Jeg synes faktisk at året startede okay ud, men så var det som om, at jeg mistede pusten allerede i februar, og det blev bare værre og værre som dagene, ugerne og månederne er gået. Jeg begyndte at sammenligne min 2026 læsning med, hvor meget jeg havde læst i 2025 på samme tid, og det var bare en stejl nedadgående kurve, eller sådan opfattede jeg det i hvert fald selv. Og jeg ved godt at man aldrig skal sammenligne sig selv med hverken andre eller sig selv, men jag har svært ved at lade være. Nu er det blevet en form for ond spiral. En spiral, som jeg meget gerne vil ud af igen!
Jeg tror ikke, at jeg er i en reading slump, for jeg læser stadig, bare ikke så meget som jeg "plejer" (aka. har gjort de sidste par år). Men det føles virkelig som slump på flere måder. For jeg er også meget lang bagefter med at få skrevet anmeldelser af de bøger, som jeg får læst. Det har jeg også været utrolig længe. De fleste dage, når jeg sætter mig foran computeren sker der ingenting eller nærmere bestemt laver jeg 100 overspringshandlinger, før jeg får skrevet et eneste ord i en anmeldelse, og det duer bare ikke, for det presser mig at stakken af uskrevne anmeldelser er blevet så høj, og faktisk bare bliver ved med at vokse for tiden.
Lysten til at læse mere er der. Den hiver og trækker i mig, og jeg vil så gerne, men lige nu finder jeg det svært, at få brudt de "dårlige" vaner, som jeg har fået oparbejdet i de sidste par måneder. Jeg har gjort nogle forsøg de sidste par måneder, men måske har de været lidt for halvhjertet? De har i hvert fald ikke rigtig hjulpet. Lysten til at skrive anmeldelser er der også, og der har jeg også forsøgt nogle ting, men dem er jeg heller ikke kommet i mål med.
Så hvad gør jeg? Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg har overvejet flere ting.
Juni bliver en måned, hvor jeg vil forsøge at ændre nogle ting og sætte spirene til nogle nye vaner, som jeg kan se mig selv i, og som forhåbentlig også kan mindske min følelse af utilstrækkelighed. Det må dog ikke blive sådan, at jeg føler mig fanget af mine nye spirer (regler/vaner). Jeg vil ikke gøre min slump værre.
I juni vil jeg gerne læse min 30-45 minutter hver dag og det må ikke være i min seng. Lydbøger tæller selvfølgelig med, men jeg vil gerne læse i en fysisk bog hver dag.
I en uge eller 2 måske endda hele måneden vil jeg notere i min reading journal hvor mange sider, som jeg læser hver dag. Måske kan en fysisk reminder hjælpe mig på vej og inspirere mig til at holde fast og forbedre mig.
I juni vil jeg gerne skrive anmeldelser minimum 4 dage om ugen, hvor jeg sætter mig ved mit skrivebord på kontoret eller ved køkkenbordet. Jeg skal væk fra min sofa og mit tv, for jeg har en stor tendens til at køre dobbeltskærm, og det hjælper overhovedet ikke på mit fokus. Jeg vil også arbejde med pomodoroteknikken, for at genopbygge mit fokus, og rent faktisk få skrevet noget om det så bare er nogle få ord eller sætninger. Selvom det er måske bliver ganske lidt i begyndelsen er det mere end, hvad jeg startede ud med.
Det her endte med at blive et længere rant, men jeg tror at det var godt at få det ud af mit hoved og ned på onlinepapir.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar