Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 19. april 2018

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn

"'Den sidste gang, jeg med sikkerhed talte med Jimmy, var den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.' To filmnørders venskab bliver truet, da den ene får sig en kæreste, og den anden begynder at mistænke hende for ikke at være helt menneskelig.
En dreng opdager, hvad der sker, hvis man træder på stregerne på fortovet.
En ung pige bliver spået, at hendes livs kærlighed også bliver hendes død.
Et ægtepars nye sexleg får fatale følger.
Og en mand kommer til at fortryde, at han fulgte efter en lille pige ind i en mørk skov...
Ni fortællinger om, hvad der sker, når illusionen om den trygge hverdag brister, og virkeligheden viser sig at være mere ond og mærkelig, end man gik og troede. "


Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er en novellesamling med 9 noveller, der alle på den ene eller anden måde leger med horror, gyset og det uventede. 6 af novellerne har været udgivet tidligere i andre antologier, mens de sidste tre er udgivet for første gang. Dette var jeg ikke lige klar over, da jeg lånte bogen, men så fik jeg da nogle herlige gensyn under læsningen.

De 9 noveller er: Fortovsdrab // Langt ude i skoven // Blomstervanding // Donation // Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos // Telefon fra afdøde // La petite mort // Lauras forudsigelse skæbne // Fortsættelse til et eventyr // 

Nogle af novellerne ramte mig mere hårdt end andre, og sådan er det nu engang. Jeg tænker altid novellesamlinger, som en æske fyldte chokolader. (Jeg har muligvis set Forrest Gump for mange gange). Man ved aldrig rigtig, hvad man får. Nogle noveller elsker man, mens andre ikke helt falder i ens smag. Men jeg holder rigtig meget af novelleformatet, for når det bliver gjort godt kan det alligevel noget helt andet end romanformatet.
Hvis denne novellesamling har et overordnet fokus, kan man sige at den fokuserer på, hvad der sker når illusionen om den trygge hverdag falder fra hinanden og den grimme virkelighed viser sit ansigt. Bruddet med den virkelighed man troede var den rigtige er som en rød tråd igennem alle novellerne, hvad enten de handler om et forhekset fortov, Facebookopdateringer, eller en forsættelse til et klassisk H.C. Andersens eventyr.

Lars Ahn er virkelig eminent til at skrive noveller. Jeg har læst flere af hans noveller med stor fornøjelse. Han har et godt greb om dem og fortæller mange gange nogle virkelig interessante historier.
Novellerne er velskrevet, og Ahn er god til at bruge horrorens virkemidler på anderledes og nogle gange uventede måder. Dette medvirker til at novellerne fremstår friske og skarpe.

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er en uhyggelig god novellesamling, som også vandt Årets Danske Horrorudgivelse 2017. Ganske velfortjent efter min mening.


4/5 stjerner

Titel: Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos
Forfatter: Lars Ahn
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Kandor
Udgivet: 31. maj 2017
ISBN: 9788771710380
Sideantal: 319

Ingen kommentarer:

Send en kommentar