Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 26. april 2018

Wiki over Miss Elises elendige liv af Caroline Ørsum

"I over et år har Elise været moderator på Pale Blue Horizons danske fanside. Så da CrossroadsGirl, Monkey Boy, Moonlight-Kit og de andre fans aftaler at mødes inden koncerten, siger hun også ja, selvom hun er rystende nervøs.
For hvad vil der ske, når de andre finder ud af, hvem MissElise i virkeligheden er? At hun har været indlagt på ungdomspsykiatrisk, og at hun hele tiden må kæmpe for at holde natteangsten og skyggekvalmen på afstand? Elise opdager hurtigt, at tingene hverken går, som hun har håbet eller frygtet. Venskaber folder sig ud, en forelskelse spirer frem, og til koncerten sætter Elise sig selv på en måske umulig opgave."


Elise har været indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling i et godt stykke tid, men nu er hun klar til at flytte hjem til sin far og dennes nye familie, mens hun gør folkeskolen færdig. Selvom hun har det en smule bedre, har hun stadig mange ting hun kæmper med. Hun lider blandt andet af natteangst og er virkelig bange for at ende som sin psykisk syge mor.
Selvom Elise har sit at kæmpe med er der også flere lyspunkter i hendes liv. Et af de største er at hun er moderator på hendes ynglingsbands, Pale Blue Horizon, danske fanside. Pale Blue Horizon kommer snart til Danmark for at afholde en koncert. Den skal Elise selvfølgelig med til og da en gruppe fans fra fansiden foreslår at de skal mødes nogle dage før koncerten beslutter Elise også sig for at tage med, selvom hun er meget nervøs.
"Natteangst: Mørkets særlige evne til at krybe ind under din hud, om bag dine forsvarsværker, ind gennem din hjernebark til dit mentale kontrolrum, hvor det gnasker din sunde fornuft i sig."
Hvert kapitel af romanen bliver indledt af en lille wiki beskrivende et emne, der har relevans for Elises liv og følelser eller romanens handling. Dette fungerer meget godt og sætte tonen for det kommende kapitel. Nogle af dem er dystre, som eksempelvis Natteangst ovenover, mens andre har en mere humoristiske og let tone. Alle wikierne er i en større eller mindre grad relaterbare og jeg tror at alle har prøvet Håndsvedsudfordring mindst én gang.

Wiki over Miss Elises elendige liv er en godt skrevet og hurtiglæst bog. Der var dog visse ting jeg gerne ville havet set udfoldet en smule mere. Blandt andet Elise og morens forhold. Moren optræder som en truende skygge igennem det meste af romanen, men man får faktisk ikke særligt meget at vide om hele deres forhold, andet end at Elise er bange for at komme til at ende som sin mor. Jeg ville gerne have mere at vide om deres forhold for at bedre at kunne sympatisere mig med Elises frygt. Jeg var også interesseret i Elise og søsterens Amalies forhold, som jeg også gerne så mere udfoldet.

Jeg synes at forfatteren beskriver Elises følelser både de gode og de dårlige rigtig godt og medrivende. Jeg kunne nemt relatere mig til dem og Elise, mens jeg læste. Og der bliver heldigvis ikke lagt fingre imellem når Elise virkelig kæmper, Her får vi det råt for usødet og det var bare virkelig godt og fik handlingen til at stå meget skarpere, end hvis man havde valgt at pakke meget af det ind eller bare skøjte hen over det. Det er bestemt ikke hvad den roman ønsker eller vil. Og selvom den til tider er temmelig dyster og mørk (i modsætning til hvad den lyse forside antyder), kan man også finde et glimt af håb imellem alt det sorte.


3/5 stjerner

Titel: Wiki over Miss Elises elendige liv
Forfattere: Caroline Ørsum
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 23. februar 2018
ISBN: 9788763856461
Sideantal: 204

Ingen kommentarer:

Send en kommentar