Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 23. april 2026

Piranesi af Susanna Clarke

"Piranesi bor i Huset. Det har han måske altid gjort. Hver dag laver han omhyggelige optegnelser i sine notesbøger om alle dets undere: de labyrintiske sale, de tusindvis af statuer, tidevandene, som buldrer op ad trapperne, skyerne, som langsomt driver gennem de øvre sale. Tirsdag og fredag mødes Piranesi med sin gode ven, Den Anden. Andre gange bringer han offergaver i form af mad og åkander til De Døde. Men for det meste er han alene.

Meddelelser begynder at dukke op, skrevet med kridt på gulvet. Nogen er ankommet til Huset. Men hvem er det, og hvad vil de? Er det en ven, eller bringer de kun ødelæggelse og vanvid med sig, som Den Anden hævder?

Forsvundne tekster skal findes, hemmeligheder afsløres. Den verden, som Piranesi troede, at han kendte, er pludselig mærkelig og farlig.

Husets Skønhed er grænseløs, dets Velvilje uendelig."


Jeg har gået og tygget på denne anmeldelse i godt stykke tid, og det har været nødvendig for Piranesi er en af de vildeste og mest originale romaner, som jeg længe har læst. Faktisk er det en roman, som jeg meget gerne vil genlæse igen, da jeg vil have en helt anden forståelse af den nu. Og jeg vil gerne se, hvad det gør ved min læseoplevelse af den.  

Piranesi bor i Huset, hvor der er vand på de underste etager og skyer i loftet. Huset er enormt og labyrintisk og har tusindvis af marmorstatuer. Dagligt vandrer han utrætteligt rundt i salene og skriver i sine notesbøger om Husets undere. Piranesi mener, at verden omkring ham er levende og guddommelig, selvom meget tyder på, at det labyrintiske univers kun har været beboet af 15 mennesker, heraf 13, som er blevet reduceret til skeletter, som han jævnligt ærer. To dage om ugen mødes han med Den Anden, en velklædt, ældre mand, som er besat af jagten på den "Store og Hemmelige Viden", som måske er gemt et sted i Huset. En dag begynder, der at dykke mystiske spor beskeder op i Huset, og Piranesi er måske ikke alene i Huset, som han tror...

Piranesi er bestemt ikke en bog, der vil falde i alles smag (jeg tror så heller ikke at en sådan bog overhovedet findes, men det er en anden snak). Den er utrolig gådefuld og mærkelig, og som læser sidder man med utrolig mange spørgsmål undervejs. Men det hele går op i en højere enhed til sidst. Det er en roman, der suger sig fast til én, og som er helt umuligt at ryste af sig igen. Det er en virkelig smuk, tankevækkende, gådefuld og mærkværdig roman, som jeg kan anbefale på det allervarmeste.    


5/5 stjerner

Titel: Piranesi
Forfatter: Susanna Clarke
Serie: -
Sprog: dansk // Originalsprog: engelsk
Forlag: Screaming Books
Udgivet: 26. september 2025 // oprindelig udgivet 15. september 2020
ISBN: 9788785308023
Sideantal: 244

Ingen kommentarer:

Send en kommentar