Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 25. oktober 2018

Bjæren af Åsa Larsson & Ingela Korsell

"Den nærer en sult, der aldrig kan stilles.
Penge, mobiltelefoner og elskede kæledyr forsvinder i Mariefred, og Alrik står øverst på listen over mistænkte.Selvfølgelig er det et af plejebørnene, der står bag tyverierne – det er de fleste enige om. Men folk skulle bare vide, at det ikke er en almindelig tyv, der har bestjålet dem. Der ligger magi bag. En eller anden har skabt en bjære! Og sortheksens planer bliver langsomt men sikkert til virkelighed."



Så har jeg fået læst den fjerde bog i Pax serien, som starter lige der hvor det tredje bind sluttede. Pax serien er en serie, der skal læse i rækkefølge, for ellers vil man føle sig lidt fortabt, da der gives meget lidt introduktion til hovedpersonerne.
I Bjæren begynder folk tings at forsvinde på mystisk vis, og Alrik bliver mistænkt for at være den skyldige, fordi han har været i nærheden af alle tyverierne. Dette går selvfølgelig Alrik på nerverne, da han er uskyldig, men der er meget få mennesker, der tror på ham.

Bjæren er ligesom sine forgængere en letlæst bog, som jeg bare fløj igennem på næsten ingen tid. Den er ligeså underholdene som andre bøger i serien, og så er den illustreret fantastisk af Henrik Jonsson.
Alriks og Viggos dårlige forhold til Simon og Sløjd-Thomas bliver yderlig forværret, og jeg synes at det er utroligt at Thomas, som er voksen, får lov til at opføre sig på den måde over for Alrik og Viggo, og der er ingen der siger fra (på nær Laylah). Det giver selvfølgelig nogle interessante konfrontationer, men jeg håber at han bliver sat på plads senere i serien, og kommer til at æde de ondskabsfulde ord i sig igen.
Beskyldninger mod Alrik sætter også hans forhold til plejeforældrene på prøve, og Alrik bliver bange for at de skal skifte hjem igen. Viggo opføre sig stadig som lidt af en rod, der skal vise sig frem og det ender ikke altid helt godt. Han stjæler en ting for at vise sig for nogle andre børn, men det ender ikke helt godt. Om han får en lærestreg for vi ikke at vide i Bjæren, men det kan være at det kommer i næste bind. Jeg synes i hvert fald han fortjener én.
Sortheksen er også atter på spil. Det er hende, der har skabt den mægtige og mystiske bjære, der bringer ulykker ned over Alrik. Jeg er ret spændt på hvor og hvornår hun bliver afsløret af vores hovedpersoner.

Gyset lader sig vente på i Bjæren. Det bliver først rigtig uhyggelig i den sidste tredjedel af bogen, som selvfølgelig også har en ret ond cliffhanger. Derimod har bogen fokus på de forskellige forhold mellem personerne, som fylder en del. Det synes jeg passer bogen meget godt, da det giver lidt mere dybde til personerne. Jeg bliver i hvert fald meget harm over de uretfærdige beskyldninger mod Alrik og at han slet ikke får mulighed for at forsvare sig mod Thomas.

Pax er en underholdende serie for børn, der blander mytologi, fantasy og gys, og jeg vil gerne anbefale den til alle, der elsker gode historier.


4/5 stjerner

Titel: Bjæren / Originaltitel: Bjäran
Forfatter: Åsa Larsson & Ingela Korsell / Illustrationer: Henrik Jonsson
Serie: Pax #4
Originalsprog: svensk / læst på dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2015
ISBN: 9788771058444
Sideantal: 216

Ingen kommentarer:

Send en kommentar