Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 7. februar 2016

Kadavermarch og Kadaverjagt af Dennis Jürgensen

Jeg har læst Dennis Jürgensens romaner siden jeg var barn. De fleste af dem har jeg læst op til flere gange. Jeg slapper af med Jürgensens forskellige universer, spændende historier og fængende skrivestil. Hvis jeg ikke lige ved jeg vil læse, vender jeg mig ofte mod Jürgensens romaner, og genlæser en af disse.
I den forbindelse er jeg også begyndt at høre Jürgensens romaner som lydbøger, hvor de bliver læst op af Torben Sekov. Sekov gør et fantastisk arbejde med at indtale bøgerne. Jeg kan rigtig godt lide at høre til hans stemme, og han gør historien levende på en anden måde.

De bøger jeg for nyligt har (gen)lyttet er Kadavermarch og Kadaverjagt.


Kadavermarch bliver benævnt Danmarks første splatterroman og der er da også nogle rigtige gode scener og beskrivelser som leder tanken hen på spaltterfilmens verden. Kadavermarch foregår i en (nær?) fremtid, hvor de rige har forskanset sig bag høje murer i de såkaldte Crystal Citys, hvor de dyrker deres kroppe og forlænger livet med stoffet LIFESUPPLY. Men LIFESUPPLY har en uheldig bivirkning der gør, at når du dør, forbliver du ikke død, men lever videre som en menneskeædende zombie. Vi følger flere grupper af mennesker, der forsøger at overleve i et zombiebefængt Danmark, men det er ikke let, når det ikke kun er zombierne der er fjenden.
Dennis Jürgensens kendte humor bløder dog den grumme historie om jordens undergang noget op. Men som i andre zombiehistorier skal man ikke binde sig for tæt til karaktererne, for det er ikke alle der overlever.

Kadaverjagt er en kort roman, der foregår i samme univers som Kadavermarch. I denne følger vi Lorens, der bor på Anholt, som indtil videre er gået fri af den verdensomspændte zombieepidemi, men freden varer ikke ved, og snart trasker de grønhudede zombier rundt i deres evige jagt efter menneskekød.
Som bonus kan det nævnes at der på lydbogsversionen af Kadaverjagt er lagt forskellige lydeffekter ind over indtalingen. Således kan man mens man hører til Torben Sekovs stemme også høre lyden af zombier, rifler der bliver ladt og andre velvalgte lyde. Det giver en helt anden oplevelse af bogen, og er et ganske godt tiltag.

4/5 stjerner

Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Indlæst af Torben Sekov
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2010 (denne udgave) / oprindeligt udgivet i 1992
Varighed 11 timer 34 min.

3/5 stjerner

Kadaverjagt af Dennis Jürgensen
Indlæst af Torben Sekov
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2008 (denne udgave) / oprindeligt udgivet i 2006
Varighed 3 timer og 45 min.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar