○ Skamløs 1○
Jeg har fået læst Skamløs 2, og den var lige så inspirerende som den første. Jeg håber, at forfatteren laver en treer.
Endnu engang har Pénélope Bagieu fundet frem til 15 forskellige kvinder, hvor hun tegner og fortæller deres livshistorie. Det er med en bred pensel hun har fundet disse kvinder, der stammer fra forskellige verdensdele, tidsaldre og ikke mindst samfundslag. De har også påvirket verden på hver deres måde.
Denne gang var der ikke så mange af kvinderne, som jeg kendte på forhånd. Det synes jeg var fedt, fordi jeg således lærte nogle nye inspirerende kvinder at kende. De få kvinder, jeg allerede kendte lærte jeg noget nyt om, hvilket jo også er helt vildt dejligt.
Ligesom i det første bind fortæller Pénélope Bagieu kort om kvindernes livshistorie og hvilke bedrifter de er kendte for. Historierne skal ses som en appetitvækker og et springbræt til at lære endnu mere om disse talentfulde og passionerede kvinder.
Tegnestilen er enkel og holdt i afdæmpede farver, men er både udtryksfuld, smuk og stemningsfuld. Til tider er dog meget tekst presset ind på siderne, hvilket selvfølgelig kan være nødvendig for at fortælle historierne, men jeg synes nogle steder at teksten var lidt for dominerende og derved fjernede fokus fra den flotte billedside. Når det nu er sagt, er Pénélope Bagieu virkelig god til at portrættere kvinders historie, og der er både humor og bid i fortællingerne.
Skamløs 2 er en underholdende og livsbekræftende graphic novel. De 15 kvinders liv og kampe er både tankevækkende og inspirerende. Jeg vil varmt anbefale Skamløs serien til alle. De fortjener at bliver læst, og det gerne flere gange.
4,5/5 stjerner
Titel: Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden 2 // Originaltitel: Culottées - Des femmes qui ne font que ce qu'elles veulent 2
Forfatter: Pénélope Bagieu
Serie: Skamløs - rebelske kvinder der ændrede verden #2
Orginalsprog: fransk / læst på dansk
Forlag: Cobolt
Udgivet: 7. november 2019 (denne udgave) // oprindelig udgivet 26. januar 2017
ISBN: 9788770857888
Sideantal: 168
Ingen kommentarer:
Send en kommentar