Roland Triel har været igennem en del. For fire år siden blev hans kone brutalt myrdet, og hans datter blev voldsomt mishandlet. Sagen er stadig uafklaret, men Triel arbejder uofficielt videre på sagen. Han vil gøre næsten alt for at finde den person, der stod bag de grusomme handlinger mod hans familie. Samtidig med at Triel arbejder på sit personlige hævnopgør, skal han også passe sit normale arbejde som efterforskningsleder hos politiet. Triel har nemlig fået en yderst blodig sag han skal opklare sammen med sit team.
Jeg har læst næsten alt, hvad Dennis Jürgensen har udgivet, og han er nok en af mine favoritforfattere. Jeg er især glad for hans horror og fantasy romaner. De sidste par år har han kastet sig over krimigenren. Det er ikke en genre jeg normalt læser særligt meget af, jeg er meget mere til spændingsgenren, og hvis jeg endelig skal læse en krimi, er det mere de klassiske krimier jeg kaster mig over. Men nu er det jo Dennis Jürgensen der har skrevet den, så selvfølgelig skulle jeg læse den.
Løbende tjener er letlæst og spændende det meste af vejen. Sproget er som jeg kender det fra andre af Jürgensens værker, og jeg kan virkelig godt lide hans stil (ellers ville jeg jo ikke læse ham). Der er visse steder, hvor dialogen/ordvalget rammer lidt ved siden af efter min smag, og hvor den ville have passet bedre ind i en ungdomsroman. Men det er noget jeg lægger mere mærke til, når jeg hører lydbogsudgaven, og ikke noget jeg oplever i særlig stor grad, når jeg læser min papirudgave. Det har helt sikker noget med formatet at gøre, fordi oplæseren læser i et andet tempo end jeg selv gør.
Løbende tjener har to sideløbende historier, hvor den ene handler om Frans Jessen og nogle ret grusomme mord, og den anden handler om Triels hemmelige efterforskning af mordet på konen. Den første spiller på det makabre, mens den anden er mere psykologisk.
De to historier fungerer rigtig sammen, og det var interessant at se hvordan det hele udviklede sig i løbet af krimien. Jeg kan. uden at sige for meget, afsløre at den ene historie blev opklaret, mens den anden helt sikkert bliver det på et tidspunkt.
Løbende tjener er fin underholdning, der nok skal holde din opmærksomhed fanget på en varm sommerdag.
Titel: Løbende tjener
Forfatter: Dennis Jürgensen
Serie: Roland Triel #1
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 11. august 2014
ISBN: 9788758810003
Sideantal: 490
Ingen kommentarer:
Send en kommentar