Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 5. februar 2018

Beskytteren af Synne Kristine Eriksen

"I en dyster verden med magiske klokker, skyggefolk, hirdmænd og politiske intriger, flettes drengen Sigurds søgen efter sin lillesøster Svanhild sammen med klokkemageren Myrhats hemmelige rejse. Snart må de begge indse, at ingen nogensinde har fortalt dem sandheden. Om deres forældre. Om den skov, de bor i. Og om, hvad der lurer i dens mørke ..."



[Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine]

Beskytteren er første del i fantasytrilogien De Tre Tyste. Det var ikke en bog, jeg havde hørt noget om før, men bagsideteksten virkede meget lovende. Så jeg satte mig ned i min lænestol med bogen og et tæppe over mig og begyndte at læse og læse. Jeg blev virkelig hurtigt fanget af historien om Sigurds jagt efter dem eller det, der har bortført hans lillesøster Svanhild, samt klokkemageren Myrhats vigtige mission. Og før jeg vidste af det, havde jeg vendt sidste side og sad med ønsket om mere. (Heldigvis modtog jeg ret hurtigt bog 2 fra forfatteren, så den skal sikkert læses i år, og gerne meget snart).

Bogens handlinger følger to spor. Det ene handler om menneskedrengen Sigurd. Sigurd og hans lille familie bestående af bedstemor og lillesøster Svanhild bor i skoven. En dag bliver Svanhild borført af nogle mærkelig ørne, og Sigurd bliver besat af at finde hende igen. Han drager sammen med bedstemoren til noget familie i håb om at de vil hjælpe ham. Desværre bliver det ikke helt så let som han havde håbet på, for i byen hersker der mange intriger og magtkampe, og de er for det meste ligeglad med en lille forsvunden pige.
Det andet handlingsspor følger Myrhat, der er en klokkemager. Klokkemagerfolket er væsner, der lever gemt og næsten glemt ude i skoven beskyttet af deres magiske klokker. De gemmer sig for det onde skyggefolk, men der sker (selvfølgelig) noget, som gør at Myrhat må drage ud på en farlig mission.
Det fungerer rigtig godt med de to fortællespor. Man kommer både tæt på menneskenes og klokkermagerens liv. Og så er Myrhat og Sigurd spændende personer, der hver er drevet af hver deres mission. Historien bliver langsomt opbygget igennem bogen, og det kunne jeg rigtig godt lide, fordi det gjorde, at jeg rigtig havde tid til at leve mig ind i historien.

Beskytteren er en virkelig god debutroman, og et rigtig godt sted at starte, hvis du gerne vil læse fantasy. Synne Kristine Eriksen har et godt greb om sproget og forstår at fortælle en virkelig god historie. Sproget er let og flydende, og det er svært ikke at leve sig ind i denne vikingeinspireret verden. Beskytteren var en virkelig god læseoplevelse, og jeg kan kun anbefale den varmt. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre i serien og finde ud af, hvad der kommer til at ske.


4/5 stjerner

Titel: Beskytteren
Forfatter: Synne Kristine Eriksen
Serie: De Tre Tyste #1
Sprog: dansk
Forlag: Turbine Forlaget
Udgivet: 7. november 2016
ISBN: 9788740613063
Sideantal: 312

Ingen kommentarer:

Send en kommentar