Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 8. april 2018

George af Alex Gino

"Når folk ser George, tror de, at de ser en dreng. Men George ved, at hun ikke er en dreng. Hun er en pige. George tror, at hun må holde det hemmeligt for altid. I 4. klasse skal hun være med til at opføre Charlottes tryllespind, og George vil virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne spille Charlotte. Men læreren siger, at det overhovedet ikke kan lade sig gøre. Hun er jo en dreng. Sammen med sin bedste veninde lægger George en plan. Hvis planen lykkes, skal hun ikke bare spille Charlotte – hendes familie og resten af skolen vil endelig forstå, hvem hun egentlig er."


På ydersiden ser George ud som en dreng, men indeni er hun en pige, og det har hun altid været. Desværre er det kun George, der ved det. Men hun vil så gerne vise andre, hvem hun virkelig er, men det er svært når kun ser ens yderside. Heldigvis har hun en bedsteveninde i Kelly, og da deres klasse skal opføre Charlottes tryllespind, brænder George for at komme til at spille edderkoppen Charlotte, som er en af hendes litterære heltinder. Derudover håber George også, at hvis hun får lov til at spille Charlotte, at andre så endelig vil se hende, som den pige hun er.

Man kan ikke andet end at holde af George, som er en meget sød person (måske for sød til tider?). Jeg synes det var meget interessant at læse om hendes overvejelser og kvaler med at fortælle sandheden til hendes bedsteveninde og ikke mindst moren og broren. Jeg kunne bedst lide anden halvdel af bogen, da jeg synes at den første del var en lille smule langsomt og langtrukken i det. Anden halvdel var helt klart min favorit og der hvor min opmærksomhed var mest fanget.

George er letlæst lille roman med meget på hjerte. Desværre blev Georges fortælling ikke hos mig så længe som jeg kunne have håbet. Jeg nød fortællingen mens jeg læste den, men den har ikke efterladt det indtryk på mig, som jeg havde håbet at den ville.

George er en sød og vigtig lille fortælling om et emne, der endnu ikke findes nok børnelitteratur om. Men mon ikke det snart vil ændre sig. Det håber jeg i hvert fald.


3/5 stjerner

Titel: George
Forfatter: Alex Gino
Serie: -
Orginalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 1. august 2016  (denne udgave) / oprindelig udgivet 25. august 2015
ISBN: 9788771651522
Sideantal: 202

Ingen kommentarer:

Send en kommentar