Fredag d. 24. maj
Min dag startede med træning, hvor jeg fik hørt ca. 15 min af Harry Potter and the Half-Blood Prince, før min spinning time startede.
Derefter stod det på arbejde og efter arbejde havde jeg et par ærinder i midtbyen før jeg kunne vende cyklen hjemad.
På biblioteket havde jeg lånt Hit-Girl i Hollywood vol 2 (jeg havde læst vol. 1 dagen før), som jeg læste på ingen tid, da den ikke var særlig lang. Desværre var jeg ikke særlig vild med den. Jeg elsker tegnestilen, den er virkelig flot og udtryksfuld, men historien mangler altså noget mere kød, og karakterne bliver derfor kedelige og uinteressante.
Derfor gik jeg over til at læse vol. 9 og 10 af Chew, som er en mega god tegneserie, og som jeg simpelthen bare elsker.
Inden sengetid fik jeg også læst nogle sider i Glasmuren af Linette Harpsøe, som jeg var begyndt på inden readathonet, og som jeg manglede lidt over 150 sider i.
Antal læste bøger: 3
Antal læste sider: 338
Antal lydbøger: 0
Lørdag d. 25. maj
Jeg startede dagen med at stå op omkring halv 7, og finde de sidste to vol. af Chew frem og læse dem på sofaen. Det er altså en virkelig fed tegneserie, og jeg vil anbefale den til alle der endnu ikke har læst den. Derefter spiste jeg en sen morgenmad, og gik derefter ud i haven og fik rykket en hel masse ukrudt op, mens jeg hørte Harry Potter and the Half-Blood Prince, som jeg også nåede at blive færdig med. Efter at have brugt omkring 4 timer i haven så jeg en film inden aftensmad. Efter aftensmad så jeg Batman og lidt YouTube inden jeg gik i seng med Glasmuren.
Antal læste bøger: 5
Antal læste sider: 702
Antal lydbøger: 1
Søndag d. 26. maj
Jeg havde en del praktiske gøremål, som jeg gerne ville nå i løbet af dagen. Derfor stod jeg igen op ved halv 7 tiden for at vaske tøj, støvsuge, tørre støv af, aflevere bøger på biblioteket, handle ind samt endnu en tur i haven. Jeg er bestemt endnu ikke færdig i haven, men jeg har også et par fridage i næste uge, hvor jeg håber på at nå en del. Mens jeg ordnede alle disse praktiske ting fik jeg hørt noget af min anden lydbog, som er Kampen om sværdet af Lars-Henrik Olsen.
Jeg fik også læst Glasmuren færdig, og den var også mega fed og plottet tog et twist, som jeg slet ikke havde set komme. Jeg glæder mig så meget til at læse tredje og sidste bog.
Da jeg var barn/teenager så jeg altid Tokyo Mew Mew, når det kom i fjernsynet, og da jeg kom til at tale med en kollega om det på arbejde (for hun er også fan), besluttede jeg mig for at læse mangaen. Jeg har læst det første bind, og jeg skal helt klart læse resten af mangaen på et tidspunkt, og nu har jeg også fået vild meget lyst til at gense animen.
Inden sengetid fik jeg også læst 2 kapitler af Golden Son samt det første kapitel af The Painted Man.
Antal læste bøger: 7
Antal læste sider: 1.013
Antal lydbøger: 1
Mandag d. 27. maj
Efter arbejde skulle jeg på shopping med et nogle kollegaer. Jeg fandt ikke noget til mig selv, men det var rigtig hyggelig.
Efter aftensmad så jeg nogle afsnit af Game of Thrones og inden sengetid fik jeg læst lidt af Golden Son, men det blev ikke til mange sider.
Antal læste bøger: 7
Antal læste sider: 1.028
Antal lydbøger: 1
Tirsdag d. 28. maj
Jeg havde fri om formiddagen før jeg skulle på arbejde, så derfor fik jeg set et par afsnit af Game of Thrones. Jeg fik også hentet min Illumicrate boks på posthuset, hvilket var dejligt, da det har været en udfordring at undgå spoilers. Efter arbejdet fik jeg handlet lidt ind, og da jeg var hjemme igen besluttede jeg at se endnu tre afsnit af Game of Thrones. Jeg fik derfor heller ikke læst ret meget i dag, da jeg brugte det meste af min fritid på at se Game of Thrones. Men det blev da til et par sider i Golden Son.
Antal læste bøger: 7
Antal læste sider: 1.033
Antal lydbøger: 1
Onsdag d. 29. maj
Jeg har fri resten af ugen, som er virkelig dejligt, for så kunne jeg sove længe i dag, hvilket jeg havde brug for efter at have set Game of Thrones til efter midnat. Så selvfølgelig fik jeg også set et par afsnit inden morgenmad.
Jeg brugte det meste af dagen på at slappe af, hvilket var dejligt. Jeg fik hørt Kampen om sværdet færdig, og begyndt derfor på min tredje lydbog, som var The Dark Prophecy af Rick Riordan, som er den anden bog om Apollon. Jeg fik også hentet en pakke på posthuset, og vigtigst af alt fik jeg læst en hel af The Painted Man, som er virkelig spændende og meget svært at lægge fra sig igen.
Antal læste bøger: 7
Antal læste sider: 1.178
Antal lydbøger: 2
Torsdag d. 30. maj
Endnu en afslapningsdag med læsning. Jeg fik læst i The Painted Man, og jeg fik også startet på Ingenmandsland, som er sidste del i Exilium trilogien.
Jeg fik også skrevet lidt og ryddet op, men ellers var det en meget rolig dag.
Antal læste bøger: 7
Antal læste sider: 1.298
Antal lydbøger: 2
Fredag d. 31. maj
Jeg brugte hele formiddagen på havearbejde, hvor min far også lige kom et smut forbi. Inden min far kom, fik jeg hørt en hel del af The Dark Prophecy. Det er nu rart med en god lydbog i ørene, når man lurer ukrudt.
Efter havearbejdet så jeg noget Game of Thrones og arbejdede lidt på bloggen. Herefter var jeg igen en kort tur i haven inden aftensmad. Jeg fik også læst en del mere af Ingenmandsland inden jeg skulle i seng.
Antal læste bøger: 7
Antal læste sider: 1.381
Antal lydbøger: 2
Lørdag d. 1. juni
Jeg startede dagen med at se et par afsnit af Game of Thrones (det er vist ved at være lidt af en vane - men nu mangler jeg heller ikke særlig manige afsnit før jeg er færdig, men så kan jeg jo altid kaste mig over bøgerne).
Derefter cyklede jeg ud for at shoppe blandt andet nogle nye busker og en ny jakke. Derefter så jeg lidt mere Game of Thrones, og jeg fik også bagt nogle lækre chokoladeboller.
Jeg fik også skrevet en hel del til bloggen samt taget nogle billeder til forskellige indlæg.
Hvad læsning angår, blev jeg færdig med The Dark Prophecy, som var virkelig god, og nu må jeg bare vente spændt på at den tredje bog kommer som lydbog. Jeg fik også læst noget mere af Ingenmandsland inden sengetid.
Antal læste bøger: 7
Antal læste sider: 1.428
Antal lydbøger: 3
Søndag d. 2. juni
Søndag startede stille og roligt ud med morgenmad og et afsnit af Game of Thrones. Jeg fik også plantet min snackpeber og nogle agurkeplanter i drivhuset. Jeg fik ligeledes skrevet noget mere til bloggen og så fik jeg læst en hel del. Jeg fik nemlig læst de 200+ sider jeg manglede af Ingenmandsland. Det har godt nok været en intens trilogi, som virkelig har overrasket mig undervejs.
Jeg har haft et rigtig godt readathon, hvor jeg har fået læst en del serier og pænt mange sider (sideantal passer dog ikke helt, da jeg ikke har talt lydbøgerne med. Hvis det var tilfældet havde jeg læst over 2000+ sider). Jeg blev ikke færdig med The Painted Man og The Golden Son, men jeg regner med at læse dem her i juni.
Antal læste bøger: 8
Antal læste sider: 1.654
Ingen kommentarer:
Send en kommentar