"Stephanie har kun én ting i hovedet: at blive den dygtigste havfrue på holdet, så hendes svømmelærer Tarek endelig får øjnene op for hende.
Men hvor langt vil hun gå for at få det, hun drømmer om?"
Stephanie er 13 år og er lige begyndt til havfruesvømning. Hun har talent for det, men vil gerne være endnu bedre. Især for at imponere træneren Tarek, som hun er hemmelig forelsket i. Men for at blive en rigtig havfruesvømmer og deltage i et show med Tarek, har Stephanie brug for en rigtig havfruehale. Men sådan én koster rigtig mange penge. Selina fra holdet får én, og Stephanie bliver meget misundelig. Hun vil gøre alt for at få Tareks opmærksomhed.
Jeg er en sucker for en flot forside, og En dygtig havfrue har en virkelig smuk forside. Desuden kan jeg også rigtig godt lide havfruer, så jeg tænkte, at jeg ville tjekke bogen ud.
Stephanie er en speciel karakter. Hun er fyldt med mange følelser som misundelse, jalousi og vrede. Hvilket er forståeligt, da hun kommer fra et hjem, der er gået i stykker og med nogle forældre, der ikke tænker på hendes behov, men som er virkelig selvoptaget samt direkte modbydelige mod hinanden og til dels Stephanie, da de slet ikke lægger mærke til, hvordan hun har det.
Samtidig er hun besat af Tarek og hun vil simpelthen gøre alt for at opnå det, hun gerne vil have, og det er her at kæden springer lidt af for mig. Stephanie gør noget meget voldsomt mod en anden karakter, som ikke rigtig får konsekvenser for hende, andet end hun får lidt dårligt med, hvad hun har gjort. Der bliver simpelthen skøjtet for let henover det hun gør. Og ja, jeg ved hun har det svært og ikke rigtig kan finde ud af tingene og hendes følelser, men jeg savnede bare mere anerkendelse og refleksion af hvad hun har gjort og hvorfor det var forkert.
Til gengæld kunne jeg godt lide at hun sagde fra over fra sine forældre. Det var et fedt øjeblik, for de var virkelig nogle forfærdelige forældre.
Jeg kunne også godt lide at forfatteren tager fat i følelser som misundelse og jalousi, for det gør hun virkelig godt og meget troværdigt. Det er nogle meget relevante følelser, som ikke altid kommer til udtryk så tydeligt, som de gør her.
En dygtig havfrue henvender sig til yngre læsere mellem ca. 11-14 år. Den er meget letlæst og fortællertempoet er højt. Man sidder klinet til bogens sider, for man vil gerne finde ud af, hvad Stephanie tænker og hvad hun nu kan finde på.
Desuden var jeg også vild med beskrivelserne af havfruesvømning, som lyder som en meget interessant sportsgren.
3/5 stjerner
Titel: En dygtig havfrue
Forfatter: Sanne Munk Jensen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2020
ISBN: 9788702293227
Sideantal: 158
Ingen kommentarer:
Send en kommentar