Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 10. april 2018

Final Girls af Riley Sager

"Quincy Carpenter prøver bare på at leve et helt normalt newyorkerliv med sin kæreste, Jeff, og sin bageblog, Quincy's Sweets. Men det er svært, når fortiden bliver ved med at indhente hende. Som den eneste overlevende efter en blodig massakre i skovhytten Pine Cottage for ti år siden bærer Quincy nemlig rundt på en uafrystelig identitet som 'Final Girl'. En titel, medierne har tildelt hende, tillige med to andre kvinder, Lisa og Samantha, der hver især var eneste overlevende i lignende mordsager.

For Quincy, der bare gerne vil videre med sit liv, er det et ufrivilligt skæbnefællesskab, og de tre Final Girls har derfor heller aldrig mødt hinanden. Men da Lisa en dag bliver fundet død i sit hus, genoplives gamle traumer og spørgsmål i Quincy. Hvad var det egentlig, der skete dengang i Pine Cottage? Og hvorfor var hun den eneste, der overlevede? Et sort hul i Quincys hukommelse har i mange år skjult den fulde, grumme sandhed, men nu banker virkeligheden på døren."


[Final Girls er et anmeldereksemplar fra Turbine]

Quincy Carpenter er en Final Girl. For ti år siden var hun den eneste overlevende efter en meget blodig massakre i Pine Cottage. Det er en titel som medierne har givet hende efter den frygtelige nat. Men hun er ikke den eneste Final Girl. De andre kvinder, Lisa og Samantha, har også den tvivlsomme ære at kunne kaste sig for Final Girls. 
Quincy kan ikke huske noget fra den frygtlige nat. Hun har fortrængt de frygtelige hændelser, og er egentlig meget tilfreds med at lade fortiden fortabe sig i glemslens tåger og koncentrere sig om at klare den skræmmende nutid. Men desværre er det ikke alle der har det på samme måde, og de skyr ingen midler til at rippe op i de gamle sår.

Jeg kendte intet til denne bog, før den dumpede ind i min postkasse, som en overraskelse fra Forlaget Turbine. Derimod kender jeg ganske godt til begrebet Final Girl, der har sine rødder fra gyserfilm, især slasher filmene. Termen henvender sig til den sidste kvinde/pige der er i live og som konfronterer morderen. Derudover anbefaler Stephen King den, så selvfølgelig blev min interesse straks vakt. 

Ouincy er vores hovedperson, og vi får både et indblik i hendes nutid, samt hvad der egentlig skete i Pine Cottage for 10 år siden. Fortiden bliver fortalt som en tredje persons fortæller, mens nutiden er en første persons fortæller, og det skift mellem de to fortællere og de to tider, fungere bare rigtig godt, når man ved at Quincy ikke kan huske, hvad der skete i Pine Cottage. Så mens Quincy langsomt begynder at huske mere og mere, får man som læser den samme viden.
Jeg kunne rigtig godt lide at man også lærer Quincy at kende som en person, der virkelig kæmper for at komme videre med sit liv. Hun brænder virkelig for sin bageblog, Quincy's Sweets, som giver et strejf af hverdagsfølelse, selvfølgelig blandet med den krybende uhygge og mistænksomhed, der bliver mere og mere udtalt, jo mere historien udfolder sig. Jeg var ikke så vild med Jeff, Quincys kæreste. Han var lidt af en tør kiks. Til gengæld synes jeg Lisa var en meget interessant karakter.

Final Girls var en bog, der fik mig til at gætte og spekulere på, hvad der virkeligt skete den nat i Pine Cottage. Det var en bog, som jeg synes var virkelig spændende og godt fortalt. Jeg gættede et par af plot twistene undervejs, men det påvirkede ikke min læseoplevelse på nogen negativ måde. Snare tværtimod vil jeg sige.

Hvis du leder efter en spændende thriller, vil jeg gerne anbefale Final Girls. Jeg var i hvert fald ganske godt underholdt hele vejen igennem, og det er jo bare rigtig dejligt, når det sker. Der er god underholdning til et par timer.


4/5 stjerner

Titel: Final Girls / Originaltitel: Final Girls
Forfatter: Riley Sager
Serie: -
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Turbine
Udgivet: 25. oktober 2017 (denne udgave) / oprindelig udgivet 11. juli 2017
ISBN: 9788740613384
Sideantal: 444

Ingen kommentarer:

Send en kommentar