Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 20. februar 2025

Babel eller nødvendigheden af vold af R.F. Kuang

"I 1828 bliver den forældreløse Robin Swift bragt fra Canton i Kina til London af den beregnede professor Lovell, der vil indskrive ham på Babel - Det Kongelige Institut for Oversættelse på Oxford Universitet.
Under sine studier bliver Robin kontaktet af Hermesselskabet, en gådeful, kriminel organisation, hvis mål er at stjæle sølv fra Babel for at stoppe det britiske imperiums udvidelse og kolonisering.
Nu står Robin med et valg: Enten kan han hjælpe Hermesselskabet med at sabotere imperiet, eller også kan han vende det blinde øje til. Hvor meget er han egentlig villig til at give afkald på, når det kommer til stykket?"


Robin Swift er født i Canton, Kina, og bliver som forældreløst barn ført til 1830’ernes England af Professor Lovell, som kommer fra Det Kongelige Oversættelsesinstitut, også kendt som Babel. Her bliver Robin optaget som studerende, og han er i starten forført af Babels overdådighed og stræben efter viden. Babel er verdens epicenter for oversættelse, og det er også her at de dygtigste studerende kan blive oplært i sløvarbejdet. Sølvarbejdet er noget ganske særligt for det udnytter sprogenes magt. Kort fortalt bliver ordpar indgraveret i sølvbarrer, og herved kan man give sølvet forskellige egenskaber, såsom at få hestevogne til at køre hurtigere, urværk til at slå eller til at afhjælpe sygdomme. 
Men denne magt er ikke for alle, og bestemt ikke for dem, der ikke er en hvid englænder. Så da Robin møder sin halvbror Griffin åbenbares en verden, hvor revolution og oprør mod den britiske overmagt ulmer.

Babel var en fuldstændig vold og kompleks bog, der er fuld af lingvistiske og nørdede detaljer. Den er fuld af fodnoter og etymologiske forklaringer, men er samtidig også en fortælling om venskab, studietid, nørderi, racisme, ulighed, magt, vold, imperialisme og revolution. 

Jeg fandt fortællingens tempo en kende ujævnt, og det trak lidt ned i min læseoplevelse. For nogle gange gik tingene hurtige (især mod slutningen) og andre gange var den mere langtrukken. Dette betød også at jeg lagde bogen fra mig flere gange undervejs, og at der nogle gange gik flere dage før jeg samlende den op igen. Det er ikke nødvendigvis kun bogens skyld, for jeg havde en meget travl periode, da jeg læste den. Men jeg tænker, at havde tempoet været lidt jævnt, havde det hjulpet på det. Når det nu er sagt vil jeg også sige at bogen er virkelig velskrevet og velresearchet, og det er tydeligt at mærke at forfatteren har noget på hjerte.

Jeg vil måske også tøve med at kalde den fantasy, men vil nærmere kalde den en alternativ historisk roman med fantasyelementer. For fantasydelen er ikke den del, der fylder mest i bogen.

Babel er en utrolig nørdet bog, som kræver noget af sin læser, men som samtidig giver én en tankevækkende og intelligent læseoplevelse. Det er ikke en bog for alle, men for de rette er det en virkelig vild oplevelse.


4/5 stjerner

Titel: Babel  eller nødvendigheden af vold: Den hemmelige historie om oxfordoversætternes revolution // Originaltitel: Babel, or The Necessity of Violence: An Arcane History of the Oxford Translators' Revolution
Forfatter: R.F. Kuang
Serie: Cerulean Chronicles #1
Originalsprog: engelsk // læst på dansk 
Forlag: Falco
Udgivet: 25. april 2024 (denne udgave) // oprindelig udgivet 23. august 2022
ISBN: 9788775960132
Sideantal: 570

Ingen kommentarer:

Send en kommentar