Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 7. maj 2026

Drageskjoldene af Nicole Boyle Rødtnes

"I landet Asindra bliver spædbørn ofret til dragens flammer...

Magiens hof tager imod de spædbørn, der overlever ilden, og oplærer dem som magikere.

Friyas nyfødte søster skal ofres, men Friya har allerede set for mange børn dø, og hun nægter at følge reglerne.

Azack er den dygtigste unge magiker i årtier. Alligevel bliver han fravalgt af Magiens hof. Men Azack vil gøre alt for at ændre sin skæbne, så han lægger en farlig plan..."


Drageskjoldene er første bind i en ny fantasyserie af Nicole Boyle Rødtnes. I den følger vi Friya som bor i Diamantbjergene med sin familie. Hendes mor er gravid igen og Friya frygter for morens liv, da moren var ved at dø sidste gang hun var gravid. Friya er derfor opsat på at gøre alt, hvad hun kan får at redde morens liv. Hun vil endda gå til en af magiens tjenester, for at få en besværgelse, selvom Friya er meget mistroisk overfor magi. 
Azack er den bedste magiker i evigheder, og han er sikker på, at han vil blive udvalgt til Magiens hof. Det går dog overhovedet ikke, som han havde forventet, og han ender i Urnen, hvor han efter et år vil få en chance for en ny chance til at blive en del af Magiens hof. Han kommer dog på sporet af urent spil i Magiens hof, som han sætter sig for at opklare og afsløre.

Synsvinklen skifter mellem Friya og Azack igennem romanen, og det fungerer rigtig godt. De har ikke så meget at gøre med hinanden det meste af historien, men det håber jeg de får i de næste bøger.
Azack er virkelig arrogant i starten, men han bløder en lille smule op i løbet af historien, hvor vrede og hævn kommer til at spille en større rolle. Jeg håber dog, at vi får lov til at se flere sider af ham, for ellers kan han godt blive lidt ensporet. Friya er der mere kød på som karakter, og det er også hende vi følger mest, og får flest forskellige følelser fra. Som nybegynder udi magien er det igennem hende at læseren bliver klogere på magisystemet. Igennem Azack får læseren også et indblik ind i magisystemet, dog på et lidt mere avanceret plan.

Forfatteren er rigtig god til at skrue en medrivende fortælling sammen, og Drageskjoldene er endnu én i bunken. Det er et lidt dysteret og barskt univers, som bliver troværdigt beskrevet. Skrivestilen er klassisk Nicole Boyle Rødtnes, så sproget er flydende og frisk, og siderne vender nærmest sig selv.

Drageskjoldene er rigtig godt ya fantasy, som jeg varmt kan anbefale. Jeg er virkelig spændt på, hvad der kommer til at ske i bog 2, så den glæder jeg mig til at sætte tænderne i. 


4/5 stjerner

Titel: Drageskjoldene
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Magiens alfabeter #1
Sprog: dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 1. november 2024
ISBN: 9788741528632
Sideantal: 429

Ingen kommentarer:

Send en kommentar