursiderne. Jeg synes at det er helt fantastisk forside, og jeg glæder mig til at den udkommer til næste år.

Fantasyfestivalen er et rigtig spændende tiltag, og Danmark har brug for noget mere fantasy. Jeg skal i hvert fald holde øje med hvad de finder på til næste år.

tirsdag den 20. september 2016

De døde vågner af Line Kyed Knudsen

"Alting bryder sammen, da en mystisk og dødelig epidemi breder sig med lynets hast. Tilbage står Emily. Det er hendes 18 års fødselsdag, men der er ingen at fejre den med. Hendes familie og venner er døde og den smukke, drømmende Anthony, som betyder så meget for hende, er forsvundet. Emily må finde ud af, om hun er den eneste, der har overlevet, og hvorfor. Men sandheden er langt mere uhyggelig, end hun aner..."

Alt starter ganske normalt for Emily. Hun er til fest, godt nok hos Palina, som hun ikke kan lide, men Emilys bedste veninde, Maria er der, og det er den lækre Anthony også. Han er godt nok kæreste med Palina, men derfor kan man jo godt flirte lidt. Men det forbliver ikke ved at være normalt for Emily og de andre. Folk begynder at blive syge, der er ingen hjælp at hente, og så begynder folk at dø. Desværre forbliver de ikke døde, men genopstår som zombier, og nu skal der kæmpes for at overleve.

Det er ingen hemmelighed at jeg er glad for zombiehistorier, og har derfor læst mange zombiebøger og set en del zombiefilm. Derfor er mine forventninger også nogle gange rimelig høje. Jeg vil sige at De døde vågner ligger i den lette ende af zombieskalaen. Den bliver bare aldrig rigtig farlig eller grum. Jeg følte lidt at de vigtigst personer på en måde var fredet, og det synes jeg var en skam. Jeg ville gerne være nervøs for om en person overlever eller ej, bliver til en zombie eller ej, men den følelse oplevede jeg desværre bare aldrig rigtig. Jeg tror bare, at er jeg er vant til at flere mennesker dør i de zombieromaner, jeg læser.

Emily var en lidt mærkelig hovedperson for mig. På den ene side mindende hun mig om den klassiske teenager, der har venner, "fjender", drømmen hun jagter uden nåde (hun vil gerne være læge), samt en sød fyr, som hun gerne vil være kæreste med. Og da verden bryder sammen holder hun stadig fast i det. Og det er både godt og dårligt. Godt fordi det gør at hun har noget at kæmpe for, dårligt fordi hun gør nogle virkelig dumme valg undervejs (nogle der burde få hende eller andre slået ihjel). Og ikke mindst hendes fokus på hvem Anthony er kæreste/kysser med burde måske ikke være så vigtigt i forhold til at skaffe mad, vand og et sikkert sted ifølge min mening.
Generelt synes jeg at nogle af karakterne opførte sig en smule barnligt til tider i hvert fald i forhold til deres alder (18+). Og det er en stresset situation de befinder sig, men deres opførelse svarer ikke altid til, hvordan de bedst kan overleve. Men der er også nogle stærke individer imellem, Rose blandet andet, der gør det der skal til for at overleve. Så jeg håber bare at de andre lærer af hendes eksempel hen af vejen.

I De døde vågner flyder sproget og man vendte siderne hurtigt efter hinanden. Det er en rigtig letlæst young adult roman med en rigtig spændende historie. Jeg synes ideen med meteoren og det hvide støv er virkelig interessant, og jeg vil gerne vide, hvordan ideen udvikler sig i næste bog. 

De døde vågner er en ganske fin og underholdende young adult zombieroman med en mulig forklaring på zombieproblemet som jeg ikke er stødt på før. Og jeg vil meget gerne læse videre.
Jeg håber bare at Emily i den næste bog, Himlen brænder, udvikler sig til en sej kvinde, der sparker zombierøv!


3/5 stjerner

De døde vågner (Hvidt støv #1) af Line Kyed Knudsen
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2015
ISBN: 9788702169232
237 sider

lørdag den 17. september 2016

Nye bøger #8 - Nye bøger i august


Så har jeg igen, igen købt en pæn stak bøger. Det er blevet til fantasy, børnebøger, et par klassiker, én science fiction og én comtemporary, Og jeg er rigtig glade for dem.


Jeg har faktisk allerede læst The Magician Trilogy. Jeg lånte dem af en veninde, og jeg læste dem først på året. Jeg havde lidt problemer med første del af bind 1, som jeg synes gik meget langsomt. Men så kom der heldigvis fart og handling på, og læsningen gik meget bedre. Da jeg også skal møde Trudi Canavan til Fantasyfestivalen, vil jeg gerne have mine egne udgaver, så jeg kan få sat en lille krusedulle i dem. 


Jeg har læst også An Ember in the Ashes af Sabaa Tahir, og det var en sådan god læseoplevelse og historie, at jeg gerne vil eje bogen.
Odinsbarn af Siri Pettersen har jeg endnu ikke læst, men jeg hørt godt om den, og så elsker jeg bøger om nordisk mytologi.
Illuminae af Amie Kaufman & Jay Kristoff ved jeg med vilje ikke særlig meget om, da jeg helst gerne vil blive overrasket, men spændende ser den ud.


The Rest of Us Just Live Here af Patrick Ness er lidt samme historie som med An Ember in the Ashes og The Magician Trilogy. Jeg har læst den og synes den var så god at jeg gerne vil eje den. Og så kommer Ness jo også til Bogforum, hvor jeg håber også at kunne få sat en krusedulle.
Ravnens Hvisken af Malene Sølvsten omhandler også nordisk mytologi, så den vil jeg også gerne læse.
Harry Potter and the Cursed Child har jeg stadig lidt ambivalente følelser om, men jeg ved at læser den i denne måned.


Jeg har allerede læst Red Queen så selvfølgelig er jeg nødt til at have bog to i serien Glass Sword, samt novellesamlingen Cruel Crown. Så har jeg da noget at læse indtil bog tre bliver udgivet i paperback udgave.


Så bevæger vi os lidt væk fra fantasy. The Unexpected Everthing af Morgan Matson lyder til at være en rigtig god feelgood bog, så den glæder jeg mig til at læse, når jeg har lyst til det.
Mariana af Monica Dickens er der så mange der taler godt om, så den vil også gerne læse på et tidspunkt.
Kindred Spirit af Rainbow Rowell er en lang novelle, som jeg har fået af en kollega, da hendes datter havde fået ekstra eksemplar. Jeg siger ikke nej til en gratis bog. Jeg har læst Eleanor & Park, og har stadig Fangirl stående ulæst på hylden. Så måske skal jeg læse Kindred Spirit til et Read-A-Thon.


Jeg har også købt et par bøger fra designerserien Penguin by Hand. Jeg har ikke sat mig for meget ind i handlingen af de enkle bøger, da jeg ikke vil spoile mig selv, men de lyder alle sammen spændende.


Det sidste i denne omgang er denne bokssæt med børnebøger kaldet The Enchanted Collection. Den indeholder Alice's Adventures in Wonderland af Lewis Carroll, The Secret Garden af Frances Hodgson Burnett, Black Beauty af Anna Sewell, The Wind in the Willows af Kenneth Grahame og sidste men ikke mindst Little Women af  Louisa May Alcott.