Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 30. april 2020

Golden Son af Pierce Brown

"Golden Son continues the stunning saga of Darrow, a rebel forged by tragedy, battling to lead his oppressed people to freedom from the overlords of a brutal elitist future built on lies. Now fully embedded among the Gold ruling class, Darrow continues his work to bring down Society from within."


Red Rising

Der er gået et par år efter Red Rising, hvor Darrow kom ud som den store helt og næsten alle ønskede at tage ham under deres vinger. Han lever stadig blandt the Golds, hvor han forsøger at finde en måde, hvorpå han kan ændre tingenes tilstand og styrte the Golds fra magtens tinder. Men han føler sig meget alene, for han kan jo ikke tage kontakt til hverken hans familie (som tror han er død) eller dem der sendte ham på hans mission i første omgang i frygt for at han afslører enten dem eller ham selv. Samtidig er han utrolig splittet, da han har fået rigtig gode venner blandt the Golds og måske endda fundet kærlighed.

Da jeg første gang læst Golden Son fandt jeg det en kende forvirrende at komme ind i historien igen. Ikke så meget at handlingen havde sprunget et par år frem, men mere det at Darrow havde mødt en del nye karakterer (hvorfra flere var vigtige for plottet) samt at han havde oplevet en del, hvor noget af det fik vi fortalt i flashbacks. Men der går tid før det sker, og det smed mig lidt ud af mit læseflow, hvilket var rimelig træls. Men det var heldigvis kun i starten at jeg følte mig lidt lost, for jeg blev snart revet med at alle de politiske intriger, dobbeltspil, flere af de fantastiske karakterer, hårdslående action og ikke mindst universet. Der er virkelig knald på alle fronter, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med i, hvem der er på hvilken side.

Jeg er stadig helt vild med Darrow som karakter. Han er en utrolig spændende og kompleks personlighed. Jeg kunne især godt lide hans indre kampe. Hans tanker og følelser bliver virkelig udfordret undervejs og mere end de gjorde i den første bog. Hans venskaber bliver i høj grad også sat under pres- Det kan godt være lidt hårdt at være vidne til, for jeg synes jo også godt om flere af hans venner, selvom de bliver set som fjender og monstre af de lavere farver. Men det er jo sådan de er opdraget, og de kender derfor ikke til andet. Det hele er bare en ond cirkel, som Darrow prøver på at bryde.

Slutningen er simpelthen for vild og en mega ond cliffhanger. Golden Son er meget mørkere i tonen, og det går hurtigt op for én, at ingen er sikre og at alt kan ske. Det er en suveræn og velskrevet science fiction og dystopi blanding, der underholder hele vejen igennem. Jeg bliver nødt til at læse videre i serien - og det snart!


4/5 stjerner

Titel: Golden Son
Forfatter: Pierce Brown
Serie: Red Rising Saga #2
Sprog: engelsk
Forlag: Del Rey
Udgivet: 6. januar 2015
ISBN: 9780345539816
Sideantal: 442

Ingen kommentarer:

Send en kommentar