Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 9. oktober 2025

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod af Steen Langstrup

"Danmark er i finalen. Landet ligger øde hen. Alle sidder foran tv for at se kampen live. Det er et historisk øjeblik. 
På tankstationen ude ved hovedvejen er to unge kvinder mødt på arbejde til - hvad de regner med bliver - en meget stille aften. 
Men de tager fejl. 
Ingen kunder betyder ingen vidner. 
De er udset til en særlig rolle i en helt anden forestilling."


Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er en kortroman, som jeg har læst flere gange siden den første gang udkom i 2011. Den handler om de to unge kvinder, Agnes og Belinda, som er på arbejde på en øde tankstation, mens Danmark er i finalen. Der er derfor ikke mange kunder i butikken, og generelt er det ret kedelig at være på arbejde. Lige indtil der begynder at ske mærkelige ting, og nogle af kunderne opfører sig underligt. Agnes og Belinda skifter mellem at tro at det er en dårlig prank fra Belindas kæreste til at tro at der virkelig er nogle ude på at skræmme og muligvis skade dem. Og uden at spoile for meget, så er der nogen ude på at skade dem. 

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er en lille gyserperle, som læner sig op ad Saw og Hostel filmene. Det er altså torture porn, og derfor bestemt ikke for sarte sjæle. Nogle af de beskrivelser er virkelig klamme. Det er virkelig godt skrevet, og man sidder på kanten af stolen hele tiden, eller det gjorde jeg i hvert fald. Jeg kunne heller ikke lade være med at heppe på Agnes og Belinda, og det siger noget, fordi jeg ved hvordan det hele ender. 

Er du til nervepirrende, blodige, spændende og grufulde gyserfortællinger, hvor gyset er mere body horror end psykologisk, så er Alt det hun ville ønske hun ikke forstod lige en bog for dig. Jeg er i hvert fald en stor fan.


4/5 stjerner

Titel: Alt det hun ville ønske hun ikke forstod
Forfatter: Steen Langstrup
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: 2 Feet Entertainment
Udgivet: 1. oktober 2011
ISBN: 9788779941069
Sideantal: 152

Ingen kommentarer:

Send en kommentar