Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 10. september 2026

Præstinden af Cindy Kjøng & Dina Kjøng Sjöblom

"Dybt inde i det skotske højlands urskove lever præstinden Maya sammen med det søsterskab, hun har skabt. Hun redder piger, som på hver deres måde har mærket menneskets ondskab på egen krop, og viser dem, hvordan de genfinder deres styrke og kraft i samarbejde med Den hellige Moder - Jorden.

Men en ondskab uden sammenligning nærmer sig og truer både Maya og alt, hvad hun har kært. For at beskytte sine søstre allierer hun sig nødsaget med Broderen, lederen for en elite af mænd med højtudviklede kampegenskaber.

Men Broderskabet balancerer i grænselandet mellem lys og det mørke, der truer søsterskabet og alt, hvad de står for.

Kan Maya blive ved med at stå stærkt, når mørket rækker efter det, hun elsker allermest? Eller vil hun ende med at blive opslugt af de skygger, der lurer - ikke kun i ondskaben, men også i den mand, der kæmper ved hendes side?"


Maya er præstinde og tilbeder den hellige Moder, Jorden. Hun redder piger og unge kvinder, som har fået skader på krop og sjæl. Hun hjælper dem med at finde styrke gennem Moderen og finde en vej tilbage fra det de har været igennem. Men en trussel udefra, de frygtede Mørkemænd, truer søsterskabet. Maya bliver derfor nødt til at søge hjælp hos Broderen og hans mænd, men de gemmer også på farlige skygger, der kan truer søsterskabet.

Præstinden var en roman, som jeg endte med at læse langsomt. Ikke fordi den er dårlig, for det er den bestemt ikke, men fordi den krævede, at jeg gav den tid og kun læste et par kaptitler ad gangen. Det var en roman, som jeg skulle tygge på undervejs. Og min læseoplevelse står så meget stærkere af den grund.  

Romanen foregår i oldtidens Skotland, og man kan tydelig mærke at forfatterne har lagt mange timer i deres research. De tager en på en stemningsfuld og spirituel rejse tilbage til fortiden, og det største fokus er på kvinders kraft og styrke både alene og i søsterskab. Der var flere ting, som jeg rigtig godt kunne lide ved romanen, men jeg blev især fanget af beskrivelserne af søsterskabet, Maya og Broderens relation samt den magi/energi der strømmer fra Moderen.

Synsvinklen skifter mellem tre fortællere, Maya, Broderen og Teeka, som er en ung trællepige, som Maya redder fra en frygtelig herre. Disse skift fungerer rigtig godt. De er troværdige og levende karakterer på godt og ondt, og det var dejligt at man nogle gange så handlingen fra flere sider. 
Sproget er smukt og inddragende, og der bliver virkelig kælet for detaljerne. 

Præstinden er en stærk og medrivende fortælling, der mixer historisk fiktion, feminisme, spiritualisme, kærlighed med et drys af fantasy. Den får min allervarmeste anbefaling, og jeg glæder mig til at læse videre i 2'eren. 


4/5 stjerner

Titel: Præstinden
Forfatter: Cindy Kjøng & Dina Kjøng Sjöblom
Serie: Søstrenes kald #1
Sprog: dansk
Forlag: Kindberg Publishing House
Udgivet: 8. marts 2026
ISBN: 9788785440020
Sideantal: 480

Ingen kommentarer:

Send en kommentar