"Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver dem til fremtidige generationer.
Nera og hendes gruppe når den sikre zone, en bid af den gamle verden: Utopia. Hun forsøger at passe ind i en verden hun ikke længere føler hun tilhører, men fortidens spøgelser plager hende, og Utopia har skyggesider. Nera har kun fred i sindet når hun er sammen med Bane. Er de virkelig i sikkerhed eller er den sikre zone blot en illusion? Og kan man elske en vampyrelver?"
Vores gruppe med Nera i spidsen når endelig frem til den sikre zone ved navn Vita. Vampyrelverne har skabt og beskytter samtidig stedet mod zombierne. De frelste mennesker får mulighed til at opbygge en ny hverdag. Den eneste pris, de betaler er lidt blod til vampyrelverne i ny og næ. De lader menneskene være i fred og har kun få regler som menneskene skal overholde. De vigtigste regler er at man ikke må spilde et andet menneskes blod eller komme op at slås. Hvis man bryder disse regler får det konsekvenser, men ingen mennesker ved rigtig, hvad de går ud på.
Alt er fred og fordragelighed i Vita og alle smiler stort og konstant. Snart er det ved at drive Nera til vanvid. Og der dukker flere og flere spørgsmål op, som hun virkelig gerne vil have svar på (og det vil jeg faktisk også gerne). Og det er nok det største problem jeg havde med Utopia. Denne her bog lider nemlig til tider af at være bogen-i-midten. Forstået på denne måde at der bliver stillet en helt masse spørgsmål, men vi får ikke rigtig nogle svar, samt nogle gange går handlingen lidt i tomgang. Utopia er bogen der leder op til den store finale i den tredje og sidste bog Håb, og det er (forhåbentlig) her at vi får alle svarene. Dog skal det siges at vi får svar på nogle enkle spørgsmål til sidst i bogen, men jeg savnede bare lidt mere information undervejs.
Til gengæld synes jeg at Neras tilvænning til Vita, eller nok nærmere bestemt manglen på samme, var meget godt beskrevet og meget realistisk. Hun har levet i tilstanden flygt eller kæmp så længe, at det bestemt ikke må være nemt at vænne sig til en sådan rolig livstil som Vita indbyder til. Og så kunne jeg virkelig godt lide hendes skepsis til hele stedet. Desværre forsvandt denne skepsis så snart hun var sammen med Bane, og det var jeg lidt skuffet over. Jeg er stadig ikke helt solgt på deres forhold, men måske ændre det sig i den sidste bog. Heldigvis var hun meget skepsis over for de andre vampyrelvere, og det var et forfriskende pust, især fordi de fleste andre mennesker nærmest levede i en lyserød boble af tryghed. Alligevel meget godt klaret når man lever i en dystopisk zombieinficeret verden.
Vi lærte ikke det helt store om vampyrelverne, de er stadig meget hemmelighedsfulde. Så jeg krydser fingre for at vi får noget mere at vide i den sidste bog. For jeg det er nogle interessante hybridvæsner, jeg ikke er stødt på før.
Jeg er stadig vild med dagbogen og lige som i Monstre bliver den også rigtig godt brugt her. Tonen i sproget er også tilpas råt til bogens univers og passer meget godt til.
Utopia var ikke helt hvad jeg forventede, og mest af alt savnede jeg nogle flere svar undervejs. Men jeg synes stadig at den overordnet historie er virkelig interessant, og jeg er meget spændt på, hvad der kommer til at ske i den sidste bog.
3/5 stjerner
Titel: Utopia
Forfatter: Louise Haiberg
Serie: Død verden #2
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 11. november 2017
ISBN: 9788758828466
Sideantal: 256
Ingen kommentarer:
Send en kommentar